En aften i Godt Selskab

Her kommer ellers kun de udvalgte – de 250 medlemmer af Videnskabernes Selskab – men en aften i april fik jeg lov at komme inde bag de lukkede mahognidøre. Læs om det belærde forum, der afgør, hvem der bestemmer over brygger Jacobsens Carlsberg.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, i daglig tale blot Videnskabernes Selskab, er en klub, hvor man møder folk, der ved alt om kvartærgeologi, trilobiter, helioseismologi, sociolingvistik og koptologi. Bare for at tage nogle få eksempler. Det er et sted, hvor man rask væk bruger ord som rekursion, décharge og approbere. Det er ikke et sted, hvor siger: “Jeg fattede ikke en bjælde!” men, hvis det er tilfældet, i stedet: “Vi mangler et adækvat sprog!”

Det er ikke her, man møder toppen af dansk erhvervsliv. Eneste undtagelse er Lundbecks Claus Bræstrup, der har været medlem siden 1984. Når BNY alligevel har trængt sig på og fremprovokeret en invitation til sæsonens sidste møde i dette distingverede selskab, skyldes det, at lige netop denne kreds har afgørende indflydelse på en af landets største virksomheder, nemlig Carlsberg.

Den gamle brygger Jacobsen var så stor en fan af Videnskabernes Selskab, at han ikke blot byggede det et pompøst palæ, og til evig tid gav det gratis råderet over alt andet end stueetagen, hvor han puttede Carlsbergfondet ind som sådan en slags vicevært. Men bryggeren havde også så stor tillid til, hvad der uomtvisteligt må være nogle af landets klogeste hoveder, at han mente, at ingen bedre kunne sørge for at hans virksomhed blev drevet ordentligt, når han engang selv ikke var mere. Derfor besluttede han, at det er Videnskabernes Selskab, der blandt sine medlemmer skal vælge de fem mennesker, der har det afgørende ord i Carlsberg. De fem udgør direktionen i Carlsbergfondet, der ejer aktiemajoriteten i bryggeriet, og de udgør derfor også grundstammen i Carlsberg A/S’ bestyrelse.

For at finde ud af, hvad det er for et selskab, står jeg altså her foran palæet, der ligger som en ø med frit udsyn på en ellers tæt pakket H. C. Andersens Boulevard i København. Det er torsdag den 29. april, klokken er 19, mahognidøren er tre meter høj, og jeg spekulerer på, hvordan man begår sig i en forsamling, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man har en doktorgrad. Trøster mig med, at det vel altid virker forsonende, hvis man i det mindste erkender sin egen uvidenhed. Jeg overvejer også, om jeg burde have nappet en middagslur, for programmets højdepunkt ser ud til at være et foredrag om “stoppeevnen af kernestof”, og det ku’ være kønt, hvis man sad der som gæst og snorkede højlydt.

Jeg ku’ ha’ sparet mig disse bekymringer. De holder også kun igennem turen op ad den statelige marmortrappe, forbi et stort voluminøst guldindrammet maleri af den gavmilde brygger, ind i mahognielevatoren, hvor man trykker på et skinnende messingskilt for at blive ført op til selskabets mødesal. For straks jeg træder ind i gemakkerne (et ord, der er i fuld harmoni med stedets arkitektur og indretning), kan jeg mærke, at her er rart at være. Her er et rum fyldt med dedikerede og engagerede mennesker, der er åbne og nysgerrige. Stemningen er hyggelig, ja faktisk jovial, og står i kontrast til rummenes alvor og patos. Den store mødesal domineres af et enormt maleri, P. S. Krøyer lavede i 1896-97 af samtlige selskabets medlemmer. Rummet er delt i to: På den ene side i en svag halvbue af mahogniborde med sorte komfortable læderstole sidder medlemmerne af den humanistiske klasse, på den anden medlemmerne af den naturvidenskabelige klasse, og i midten residerer præsidiet med præsident og sekretær for bordenden.

En vægtig meddelelse: Mødet indledes med et indlæg fra hver af klasserne. En meddelelse, kaldes det, men det er faktisk et foredrag. I aften gælder humanisternes “meddelelse” fyldige mindeord om litteraturforskeren Elias Bredsdorff, der var medlem fra 1980 til sin død i 2002. I et selskab, hvis gennemsnitsalder er godt over de 60 år, er mindeord en hyppigt tilbagevendende begivenhed.

Jeg kigger lidt rundt, og imponeres af, hvad jeg ser: Der er en doktorring i guld, der sidder atomfysikeren Ben Roy Mottelson, der fik Nobelprisen i 1975 sammen med Aage Bohr, og der sidder den 93-årige dr.phil. Eli Fischer-Jørgensen, der i 1968 som den første kvinde blev valgt ind i selskabet. Nej, det er ikke rigtigt, men hun var den første efter Madame Curie!

Jeg ser også noget andet. Mens dr. phil. Per Øhrgaard (der i øvrigt er medlem af Carslbergfondets direktion) fortæller om Elias Bredsdorffs mange fortræffeligheder, kan jeg ikke lade være med at brygge lidt på en morsomhed om medlemmernes udseende – noget med dansk herremoderåd og en uoverkommelig opgave. Men så bliver jeg ærlig talt lidt træt af mig selv, for egentligt er det helt vidunderligt og befriende med den mangfoldighed. Kun ca. halvdelen er i en form for jakkesæt, den anden halvdel dækker et bredt spekter af stilarter. Videnskabernes Selskab er sådan et sted, hvor man kan gå med butterfly. Men det er også i orden med ternet skovmandsskjorte, fleece-trøje, skotskternede pullovere, eller de akademiske klassikere: Fløjlsbukser, tweedjakke og rasende fornuftige sko. Og der er frisurer i alle afskygninger undtagen den hippe kokkebarberede. Der er den naturligt skaldede, munkeissen med kort hårkrans, som stritter i alle verdenshjørner, velfriserede sideskilninger, bølgende bagudstrøgede lokker og vildmandsmanker a la Einstein. Og der er flere fuldskæg, end selv dansk piberygerlaug vil kunne mønstre.

Da Elias Bredsdorff er mindet med to minutters stående stilhed, er det tid for den naturvidenskabelige meddelelse. Den kommer fra Niels Bohr Institutets tidligere leder, Ole Hansen, og handler om “stoppeevnen af kernestof”, som han har forsket i gennem 20 år. Og her må jeg beklage over for læserne: Jeg kan ikke forklare, hvad det går ud på! I mine noter har jeg understreget, at Ole Hansen og hans forskerhold har påvist, “at rapiditetsstopning og komplet stopning er proportional, men at baryon-tallet heldigvis ikke ændres”, så det har lydt som det vigtigste, og længere kommer vi ikke her. Adskillige i selskabet kommer ikke engang så langt, men får sig en lille skraber. Det skyldes faktisk ikke så meget emnet og dets kompleksitet, for sjældent har jeg dog forstået så lidt og været så underholdt på samme tid. Ole Hansen springer rundt som en trold og krydrer de matematiske formler med historier fra det virkelige og mere forståelige liv. Kernestoffets fuldkomne stopning illustreres med et foto fra et total tog-kollision, mens rapiditetsstopning, der må være en form for stærkt nedsat hastighed, illustreres med en anden togulykke, hvor lokomotivet er kørt igennem stationsbygningen og fortsat ud på vejen.

Så når man let falder fra og hen, har det mere at gøre med, at temperaturen i rummet nærmer sig 30 grader, og nok er luften er tyk af intelligens og ånd, men den er fattig på ilt og falder mod et “Houston we have a problem”-niveau.

Nyt Carlsbergmedlem: Efter meddelelserne går den ikke længere – kun ærværdige og fuldgyldige medlemmer af selskabet må overvære behandlingen af forretningssagerne. Så jeg går uden for døren og ind i det gule rum, der er humanisternes klasseværelse. Her kan jeg beundre interiøret så som gamle malerier af selskabets tidlige præsidenter, Christian VIII’s forgyldte armstol og en smuk bog med Rigmor Mydtskov-fotos og kalligraferede biografier over hvert enkelt medlem.

Imens vælger selskabet ny sekretær efter kernefysikeren Ole Hansen, der bliver 70 år og går af efter fem år på posten. Sekretæren er den person, der har ansvaret for selskabets daglige ledelse. Og der er blevet lobbyet grundigt i kulisserne i de måneder, udvælgelsesprocessen har stået på. Men der har åbenbart været grænser for studehandlernes succes, for der er i hvert fald kampvalg. Vinderen bliver dr. scient. Henrik Breuning-Madsen, der har naturgeografi som sit speciale. Han får 36 stemmer og dermed fast kontor i det fornemme palæ.

Afstemningen er hurtigt overstået, og jeg får selskab af Carlsbergs bestyrelsesformand og formand for Carlsbergfondets direktion, Povl Krogsgaard-Larsen. Han er sendt uden for døren, mens man diskuterer, om han skal genbeskikkes som medlem af Carlsbergfondets bestyrelse. Jeg når kun lige at fotografere ham og få kommentaren: “Nej jeg er da ikke nervøs – mon ikke det går?” Så er han allerede genbeskikket.

Ind med ham igen. Ud kommer i stedet Flemming Besenbacher. Han er 52 år, fra Århus, dr. scient og hans fagområder er faststoffysik, overfladefysik og heterogen katalyse. Meget skal gå galt, hvis han ikke fra januar 2005 er det nye medlem af Carlsbergfondets direktion og dermed af Carlsberg A/S’ bestyrelse. Indtil da besættes den post af Torkild Andersen, men han fylder 70 år i år og skal derfor forlade såvel fond som bestyrelse. Flemming Besenbacher er Carlsbergfondets direktions egen opfindelse og den eneste kandidat. Efter reglerne er han blevet foreslået for Videnskabernes Selskabs Præsidium, som har drøftet hans kandidatur og nikket. I aften bliver han – også efter reglerne – foreslået i plenum. Siden skal det behandles endnu to gange, før han kan udpeges. I aften er det dog overstået hurtigere, end man kan nå at sige laboremus pro patria.

Intellektuelle vitser: Ved den sidste del af mødet får jeg lov til at snige mig ind igen. Her behandles punkter som, hvem der skal vælges ind i hvilke legatbestyrelser, hvem man skal tilbyde Knud Sands Legats fribolig, og hvad der er på programmet til efterårets offentlige foredrag. Under “meddelelserne” lyttede man opmærksomt, men nu er stemningen mere løssluppen, og der hviskes intellektuelle morsomheder i krogene. Ved sidste møde underholdt dr. phil. Mogens Herman Hansen f.eks. sin sidemand med et af sine mytologiske limericks:

“Under Kronos gik alting så godt
Han kastrered’ sin far og blev drot
Han knepped’ sin søster
når han fik sine lyster
og børnene slugte han råt”

 

Det er morsomt i sig selv – og uartigt, men sjovere er det selvfølgeligt for dem, der har et godt kendskab til græsk mytologi og ved, at Kronos kastrerede sin far Ouranos, befriede titanerne, tog magten i universet og giftede sig med sin søster Rea. Hende fik han seks børn med, som han åd af frygt for, at de ville tage magten fra ham undtagen Zeus, som Rea skjulte.

Mødet er ikke bare sæsonens sidste – det er også det sidste under ledelse af selskabets præsident gennem otte år, professor dr.litt. Birger Munk Olsen, som takker af efter at have “ledet 111 møder, kun været fraværende ved ét og så vidt jeg ved ikke faldet i søvn ved nogen – det skyldes måske projektørerne på præsidiebordet aldrig bliver slukket!”

Fællesmødet slutter og selskabet deler sig i de to klasser, hvor man har sine egne, korte, dagsordner. Naturvidenskabsfolkene bliver i den store mødesal, mens humanister fortrækker til det ovale mahognibord i deres gule klasseværelse. Det bliver et hurtigt møde. Der er kun 16 stole og godt 30 medlemmer til stede, så efter navneråb, som det hører sig til i en ordentlig klasse, er det officielle program slut. Fadøl (Carlsberg selvfølgeligt) og snitter venter i det store moderne møderum, der blev indrettet i danish design i loftetagen i 1976. Her går snakken livligt om de runde borde. Man kan sætte sig, hvor man vil – og dog. Seruminstituttets tidligere direktør, den 89-årige dr. med, Jørgen Christian Siim fortæller, at han engang kom til at sætte sig ved atomfysikernes bord og fik at vide, at der hørte han ikke til.

“Men jeg er ligeglad – jeg kommer her for at møde mennesker,” som han siger.

Diskret medlemskab: Bordet bagest i lokalet bliver kaldt “slyngelbordet”. Her holder nogle af arkæologerne hof med tidligere rigsantikvar Olaf Olsen i spidsen, og han er, som så ofte før, en af de sidste der går.

Og snakken går livligt – det er fagsnak, det er kantinesnak, og det er go’ sladder. For den slags er almenmenneskelig – doktorgrad eller ej. Mogens Herman Hansen, der er en førende kapacitet på det klassiske demokratis, område har ligefrem lavet et vers om det også, som han underholder med ved sit bord:

“En forsker, der får sine teser væltet går altid rundt med en kniv i bæltet
Og hvis han tilmed bliver fornærmet
har han også kniven i ærmet
Og synes personligt kun det er lykken
hvis hans kolleger får kniven i ryggen”

 

I hyggelige omgivelser med generøs udskænkning af fadøl kan man få det at vide, ingen taler om, nemlig hvor stort det er at være medlem. Hvor kæmpe en oplevelse det var at få det brev, hvor man blev spurgt, om man havde lyst til at blive blandt de udvalgte få og indtage en plads i selve toppen af Parnasset. Det kan næsten ikke beskrives – ikke engang af folk som disse, der ellers har rigtig mange ord til deres rådighed. Man er heller ikke vant til at tale om det.

“Jeg fortæller aldrig til nogen udenfor, at jeg er medlem – det føles ukorrekt. Måske ville det virke pralende. I hvert fald er det noget jeg holder for mig selv,” fortæller et medlem.

Det er klart, at i et selskab med så mange lærde og indsigtsfulde mennesker med lang akademisk erfaring og succes, er man ikke enige om alting – så langt fra.

Et af de emner, der skiller vandene, er faktisk, hvorvidt det er rimeligt, at Videnskabernes Selskab reelt udpeger Carlsberg A/S’ bestyrelse. En del mener, at det er en vældig god ide – beviset er jo, at det hidtil er gået meget godt for Carlsberg. Men andre – nok et mindretal – er dybt forargede over, at folk, der ikke har spor forstand på eller erfaring fra erhvervslivet, bestemmer over en af landets største virksomheder.

Der er også delte meninger om, hvorvidt selskabet skal reformeres, tage nye udadvendte initiativer og eventuelt få flere medlemmer, og især flere kvindelige medlemmer. I dag er kun 18 ud af de 250 medlemmer kvinder, og “det er meget skævt i forhold til, hvor mange kvindelige grundforskere der er,” fortæller et (mandligt) medlem.

Man kan ikke umiddelbart konkludere, at det er toppen af forskerpoppen, der sidder i selskabet. Ganske vist er der næppe nogen, der er medlem, som ikke burde være det, men der er mange kvalificerede, der ikke er medlemmer, fordi man af pladshensyn har sat et loft på 250.

Sådan er der en evig diskussion mellem den reformvenlige Vitaliseringsfløj, der hovedsageligt udgøres af naturvidenskabsfolk, og Toga-fløjen, som mestendels er humanister. Men diskussionen er godt nok lidt død her kl. 23.45, for de reformvenlige er gået hjem efter en aften i virkeligt godt selskab.

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *