Tag-arkiv: penge

Frihed, lighed og ultraliberalisme…

Lige for lige, når partnerskab skal holdes. Det princip hylder de to stiftere af, hovedaktionærer og adm. direktører i Saxo Bank. Lars Seier Christensen og Kim Fournais har samme aktiepost, samme løn, samme titel, samme niveau for biler og sågar samme kontor. Og for tre uger siden delte de 370 mio. kr. midt over, som de fik for at sælge 10 procent af deres aktiepost til kapitalfonden General Atlantic.

Hvis de var gift – hvilket de er, bare ikke med hinanden – ville Lars Seier Christensen og Kim Fournais den 15. marts i år have fejret kobberbryllup. I 12 et halvt år har de holdt sammen i medgang og modgang i hvad lykke, de mægtige finansmarkeder har tilskikket dem. På det seneste har medgangen været forrygende. Deres fælles barn, Saxo Bank, har vist sig at være tre mia. kroner værd. Det er godt gået af to gutter uden formel uddannelse, der i 1992 satsede 500.000 kroner og alle deres drømme på at skabe en investeringsbank, der var til for kunderne.
Prissætningen af banken kom bag på de fleste. Når sandheden skal frem, så kom det nok bag på mange, at der overhovedet var noget, der hed Saxo Bank, som var blevet så mange penge værd ved at handle med valuta og værdipapirer og sælge brugsretten til et online-handelssystem, banken har opfundet. De eneste, der helt sikkert ikke var overraskede over prisen, var Lars Seier Christensen og Kim Fournais.
”Det har faktisk været heldigt for os, at vores egen vurdering af bankens værdi hele tiden har ligget så meget højere end dem, der hidtil har været interesseret i at investere i os. Det er derfor, vi ikke har solgt noget før nu, hvor vi fik den pris, vi ville have,” siger Kim Fournais.

Nu er det kun en bid af banken, de med et vist vemod har solgt til den amerikanske kapitalfond General Atlantic. De ejer selv stadig 71 procent af aktierne. For de ti procent, de solgte, fik de en velanskrevet og kompetent medejer, der ikke mindst kan få betydning, når Saxo Bank formentligt på et tidspunkt skal børsnoteres. Og så fik de 370 mio. kroner til deling.
Hvordan føles det?
”Det er ikke ligesom at vinde i Lotto, hvor man det ene øjeblik har ingenting og det næste en masse penge. I den situation ville jeg nok blive ret glad. Nu spiller jeg ikke, hvilket nok forværrer mulighederne… Men altså, vi er ikke pludseligt blevet milliardærer. Vi havde det aktiv, og vi vidste, det havde en værdi. Vi havde også en meget klar ide om, hvad det var for en værdi. Så på den måde er det ikke overraskende. Det helt væsentlige er, at vi har fået andre til at verificere vores egen opfattelse af, hvad Saxo Bank var værd,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er ikke sådan en champagnerus. Men det er rigtig vigtigt for os selv, vores ansatte og vores samarbejdspartnere, at der kommer denne her blåstempling, efter nogle meget professionelle folk har gennemgået virksomheden. Det er lige som om, det legitimerer tingene på en anden måde. Og efterfølgende er interessen for os, for at arbejde hos os, og være kunde hos os steget. Man kan ikke andet end gå rundt og smile lidt for sig selv. Nu har vi altid troet på det, men det er der mange andre, der ikke har, og de må så revidere deres opfattelse,” siger Kim Fournais.

Hvad betyder pengene?
”Det betyder meget, at man ved, hvis man falder om en dag, så er familien sikret. Men der ud over… Jeg læste i Berlingske Nyhedsmagasin, at mangemillionæren Finn Harald Simonsen sagde, at han godt kunne lide at gå ind i en butik og kigge, og han behøvede ikke at købe, for han vidste, han havde råd til det. Det, synes jeg, var ret rammende. Det er en ro, man får, at man ved, man kunne købe det, hvis man ville,” siger Lars Seier Christensen
”Og så er vi jo ikke folk, der tror på, at staten skal supportere os resten af livet, eller at andre skal komme og redde os ud af suppedasen, hvis der er noget, der går galt. Så det at vide, at nu er der sat nogle penge på helle, som er langt rigeligt til, at vi vil kunne klare os uden at gå på arbejde hver dag – det er det fedeste. At have den frihed og uafhængighed, det betyder ekstremt meget for Lars og jeg,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde jeres børn til det?
”Mine piger er for små til at forstå det, men min søn, der er otte år, syntes det var helt vildt,” siger Kim Fournais

Sagde han ikke: Så skal jeg have…?
”Nej det ville han aldrig kunne finde på, og det ville jeg også være rigtig ked af, hvis han gjorde. Han får 50 kroner om ugen i lommepenge, og han føler selv han skal yde, før han er det værd. Én ting er, at jeg gerne vil gøre ham glad, men hvis han havde en forventning om, at nu skulle han have en elektrisk bil, fordi jeg havde tjent nogle penge, det ville være en uheldig mekanisme. Det ligger ikke til ham, og sådan er han heller ikke opdraget.”

Skal der slet ikke købes noget?
”Der er da ting, der er sjovere at bruge de her penge til end bare at kigge på dem på et kontoudtog. Men der er ikke noget, der kommer til at ændre sig fundamentalt. Det kan godt være, at man på nogle områder vil give den lidt mere gas. I feriesammhænge f.eks. er der ingen grund til at spare.”

Nu kan du uden at blinke købe et hus på dit foretrukne feriested!
”Det kan da godt være, at det bliver sådan nogle langvarige forbrugsgoder, der kommer til. Jeg mener også, at penge skal bruges på sjove ting,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde dine børn, Lars?
”De lægger selvfølgelig mærke til, at far er i avisen, men jeg diskuterer ikke så meget forretning med børnene, hvilket måske er forkert. I hvert fald kom min 8-årige datter meget utilfreds hjem fra skole, fordi en af hendes klassekammerater havde sagt til hende, at hendes far ikke længere havde nogen bank. Det var hun meget ked af, for det fremstod åbenbart som noget dårligt for hende, hvis jeg ikke havde min bank mere.
En ting mere på plussiden er, at det giver mulighed for at dyrke en tendens, jeg er slået ind på de senere år, som jeg ellers har været dårlig til, nemlig at købe kvalitet i stedet for at finde alle mulige shortcuts. Det her vil betyde, at jeg altid vil forsøge at finde kvalitet. Hvorfor skulle man ikke, når man har pengene? Jeg har kigget efter et andet hus et stykke tid, men er lidt frustreret over det, jeg ser, på markedet. Så venter jeg hellere, til jeg finder det, der har den rigtige kvalitet, så jeg ikke behøver at overveje det igen i den forudseelige fremtid,” siger Lars Seier Christensen.

De to bankdirektører lærte hinanden at kende i begyndelsen af 1990’erne, hvor Lars Seier Christensen arbejde som børsmægler i London, og Kim Fournais var ansat i Lannung Bank, men havde en ide om at starte sin egen vekselerervirksomhed. Tilfældigt mødtes de i Nyhavn, drak en øl og fandt ud af at de havde mere end professionen til fælles. De havde begge et stærkt ønske om at blive selvstændige, de havde store ambitioner, og en solid ultraliberal overbevisning om at enhver virkelig er sin egen lykkes smed.
Dengang I startede i 1992 – kunne I så forestille jer, at I ville være, hvor I er i dag?
”Ja, det kunne vi. Det er nok fordi, vi var lidt sindssyge, og det er vi stadig. Du taler om salget, som om det er ”Yes, nu kom vi op på bjergtoppen og har vundet det hele.” Men det er ikke sådan, vi tænker. Det her er et etapeløb, hvor vi er kommet godt hjem på første etape, men der er flere, der skal køres, og man kan ikke regne med, at det går lige så godt på den næste,” siger Kim Fournais.
”General Atlantic er jo ikke kommet ind, fordi de ser os som værende på toppen, men i begyndelsen af et eller andet, som de synes, det kunne være spændende at være med i. De er her, fordi de mener, vi har et større potentiale, som de kan hjælpe os med at realisere. Det er også vores drøm – vi er langt fra færdige. Vi har altid været ambitiøse, og det er nok også derfor, vi arbejder sammen,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er drømme, der driver det her værk. Hvis ikke vi havde troet på, at det kunne blive helt fantastisk, så havde vi for længst kastet håndklædet i ringen. Vi tror på, at the sky is the limit,” siger Kim Fournais

Hvad var drømmen dengang i 1992?
”Vores drøm var, at vi ville bygge noget stort indenfor globale kapitalmarkeder. Vi har altid været interesseret i de finansielle markeder; synes, de er spændende og har set muligheder i dem. Vi sad selvfølgelig ikke i 1992 og tænkte i internet, for det fandtes ikke, så det er kommet hen ad vejen. Men vi har altid troet på, vi ville blive ekstremt succesfulde og ville kunne bygge en god virksomhed op og være glad for at gøre det,” siger Kim Fournais
”Der er en interessant ting, man lærer undervejs; i takt med at man selv laver nogle stadigt mere spændende ting, har man privilegiet at møde andre mennesker, der har succes, og dét er interessant at møde mennesker, der er drevne og virkelig vil frem i bussen, men det giver også en klar forståelse af, at det er ganske almindelige mennesker. Så det er ikke skræmmende på den måde, at man tænker, man aldrig selv vil kunne klare det. Det er i virkeligheden en eyeopener og en bekræftelse på, at der ikke er nogen grund til, at man ikke selv skulle kunne drive det rigtig langt,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I blevet sådan nogen, der kunne drømme stort?
”Jeg tror, der er nogle mennesker, der har et særligt ønske om at tage ansvar for egen tilværelse, og så betyder det nok også noget, om man er villig til at tage det ansvar på et relativt tidligt tidspunkt i livet, før man når at få for meget, man kan miste. Jeg tog til Spanien direkte efter min studentereksamen og købte en restaurant, som jeg drev i fire år. Jeg syntes ikke, den løbebane, der var linet op for mig med en universitetsuddannelse var specielt attraktiv,” siger Lars Seier Christensen.
”Lars og jeg har det til fælles, at vi begge mistede vores fædre, da vi var 14-15 år. Jeg tror, det har betydet meget for vores livsopfattelse. Altså, når noget så forfærdeligt sker, finder man ud af, at det kan godt være, det er synd for en, men der kommer altså ikke nogen og ændrer på tingene – man må selv prøve at komme videre i teksten. Vi har oplevet, at vores sikkerhedsnet blev revet væk meget tidligt, og så kan det være, man bliver mindre bange for at risikere noget for at opfylde sine drømme.
Jeg har altid elsket uafhængighed – at kunne tage mine egne beslutninger. Jeg brød mig ikke om skolen, hvor det var lærerne, som dikterede, hvordan hverdagen skulle være. Jeg har altid været interesseret i maskiner og teknik, så jeg begyndte at læse til civilingeniør, men det var som at have en møllesten om halsen. Det var sådan noget levebrødsteknik. Altså hvor jeg gerne ville bygge flyvende biler og finde nye former for energimotorer, så var det tydeligt, at man ville ende med at sidde på Gram og designe køleskabskompressorer – det tændte mig slet ikke,” siger Kim Fournais

Flyvende biler?
”Jeg har altid haft vilde drømme. I min verden er det drømmene, der driver værket. Det er en fordel, når man kører forretning, men det er ikke nødvendigvis en fordel som menneske, for skyggesiden af det er, at det er svært at nyde nuet, når man hele tiden er på vej videre mod næste bakketop.”

I virker ret forskellige – hvordan har I holdt sammen i medgang og modgang?
”Lars og jeg er sammen, fordi vi gerne vil, og fordi det er til vores fordel, at vi er det. Vores værdisæt er meget ens, og vi har de samme holdninger til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i denne her verden. Vi er begge ambitiøse og synes, det er sjovt, det vi laver,” siger Kim Fournais.
”Du siger, vi er meget forskellige, men intellektuelt interesserer vi os i meget høj grad  for de samme ting – også før vi overhovedet mødtes. Vi var begge interesserede i finansielle ting, syntes trading var sjovt, og vi er begge meget liberalistisk indstillede og ens i den forstand,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I forskellige?
”Det er mere på interesseplanet. Kim elsker sport, det er ikke lige min force, til gengæld tror jeg ikke, Kim kan se fascinationen i at ryge tre pakker smøger og stå og kværne pilsnere – det, synes jeg, er meget hyggeligt i venners selskab,” siger Lars Seier Christensen
”Lars er et bymenneske, og jeg er naturmenneske,” siger Kim Fournais.

Det virker som om, I en gang for alle har besluttet jer for at være sammen, lidt på samme måde som et ægteskab!
”Det er nok rigtigt, og hvis man skulle gå rundt og vende og dreje den beslutning i tide og utide, ville det ikke gå. Jeg tror, vi begge erkender, at som et team er vi mere end faktor to – vi er gode til at supplere hinanden. Vi giver hinanden modspil og har forskellige styrker og svagheder,” siger Kim Fournais.

Hvad er Lars styrke?
”Han er en rigtig god analytiker. Hvor jeg er meget utålmodig og gerne vil der ud ad, er Lars mere til lige vende skråen en gang til”.
”Jeg tror, der er meget få ting, der ikke bliver styrket af, at man diskuterer det med intelligente mennesker. Nu er vi oven i købet i den situation, at vi har fuldstændigt identiske interesser i den her virksomhed og identiske muligheder for at påvirke den. Det, at vi får diskuteret tingene igennem, gør, at vi får et bedre resultat. Kims absolutte topstyrke er, at han er rigtig god til at sætte gang i ting og få dem eksekveret,” siger Lars Seier Christensen.

Bliver I aldrig trætte af hinanden?
”Ikke ret længe ad gangen – det kan vare ti minutter, og så snakker vi om tingene. Der er ingen af os, der går i særlig små sko – vi kigger på de store linjer og måler og vejer ikke alting,” siger Kim Fournais.
”Vi har fra starten organiseret os sådan, at vi er fuldkommen ligestillede. Vi har samme aktiepost, samme løn, samme niveau for biler, samme titel og endda samme kontor. At vi har identiske økonomiske interesser betyder, at jeg ved, at hvis Kim gør et eller andet, som jeg er uenig i, så er det i hvert fald ikke gjort i ond tro for at skade mig. Det er gjort med henblik på at rykke Saxo Bank videre i teksten,” siger Lars Seier Christensen.
”Og så har vi altid haft en tæt dialog og har talt meget om tingene. Sådan et partnerskab handler om gensidig respekt, fælles værdier og så om at stå sammen i medgang og modgang,” siger Kim Fournais.

©Hanne Sindbæk

Kim Fournais om Lars Seier Christensen

Væsentligste karaktertræk: Integritet og dybde
Største fejl: For meget dybde kan være hæmmende for hastigheden.
Hvad hader han mere end noget andet:Socialdemokrater
Hvad sætter du mest pris på hos Lars: Hans venskab; at man kan stole på ham, og at han er en guttermand, som jeg godt kan lide at tale med, og som er intellektuelt stimulerende. Han er en god ven og partner.

Lars Seier Christensen om Kim Fournais

Væsentligste karaktertræk: Integritet og entusiasme
Største fejl: At være ivrig kan også være en fare – hvis man er for ivrig nogle gange.
Hvad hader Kim mere end noget andet: Alt fra socialdemokrater og ud mod venstre
Hvad sætter du mest pris på hos Kim: At jeg kan stole på ham, og min tillid til hans dømmekraft er meget høj, så jeg behøver ikke at være bekymret, når vi træffer beslutninger hver for sig. Og så muligheden for at sparre på ideer.

Blå bog

Navn: Lars Seier Christensen
Alder:  42 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Klassisk sproglig student, ejede og drev derefter en stor restaurant på Costa del Sol i fire år, inden han sparkede døren ind til Londons finansverden, hvor han arbejdede som børsmægler først hos Petley & Co, siden som chef for den skandinaviske desk hos LIT Europe og dernæst Gerald Metals, inden han i 1995 blev fuldtidsdirektør i Midas, det senere Saxo Bank, som han stiftede i 1992 sammen med Kim Fournais.
Privat: Gift med engelsk/nigerianske Yvonne, der arbejder i Saxo Bank med markedsføring. Sammen har de fem døtre i alderen 4-21 år. Ud over familien holder han af filosofisk/politiske bøger, biler, lige dele Michelin-stjerne-restauranter og cafe-sjusser med vennerne, samt bold – det sidste som tilskuer

Navn: Kim Fournais
Alder: 39 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Matematisk student, droppede desillusioneret ud af DTU og kom ind i finansverdenen, bl.a. via Klaus Riskærs Børsinformation, MSC Gruppen og Lannung Bank, inden han i 1992 sammen med Lars Seier Christensen stiftede og blev direktør for Midas, det senere Saxo Bank.
Privat: Gift med Trine, der arbejder med keramik. Sammen har de Emil på 8 år, og tvillingepiger på 5 år. Holder ud over familien af sport, ikke mindst er han en aktiv cykelrytter og sejlsportsmand.

”Det gør mig bange, at det går så godt!”

Finn HArald SImonsen

Finn Harald Simonen – det er første gang, jeg brunch’er med en erhvervsleder, der har sin egen cafe!
“Ja, det er ikke helt almindeligt. Jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle få sådan en. Jeg er jo byggemand og plejer at leje tingene ud. Men her driver jeg min egen bygning med servicelejligheder, fitnesscenter, restaurant og cafe. Det er morsomt men vanskeligt, for man skal have forstand på det, og det må jeg indrømme, jeg ikke har, så det gælder om at finde de rigtige folk.”

Spiser du her hver dag?
“Jeg bor jo i England, men når jeg er i Danmark både bor jeg her, hvis der er noget ledigt, og spiser morgenmad, frokost og middag her.”

Hvad er det med millionærer og havregrød?
“Det ved jeg da ikke. Jeg spiser det, fordi det er sundt for fordøjelsen og alting. Da jeg var dreng, brød jeg mig sgu ikke om det, men nu har jeg vænnet mig til det og synes, jeg har det godt med det.”

For tiden taler man meget om at, samfundet svømmer i penge. Hvordan oplever du det?
“Når jeg kommer til Danmark, kan jeg jo se, hvor velhavende samfundet er. Husene er pænt vedligeholdte og den slags. Det er ikke fordi, folk er gladere, fordi det bliver man normalt ikke, når man bliver rigere. Det er der mange, der tror, men det gør man ikke.”

Men hvordan oplever du det selv?
”Når man som jeg, har med ejendomme at gøre, oplever man, at alt kan sælges, og alt kan lejes ud for øjeblikket.”

Så du er en glad mand – eller hvad?
“Ja, men jeg synes også, at man skal være en lille smule forsigtig. Træerne vokser jo ikke ind i himlen. En eller anden dag holder det op. Hvad der så kommer til at ske, det kan jeg ikke forudse. Det er første gang i min tid, vi har sådan en lav rente. Og, hvad der sker, hvis der kommer en økonomisk krise med en lav rente, det kan jeg ikke rigtigt forestille mig.”

Nu er det vel ikke ligefrem en krise, vi oplever!
“Nej, men jeg er lidt bange for de lån, folk kan få i dag, hvor der ikke er nogen afdrag. Man bruger løs, og ih man har det dejligt, men når krisen kommer, og det gør den på et eller andet tidspunkt, så har folk ingen reserver.”

Men det kan vel ikke komme til at gå ud over dig?
“Måske ikke, for selv i dårlige tider er der stadigvæk brug for boliger, ikke? Men det kommer til at gå ud over mine erhvervsejendomme, for hvis virksomhederne får det dårligere og går neden om og hjem, så går de ud af lejemålene der. Men jeg har haft det held, sammen med min kompagnon Peter Levring, at vi har konsolideret os i de gode tider, så vi kunne klare de dårlige tider.”

Konsoliderer I så nu?
“Det gør vi hele tiden. Jeg er det, man kalder en optimistisk pessimist. Altså jeg vover at sætte noget i gang, men jeg gør det med stor frygt i hjertet. Jeg passer på, så hvis det går galt, har jeg råd til at holde på ejendommene, for pludselig er de ikke noget værd, og ingen vil have dem.”

Laver du altid en plan B?
“Ja, når jeg går ind i noget, ser jeg altid på, hvordan vil det gå, hvis det går værst, fordi så er der ikke noget, som kommer bag på mig.”

Har du så en plan for, hvis det går værst?
“Det har jeg. Man kan sige, at det jeg bygger – det mine aktier. Og min opsparing ligger i obligationer. Så hvis det går ad Pommern til, kan jeg sælge mine obligationer, så jeg kan holde ejendommene.”

Vil det sige, at du ikke køber aktier?
“Med alle de skandaler, der har været især i Amerika…Altså når folk, som styrer store børsnoterede selskaber, laver svindel, hvad fanden kan man så stole på, efterhånden? Derfor siger jeg, at mine “aktier”, det er mit eget selskab, det har jeg selv styr på. Og min opsparing, det er obligationer.”

Sådan nogle obligationer giver da aldrig ret meget?
“Nej og i øjeblikket giver de slet ikke noget næsten. Men det er altså betingelserne. Til gengæld går det godt med ejendommene. Denne her er blevet belånt til meget lave renter. Så der er gynger og karruseller, og jeg har selv valgt dem.”

Sådan nogle mærkelige tider som nu, hvor samfundet svømmer i penge, gør det nogen forskel, når man som du er god for 7-800 mio. kroner?
“Det påvirker mig egentlig ikke rigtigt. Det betyder, at jeg kan leje alt ud, så forretningsmæssigt går det godt, men samtidig tænker jeg på, hvor længe varer det ved? Tør jeg kaste mig ud i et nyt byggeri, når vi måske står lige før en lavkonjunktur? Altså det gør mig bange, at det går så godt. Min livsfilosofi er, at man skal bo rimelig godt, men ellers leve spartansk og så skabe store ting ud fra, hvad ens evner nu er. Har man evner, så har man også pligt til at bruge dem bedst muligt i den korte levetid, der nu er en givet.”

Men når man er så rig, bliver man så rigere i denne her tid?
“Det gør jeg vel. Men det er ikke et mål for mig selv, personligt. Målet er at kunne bevare det, jeg har, at holde formuen intakt. Altså holde balancen mellem ikke at være for grådig, og alligevel turde noget. Man må ikke være for grådig, når det går godt. Det er vigtigt. For når tiderne er dårlige, så er realværdier ikke noget værd. Så er det kun rede penge, der tæller. Der er jo mange, der er blevet velhavende på, at de i dårlige tider har købt tingene op for rent ud sagt en skid og en begmand! Man skal have råd til at holde på det, hvis man har en god bygning, der ligger et godt sted, for den vil altid blive noget værd igen. Så det er et spørgsmål om at kunne holde luften, når du svømmer under vandet. Simpelthen!”

Du har arvet mange penge fra din bedstefar, ”Guld Harald”…
”Ja, og jeg har tjent lige så meget selv!”

Tror du egentlig, at du havde haft et lykkeligere liv, hvis du ikke havde haft så mange penge?
”Det er et godt spørgsmål. Så tror jeg, at jeg ville begynde med en bananvogn og prøve på langsomt at arbejde mig op. Jeg sætter meget stor pris på, at være selvstændig – altså uafhængig. Ikke at skulle møde en eller anden sur kontorchef, der har vrøvl med konen, og som er ubehagelig på arbejde. Den frihed, det giver at have penge og kunne gøre, hvad man vil. Når man ved, man kan det, så behøver man faktisk ikke gøre så meget. Kan du følge mig?”

Det er den største luksus?
”Det er den største luksus, ja. Når jeg går ind i en forretning og ser en eller anden ting, jeg gerne vil have, så ved jeg, jeg har faktisk råd til at købe den, derfor behøver jeg ikke at gøre det. Det lyder lidt selvmodsigende, men det er sådan, det er.

©Hanne Sindbæk

 

Brunch på sidespor

Thorsen: Det værste, der kan ske, er, hvis jeg går på “røven”, rent ud sagt. Det gør man let, hvis man satser stort. Kurt Thorsen f.eks., han har altid satset stort. Han er for så vidt velbegavet, men han har ingen frygt i sig. Han knalder på, og jeg tror, han fortsætter, når han nu kommer ud af spjældet. Jeg tror ikke, han har lært noget.

Avisvalg: Jeg holder Information.Den har jeg læst i 40 år. Da jeg var ung, syntes jeg, at den gav mig en alsidig politisk orientering. Nu har jeg vænnet mig til den, og af og til er der nogle smaddergode ledere i den.

Succes: Det er dine erfaringer, du lærer af – ikke af din succes. Succes får dig til at tro, du er verdensmester, og så glemmer du, om det er din egen dygtighed, eller det rent tilfældigvis er konjunkturerne, der har skabt succesen.

Biler: Der er alt for mange biler overalt især i England. Jeg synes, det er meget rarere at cykle. Ellers skal du have bil med chauffør, men det er jeg for fornæret til. Og så vil jeg ikke kunne holde ud, at han skal sidde og vente på mig – det er synd, at sådan en mand skal sidde og glo udenfor.

“Man kan ikke leve på gamle præstationer”

Finn Helmer forlader Intel om en uge, og det er han godt tilfreds med, fortæller han journalist Hanne Sindbæk i fredagens brunch. Snakken falder også på succes, penge, fiasko og bedragere, som hans liv har været så rigt på.

brunch med Finn HelmerFinn Helmer er ikke en typisk brunch-spiser. Så langt fra. Citylife er i det hele taget ikke hans stil. Så når jeg nu har lokket ham ind til København, skal han også mærke storbyens puls, som den slår på Café Europa, hvor klientellet er trendy, brunchen er italiensk inspireret, og kaffen brygges af en af verdens bedste barista’er. Landboen Finn Helmer tager det i stiv arm, selvom champagne kaldes Crémant, kaffen hedder latte og olivenmos bliver til tapanade.

Når jeg mailer til din Intel-adresse, får jeg en returmail: Out of office until further notice – hvad sker der?
“Jeg er på vej ud. Jeg forlader Intel om 14 dage – nu har jeg aftjent min værnepligt.”

Hvordan har du det med det?
“Meget, meget fint. I to år har jeg arbejdet med at undersøge mulighederne for at skabe 10 gigabite optisk fibernet til hjemmet, men i sidste ende valgte Intel ikke at gå videre med mit projekt. De mente, det var for tidligt for markedet, og så kiggede de på mig og sagde: Finn, hvad skal vi så stille op med dig. Jeg sagde, at de kunne sparke mig ud, det ville være helt fint.”

Jamen, så skål og tillykke med fyringen?
“Jo tak, det giver nogle helt andre muligheder. F.eks. kan jeg nu slås for at få Danmark til at etablere 10 gigabite-forbindelser til alle hjem. Jeg mener, at Danmark har chancen nu for at blive førende og præsenterer mit 10 gigabyte-tema alle steder, jeg kan komme af sted med det. Det er jo helt åndsvagt, at vi stadig lægger kobberkabler ned her 35 år efter, at fiberen er opfundet, og så sidder og slås med, at vi ikke kan komme frem og tilbage hurtigt nok på nettet.”

Har du selv nogle forretningsmæssige interesser i det?
“Nej, det holder jeg mig helt ude af økonomisk. Jeg advokerer så stærkt for det, at jeg ikke kan tillade mig at tjene penge på det. Jeg har endda tilbudt finansministeren at lægge 10 mio. af mine egne kroner i det. Så mangler vi jo “kun” 34 mia. 90 mio.!”

Efter Giga blev du lidt af et it-orakel i offentligheden, og mange spørger: Er Helmer et geni eller et blålys. På en skala fra 1-10, hvor 1 er geni og 10 er blålys, hvor mener du selv, du ligger?
“Det er svært at sige. Jeg lavede Santech; jeg var med til at bygget et fantastisk team op i Giga, og var den visionære på det – det magtede jeg. To gange har jeg gjort det, spørgsmålet er, om jeg kan gøre det tredje gang? Så nærmer jeg mig geni. Men man kan ikke leve på gamle præstationer – det dur ikke.”

Hvor meget har du tilbage af de 300 mio. kr., du fik ud af Giga?
“Jeg har omkring 100 mio.”

Vil det sige, du på fire år har brugt 200 mio. kr.?
“Der røg jo lidt i skat – ca. 100 mio.”

Med den hast, hvornår er du så fallit?
“Om fem år vel! Jeg har investeret en del i små virksomheder, hvor jeg har tabt penge. Men så er der andre med meget gode perspektiver, f.eks. Scriptserver, som jeg ejer 45 procent af, der har lavet en e-handelsplatform af en kaliber, der for fire uger siden kostede en halv million. Den kan vi sælge for 15.000 kroner. Hvis den tager fat, så er alle mine investeringer hjemme igen.”

Hvorfor bor du i Schweiz?
“Fordi jeg er ude efter at lave et set-up med Den tekniske Højskole i Zürich, som ligger 20 km fra, hvor jeg bor. Når jeg har gjort det, flytter jeg hjem. Indenfor et års tids, regner jeg med.”

Hvor skal du bo?
“Nede ved Jyllinge, hvor jeg har en grund. Derfra er der nem adgang til København – det er jo her det foregår – men det er ude på landet. Jeg er naturmand og skal have lys, luft og udsigt. Jeg har fået Henning Larsen til at tegne et hus for mig.”

Henning Larsen! Og så sidder du der med dine småsparermanerer og handler i Netto!
“Det er også så ekstravagant, at det ikke er sikkert, jeg bygger det. Men han kan noget med lys, som er vigtigt for mig. Og jeg vil gerne have et hus med meget lidt afstand mellem inde og ude.”

Er det en bedre investering, hvis det er tegnet af Henning Larsen?
“Det var også lidt det, jeg var ude efter. Hvis jeg en dag går fallit, så kan jeg sælge det, og så har jeg noget at leve for. Det er lidt en sikring.”

Har du ikke sikret dig at ligegyldigt hvad, er der en eller anden klat penge tilbage til dig selv?
“Ikke endnu, men det har slået mig, at det bør jeg nok gøre.”

Du har jo været i nogle økonomisk meget pressede situationer i dit liv – vil du ikke gøre meget for at undgå det igen?
“Man klarer sig jo og kommer over det. Første gang, jeg tabte penge på en virksomhed, var i 1987, hvor en mand, jeg kendte godt, fik mig til at investere 500.000 kroner i sin virksomhed. Det så rigtig godt ud på papiret, banken sagde god for det, og jeg skulle være direktør. Jeg nåede heldigvis ikke at sige mit job op, for tre uger senere var virksomheden i betalingsstandsning – regnskabet var falsk. Det satte mig helt tilbage. På det tidspunkt havde jeg, når jeg havde betalt hustrubidrag og renter på lånene, minus 34.000 kroner tilbage om året. Da var gode råd dyre. Jeg havde min biavl ved siden af mit arbejde, og så havde jeg lånt 70.000 kroner, jeg spekulerede for på Børsen. Fem år i træk magtede jeg at lave 110 procent i udbytte på de 70.000, og derfor overlevede jeg.”

Det er en meget sjov historie, men det er da ikke sjovt at leve i!
“Nej, men når jeg ser tilbage og spørger mig selv, om jeg havde fået et bedre liv, hvis jeg havde været mere mistænksom, må jeg sige nej. Jeg vil ikke gå gennem livet og mistænke folk, fordi der er nogle enkelte, der svigter. Så vil jeg hellere tage de tæsk, det giver. Jeg er blevet taget grundigt ved næsen nogle gange. Men jeg har haft et godt liv – også når jeg ikke har haft salt til et æg. Det vænner man sig til. Så en gang imellem når regningerne dumper ind, går man lidt op og ned ad gulvet.”

Men det er jo et enormt pres!
“Ja, men ved du, hvad mit pres er nu? Det er, når folk prøver at snyde mig, og der kommer retssager, fordi “Finn har pengene, så ham kan vi nok bøffe”. Det slider lige så meget som det andet. Så det er ikke lykkeligere. Det, der er anderledes, er, at jeg en gang imellem går ud og køber en ting, som jeg virkelig ønsker mig, selvom det er lidt dyrt.”

Du har godt nok haft både stort held og stort uheld!
“Dét har jeg. Én gang fik jeg på kort tid så mange tæsk, at nu kunne det ikke blive værre, og så kom BREVET! Skattevæsnet mente, jeg havde snydt og skyldte dem 300.000, og det ville betyde, jeg måtte gå fra hus og hjem.”

Så når man tror det ikke kan gå værre…
“…så kan det alligevel godt! I sådan situation stopper jeg op og siger, hvis det hele nu går så galt – hvad så? Ok, så tager jeg min trillebør og går på landevejene.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Kærester: “Det er sgu svært at finde den rigtige. Der kommer ikke flere tilbud til mig, bare fordi jeg har penge.”

OL: “Jeg skal ned og se det sammen med min bror – vi var også i Sydney sammen, så det er en tradition! Det er næsten lige meget, hvad det er for en disciplin, vi ser, for når det er i verdensklasse, er det bare så imponerende.”

Overskudsdeling: “Hvis en virksomhed stiger 20 procent i værdi, skal investorer have det for deres risici. Stiger den mere, bør man dele ud til medarbejderne.”

Arbejde: “Jeg falder ikke i søvn om aftenen – jeg besvimer af udmattelse.”

Medarbejder-u-tilfredshed: “Uanset hvad man gør for medarbejdere, har de en tendens til at glemme, hvor meget man gør for dem.”

Monkeyclass: “Når jeg flyver over dammen, sparer jeg 1000 kroner i timen – skattefrit.”