Tag-arkiv: Liberal Alliance

Driv dem til vanvid, Thyra. Sæt i gang!

img_5420

Gosh! Mit facebook-feed er ved at segne af sorg og undergangstoner. Alt sammen blot fordi vi har fået en ny regering. En socialdemokrat minder sine sørgende følgere om Zen-ordsproget: This too shall pass… until then, fetch wood, carry water and walk the earth. Det lyder meget sødt, men det er det ikke. Med mindre selvfølgeligt, at det ikke var den nye regering men for eksempel en forkølelse, citatet var møntet på. I så fald undskylder jeg på forhånd. Sørgestemningen pibler frem mange steder. En af de overprivilegerede 68’ere harcelerer over, at vi har fået en Ældreminister, ”som om ældre ikke er en del af samfundet, men en byrde,” skriver hun og tænker, som 68’ere har for vane, kun på sig selv. Nej, det er ikke helt retfærdigt. Nogle gange tænker de også på mennesker, der har det svært i lande langt herfra. Men at forestille sig, at der faktisk er en stor – og voksende – gruppe af ældre, der hører til blandt de allersvageste i vores samfund, den tanke kan åbenbart ikke rummes oppe i de nordlige forstæder. Der har de det da meget godt. Ikke også Fritz og Poul?

De yngre privilegerede Facebook-venner er også godt med og er så sjove med bogstavkombinationerne af V, LA og K, at hvis ikke jeg var sådan et kontrolleret menneske, så døde jeg da af grin. Deres eneste ”lille lys i mørket” – og ja det er rigtigt citeret – er, at Joachim B. Olsen ikke blev minister. Jeg er lige ved at sige, jeg mangler ord. Men det gør jeg så ikke! Jeg har masser på lager. Ikke mindst, når det gælder Audi-Anders, som – må jeg forstå – har solgt sin idealistiske sjæl for en fin titel og en stor bil. Ham ved jeg en del om, fordi jeg har skrevet hans biografi, Comeback Kid, og jeg skal hilse og sige, at det er ønsketænkning fra dystopikernes side, at Anders skulle kunne passiviseres med et fancy køretøj. Som om han nogensinde har interesseret sig for biler. Magt der imod, dét interesserer ham. Og han ved lige, hvad han vil med den. Og det er altså mere end en sænkelse af topskatten på fem procent, selvom man ikke skulle tro det, når man hørte de enslydende spørgsmål fra journalisterne, efter det 86 sider lange regeringsgrundlag var bladret igennem. Ingen steder fandtes den nøjagtige ordlyd: 5 procents sænkelse af topskatten, så han måtte da have slugt en hel karavane af kameler, ikke?

Der var dog enkelte, der gav sig tid til at læse hele dokumentet og som havde bedre forudsætninger for at forstå det. Arne Ullum, der med sit spritnye politisk-økonomiske nyhedssite, DK-økonomi.dk ramler lige ned i et gabende hul i markedet for at tolke tallene kompetent. Hans hurtige bladring inden pressemødet på Marienborg gav det resultat, at der var langt flere penge til skattelettelser i regeringsgrundlaget end den ene milliard, LAs fem procents topskattelettelse ville koste. I sin blog kaldte han regeringsgrundlaget ”et markant liberalt ryk” og regnede sig frem til, at der var ”et betydeligt milliardbeløb til personskattelettelser. Et godt gæt kunne være et pænt stykke op imod de 13 milliarder kroner ekstra.”

Det overrasker ikke mig. Anders Samuelsen har været undertippet hele vejen igennem. Man skal ikke undervurdere, den styrke ydmygelserne i hans fortid har givet ham. Han fik en hård lektion, da han sammen med Naser Khader første gang var tungen på vægtskålen for Anders Fogh Rasmussens regering. Det blev en kamp om, hvem der blinkede først, og det blev ikke Anders Fogh.

Tror jeg, der kommer en liberal revolution? Nej gud fri mig, det ville ikke være godt for nogen. Men jeg tror, der vil blive skubbet til den supertanker, der hedder Velfærdssamfundet, så det kommer til at sejle i en ny og mere bæredygtig retning. De af mine Facebook-venner, der frygter et mere liberalt Danmark, kan altså roligt være bange. At jeg så ikke helt forstår frygten er en anden sag. Det er, som om socialdemokratisme er blevet det neutrale punkt i politik. At være socialdemokrat er ikke noget, der fundamentalt kan kritiseres. Heller ikke når de taler om skat, som om det var penge til velgørenhed, der udelukkende blev brugt til at afhjælpe helt basale problemer for rigtige mennesker og fortier, at det fodrer et 800.000-hovedet monster, der først og fremmest sørger for sin egen opretholdelse. Kan vi ikke tale om at forandre det forstenede system uden at blive betegnet som ultra-neo-liberalister?

Et andet spørgsmål, der melder sig, når man læser alle hjertesukkene, er: Hvad er alternativet? Har de gamle partier, ikke mindst socialdemokratier, været i stand til at dæmme op for de radikaliseringsbølger, der går gennem Europa i disse år? Hvem stopper den islamistiske- og den deraf følgende højreradikaliseringsbølge? Intet tyder på, det bliver socialdemokraterne. I Frankrig tegner Francois Fillon til at være det bedste bud på en anden vej end Marine Le Pens. Den slags tror jeg, ligger det nye regeringsparti meget på sinde. Anders Samuelsen sagde da også ved sin tiltrædelse som udenrigsminister: ”Vi skal være bevidst om, hvor farlig globaliseringen føles for nogen, og især hvor problematisk det er som tændvæske til populistiske bevægelser rundt om i verden. Vi vil gerne vise, at der er et alternativ til populismen, nemlig en dedikeret omsorgsfuld politik, der rækker både ind og ud.” Måske var det – mine kære Facebook-venner – en god ide at være lidt ydmyg og give noget nyt en chance.

Det bliver spændende at se, hvor meget af LAs omsorgsfulde politik, der kommer til at slå igennem. Ældreministeriet er spritnyt og Thyra Frank dets uprøvede leder. Hun er en mildest talt uortodoks politiker og bliver en lige så uortodoks minister. Skulle hun et øjeblik være i tvivl om, hvordan hun skal tackle sin nye position, så kommer her et råd: Thyra luk øjnene og tænk tilbage på din tid som leder af plejehjemmet Lotte. Forestil dig så, at du på din mest frustrerende dag dumpede ned lige midt i kommunalforvaltningen med al magt i dine hænder. Hvad ville du så gøre Thyra? Du ville drive dem til vanvid, ville du. Og det er det, der er din opgave nu. Du skal blive ældreområdets vildt irriterende Spørge-Jørgen: Hvorfor skal de udfylde dit, hvad nytte gør dat, og hvor mange bureaukrater skal der til for at skrue et fantastisk plejehjem sammen? Sæt i gang! Og bliv ved til der kun er varme hænder tilbage i systemet.

Du er skidt, skat!

IMG_0208Ork jamen selvfølgelig – tommel op somansir…

Så kom man til at love redaktøren, at man da sagtens kunne skrive en sjov og klog klumme, der med velvalgte skarpe ord fik sat alt det med erhvervs- og kapitalbeskatning godt og grundigt på plads.

Og den eneste tanke, jeg får, der nærmer sig emnet, er sådan en lyserød en, der spørger om, hvorfor det egentlig hedder skat? Altså hvordan skete det lige, at der er ordet gys-gru-rædsel-død: SKAT. Og der er det andet ord, skaaat – fyldt med varme, intimitet og liv. Og de har intet med hinanden at gøre. Intet.

Har fortidens smarte konsulenter konstrueret det så lusket, at de har kaldt SKAT skat for at give borgerne en positiv indstilling til det onde væsen?

Ikke særligt nyttige tanker, når redaktøren forventer, man faktisk bidrager konstruktivt til serien ”Slip formuerne fri!” (Her vil jeg slet ikke nævne, hvilke tanker den titel giver mig, men der er noget Prada og powershopping inde over).

Én ting har SKAT og skat dog tilfælles. Det er – som man siger på facebook –kompliceret. Og skat i alle mulige selskabelige afskygninger er ikke mindre kompliceret. Det ved enhver, der har set sin udkårne danse lidt for tæt med andre til en fest.

Ole Birk Olesens tale på Liberal Alliances landsmøde er et subtilt eksempel. Med patos, store armbevægelser og en attitude som Napoleon før Waterloo startede han:

”Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent. Jojo, andre var også med til det, men lige nu er det mig, der har talerstolen. Og når jeg går i seng om aftenen, så er jeg ikke bare en hvilken som helst 43-årig mand med briller og mere og mere gråt hår, der lægger sig til at sove. Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent, som skal have min velfortjente hvile. Og når jeg drømmer, så drømmer jeg ikke bare helt almindelige drømme om at kunne flyve som en fugl eller om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage mit tøj på. Nej, mine damer og herrer. Jeg drømmer om at blive finansordfører Ole Birk Olesen, som sænker registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 150 procent til 120 procent. Og som så sænker den til 90 procent. Og så 60 procent. Og så 30 procent. Og så … 0 procent!

For så vil jeg endelig være lykkelig. Ikke før!”

         Den tragiske vittighed gik hen over hovedet på nogle. En facebookven var hurtigt ude med forargelsesriven: Wauw, det er simpelthen den store politiske vision fra LA: lavere registreringsafgift, så vi kan købe større biler, skrev hun intetanende.

Vi, der er dyyyyyybt inde i samfundsøkonomi og erhvervsbeskatningsfilsofi, ved imidlertid, at når det er komisk, at finansordfører Ole Birk Olesen puster et forholdsvis lille økonomisk resultat stort op, så beror det på det tragiske faktum, at det afspejler, hvor trægt, tungt og kompliceret skattesystemet er i alle det afskygninger. Det er så latterlig svært at få en skat sat ned, at man må fejre de bittesmå sejre.

Og ned skal de, skatterne. Mindre selskabsskat og lavere skat på kapitalgevinster giver flere investeringer i Danmark – det er de fleste økonomer trods alt enige om. Og vi amatørøkonomer siger dem sandelig ikke imod. Det store spørgsmål er, hvorfor man ikke laver det om med det vons, når det er sund fornuft? Svaret er for det første, at sund fornuft aldrig har været den styrende kraft i den politiske debat og for det andet, at det er umuligt at finde nye indtægtskilder til at erstatte det tab!

Peter Loft, der efter 19 år som departementschef må siges at have en vis indsigt i systemet, fortæller, at skattekilderne simpelthen er ved at være udtømt. Det er ikke længere muligt at hitte på nye skatter og afgifter i en størrelsesorden, der batter, når velfærdssamfundet skal have sin glubende appetit stillet.

Derfor betyder enhver sænkelse eller fjernelse af skatter og afgifter af en hvilken som helst art simpelthen – GYS! – nedskæringer, besparelser og den visse død for livet på jorden, som vi kender det.

Nogle kæfter ganske vist op om dynamiske effekter og selvfinansierende skattelettelser, men det er aldrig bevist, at det virker, for det vil kræve, at man tester det. Og den risiko er der alligevel ingen embedsmænd og kun ganske få politikere, der tør løbe.

Så hellere stagnation og den japanske syge.

”Min drøm er, at fremtidens skattepolitik ikke kun tager hensyn til, hvor meget den gør statskassen rigere. Men at den også tager hensyn til, hvor meget den gør samfundet som et hele fattigere,” sluttede finansordfører Ole Birk Olesen sin landsmødetale.

Hans drøm om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage sit tøj på, er nok mere realistisk.

Man fristes til at spørge: Er du skidt, skat? Og svare: Ja, i den grad!

Anders – han spørger bare!

IMG_0199Engang blev chefredaktøren på det magasin, jeg arbejdede på, fyret. Hans midlertidige afløser holdt en lille tiltrædelsestale, hvori han erklærede, at han havde tænkt sig at drive magasinet på den måde, at vi skulle lade som om, vi var alene hjemme. Det var ikke bare morsomt. Det frigjorde også en opsparet energi blandt vi meget ledelsesresistente og egensindige medarbejdere, der sprudlede over med nye ideer og spændende initiativer.

Jeg kom til at tænke på den episode, fordi jeg, mens du læser dette, sidder i Aalborg Kongrescenter for at overvære Liberal Alliances Landsmøde. (Jeg går naturligvis ud fra, at du læser klummen her som det første lørdag morgen. Med mindre du har smuglæst den allerede, da Børsen udkom i går aftes.) Det er nemlig nogenlunde samme måde, Anders Samuelsen forvalter sit lederskab af Liberal Alliance på. Det ved jeg en lille smule om, fordi jeg for et par år siden skrev hans historie i bogen ”Comeback Kid”. Hvordan det projekt kom i stand er i øvrigt et oplagt eksempel på den Samuelsenske metode: Jeg lavede et interview med Anders – som jeg aldrig havde mødt før – og efter 45 minutter, spurgte han: Kan du ikke hjælpe med en bog, jeg er ved at lave?

Sådan er det med ham. Hvis der er nogen, der kan være til gavn eller glæde, så spørger han. Han har ikke været bange for at få et nej, siden han i sin pure ungdom på Samsø brændte varm på Jane. Drengene var vilde med hende, men hun afviste alle. Det stoppede ikke Anders. Han tænkte: ”Jeg ringer sgu til hende!” Og så gjorde han det: ”Hej, det er præste-Anders nede fra Tranebjerg. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at være kæreste med mig?” Og hun sagde sgu JA!

Den slags succeshistorier brænder sig ind i en ung drengs sjæl og bliver en del af hans handlingsmønster. Anders spørger bare uden at være bange for at få nej.

Derfor er det en broget flok, han nu kan se ud over her i kongrescenteret. Et væld af personligheder der har valgt at lægge deres engagement i alliancen. Folketingsgruppen alene er et sammenrend af individualister, der i udgangspunktet må være et mareridt for en leder. Mette Bock, Joachim B. Olsen, Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er ikke folk, der er lette at få til at gå i takt. Hvad Anders Samuelsen da heller ikke forsøger. Men han sørger for at utakten bliver holdt bag hermetisk lukkede døre. Det er ikke alliancens gruppemøder, man kan læse anonyme referater fra i avisen.

De færreste ville evne at samle så mange så kompetente folk omkring sig og give dem plads. Liberale mennesker vil aldrig synes, de får plads nok, men gruppens medlemmer er klar over, at andre partiledere næppe ville have ladet dem udfolde sig i samme grad. Og sker det, at de går for vidt, så har Anders Samuelsen sin gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll og landsformand, Leif Mikkelsen med på tæskeholdet. Det er et fasttømret triumvirat af en ledelse, hvor nogen er mere håndfaste end andre, og det samarbejde er lykkes, fordi Anders Samuelsen ikke er bange for at give magt fra sig.

Selvom ikke alle i gruppen er enig med ham i alt, og selvom en frustrerende konfliktskyhed også er en del af partilederens DNA, så har medlemmerne en dyb respekt for ham. Få har taget så mange tæsk som ham og har overlevet det. ”Man skal ikke være bange for at blive ydmyget!” sagde han, da jeg i 2012 første gang interviewede ham og spurgte, hvilke værdier der talte for en leder. I Liberal Alliances første nul-komma-nul-år sagde de fleste journalister på Christiansborg: Dead man walking, når han kom gående ned ad gangen. Hvordan kunne man fortsætte og lade som om man var leder, når man var så latterlig? ”Man må indse, at man er latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse,” har han sagt. Ydmygelsen sidder i kroppen og har lært ham ydmyghed. Han ved helt ind i knoglerne, at han ikke er Cæcar. Og han ved, han har brug for andre. Det er helt typisk, at han i mandags skrev på sin facebookside: ”Arbejder på min landsmødetale. Hvad synes du er vigtigt at få med efter et fantastisk LA-år?” 177 gav deres besyv med. Hvis han følger dem, så kommer han vidt omkring: Afskaf pantsystemet, afskaf Grundejernes Investeringsfond, Outsource fængsling af kriminelle fra f.eks. tredje dom til et billigt land – måske Rumænien, Højere forsvarsbudget, Jeres sociale ansvarlighed. Jeres fokus på at kalde jer et arbejderparti. Jeres intention om at effektivisere velfærdsstaten.

Nå, men nu er jeg nødt til at smutte. Nu kommer talen fra ”Den store Leder”, som Lars Seier Christensen altid drillende kalder Anders Samuelsen. Det er sjovt – fordi det er sandt. For det første er partilederen ikke ret høj. Partisponsor Numero Uno er mindst en kvart meter højere. For det andet er Anders Samuelsen ikke nogen stor leder i klassisk forstand. Hvis nogen i disse tider kigger sig om efter en stærk mand, så er det ikke Anders fra Solbakkevej, man først får øje på.

Til gengæld er han en usædvanlig politisk leder med en Carpe diem-agtig tilgang til sit lederskab. Anders Samuelsen griber dagen og muligheden og lader andre drømme om Tusindårsriget, Utopia og Nirvarna.