Vi må håbe Lars Tvede-fænomenet spreder sig

 

Lars Tvede
Det kom bag på rigtig mange, da Lars Tvede udgav bogen ”Det kreative samfund” i 2014. Kunne en af 1980’ernes gulddrenge med en fortid i Klaus Riskærs finanseventyr virkelig have noget at sige, der kom almindelige mennesker ved? Finansmanden, der i mere end 20 år havde boet i Schweiz, havde ganske vist skrevet bøger før, men de havde titler som ”Børshaj” og ”Børshandlens psykologi”. Det var jo emner, der lå lige til højrebenet for en mand, der har tjent sin formue på at spekulere og investere. Kunne sådan en virkelig sige noget klogt om andet end aktiekurser og udviklingen i råvarepriser?
Det kunne han. ”Det kreative samfund” gik sin sejrsgang i Danmark, hvor den blev en bestseller, der gjorde rent bord hos anmelderne. Den fik ikke blot seks ud af seks stjerner i Berlingske Tidende og noget nær skamros i Børsen. Men selv Politiken gik bagover i begejstring. Avisen, der siden sin tilblivelse har kaldt sig ”organet for den højeste oplysning”, har ellers aldrig følt, at hvad der sker i og omkring markederne hørte til i kategorien ”højeste oplysning”, men nu måtte den give denne markedseksperts bog seks ud af seks hjerter. ”Lad det være sagt med det samme: Tvedes seneste bog er mageløst god, og man læser den med vidtåbne øjne som bulletiner fra en ven, der pludselig er dukket op fra ingenting,” skrev anmelderen.
For Børsens læsere er en mand som Lars Tvede ikke dukket op fra ingenting. I kender både ham og hans slags udmærket, og det kom selvfølgelig ikke bag på jer, at der var gods i hans bog. I ved om nogen, hvor meget børsfolk faktisk ved om verdens sande tilstand. Men alt for mange mennesker aner ikke, at det, der sker i markederne, er et spejl af det, der sker i verden globalt som lokalt. Alt for få er klar over, at man på tradernes skærme måske ikke direkte kan se, at en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien, men den tornado, den forårsager i Texas, bliver lynhurtigt tydelig i markedet, hvis den for eksempel ødelægger hele årets bomuldshøst og får bomuldspriserne på børsen i New York til at stige voldsomt. For markedsanalytikeren er sådan noget som Det Kinesiske Kommunistpartis plenummøde heller ikke et fjernt og eksotisk fænomen, for de beslutninger der bliver taget der, viser sig straks i kurver og grafer og bliver til vind eller tab-situationer. Hvis man følger med i finansmarkederne, følger man intenst med i verdens gang.
De dygtigste af finansmarkedernes analytikere ved langt mere end de fleste nationaløkonomer og politiske analytikere, for de har nemlig hånden på kogepladen meget konkret. Hvis de tager fejl, koster det kunderne konkrete penge, og det skal ikke ske ret mange gange, før kunderne forsvinder og med dem analytikernes livsgrundlag. Der har universitetsprofessorer og tv-kommentatorer betydeligt større spillerum. De skal bare lyde overbevisende. De strategiske markedsanalytikere skal helst have ret, for der er rigtige kunder, der har investeret rigtige penge på deres råd.
En af de bedste – måske dén bedste – er Ed Hyman. 35 år i træk har de amerikanske institutionelle investorer udnævnt ham til Wall Streets topøkonom, og Bloomberg kalder ham ”den bedste strateg, du aldrig har hørt om”. Hyman er altså virkeligt kræs for kendere og fra sin investeringsvirksomhed Evercore ISI udsender han nyhedsbreve, hvor han og hans team analyserer økonomiske nøgletal og begivenheder i de finansielle markeder. Selvom han er berømt for at bruge et jævnt engelsk i sine analyser, hvor han gerne garnerer grafer og kurver med sine håndtegnede kommentarer og pile, så er det stadig kræs for investeringskendere. Hans artikler er deres vægt værd i guld. For at få lov at læse dem, skal man være kunde og lægge mindst $300.000 om året i kommissioner. Det er alligevel mange penge sidst på månen. Og nej, man kan ikke bare få flinke folk til at videresende dem. For at læse nyhedsbrevene skal man nemlig downloade en særlig app, der gør det umuligt at kopiere dem. Det er simpelthen lige før, de selvdestruerer efter endt læsning som en anden Mission Impossible gadget.
Det er i høj grad news you can use og et eksempel på, at markedet er mere end villig til at betale en høj pris for kvalitetsinformation. Det kunne man lige tænke over henne i medierne..
Hyman er den største, men der er også andre analytikere, der har snuden i verdens gangs spor. Jonathan Wilmot fra Credit Suisse, er en anden kæmpekapacitet, der holder sine kunder bedre orienteret om tingenes tilstand end de fleste til en pris, der kan betales af de færreste. I den mere overkommelige ende har Bank Credit Analyst en række publikationer, man kan blive klogere af. De koster ikke spidsen af en jetjager. De koster spidsen af 10! Nemlig omkring 165.000 kr. for et årsabonnement. Spidsen af jetjageren koster ifølge flyvevåbnet kun 16.000 kr.
Al den information har Lars Tvede fod på. Han læser Hyman dagligt, ligesom han følger alle de andre store. På den måde er han ikke speciel i den dyre ende af investeringsbranchen. Det specielle er, at han læser så meget andet. Tilfældige nedslag i de 25 note-sider i hans nye bog, ”Gåsen med de gyldne æg” (læs, læs, læs), viser hvor vidt hans interesse og research spænder: Darwins ”Origin of the Species”, Lenins ”The State Revolution”, Aristotoles’ ”Politics: A Treatise on Government”, FAO’s rapport ”Prospects for food and nutrition” plus alverdens videnskabelige, økonomiske og naturvidenskabelige tidsskrifter. Imidlertid er det, der gør ham helt unik, ikke den viden, han samler i sin søgen efter sandheden om, hvordan velstand og siden velfærd opstår i et samfund. Det er, at han deler den viden.
Normalt bruger børshajer kun deres overblik over verdens gang til at gøre sig selv og eventuelle kunder rige. Dér har Lars Tvede åbenbart lige en genetisk mutation, der gør, at han ønsker at gøre noget for andre. Det sætter ham i en kategori for sig. For vores samfunds fremgangs skyld må vi håbe, at han ikke forbliver alene i den kategori, men at hans kolleger i børsverdenen vil lade sig inspirere af Lars Tvede-fænomenet.

En tanke om “Vi må håbe Lars Tvede-fænomenet spreder sig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.