Topchef i 3D og fire farver

Asger Aamund er som erhvervsleder ret ene med sin status som fuldfed celebrity, A-liste-VIP’er. Men det bliver han ikke ved med at være. Interessen for mennesket indeni topchefens jakkesæt er stejlt stigende, men de danske ledere tøver. De har nu ikke noget at frygte, mener Asger Aamund. Fordelene ved berømmelsen er større end ulemperne.

Vi har set ham i ugebladene til filmpremierer, i Alt for damerne som fotomodel i sort lædertøj med motorcykel. Vi har som tv-seere været rundt i hans hus i Frankrig, og selv flisegangen op til den hvide patriciervilla i Hellerup er berømt. For det var her – og inden i villaen for den sags skyld – den nu Robert-belønnede Birthe Neumann gav den som frustreret direktørfrue i filmen Lykkevej. Asger Aamund er berømt. Ingen tvivl om det. Og det for meget andet end sin indsats som medstifter af og bestyrelsesformand for biotekselskaber som Neurosearch og Bavarian Nordic og for sin fortid som adm. direktør i Ferrosan. Som den eneste seriøse erhvervsleder er han en fuldfed celebrity. En ægte A-liste VIP’er. Her på Berlingske Business vover vi påstanden, at han er en frontløber. Interessen for de mere personlige sider af topcheferne har været stejlt stigende de seneste to år, og der er ingen tegn på, at det stopper. Så vi kommer til at se meget mere til – og af – danske erhvervsledere i fremtiden. Hvad enten de bryder sig om det eller ej. Mange gør ikke.

En stor del af Asger Aamunds ligemænd i erhvervslivets top siger nej til at give så meget som en bid af sig selv til offentligheden. “Jeg har det princip, at jeg kun udtaler mig om virksomheden. Min person er uinteressant!” er standardsvaret.
Hvorfor siger Asger Aamund ja? Er berømmelsens pris ikke bare noget, der skal betales, men også en pris = præmie, der giver en gevinst? Og hvad er det toplederne er så bange for?
For at få tale om det mødes vi i den hvide villa, hvor venlige solstrejf nu og da skærer sig ind gennem de småsprossede karnapvinduer. Stuerne er efter tidens mode indrettet shabby chik. Det vil sige med hvide patinerede træmøbler, kurvestole med bløde puder, rosenblomstrede duge, svungne franske lysestager med glasblomster, hyacinter og personligt nips i alle vindueskarme. I dette hyperfeminine univers ligner Asger Aamund i al sin overvældende maskulinitet én fra en anden planet. Som om det var en kontrastfyldt fotoopstilling til et omslag til bogen, Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.
Det er da også kvinden, Suzanne Bjerrehuus, der har stået for indretningen, og det er også hende, der gav starskuddet til hans “karriere som kendt.”

Der er andre mænd, der gerne vil have, at baglandet kører velolieret rundt, mens de er ude i deres karriere. Jeg har ikke brug for et bagland, der summer som en lille symaskine.

Asger Aamund kan datere starten på den mere kulørte del af sin berømmelse. Det var i 1988, og det var ikke frivilligt.
“Suzanne og Superchancen – det blev digebruddet til den populære del af min eksponering. Jeg havde oprindelig sagt, som enhver anden erhvervsleder ville gøre, at mediehalløjet måtte hun selv klare. Men inden det gik i gang, inviterede to DR-ledere mig til middag og forklarede, at jeg ikke kunne lave den skillelinje. At jeg ikke kunne melde mig ud af det, for hun ville blive eksponeret. Vi var jo gift, og man kan ikke sige A uden at sige B. Det tænkte jeg over og indså, at jeg måtte gå den sidste meter også.”
Blev du ikke nervøs for, hvad det ville betyde?
“Det var dog sket før i historien. Da Bodil Kjær var på sit højeste, blev hun gift med en halvkendt erhvervsmand, der hed Svend Bergsøe, og han blev slæbt frem og fik lige så stor eksponering som hende. Det tog han i stiv arm, for når han var forelsket i en landskendt skuespillerinde, var han også nødt til at stå ved hende, når hun var i medierne.”
Men vil en topchef normalt tillade sig sådan en forelskelse?
“Alle kan heldigvis komme ud for en forelskelse, hvor ens liv bliver vendt op og ned. Så må man stå inde for den kvinde, man er blevet forelsket i, og tage hvad der følger med.”
Det er dog en usædvanlig kombination – de fleste topledere er gift med, hvad man kunne kalde en baglandskvinde?
“Mønsteret er jo sådan, at man søger sammen med nogen, der også socialt giver ro i sjælen.”
Hvad med dig selv og Suzanne – var det ro i sjælen du søgte der?
“Nej, men jeg har nok en anderledes indstilling til den slags. Den, jeg skal være gift og bo sammen med, skal være noget tabasco på mit liv. Jeg ville føle mig omklamret og elendig, hvis jeg skulle være gift med en kvinde, der gik herhjemme og kun havde det som sit indhold. Der er andre mænd, der gerne vil have, at baglandet kører velolieret rundt, mens de er ude i deres karriere. Jeg har ikke brug for et bagland, der summer som en lille symaskine. De praktiske ting kan jeg organisere mig ud af.”
Hvordan var det så, da Superchancen gik i gang?
“Jeg syntes, det var for meget. DRs mediemaskine kørte. Se & Hør kom hjem til os med and og ris a la mande og lavede kunstig juleaften i november. Og Billedbladet lavede nytårsaften, som også var sådan et kunstigt tableau. Jeg stillede op til det hele.”
Hvad tænkte du, det ville betyde for din karriere?
“Det forbandt jeg aldrig. Jeg har mange gode kontakter blandt erhvervsledere, og jeg har aldrig mærket, at nogen så ned på mig, fordi jeg var gift med en kendt showperson.”
Har du aldrig oplevet at føle dig til grin?
“Der vil selvfølgeligt altid være nogen, der forsøger at fremstille én som en linselus, der løber rundt på Københavns gader for at finde et kamerahold, man kan stille sig op foran. Det er klart. For når erhvervsledere normalt er tavse, og der er en, der ikke er det, så kommer de andre til at fremstå mere tavse.”
Hvorfor er de tavse?
“De er bange for Rip, Rap, Rup-effekten. Der er en slags kodeks blandt de større erhvervsledere, at man nærmest hysterisk skal værne om private meninger. Man er bange for, hvad de andre siger, for at det går ud over ens seriøsitet. Det er en gammel tradition, som også nye og yngre erhvervsledere bliver suget ind i. Men Berlinmuren falder altså også der, fordi virksomhedernes medarbejdere har en helt anden indstilling. De vil gerne have, at deres ledere har en profil af hensyn til virksomhedens placering i samfundet, at lederen har en personlig mening, at han tør blande sig i debatten og er et menneske, man kan få øje på.”
Hvordan synes du så, det går for danske erhvervsledere på det område?
“Jeg synes, der er for langt mellem snapsene. Erhvervslederne har været længere tid om at omstille sig til de nye tider, end man kunne forestille sig. Den figur, Waage Sandø fremstiller i Krøniken, har taget 50’erne og 60’ernes erhvervsleder lige på kornet. Han spiller en erhvervsleder, der spiller en rolle – nemlig direktørens. Det var en generation af erhvervsledere, der var et studie i unatur, for inderst inde var de jo ikke sådan. Der er selvfølgelig sket en ændring fra Waage Sandøs skildring af direktøren og til i dag, men den er faktisk ikke så markant. I dag har selv statsministeren ikke noget imod at optræde i Billedbladet eller i Bertelsen, og der stilles ikke spørgsmål til hans seriøsitet af den grund. Han tør godt slå håret ud og være med til noget. Det tør de færreste erhvervsledere. De har ikke selvtilliden.”
Så de er stadigt Waage Sandø?
“Ja de er. Mentaliteten er mange steder stadigt den samme. De ligger under for en præsteskabskodeks, hvor angsten for ikke at blive anerkendt af sine ligemænd er en enorm drivkraft. Det er de samme mennesker, som fagligt ikke er bange for at gå ind i en hård konkurrence, som har et stort mod, når det gælder om at udvikle deres virksomheder. Men de har en berøringsangst, når det kommer til at falde ud af den saglige og faglige rolle.”

Der bliver jo sladret lige så meget i erhvervslivets top som alle mulige andre steder. Derfor tøver de med at fortælle f.eks. om de private facetter

Er topcheferne bange for ikke at slå til?
“Det er de da – det er præstationsangst. De er bange for at blive gjort til grin på live-tv. Der bliver jo sladret lige så meget i erhvervslivets top som alle mulige andre steder. Derfor tøver de med at fortælle f.eks. om de private facetter. Selvom mange måske kunne lære noget af dem. Jeg ville da ønske, at der, da jeg var en yngre leder, havde været nogle af de topchefer, man så op til, som havde fortalt om, hvordan de kombinerede et frugtbart privatliv med en hård erhvervskarriere – hvad var problemerne, afsavnene, ofrene, og hvordan passede de familien ind i det her.”
Har de grund til at være bange?
“Næ, det mener jeg ikke de har.
Berlinmuren falder – hvad betyder det for topchefen?
“Det betyder, at han ikke kan gemme sig mere. Han er nødt til at gå ud og markere sig. Medarbejderne vil se, hvad han står for. De behøver ikke at være enige med ham, men de kan lide, at han er med fremme, at han deltager i debatten og processen med at gøre det danske samfund bedre i morgen, end det er i dag.”
Vi bliver ikke elsket for vores fejlfrihed?
“Nej – for det bliver man hadet. Almindelige mennesker vil gerne have ledere, både politiske og andre ledere, som er mennesker med de gode egenskaber og fejl, vi alle sammen har. Der har været eksempler på politikere, der har løjet, men hvor folk tilgiver dem, fordi det er så menneskeligt. De forlanger ikke, de skal være helgener, og det moderne menneske er så tolerant, at det kan godt acceptere, at man er mere end én ting.”
Hvorfor gemmer du dig ikke?
“Jeg har for længe siden besluttet, at jeg vil ikke spille de roller, for man kan i længden ikke være noget, man ikke er. Jeg er den, jeg er – det folk ser, er det, de får. Jeg behøver da ikke have en profil i offentligheden for at lede min virksomhed. Men jeg er mere end en person. Jeg ser også mig selv som en del af samfundets fornyelse og reformation, og det deltager jeg gerne i. Derfor har jeg været med i en del udvalg, som regeringen har nedsat om ny forskningspolitik og ny undervisningspolitik. Og er med der, hvor jeg synes tingene virkeligt rykker.”
Er det så en fordel at være kendt?
“Det er lettere at komme til orde. Hvis jeg skal se på facit i dag, er det nemmere for mig at få anbragt en artikel eller en kronik. Men det er svært at se, hvad der er årsag og virkning. Jeg har skrevet meget i aviserne gennem årene, og har været på banen overfor erhvervslivet i lang tid. Så kommer der det til, at jeg også er kendt, fordi jeg er gift med en kendt, og så ringer folk også til mig af den grund. Jeg er ikke mere hovski-snovski, end hvis der ringer en journalist og spørger mig om en eller anden triviel ting, så svarer jeg som regel. Når der er mange, der kender en, skal man ikke tage sig selv mere alvorligt, end man kan besvare den slags Billedblads-spørgsmål.”
Giver det nogle oplevelser at være i det mediebillede?
“Bestemt – det giver nogle kontraster, og jeg søger kontrasterne. Jeg oplever nogle anderledes ting. Jeg lærer mange mennesker at kende, som jeg ellers ikke ville lære at kende. Jeg har det godt både med skuespillere og journalister.”
Det giver adgang til en anden verden?
“Ja, og det har betydet meget for min personlige udvikling, for min tolerance overfor andre mennesker. Gennem tilfældigheder har jeg fået kontakt til kunstneriske, journalistiske og alle mulige andre miljøer, som jeg ellers ikke ville være en del af. Det er jeg i dag meget glad for. Hvis vi bliver inviteret til en biografpremiere, går jeg ikke og spejder efter en erhvervsleder, jeg kan stille mig op ad, for jeg kender sminkøserne på DR, jeg kender skuespillere, radiofolk, tv-folk, journalister og hygger mig meget med dem alle sammen.”
Åbner berømmelsen nogle døre?
“Det er klart. Jeg kan ringe til nogen i periferien af, hvad jeg ellers beskæftiger mig med, og de ved, hvem jeg er. Det er klart, at det letter. Og det giver en et netværk og nogle indfaldsvinkler til tingene, som er spændende – det har været en stor positiv ting i mit liv.”
Fordelene er større end ulemperne?
“Helt sikkert. Jeg har ikke tænkt på det, før du bringer det op, men det netværk, jeg har fået indenfor showbiz, ville jeg jo aldrig have fået, hvis ikke jeg havde været kendt. Så det har givet et sjovere og rigere liv.”

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *