Tag-arkiv: medier

Per Mikaels dronningerække

Størst er kærligheden: Kvinder har fyldt og fylder meget i Metro-avisernes world-wide-chefredaktørs liv og tanker. ”Alle skelsættende begivenheder i mit liv har med kvinder at gøre,” siger Per Mikael, med det sjældent brugte efternavn, Jensen i dette interview, hvor han beretter om sin personlige dronningerække – de kvinder, der har styret hans liv i nye retninger. Han fortæller om sin ubændige trang til at ville redde kvinder, og om hende, han ikke kunne redde, nemlig hustruen, der tog livet af sig selv.

Per Mikael Jensens liv er totalt ”to go”. Som Metro-avisernes world-wide-chefredaktør er rejseriet den eneste konstante faktor. Og det bærer hans omgivelser i hjemmebasen i London præg af. På bordet står hans uundværlige bærbare Powerbook. Den er koblet op med endnu mere bærbare højttalere, så han kan lade Dr. Dre’s rap fylde rummet, hvor han end er, og på sengen ligger foldede, plastikindpakkede skjorter fra vaskeriet lige klar til at smide i kufferten. Per Mikael Jensen er hele tiden på vej. Det er ikke kun jobbets natur, det er også hans. Rastløsheden er hans trofaste følgesvend. Vi skal snakke om de store ting i tilværelsen, om livet, døden og, vil det vise sig, især om kærligheden, men han kan ikke få sig selv til at slukke for mobilen. Gang på gang skal han tjekke nye beskeder. Og når endnu et fly brøler hen over himlen, må han lige hen til vinduet og holde øje. Per Mikael Jensen skal være online med verden. Han må være i forbindelse. Ellers kan han slet ikke slappe af.

”Hvis jeg skulle have et motto, skulle det være taget fra Søren Kirkegaard, som sagde: ”Dagligt må jeg dog have mit menneskebad!” Sådan har jeg det. Jeg bader mig i skæbner og historier. Jeg hviler først i mig selv, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig egentlig lidt rolig at tænke på, at jeg altid har været sådan – også da jeg var dreng. Min mor siger, at fra jeg var 14 år kunne antallet af aftner, hvor jeg ikke var sammen med mine venner, tælles på en hånd. Det var hver aften – helt bogstaveligt, også juleaften,” siger Per Mikael Jensen.

Dengang var han lidt af en vild knægt med langt hår, popstøvler, cowboyvest og læderjakke, som kørte rundt på sin Puch Flagskib og forsøgte at imponere pigerne ved at være den, der kunne få knallerten til at stejle længst. Og han lavede ting med vennerne, der ikke lå på den helt pæne side af loven. Som da han ”lånte” en bil, og endte med at parkere den rundt om en lygtepæl.
”Jeg kom for hurtigt rundt i et sving, og da bilen endelig standsede var lygtepælen en centimeter fra min skulder.”

Og han pjækkede fra gymnasiet i en grad, så han ikke fik lov at gå til eksamen – ikke engang i fuld pensum. Til trods for alt dette nærede hans mor en ubegrænset tillid til ham.
”Jeg har fået 10.000 gange mere tillid fra min mor, end de fleste får fra deres forældre. Der var f.eks. ikke nogle grænser for, hvad jeg måtte, når jeg var alene hjemme, og der var ikke noget med, at jeg skulle komme hjem på et bestemt tidspunkt om aftenen. Hun må have troet på, at jeg kunne leve op til det. Jeg tror, hun har tænkt: Det går nok.”

Jeg lå panisk angst, fuldstændig klinet op ad radiatoren. Og da hun begyndte at kysse, kom jeg med en undskyldning, jeg med garanti aldrig har brugt siden: ”Jeg fryser!

Forældrene blev skilt, da Per Mikael var 11 år, og han boede sammen med sin mor, lillesøster og lillebror. Han påtog sig rollen som en slags ”minifar” – han skulle nok klare det, og moderen fik besked om, at hun ikke skulle bryde sig om at komme hjem med en ny mand.
Selv var han dybt forelsket i Helle fra sin klasse, som på en skoleudflugt havde givet ham hans første kys. Og det ku’ nemt være blevet til mere.
”Hun var noget mere parat en mig. En weekend, hvor hun var alene hjemme, holdt vi klassefest hos hende, og hun spurgte, om jeg ikke ville sove der. Jeg tænkte: ”Nu brænder lokummet.” Jeg lå panisk angst, fuldstændig klinet op ad radiatoren. Og da hun begyndte at kysse, kom jeg med en undskyldning, jeg med garanti aldrig har brugt siden: ”Jeg fryser!” Hende var jeg ulykkeligt forelsket til jeg var 19 år.”

Det var dog hurtigt slut med usikkerheden på den front. En af kammeraternes mødre indførte den 14-årige Per Mikael i voksenlivets glæder.
”Det var en ren drengedrøm. Hun vidste jo, hvad hun havde med at gøre, og det var første gang, det gik op for mig, hvad konceptet egentligt gik ud på. Det var fantastisk, og jeg er hende dybt, dybt taknemmelig.”
Man kan vist roligt sige, at Per Mikael var en meget selvstændig ung mand. F.eks. pakkede han resolut sine ting, da han blev forelsket i en gymnasiekammerat, og flyttede sammen med hende som 18-årig.
”Min mor kendte hende ikke, og blev noget overrasket, da jeg ringede og fortalte det. Men det var ok.”
Forholdet varede i fem år, og hun er den første i det, Per Mikael kalder ”dronningerækken” – de kvinder, der har betydet og betyder så uendelig meget for ham.

Hvad har der været af vendepunkter i dit liv?
”Det var en skelsættende begivenhed, da jeg søgte ind på Journalisthøjskolen. Min kæreste og jeg havde ikke haft det særlig godt, og aftenen inden optagelsesprøven opførte hun igen en scene, og den trak ud. Da klokken så blev fem om morgenen, tænkte jeg ”Nu stopper ploven kraftedeme!” Jeg pakkede min skrivemaskine og gik ned på det hotel, der ligger ved Banegårdspadsen i Århus, fik en halvanden times søvn og gik så til optagelsesprøve. Da jeg gik hjem, tænkte jeg to ting: For det første, at nu stopper det her forhold, og for det andet, at jeg var overbevist om, at jeg ville blive optaget på skolen.
Det var et forhold, jeg havde meget svært ved at bryde ud af. Hun havde det ikke nemt med sig selv og var i perioder ret krævende. Jeg fik sådan en faderrolle, og allerede efter halvandet år ville jeg egentlig gerne ud af det, men kunne ikke få mig selv til det.”

Du havde påtaget dig det?
”Ja!”

Er det normalt for dig?
”Det er ikke usædvanligt – det gentog sig siden et par gange.”

Hvorfor?
”For det første fordi nogle af de kvinder er ret tiltrækkende. Mennesker med et svært sind kan være ganske spændende – levende og krævende, men også meget givende. Og så er det noget med en mission, hvor jeg tænker, at her kan jeg gøre noget godt. Her er en, jeg kan redde eller hjælpe.”

Kan du så det?
”Det kan jeg jo ikke.”

Er du blevet klogere?
”Gad vide, om man nogen sinde bliver det – der er jo tale om instinkter.”

Min første hustru begik selvmord. Ikke fordi jeg forlod hende, men den nat jeg forlod hende.

Hvad har der ellers været af vendepunkter?
”Min første hustru begik selvmord. Ikke fordi jeg forlod hende, men den nat jeg forlod hende. Det er uden tvivl det mest skelsættende, der er sket i mit liv.
Men det var også en skelsættende begivenhed, da jeg mødte hende. Da blev jeg big time forelsket. Vi blev gift, fordi vi elskede hinanden højt og inderligt, og der var uendelig kærlighed mellem os. Det viste sig, at hun også var syg – hun var rigtig alvorligt anorektisk. Jeg vidste, ikke så meget om anoreksi, som jeg burde have vidst. Sygdommen var klart afgørende for, at hun valgte ikke at leve. Hun var journalist, og det er ikke det bedste job, hvis man har præstationsangst og har det svært med konkurrence og med at tro på sig selv.”

Kunne du give hende noget af den sikkerhed, hun søgte?
”Til tider og til dels – men ikke til evig tid. Det var jo mig, der valgte at gå fra hende.”

Hvordan kunne du få dig til at forlade hende?
”Ingen af os var tilfredse længere, og der skal mere til i et forhold, end at man gerne vil gøre noget godt for hinanden. Jeg havde mødt Lise, som jeg var stærkt tiltrukket af. Vi var ikke kærester, men efter et par måneder havde det nået et niveau, hvor jeg var nødt til at sige det. Og så flyttede jeg ud til en kammerat.”

Fik du det så at vide næste dag?
”Nej, jeg fandt hende.”

Hvordan var det?
”Forfærdeligt – det kan ikke beskrives. Hun havde hængt sig i vores lejlighed. Det var ligesom storm, tordenvejr, ild og alt muligt inde i hele kroppen på et nanosekund. Jeg ringende til politiet, og så gik jeg bare rundt og skreg.”

Havde du vidst, at risikoen var der?
”Overhovedet ikke. Det er en af de ting, som er værst at tænke på. Jeg burde have vidst det, jeg burde have vidst meget mere om anoreksi i det hele taget. Men det sidste, hun sagde, inden jeg gik den nat, var, at hun gerne ville have nøglerne til bilen, for så ville hun køre ud til en veninde dagen efter. Det faldt mig ikke ind, at hun kunne finde på at tage sig liv. Jeg tænkte, det var godt, hun ville tage ud til Dorte, for så ville hun blive trøstet.”

Følte du dig skyldig?
”Ja, selvfølgeligt. Det, at jeg gik, var ikke nødvendigvis årsag til, at Merete døde, men det var den udløsende faktor – grunden til at hun døde på det tidspunkt.”

Hvad betød det for Lises og dit forhold?
”Vi talte om, at vi ikke kunne blive kærester oven på det. Men på en måde kunne vi heller ikke lade være. Det gjorde, at vi blev knyttet til hinanden fra starten – med sorg. Sorgen og skyldfølelsen var så stor, at den kunne sætte glæden skakmat. Og i en periode kunne man næsten føle sig skyldig, når man havde det godt.”

Og dobbelt skyldig hvis man havde det godt sammen?
”Ja, men jeg syntes nu faktisk, vi klarede det skidegodt, selvom det tog hårdt på Lise. Hun er sådan et ekstremt emotionel menneske, og hele skyldsfænomenet har virkelig påvirket hendes liv siden. Jeg er bedre til at være lidt intellektuel med det. Jeg mener, det er ethvert menneskes ret at beslutte, om man vil leve eller dø. Merete havde lige været i New York i seks uger, og hun skrev i afskedsbrevet til sine forældre, at hun havde overvejet at gøre det derovre – og det tror jeg faktisk på. Grundlæggende var der nogle ting, hun virkelig ikke var lykkelig over.”

Hvad har det betydet for dig?
”Man tager nogle forbehold for livet og døden. Jeg tror, jeg er blevet mere bevidst om, at jeg kan ikke tage ansvaret for andre mennesker.”

Men kan du lade være?
”Det er svært, for det er mit instinkt, men jeg tror, jeg er blevet bedre til det. Jeg er i hvert fald blevet bedre til at advare – at tænde sådan et advarselsskilt over mit hoved: ”Pas på! Hvis De involverer Dem med mig, skal De være opmærksom på, at jeg muligvis vil postulere overfor Dem, at jeg kan redde Deres liv. De skal dog vide allerede nu: Det kan jeg ikke!” Det er en svaghed jeg har – det er noget underligt noget.”

Alt det der hellige pis med at jeg tror, jeg kan hjælpe andre. Der er jo også en anden side af den historie: Jeg gør det, fordi det giver mig noget.

Forstår du kvinder?
”Det tror jeg. I hvert fald indtil jeg ikke forstår dem mere. Den del, som handler om forførelse og forelskelse, tror jeg, jeg forstår enormt godt. Den del, der handler om, hvad kvinder egentlig vil på længere sigt – det er sværere. Men jeg synes også, den første del er langt den mest interessante – det er så min svaghed, eller styrke om man vil. Alt det der hellige pis med at jeg tror, jeg kan hjælpe andre. Der er jo også en anden side af den historie: Jeg gør det, fordi det giver mig noget – det er nok den mest sandsynlige forklaring.”

Hvad giver det dig?
”Bekræftelse. Alt er en higen efter at få fyldt de sorte huller ud, man har indeni sig. I mig må der jo være et sort hul, der hedder utilstrækkelighed eller præstationsbehov eller konstant bekræftelse på, at jeg kan gøre noget godt for andre mennesker.”

Den sidste i Per Mikaels ”dronningerække” er den 13 år yngre Rikke, som han var gift med, men de flyttede fra hinanden i september. Det er stadigvæk så tæt på, at vi vælger ikke at tale om det.
Du er 41 år, hvad med børn?
”Jeg begyndt at tænke, at det vil jeg nok gerne have. Der er sket noget der. For en måned siden drømte jeg, at jeg gik på en mark sammen med min søn. Han var 3-4 år, og hed Vito – jeg aner ikke hvorfor. Han havde sådan en kasket på med en propel, der drejer rundt – vi gik og sparkede til nogle grene, og han spurgte mig ud om verden, om hvorfor solen står op og den slags, og jeg svarede ham. Det er den bedste drøm, jeg har haft – den var fantastisk.”

Det er pudsigt, at du drømmer det nu, efter du er skiltes fra en ung kvinde og flyttet ind i et liv, hvor du mildest talt ikke er særlig stabil?
”Måske drømmer man om det, man ikke kan få. Men det job, jeg har nu, skal ikke styre resten af mit liv. Hvis jeg gerne vil gå på en mark med en dreng, der hedder Vito og svare på spørgsmål, må jeg sørge for, at mit liv er sådan, at det kan lade sig gøre. Jeg tror godt, man kan ændre nogle ting i sine handlinger.”

Hvad tror du på?
”På kærligheden, faktisk. På sådan et kristent-religiøst budskab om kærligheden. Jeg tror, kærligheden er de vises sten. Ikke kun den jordiske kærlighed, men kærligheden til livet, menneskene, naturen.”

Hvad med tvivl, hvornår tvivler du på dig selv?
”Hver aften – så går jeg dagen igennem og opdager alle de ting, jeg kunne have gjort bedre og tænker, at nu må jeg satme tage mig sammen. Jeg er ret selv-uglad nogle gange, og der hjælper rastløsheden, for når jeg så er sammen med andre mennesker, glemmer jeg det, og så behøver jeg ikke sidde og skælde ud på mig selv. Jeg ville gerne forlige mig mere med mig selv.”

På en skala fra 1-10 hvor stort er dit ego?
”11! Men det er godt pakket ind og kontrolleret. Det tænker jeg faktisk en del over for tiden. Min rastløshed har spillet en rolle i, at kærligheden er sluttet, men altså, rastløshed kan også være en anden måde at sige, at jeg kedede mig! Eller, at mit ego drev mig til at gøre noget andet. Det kan godt være stærkt egoistisk at være så rastløs.”

Hvad er dit største nederlag?
”Så er vi tilbage til kvinder.”

Jeg er villig til at tale om andet end kvinder!
”Jamen alle skelsættende begivenheder i mit liv har med kvinder at gøre! Det var da et nederlag, at mit seneste ægteskab ikke lykkedes. Jeg synes ikke, vi kæmpede nok.”

Hvad er din stærkeste drivkraft?
”Præstationsbehov – jeg skal åbenbart vise overfor nogen, at jeg er god nok og værd at holde af. Jeg ved ikke for hvem, og jeg er også holdt op med at spekulere over det – for what the fuck – det er sådan det er.”

Du er journalist, hvis du havde været mig, hvad ville du så have spurgt dig om?
”Jeg ville have spurgt om, alt det med kvinder – hvorfor fylder det så meget? Hvorfor er det nødvendigt at gå og spejle dig i kvinder hele tiden – er det det eneste sted, du kan se dig selv?”

Hvorfor er det så sådan?
”Jamen, jeg ved det ikke!”

Så skal jeg måske svare?
”Ja, kunne du ikke lige gøre det!”

Det virker som om, at forholdet mellem, hvor meget kvinder fylder i dit liv, og hvor meget tid du bruger på det, er omvendt proportional – kan man ikke sige det?
”Jo, det kan man sagtens. Men det kommer også i faser. I den indledende fase, hvor man forfører og forelsker, har jeg klart været i stand til at ændre mit arbejdsmønster, så jeg har brugt mere tid på det. Men der er ingen tvivl om, at jeg skylder enormt mange kvinder enormt meget tid. Når jeg ser en sund og slank mand på gaden, der går med barnevogn, tænker jeg: ”Hvordan fanden gør han?” Hvad er det, der skal til, for at man kan køre en familie – hvad er det, jeg ikke har?”

Nu har du 38 aviser – tror du, man kan få det hele?
”Nej, det kan man vel ikke.”

©Hanne Sindbæk

10 hurtige til Per Mikael

Hvad sætter du mest pris på hos dig selv?
Min indlevelsesevne – når jeg er i god form har jeg en evne til at se andre mennesker.

Hvad er din dårligste egenskab?
Rastløshed. Jeg kendte en gang en kvinde, der sagde, at det godt kunne være, jeg selv kaldte det rastløshed, men det var nærmest forlystelsessyge.

Hvad bruger du penge på
Guderne må vide det – jeg klatter dem væk. Køber mange gaver og lever økonomisk ufornuftigt

Hvilken menneskelig svaghed bedst acceptere?
Usikkerhed – at man er usikker på sig selv.

Hvad er din yndlings-beskæftigelse?
At sidde på en café med gode venner.

Hvad er lykke for dig?
Når jeg kortvarigt få bekæmpet min rastløshed. Når det lykkes er det stærkt forbundet med en kvinde – det kan næsten ikke forbindes med andet. Det er et sjældent, dejligt og stort øjeblik med en kvinde.

Hvor vil du gerne bo?
Det er ikke så vigtigt, men jeg er meget vild med Italien. Hvis man kunne flytte en blanding af Rom og Firenze ned på Sicilien ville jeg ikke være i tvivl.

Hvem ville du gerne invitere til middag?
Michelle Pheiffer – ud over hun er en dejlig kvinde, tror jeg hun er meget kvik.

Hvad kan gøre dig rasende?
Uambitiøst dovenskab

Hvem er dine helte?
Jeg går meget op i idoler og har haft mange. Min tidligere chefredaktører, Jørgen Grunnet og Jørgen Ejbøl har været en slags faderfigurer for mig. I en anden kategori har jeg en bekendt, der hedder Bøje, som jeg beundrer, fordi han kan være så meget for sin kone og børn. I den platte genre har jeg en dyb beundring for Jack Nicholson, fordi han er så meget kejser i sit eget Kina og har den der udstråling af ”I don’t give a shit!”

Blå bog

Navn: Per Mikael Jensen
Alder: 41 år
Job: Siden januar international chefredaktør for verdens indtil videre 38 Metro-aviser. Hans base er i London, men 40 procent af sin tid bruger han ude på redaktionerne hovedsageligt i Europa, men også i USA, Chile, Hong Kong og Korea.
Baggrund: Opvokset i Århus, uddannet journalist og har bl.a. været søndagsredaktør på Politiken og chef for Jyllands-Posten i København, inden han blev chefredaktør for og var med starte MetroXpress i København. 
Privat: Har netop fået en drømmelejlighed i det trendy Notting Hill i det nordlige London.