Driv dem til vanvid, Thyra. Sæt i gang!

img_5420

Gosh! Mit facebook-feed er ved at segne af sorg og undergangstoner. Alt sammen blot fordi vi har fået en ny regering. En socialdemokrat minder sine sørgende følgere om Zen-ordsproget: This too shall pass… until then, fetch wood, carry water and walk the earth. Det lyder meget sødt, men det er det ikke. Med mindre selvfølgeligt, at det ikke var den nye regering men for eksempel en forkølelse, citatet var møntet på. I så fald undskylder jeg på forhånd. Sørgestemningen pibler frem mange steder. En af de overprivilegerede 68’ere harcelerer over, at vi har fået en Ældreminister, ”som om ældre ikke er en del af samfundet, men en byrde,” skriver hun og tænker, som 68’ere har for vane, kun på sig selv. Nej, det er ikke helt retfærdigt. Nogle gange tænker de også på mennesker, der har det svært i lande langt herfra. Men at forestille sig, at der faktisk er en stor – og voksende – gruppe af ældre, der hører til blandt de allersvageste i vores samfund, den tanke kan åbenbart ikke rummes oppe i de nordlige forstæder. Der har de det da meget godt. Ikke også Fritz og Poul?

De yngre privilegerede Facebook-venner er også godt med og er så sjove med bogstavkombinationerne af V, LA og K, at hvis ikke jeg var sådan et kontrolleret menneske, så døde jeg da af grin. Deres eneste ”lille lys i mørket” – og ja det er rigtigt citeret – er, at Joachim B. Olsen ikke blev minister. Jeg er lige ved at sige, jeg mangler ord. Men det gør jeg så ikke! Jeg har masser på lager. Ikke mindst, når det gælder Audi-Anders, som – må jeg forstå – har solgt sin idealistiske sjæl for en fin titel og en stor bil. Ham ved jeg en del om, fordi jeg har skrevet hans biografi, Comeback Kid, og jeg skal hilse og sige, at det er ønsketænkning fra dystopikernes side, at Anders skulle kunne passiviseres med et fancy køretøj. Som om han nogensinde har interesseret sig for biler. Magt der imod, dét interesserer ham. Og han ved lige, hvad han vil med den. Og det er altså mere end en sænkelse af topskatten på fem procent, selvom man ikke skulle tro det, når man hørte de enslydende spørgsmål fra journalisterne, efter det 86 sider lange regeringsgrundlag var bladret igennem. Ingen steder fandtes den nøjagtige ordlyd: 5 procents sænkelse af topskatten, så han måtte da have slugt en hel karavane af kameler, ikke?

Der var dog enkelte, der gav sig tid til at læse hele dokumentet og som havde bedre forudsætninger for at forstå det. Arne Ullum, der med sit spritnye politisk-økonomiske nyhedssite, DK-økonomi.dk ramler lige ned i et gabende hul i markedet for at tolke tallene kompetent. Hans hurtige bladring inden pressemødet på Marienborg gav det resultat, at der var langt flere penge til skattelettelser i regeringsgrundlaget end den ene milliard, LAs fem procents topskattelettelse ville koste. I sin blog kaldte han regeringsgrundlaget ”et markant liberalt ryk” og regnede sig frem til, at der var ”et betydeligt milliardbeløb til personskattelettelser. Et godt gæt kunne være et pænt stykke op imod de 13 milliarder kroner ekstra.”

Det overrasker ikke mig. Anders Samuelsen har været undertippet hele vejen igennem. Man skal ikke undervurdere, den styrke ydmygelserne i hans fortid har givet ham. Han fik en hård lektion, da han sammen med Naser Khader første gang var tungen på vægtskålen for Anders Fogh Rasmussens regering. Det blev en kamp om, hvem der blinkede først, og det blev ikke Anders Fogh.

Tror jeg, der kommer en liberal revolution? Nej gud fri mig, det ville ikke være godt for nogen. Men jeg tror, der vil blive skubbet til den supertanker, der hedder Velfærdssamfundet, så det kommer til at sejle i en ny og mere bæredygtig retning. De af mine Facebook-venner, der frygter et mere liberalt Danmark, kan altså roligt være bange. At jeg så ikke helt forstår frygten er en anden sag. Det er, som om socialdemokratisme er blevet det neutrale punkt i politik. At være socialdemokrat er ikke noget, der fundamentalt kan kritiseres. Heller ikke når de taler om skat, som om det var penge til velgørenhed, der udelukkende blev brugt til at afhjælpe helt basale problemer for rigtige mennesker og fortier, at det fodrer et 800.000-hovedet monster, der først og fremmest sørger for sin egen opretholdelse. Kan vi ikke tale om at forandre det forstenede system uden at blive betegnet som ultra-neo-liberalister?

Et andet spørgsmål, der melder sig, når man læser alle hjertesukkene, er: Hvad er alternativet? Har de gamle partier, ikke mindst socialdemokratier, været i stand til at dæmme op for de radikaliseringsbølger, der går gennem Europa i disse år? Hvem stopper den islamistiske- og den deraf følgende højreradikaliseringsbølge? Intet tyder på, det bliver socialdemokraterne. I Frankrig tegner Francois Fillon til at være det bedste bud på en anden vej end Marine Le Pens. Den slags tror jeg, ligger det nye regeringsparti meget på sinde. Anders Samuelsen sagde da også ved sin tiltrædelse som udenrigsminister: ”Vi skal være bevidst om, hvor farlig globaliseringen føles for nogen, og især hvor problematisk det er som tændvæske til populistiske bevægelser rundt om i verden. Vi vil gerne vise, at der er et alternativ til populismen, nemlig en dedikeret omsorgsfuld politik, der rækker både ind og ud.” Måske var det – mine kære Facebook-venner – en god ide at være lidt ydmyg og give noget nyt en chance.

Det bliver spændende at se, hvor meget af LAs omsorgsfulde politik, der kommer til at slå igennem. Ældreministeriet er spritnyt og Thyra Frank dets uprøvede leder. Hun er en mildest talt uortodoks politiker og bliver en lige så uortodoks minister. Skulle hun et øjeblik være i tvivl om, hvordan hun skal tackle sin nye position, så kommer her et råd: Thyra luk øjnene og tænk tilbage på din tid som leder af plejehjemmet Lotte. Forestil dig så, at du på din mest frustrerende dag dumpede ned lige midt i kommunalforvaltningen med al magt i dine hænder. Hvad ville du så gøre Thyra? Du ville drive dem til vanvid, ville du. Og det er det, der er din opgave nu. Du skal blive ældreområdets vildt irriterende Spørge-Jørgen: Hvorfor skal de udfylde dit, hvad nytte gør dat, og hvor mange bureaukrater skal der til for at skrue et fantastisk plejehjem sammen? Sæt i gang! Og bliv ved til der kun er varme hænder tilbage i systemet.

Anders – han spørger bare!

IMG_0199Engang blev chefredaktøren på det magasin, jeg arbejdede på, fyret. Hans midlertidige afløser holdt en lille tiltrædelsestale, hvori han erklærede, at han havde tænkt sig at drive magasinet på den måde, at vi skulle lade som om, vi var alene hjemme. Det var ikke bare morsomt. Det frigjorde også en opsparet energi blandt vi meget ledelsesresistente og egensindige medarbejdere, der sprudlede over med nye ideer og spændende initiativer.

Jeg kom til at tænke på den episode, fordi jeg, mens du læser dette, sidder i Aalborg Kongrescenter for at overvære Liberal Alliances Landsmøde. (Jeg går naturligvis ud fra, at du læser klummen her som det første lørdag morgen. Med mindre du har smuglæst den allerede, da Børsen udkom i går aftes.) Det er nemlig nogenlunde samme måde, Anders Samuelsen forvalter sit lederskab af Liberal Alliance på. Det ved jeg en lille smule om, fordi jeg for et par år siden skrev hans historie i bogen ”Comeback Kid”. Hvordan det projekt kom i stand er i øvrigt et oplagt eksempel på den Samuelsenske metode: Jeg lavede et interview med Anders – som jeg aldrig havde mødt før – og efter 45 minutter, spurgte han: Kan du ikke hjælpe med en bog, jeg er ved at lave?

Sådan er det med ham. Hvis der er nogen, der kan være til gavn eller glæde, så spørger han. Han har ikke været bange for at få et nej, siden han i sin pure ungdom på Samsø brændte varm på Jane. Drengene var vilde med hende, men hun afviste alle. Det stoppede ikke Anders. Han tænkte: ”Jeg ringer sgu til hende!” Og så gjorde han det: ”Hej, det er præste-Anders nede fra Tranebjerg. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at være kæreste med mig?” Og hun sagde sgu JA!

Den slags succeshistorier brænder sig ind i en ung drengs sjæl og bliver en del af hans handlingsmønster. Anders spørger bare uden at være bange for at få nej.

Derfor er det en broget flok, han nu kan se ud over her i kongrescenteret. Et væld af personligheder der har valgt at lægge deres engagement i alliancen. Folketingsgruppen alene er et sammenrend af individualister, der i udgangspunktet må være et mareridt for en leder. Mette Bock, Joachim B. Olsen, Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er ikke folk, der er lette at få til at gå i takt. Hvad Anders Samuelsen da heller ikke forsøger. Men han sørger for at utakten bliver holdt bag hermetisk lukkede døre. Det er ikke alliancens gruppemøder, man kan læse anonyme referater fra i avisen.

De færreste ville evne at samle så mange så kompetente folk omkring sig og give dem plads. Liberale mennesker vil aldrig synes, de får plads nok, men gruppens medlemmer er klar over, at andre partiledere næppe ville have ladet dem udfolde sig i samme grad. Og sker det, at de går for vidt, så har Anders Samuelsen sin gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll og landsformand, Leif Mikkelsen med på tæskeholdet. Det er et fasttømret triumvirat af en ledelse, hvor nogen er mere håndfaste end andre, og det samarbejde er lykkes, fordi Anders Samuelsen ikke er bange for at give magt fra sig.

Selvom ikke alle i gruppen er enig med ham i alt, og selvom en frustrerende konfliktskyhed også er en del af partilederens DNA, så har medlemmerne en dyb respekt for ham. Få har taget så mange tæsk som ham og har overlevet det. ”Man skal ikke være bange for at blive ydmyget!” sagde han, da jeg i 2012 første gang interviewede ham og spurgte, hvilke værdier der talte for en leder. I Liberal Alliances første nul-komma-nul-år sagde de fleste journalister på Christiansborg: Dead man walking, når han kom gående ned ad gangen. Hvordan kunne man fortsætte og lade som om man var leder, når man var så latterlig? ”Man må indse, at man er latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse,” har han sagt. Ydmygelsen sidder i kroppen og har lært ham ydmyghed. Han ved helt ind i knoglerne, at han ikke er Cæcar. Og han ved, han har brug for andre. Det er helt typisk, at han i mandags skrev på sin facebookside: ”Arbejder på min landsmødetale. Hvad synes du er vigtigt at få med efter et fantastisk LA-år?” 177 gav deres besyv med. Hvis han følger dem, så kommer han vidt omkring: Afskaf pantsystemet, afskaf Grundejernes Investeringsfond, Outsource fængsling af kriminelle fra f.eks. tredje dom til et billigt land – måske Rumænien, Højere forsvarsbudget, Jeres sociale ansvarlighed. Jeres fokus på at kalde jer et arbejderparti. Jeres intention om at effektivisere velfærdsstaten.

Nå, men nu er jeg nødt til at smutte. Nu kommer talen fra ”Den store Leder”, som Lars Seier Christensen altid drillende kalder Anders Samuelsen. Det er sjovt – fordi det er sandt. For det første er partilederen ikke ret høj. Partisponsor Numero Uno er mindst en kvart meter højere. For det andet er Anders Samuelsen ikke nogen stor leder i klassisk forstand. Hvis nogen i disse tider kigger sig om efter en stærk mand, så er det ikke Anders fra Solbakkevej, man først får øje på.

Til gengæld er han en usædvanlig politisk leder med en Carpe diem-agtig tilgang til sit lederskab. Anders Samuelsen griber dagen og muligheden og lader andre drømme om Tusindårsriget, Utopia og Nirvarna.

”Ytringsfriheden kan slet ikke bøjes”

Brunch med Asger Aamund

Hvis man begynder at se tingene fra den anden side, har man allerede taget det første skridt til at relativisere den danske ytringsfrihed. Det mener Asger Aamund, der synes statsministeren løste sin opgave til ug, da han insisterede på at holde det pressemøde, den tyrkiske premierminister blev væk fra.

Vi har lige overstået kommunalvalget – hvordan har du det med dem, vi kan kalde overløberne?
”Jeg synes nok, at der har været eksempler på, at man har kappet fortøjningerne fuldstændigt til almindelig anstændighed og respekt for demokratiet. Jeg tænker blandt andet på det, der foregår på Københavns Rådhus.”

På Wallait Khan?
”Ja, det viser, hvor tynd fernisen er i demokratisk forståelse hos mange indvandrere. Som dansker er man dog opdraget med, at folkestyret er vores smukkeste juvel. Men der er kommet mennesker ind i landet, som ikke er vant til det. Som ser folkestyret mere som et tag selv bord og siger: Hvad kan det gøre for mig? Hvordan kan jeg udnytte det her bedst muligt? Ellers kan man ikke foretage det slalomløb, han har gjort – ikke bare mellem de to danske politiske yderpoler, men samtidig også med den største begejstring lade sig indrullere som borgmesterkandidat i en pakistansk landsby.”

Hvad viser det?
”At man har et politisk kulturelt ståsted, som er milevidt fra den danske traditionelle opfattelse. Det, synes jeg, man må være ærlig og sige. Men det er godt, at den slags kommer frem, fordi vi danskere vil så gerne gøre alting ens, midtsøgende og leverpostejsfarvet. Vi kan ikke lide at konfrontere os med, at der altså er andre, der bor her, som har en fuldstændig diametral, kulturel opfattelse af, hvordan et samfund skal indrettes. Vi forsøger at inddæmme det og dække det til med gode afdæmpende argumenter. Jeg synes, det er godt for folkestyret, at man får den slags kontrasttilfælde, så man kan se, at der er altså nogen, der opfatter det fuldstændig anderledes, end vi gør. Folkestyret lever kun, hvis det bliver provokeret hele tiden.”

Men det er jo også blevet moderne at shoppe rundt politisk – shopper du selv rundt blandt partierne?
”Jeg har da gjort det nogle år. Men de sidste folketingsvalg har jeg stemt på det samme, og jeg ikke fortælle dig, hvem det er.”

Men hvad kan flytte din stemme – kan Irakkrigen for eksempel?
”Det ville den godt kunne. Jeg mener, det er et vigtigt spørgsmål. Det er en meget nødvendig aktion. Når vi taler om globalisering, tænker vi mest på økonomisk globalisering, men der er altså også en etisk globalisering på vej.”

En etisk globalisering?
”Ja! Hvis man ser på verden gennem en islamisk fundamentalists briller, kan jeg godt forstå, at de føler sig meget trængt, og at de er i færd med at lancere, hvad man kan kalde en livsbevarende terrorindsats. Tidligere lå Sovjetunionen og Kina som religiøse ingenmandslande, men den tid er ovre. Efterhånden udbredes demokratiet og den vestlige verdens ideologiske og kulturelle ståsted. For fundamentalistiske islamister er der fuldstændig lighedstegn mellem demokrati og kristendom, så de føler sig enormt klemt. De få tilbageværende diktaturer er under voldsomt pres i øjeblikket – Saddam Hussein var bare den første, der røg.”

Tror du det?
”Ja, for det bedste ved globaliseringen er, at den også har et etisk element. Det går meget stærkt i øjeblikket. De unge mennesker vil have den vestlige kultur og menneskeværdsforståelse, og det trænger igennem. Iran er et godt eksempel – de har en kæmpemæssig ungdomsbefolkning, som på et eller andet tidspunkt meget snart vil skaffe sig af med hele det præstestyre. De vil ikke leve på den måde. Det er en tikkende bombe, og den eksploderer.”

Hvad synes du om den tyrkiske premierministers udvandring fra det planlagte pressemøde?
”Han havde ikke rigtigt noget valg, fordi den tyrkiske regering jo har forpligtet sig til en hård linje overfor kurderne. Men heldigvis reagerede statsministeren, som han skulle. Tyrkerne havde nok ikke regnet med, at han ville holde den pressekonference, men det gjorde han, og det var modigt gjort. Dermed satte han foden ned og sagde; I kan reagere, som I vil, for I er tyrkere, men jeg er dansker, og jeg reagerer, som jeg vil. Det løste han til ug.”

Det viste vel også, at muslimske og vestlige samfund har meget forskellig opfattelse af ytringsfriheden, og hvor meget den kan bøjes?
”Det kan slet ikke bøjes! Nu har vi lige haft hele affæren med den tegnede profet. Det gode ved den var, at den tvang spillerne omkring bordet til at vise deres kort. Og det viste sig netop, at både Tyrkiet og Ægypten havde en fuldstændig fundamental mangel på forståelse for, hvordan ytringsfriheden virker. De tror, at det er regeringen, der bestemmer, og de kan simpelthen ikke få ind i deres hoveder, at det ikke er sådan. Så kan de have haft ambassadører her i 300 år, de forstår det stadig ikke. Der er faktisk et fuldstændig parallelt fortilfælde. Kina havde under kulturrevolutionen i 1960’erne den samme fanatisme, som du har i islamismen – altså det er en koranfascisme, vi kan lige så godt kalde det ved rette navn – og dengang bragte Dagbladet Aktuelt en tegning, hvor man brugte Maos hoved som den opgående sol. Den kinesiske ambassade gik fuldstændig agurk og rettede en skarp henvendelse til statsminister Krag og sagde, at det var en fornærmelse – ikke mod profeten, men mod formand Mao og den danske regering måtte omgående give en officiel undskyldning. Da skrev Jens Otto Krag et ualmindelig hvast og bidende svar, hvor han gav dem en lektion i, hvad dansk ytringsfrihed var. Det var fantastisk flot, kineserne hoppede op i kurven, og du har ikke hørt noget fra dem siden. Og det er det, man skal gøre i de tilfælde. Men det er vigtigt, at man har en identitet at forsvare. Hvis begynder at se det fra den anden side, har man allerede taget de første skridt til at relativisere den danske ytringsfrihed.”

Det er jo lidt svært, for det er imod vores mentalitet, hvor vi egentlig godt lige vil høre, hvad modparten siger!
”Det er derfor, at demokratiet altid taber første runde mod fascismen! Men vi har besejret dem alle sammen fra latino-fascismen i Italien og Spanien, den germanske fascisme i form af nazisme, sovjetfascismen i form af kommunisme – nu kommer så den sidste fascistiske bevægelse…”

Den sidste – du er en meget optimistisk mand!
”Ja, og vi kan kalde den koranfascismen, som ikke er at forveksle med islam. Islam er en smuk religion, som har enorm betydning for mange mennesker, men når du bruger det i en fascistisk undertrykkende retning som islamismen, så er det koranfascisme. Den vil i sin laserstrålerettede brutalitet, som er en desperat overlevelseskamp, selvfølgelig notere sig nogle sejre undervejs. Demokratiet vil altid gå baglæns i starten, fordi vi er der så mange, der skal finde fodslag. Men på et eller andet tidspunkt slutter vi rækkerne sammen, og så går det den modsatte vej. Det er der, vi er ved at være nu.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Prøjsersjæl: Egentlig ville jeg helst stå sent op og gå sent i seng, men jeg har en prøjsersjæl. Da jeg skiftede fra at være administrerende direktør til som bestyrelsesformand selv at bestemme over min tid, gik jeg en tur ned ad Strøget klokken 11 om formiddagen. Jeg listede som en tyv langs husmurene – det var som at skulke fra skole!

På frihjul: Det giver en vis gennemslagskraft i debatten, at jeg ikke repræsenterer andet end mig selv. Der er mange politikere, der har haft fat i mig og sagt at jeg kører på frihjul, og hvis jeg virkelig mente noget med det, skulle jeg tage seletøjet på og melde mig ind i et politisk parti. Det er fordi, politikerne også er vanemennesker, der tror, man kun kan ændre samfundet, hvis man er statsautoriseret politiker. Men sådan fungerer det moderne demokrati ikke.

Exit FN: FN har udspillet sin rolle som verdens politibetjent – fuldstændig. Vi bliver nødt til at finde et andet forum af folk, der sætter en anden dagsorden. Ulykken er, at der ikke er et samlet Europa, som går ind og forstår, at vi har en dyb etisk forpligtelse til at forsvare menneskerettighederne, vores livssyn, vores kulturforståelse og ikke mindst vores demokrati.

Herreværelset: Mit kontor er temmelig stort og indrettet som et herreværelse. Man får altid enorm medlidenhed med sig selv, hvis man skal arbejde, når andre har fri, så derfor har jeg lavet et sted, hvor det er rart at være. Det er indrettet lidt som et bibliotek; jeg har gode malerier på væggen, stereoanlæg og tv, og jeg har en større samling bøger. Det er sådan, at jeg kan lide at være der på alle tidspunkter på døgnet.”

Milliardtab: Jeg har ikke rigtig noget forhold til det at tabe penge, når kursen på mine aktier falder. Det er ligesom at have et parcelhus, som den ene dag er 900.000 værd, den næste seks mio., og så kommer der et tilbageslag, så det pludselig er to mio. værd. Du kan være ligeglad, du bor der jo bare.