Tag-arkiv: Leif Tullberg

Ærlig talt: Tag en tudekiks

IMG_0054


Godt nytår! Bliver det et godt nyt år? Dét er spørgsmålet. Hvad vil du gøre for at sikre, det bliver bedre end sidste år? Altså bortset fra sædvanlige nytårsforsætter som aldrig drikke Amarone mere. Eller ryge. Heller ikke cigarer direkte importeret fra Havanna. Og selvfølgelig helt slutte med at flirte med den forkerte og følge det dumme råd: Dance like there’s nobody watching! Alt det er de indlysende forsætter. De gælder alle. Ikke? Nå, ok – det er så bare mig. Den slags nytårsforsætter vil alligevel ikke gøre 2016 til et markant bedre år. Ikke engang for mig. Og da slet ikke for Amarone.
Så er det mere interessant, hvad der kan være af nytårsforsætter der, hvor det virkelig kan flytte noget: Ude i dansk erhvervsliv.
Her tænker jeg ikke så meget på lønmodtagersiden, hvor det er et godt gæt, at work-life-balance er højt på listen. Ikke fordi arbejdet fylder så meget mere, som fordi privatlivet er blevet så krævende. Det er ikke nok at være til stede, man skal også være tilstedeværende og være coach for både børn og ægtefælle. Man skal være med til at redde klimaet med høns i baghaven, økologisk grøntsagsdyrkning i bede på terrassen og andre krævende tiltag, der ikke flytter en grad på noget andet end ens samvittighed.
Jeg tænker mere på erhvervslivets ledere, for nytårsforsætter er noget med at sætte sig mål og nå dem, og det er lige deres spidskompetence. ”Du kender sådan nogle movers and shakers,” sagde en ung ven til mig. Og det er rigtigt. Det er det, de er, de gode erhvervsledere – movers and shakers. Der sker noget, hvor de går ind. Så jeg spurgte et par af dem, hvad de mener, erhvervslivets skal fokusere på i 2016. Og de har alle tre fra hver deres specielle udkigspost blikket rettet mod samme mål: Der skal startes flere nye virksomheder!
Lars Seier, der selv i 2016 bliver fuldtidsinvestor især med blikket rettet mod start-ups, siger, at de etablerede virksomheder bør understøtte og investere i nystartede virksomheder indenfor deres eget felt. Ikke af godgørenhed og idealisme forstås, men for at så nye frø og få nytte af den innovation, der foregår udenfor virksomhedernes egne udviklingsafdelinger.
Jan Stig Andersen fra Trollbeads tøver heller ikke: Industrien bør fokusere på at knopskyde, så der kommer flere entreprenører i dette land. Den danske risikoaversion, som tryghedssamfundet har fremelsket, lægger en dæmper på udfoldelserne. Vi stagnerer som nation, hvis vi ikke finder en ny måde at stimulere sult, ærgerrighed og mod, mener han.
Og Leif Tullberg, der selv har startet en af landets helt store virksomheder, DSV, mener, at dansk erhvervsliv skulle tage en tudekiks og holde op med at hakke så meget på politikerne. I stedet skal de fortælle om, hvor gode muligheder der er for drive erhverv i Danmark. Det vil stimulere foretagsomheden og lysten til at skabe nye virksomheder.
At starte flere nye virksomheder er et nytårsforsæt, der virkelig kan forandre samfundet til det bedre. Hvis de danske erhvervsledere kan blive enige om det, ser 2016 allerede noget lysere ud.
Det vil selvfølgelig være en hjælp, hvis politikerne ryddede nogle af de væsentlige forhindringer af vejen. Skat er en af dem. Ikke for det. De fleste virksomheder og deres ledere er skam villige nok til at bidrage til samfundet. Det fik jeg et strålende eksempel på under julefrokosten fra min svoger, vendelboen. Han fortalte, at blandt visse jyder var Limfjorden kendt som ”momslinjen” – nord for den betalte man i jyske dollar, og det skulle staten ikke blande sig i. I hvert fald indtil en dag hvor skrothandleren i Vodskov – og det er ellers, som svoger siger, en branche med et spændende forhold til skat – pludselig meddelte sin dybt forbløffede medarbejder, at der ikke længere skulle gå noget uden om kasseapparatet. Nyheden for som en løbeild igennem byen: Momsen gået over Limfjorden!
Det var, mens Carsten Kock var skatteminister, og han havde praktiseret en forståelse for erhvervslivet, der havde virket så overbevisende på vendelboerne, at de begyndte at betale skat. Ikke med glæde og ikke i alle afkroge, men i hvert fald inden for rimelighedens grænser.
Hvor vil 2016 blive et spændende år, hvis politikere og erhvervsledere ikke bare fortsætter som de plejer, men har nytårsforsætter, der baner vejen for iværksættere.
Det vil jeg gerne skåle på – i Amarone.

“En mønt har altid to sider”

Egentlig var Leif Tullberg kritisk over for kapitalfonde, men så han selv til at arbejde for en og fik et helt andet syn på det.

”Jeg kommer lige fra mit barnebarns skole… nej, det er ikke rigtig skole, det er sådan en forklasse…”
Børnehaveklasse?
”Ja, nemlig børnehaveklasse, hvor han bliver forberedt til den rigtige skole. Da var inviteret til morfar/farfardag. Før i tiden, da jeg arbejdede, var der aldrig tid til sådan noget, så det er første gang, jeg har prøvet – det var virkelig skægt.”

Er det dit nye jeg?
”Ja, jeg holdt jo op som direktør i DSV Miljø den 31.12.2006, og det er vidunderligt.”

Du sagde da ellers til mig i et interview, at du gruede for det?
”Gjorde jeg virkelig? Jeg har da glædet mig som et lille barn. Nu går jeg og fanger rejer ved en lille stenmole ved mit sommerhus. Jeg vil ikke afsløre mine fiduser, men i øjeblikket kan jeg fange et kilo på en time. Så går jeg hjem, koger dem, køler dem af og spiser dem sammen med min kæreste. Det smager SÅ godt.”

Det er jo rystende nyheder – kunne du for tre år siden have forestillet dig sådan et liv?
”Det har jeg drømt om i 30 år.”

Dét er jo løgn?
”Ok, jeg gasser lidt. Men når man er så privilegeret som mig, at man kan gå på pension som 61-årig, så skal man da lave noget helt andet. Ellers skulle man ligesom hr. Møller fortsætte, til man styrter om. Det har jeg ikke lyst til. Min mission var også færdig. DSV Miljø var blevet solgt fra til en kapitalfond og omsætter 2,8 mia., så det går fantastisk godt. Og det gør DSV også, hvor jeg stoppede som direktør i marts 2005. Det er dejligt, at man kan aflevere det til nogle andre, som viser sig at være meget dygtige. Siden jeg sluttede som direktør i DSV er markedsværdien næsten tredoblet. Så Kurt Larsen har gjort det fabelagtigt.”

I var makkere gennem mange år, kan du ikke have det lidt sådan ”satans også”?
”Nej, tværtimod. Jeg har fået lov til at være med til at slå nogle søm i helt fra starten, fået lov til fandeme at lægge sporene, skaffe skærverne og finde ud af hvad retning, de skal ligge i. Så er det fantastisk at se, at der bliver sat nogle tog på, der kører dobbelt så stærkt, som man nogensinde selv har kørt. Prøv at tænk, hvis du nu skabte noget, som døde sammen med dig. Så havde du ikke skabt noget som helst, så havde du bare holdt liv i noget. For øvrigt er det ikke kun mig men mange med mig, der har været med til at gøre DSV til det, det er i dag!”

Savner du Kurt?
”Nej, egentlig ikke. Vi er jo mandfolk begge to – vi er ikke bøsser! Det er ikke på den måde, vi holder af hinanden. Selvom vi nok holder af hinanden på en eller anden facon, trods det at vi er fuldstændig forskellige. På ét punkt ligner vi dog hinanden – vi er fantastisk ærekære.”

Hvordan var det at arbejde for en kapitalfond?
”Det var anderledes. De var meget fokuserede. De havde ikke meget forstand på det, vi lavede, men det havde så den fordel, at man kunne sige til dem, at det skulle de ikke blande sig i. I perioder kunne det nu godt knibe lidt. De har forstand på dette finansielle. På kontrol af cashflow og på virksomhedstransaktioner.”

Hvad bidrog de med i DSV Miljø?
”Først og fremmest et ejerskifte. Det giver noget i sig selv. Nogle af de rutiner, der er oparbejdet gennem årene, og som alle synes, er udmærkede, dem rokkes der ved, når man får nye ejere. Og man sætter nogle nye mål. Kapitalfonde er et stort emne, men for at gøre det kort mener jeg, at hvis børsnoterede selskaber bliver opkøbt af kapitalfonde og afnoteret, så har ledelsen fejlet. Og ledelsen er ikke kun den administrerende direktør, det er også bestyrelsen. Hvis ikke de forstår, at i den verden, vi lever i, der skal den finansielle gearing hele tiden passe til virksomheden. Du må ikke bare slæbe penge sammen i en stor kasse. Enten må du aflevere pengene til aktionærerne, eller også må du bruge dem til at købe op for. Det med at have dem liggende i en stor kasse og lune dig ved – den går ikke. Du er ikke en bank. Du skal have et passende finansielt beredskab i form af låneaftaler og så videre, og i øvrigt skal du aflevere resten til aktionærerne. Hvis ikke, kommer de store bussemænd og køber dig, fordi de får kig på den store pengekasse. En virksomhedsleder skal sørge for at have en balance i det. Hans virksomhed skal ikke have masser af bygninger og grej, der er købt og betalt. Virksomheden skal ikke eje noget. Det er værktøjet, der er behov for – ikke ejerskabet til værktøjet. Hvis virksomheden er drevet godt, kommer kapitalfonden aldrig i nærheden. Som Kurt [Larsen, red.]er begyndt at sige – og han var ellers meget imod kapitalfonde i begyndelsen – ”hvis vi bare selv gør det, kapitalfondene ville gøre, så er de ikke en konkurrent.” Hvis ikke jeg selv var kommet til at arbejde for en kapitalfond, havde jeg nok mere hørt med til kritikerne, men når man ser ting indefra, så har en mønt altid to sider…”

Der er noget med, de ikke er så glade for at betale skat – er det i orden?
”Hele den der afsporede diskussion omkring kapitalfonde kan jeg slet ikke tage alvorligt. Til 80 procent af de virksomhedshandler, der foregår i Danmark, lånes alle pengene til at finansiere handlen i Danmark. Det vil sige, at det rentefradrag, kapitalfonden opnår, det er der andre i Danmark, der betaler skat af som renteindtægt. Så de ender når i hvert fald sammen.”

Du er stadig bestyrelsesformand i DSV Miljø?
”Altså ja, men jeg er ikke på heldagskost. Jeg forsøger sådan at… altså bare jeg har et eller to møder, så er dagen – undskyld udtrykket – jo ødelagt. Så jeg forsøger at samle det en uge om måneden. De andre tre uger da fisker jeg og nyder det. Jeg synes, jeg er så forgyldt. Jeg har fået attraktive bestyrelsestilbud, men hvis jeg sagde ja til dem alle, kunne jeg lige så godt være blevet, hvor jeg var. Det er ikke meningen, at jeg skal en hel masse. Jeg har sagt ja til at være frivillig hjælper i golfklubben, og der har jeg passet drikkeautomaten siden marts, da vi mistede vores restauratør, og man kunne hverken få vådt eller tørt. Jeg har været oppe i klubben hver dag, og nogle gange to gange om dagen, for at fylde automaten op. Det var da lidt træls, men når jeg havde sagt ja, så havde jeg sagt ja. Så har jeg da lært at passe en automat! Og på en måde bliver der så bundet en sløjfe, for i begyndelsen af min karriere solgte jeg automater – faktisk nogle af de første flaskeautomater i Danmark.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Ny Alliance: “Ny Alliance er da forfriskende. Nu håber jeg, de ikke forfalder til at komme med en klart defineret politik. De skal vælges på, at vi har tillid til de personer, der stiller op. Det tror jeg er bedre. Den dag, de er blevet enige om en politik, har de været igennem en masse kompromiser, og så er der allerede sket en udvanding.”

Skoler: “Væggene på mit barnebarns skole har ikke været malet i ti år. Det er da ikke en måde at sætte næste generation i gang på. Det kan man da ikke byde ungerne. Man skal lære dem orden og disciplin, og så går de i skole i sådan en mågerede!”

Fodbold: “Kurt [Larsen] er glødende Brøndby-fan, så til hans 60 års fødselsdag havde jeg købt sådan en trøje til 1000 dask. Den fik jeg Daniel Agger til at komme og overrække ham. Han blev så glad.”

Fuldstændig ualmindelig

”Jeg er rimelig nem, bare jeg får lov til at bestemme,” siger Leif Tullberg. Og sådan har han i øvrigt været siden han var dreng, hvor det var ”mutter” han tog sine kampe med, når hun mente, han skulle aflevere både løn og drikkepenge fra sin tjans som købmandsbud.

Hist hvor vejen slår en bugt i det idylliske Hornsherred ligger den danskeste af landsbyer, Skuldelev. Sådan kunne man starte historien om Leif Tullberg, der sammen med makkeren Kurt K. Larsen har skabt den europæiske transportgigant, DSV. Det ville være ganske vist, for han bor skam i Skuldelev. Og så alligevel… I historien om Leif Tullberg er langt fra alt, som det umiddelbart ser ud. Det er ikke det idylliske Skuldelev, han bor i, men landsbyens ydmyge industrikvarter. Han er blevet en velhavende mand, men hans hus er et gennemsnitligt hvidt murstensparcelhus, som der ikke er ændret på, siden han flyttede ind i 1972. Navneskiltet på døren er et billede på hans sparsommelighed. Han blev skilt for seks år siden, men der er vel ingen grund til at skifte et godt navneskilt ud, når man kan nøjes med at male ekskonens navn over!
Leif Tullberg kommer fra en solid arbejderfamilie, men kigger man nærmere efter, er den mere kompliceret end vore dages sammenbragte familier. F.eks. er han faktisk slet ikke i familie med sin storebror, som er den af de fem søskende, han er tættest på. Han gik ud af skolen i efter 7. klasse, men en af hans største fornøjelser i dag er at høre P1 og læse om Kirkegaard og andre store tænkere. Med andre ord er Leif Tullberg på overfladen noget af det mest almindelige, men går man lidt tættere på, er han tydeligvis fuldstændig ualmindelig.

Da du gik i skole, havde du vel næppe forestillet dig, at du skulle komme til at udtale dig til en avis og bruge ord som ”nettorentebærende gæld” – føler du dig nogen gange som en, der er gået forkert?
”Næh, egentlig ikke. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så stopper vi lige. Der er aldrig nogen, der bliver sure over, at man spørger. De fleste vil jo gerne fortælle, og jeg vil gerne lære. Det med den nettorentebærende gæld lærte jeg af økonomidirektøren i DFDS, da vi forhandlede om at købe deres transportselskab for fem mia. kr. Jeg bad ham om at forklare det, og han tegnede det for mig på tavlen. Det værste, man kan gøre, er at lade som om, man forstår det hele.”

Hvordan var du som dreng i skolen?
”Jeg følte ikke, jeg passede sammen med skolen. Det gik fint med kammeraterne, men selve skolen… jeg var nok lidt utilpasset. Jeg kunne godt lide at lave nogle numre og drille lærerne.”

Hvorfor passede du ikke med skolen?
”Det har jeg svært ved at se i dag – jeg trivedes bare ikke. Jeg havde ikke svært ved at følge med, det havde bare ikke min store interesse. Det gik helt galt for mig med engelsk, og det ærgrer mig i dag. Vores engelsklærer var ikke blandt de største pædagoger. Han var sådan, en der slog med nøgler. For satan det gjorde ondt. Han var lidt af en herremand, og ham kunne jeg godt nok ikke med. Vi kom op og toppes, da han gjorde nar af mig, fordi jeg udtalte noget forkert. Jeg reagerede ved at klappe bogen i, og så lærte jeg ikke noget i de to år. Man kan sige, at jeg sejrede ad helvede til. Det har jeg fortrudt, for det har jeg manglet, når vi har været ude og forhandle.”

Hvad var det værste ved skolen?
”Jeg tror, det har været disciplinen, jeg ikke kunne holde ud. Jeg er altså sådan, at jeg er rimelig nem, bare jeg får lov at bestemme. Det var nok også problemet dengang. Jeg havde det svært med, at andre skulle bestemme.”

Også derhjemme?
”Ja, jeg havde mange kampe med min mor. Min far havde en anden form for tolerance. Mit mutter – der måtte jeg kæmpe for hver meter. Vi kunne være uenige om alt. Hun ville have jeg både skulle aflevere min løn på 20 kroner og drikkepengene fra min tjans som købmandsbud, men der gav jeg mig nu ikke. Drikkepengene beholdt jeg. Vi skændtes, så folk, der ikke kendte os, kunne blive helt bekymrede. Vi skændtes, fra jeg var helt lille, til jeg flyttede hjemmefra. Vi lignede også hinanden ret meget og ville bestemme begge to.”

Min far var den flotteste fyr i Helsingør, og MajaLise var en af de flotteste piger, så det skulle lige prøves af. Men de levede som hund og kat, så det gik ikke. Min mor kom så fra Aalborg med en lille etårig purk i en taske, og det var mig.

Hvad er det første, du kan huske?
”Det er, at jeg står og skriger i et køkkenvindue, fordi jeg pludselig har opdaget, at jeg er alene. Så kom der en genbo og løftede mig ud. Jeg var helt panikslagen. Det er pudsigt, at man kan huske sådan noget. Jeg har vel været omkring fire år, og det var mens min far og mor boede på et værelse hos en smed.”

Hvordan var dit barndomshjem?
”Efter værelset hos smeden kom vi til at bo i en toværelses lejlighed på 1. sal i byen Kvistgård i nærheden af Helsingør. I dag synes man, det er underligt, men for os var det helt naturligt, at voksne og børn sov i samme soveværelse. Først var det bare mig. Jeg har ganske vist en storebror, men han boede i Sverige på det tidspunkt. Vores familieforhold er lidt specielle. Min far havde været gift før med en dame, jeg kaldte tante MajaLise, og de fik altså Rolf sammen. Da han var 12 år kom han og boede hos os. Først var jeg noget jaloux. Jeg havde jo været enebarn, men i dag er det faktisk ham, jeg har mest at gøre med.”

Altså din storebror er faktisk ikke din rigtige bror, for din far havde været gift før, men blev skilt?
”Ja. Min far var den flotteste fyr i Helsingør, og hun var en af de flotteste piger, så det skulle lige prøves af. Men de levede som hund og kat, så det gik ikke. Min mor kom så fra Aalborg med en lille etårig purk i en taske, og det var mig.”

Så din far var ikke din rigtige far?
”Nej, men det er der ikke rigtig nogen, der ved.”

Hvordan fik du det at vide?
”Jeg havde en ældre kusine, der drillede mig, og hun fortalte det. Og så har jeg altid været meget fremme i skoene, så forsøgte jeg at finde ud af noget – kigge i papirer og den slags, når jeg var alene hjemme. Og den var god nok.”

Hvad fandt du ud af – hvem var din rigtige far?
”Det fandt jeg ikke ud af – det interesserede mig ikke. Det, der var spændende, var, at det var noget, man ikke talte om. Jeg fandt ikke ud af, hvem han var, men jeg fandt ud af at jeg havde en storesøster, og hende har jeg truffet nogle gange, men vi har aldrig talt om, at vi var søskende.”

Hvad har det betydet for dig?
”Man skal ikke lægge for meget i det. Jeg har haft et fantastisk godt hjem. Det var solidt, og jeg lærte mange ting. Min mor havde jeg utrolig mange kampe med, men jeg holdt meget af hende. Og min far var en guttermand. Det hele fungerede fint, og så følte jeg ikke, det hørte sig til at begynde at tage det op.”

Har du ikke siden reflekteret over, hvad de specielle familieforhold har betydet for dig?
”Egentlig ikke. Det, der er vigtigt for mig, er tillid og anerkendelse. Får man det fra de mennesker, der er omkring en, så er det ikke så vigtigt om biologien lige passer.”

Hun havde sådan en hundepisk, som lige kunne nå os, hvis vi ikke gjorde, som hun sagde.

Hvad lavede dine forældre?
”De arbejdede på fabrik. Min fatter var på en samme emballagefabrik i 38 år og havde kun to sygedage. Han tog alt med arbejde meget alvorligt. Jeg har set ham sidde på fabrikken med en kæmpe frakke på og 41 i feber, men han passede sit arbejde. En overgang arbejdede min mor også på fabrikken, men hun fik andre jobs siden hen. Det lykkes dem også at få et hus. Da jeg var otte år, lavede man nogle statsgaranterede lån, så den almindelige arbejder kunne få et hus, og det hoppede min fatter og mutter på. Det var kanon for mig og min bror.”

Hvem passede dig, når dine forældre var på arbejde?
”Det gjorde min onkels mor, farmor kaldte jeg hende. Jeg stod op om morgenen selv, gik i skole og bagefter skole traskede jeg så ned til farmor og blev passet der sammen med min fætter.”

Hvordan var det at være der?
”Det var fint nok, og der var tjek på det. Hun var en meget kraftig dame. Hun sad ned enten i stuen eller køkkenet, for hun kunne næsten ikke gå, så kraftig var hun. Hun havde sådan en hundepisk, som lige kunne nå os, hvis vi ikke gjorde, som hun sagde. Men ellers var det fint – alle tiders sted ude på landet med åbne marker og et savværk skråt overfor.”

Du gik jo ud af 7. klasse – skuffede du dine forældres forventninger?
”Både ja og nej, for på den ene side ville de jo gerne have, at jeg fik en god skolegang, men på den anden side ville de også gerne have, at jeg snart fik noget arbejde og kunne forsørge mig selv. Pengene var små dengang. Der skulle altså slides mange timer for det daglige brød. I dag er det daglige brød det mindste at skaffe. Der er ikke noget glorværdigt i det, sådan var det bare for 80-90 procent af dem, jeg gik i skole med det.”
Hvad troede du, du skulle blive?
”Det var jeg ikke præcis om, men allerede på et tidligt tidspunkt var jeg sikker på, at bare jeg kom ud af skolen, så kunne jeg nå det, jeg ville. Jeg var overbevist om, at hvis jeg havde lyst til at blive statsminister, så kunne jeg blive det. Det var kun et spørgsmål, om hvad jeg ville. Jeg skulle bare have overstået de år, hvor jeg ikke havde nogen myndighed – det irriterede mig, at jeg ikke selv kunne bestemme. Jeg har altid haft en fantastisk selvtillid – det er det, jeg har klaret mig på – selvtillid og frækhed.”

Hvor kommer det fra – var du et meget elsket barn?
”Det følte jeg ikke. Jeg følte en beskyttelse fra min mors side, men også en form for kamp. Når jeg var på ferie hos min morfar fem-seks uger om sommeren der imod – dér måtte jeg alt. Han havde mange børnebørn, men jeg var noget særligt for ham. Han sagde altid: Den dreng, han bliver til noget. Hos ham var jeg simpelthen stjernen. Og min mormor var så overbærende. ”Vil du have en mellemmad, dreng?” Det var jeg ikke vant til hjemmefra – da fik man ikke lige mad i utide, så det var helt vidunderligt.”

Almindeligt kørekort fik jeg på min 18 års fødselsdag og det store tre måneder efter.

Du kom i lære som maskinarbejder?
”Det var lidt en tilfældighed. Jeg havde egentligt aftalt med min far, at jeg skulle i lære som elektriker. Men jeg arbejdede på en fabrik, der bl.a. lavede mælkekapsler, og det gik rigtig godt for mig ved maskinerne. Det var der en gammel maskinmester, der lagde mærke til, og han spurgte så, om jeg ikke ville i lære hos ham. Dengang var det ligesom at vinde i lotteriet at få en læreplads, så 14 dage efter startede jeg hos ham i Helsingør. Det var godt nok træls at stå i ugevis og rense rust af med en stålbørste på en boremaskine, men det gik, ikke mindst fordi min mester var en særlig type. Han kunne finde på at sige; du Leif, smut du bare ud og fisk i dag, men lad være med at sige det derhjemme. Jeg fiskede meget dengang, og havde en lang periode efter skolen, hvor jeg i det hele taget havde det bedst med at gå mine egne veje.”

Hvad troede du, du skulle være?
”Jeg vidste i hvert fald, jeg ikke skulle stå ved en maskine resten af mine dage. Da jeg var udlært fik jeg arbejde i Skævinge på Everlight, der lavede ovenlys og trapezplader. På et tidspunkt blev der et job ledigt som lastbilchauffør, og SÅ tændte den. Jeg var rigtig god til at være chauffør. Og det var simpelthen alle tiders job. Jeg havde lidt vrøvl med kollegerne, fordi jeg nåede alt for meget.”

Hvordan havde du fået stort kørekort?
”Det tog jeg, umiddelbart efter jeg blev 18 år – almindeligt kørekort fik jeg på min 18 års fødselsdag og det store tre måneder efter.”

Hvorfor gjorde du det?
”Jamen, jeg havde en eller anden ide med lastbiler – det har været en underliggende drøm altid. Lige fra jeg var 8-10 år lå jeg og legede med lastbiler hver eftermiddag. Det var noget, der trak.”

Havde du aldrig selv overvejet at blive mekaniker?
”Jo, men det var fuldstændig umuligt at skaffe sådan en læreplads – jeg havde ikke netværk nok. Men jeg havde arbejdet en del med biler, for mens jeg var i lære, tog jeg ud i weekenderne og tjente jeg penge på at reparere biler sammen med en kammerat, der var mekaniker.”

Hvornår fik du din første lastbil?
”Da var jeg 20 år – jeg blev gift allerede som 19-årig med kongebrev, fordi jeg var så ung, og da jeg skulle ind som soldat, byttede jeg familiebilen væk for en lastbil, og da jeg kom hjem, gik jeg i gang som vognmand sammen med en kammerat. I løbet af et års tid havde vi fem lastbiler, men et par år efter gør vi en søndag kassen op og finder ud af, at vi ikke tjener nogen penge. Så afviklede jeg det og tog jeg et job som sælger af kaffeautomater. Det var jeg ret god til, men da ham, der ejede det, ville gøre mig til direktør, sagde jeg min stilling op.”

Havde du noget andet på hånden?
”Nej, men jeg havde i mellemtiden startet et lille firma op, der handlede med fyringsolie, og jeg havde startet en grusgrav, og de ting gik godt. Men så fik jeg startet et lastbilforetagende op, og det gik ad h… til. Det var i 1974, og så havde jeg et par år, hvor jeg bare puslede med lidt blokvogne og en grusgrav, indtil jeg i 1976 blev jeg bedt om, jeg ville være med til at lede DSV for en flok vognmænd. Jeg havde den der entreprenørånd, så det ville jeg gerne.”

Det er ikke sikkert, jeg er så behagelig – det kan godt være, jeg ikke er hensynsfuld nok undervejs. Men DSV har været et fantastisk mål.

Nogen mener, du er en tough guy – er du det?
”Jeg opfatter mig ikke som tough. Men når jeg har sat mig noget for, så kæmper jeg længe og vedholdende for det – jeg giver aldrig op.”

Kan du komme til at tromle nogen ned på vejen?
”Det er klart, og det er jeg ked af – der er selvfølgeligt røget nogen undervejs. Men når først jeg er på, så bliver jeg ved, indtil resultatet er der. De fleste skvatter af undervejs. Det er ikke sikkert, jeg er så behagelig – det kan godt være, jeg ikke er hensynsfuld nok undervejs. Men DSV har været et fantastisk mål – at være med til at skabe den virksomhed og se den kører fantastisk.

Hvad betyder penge for dig?
”Det er ikke det, der har drevet mig. De senere år er vi blevet temmelig forgyldte, men det er ikke det, der har været fokus. Jeg er tilfreds med livet som det er. Det er vigtigt, at man har nok til at betale sine regninger.”

Hvad gør du så med resten?
”Det har jeg ikke tænkt over. Jeg ved ikke, om jeg har så mange. Kurt (K. Larsen) siger, jeg er fornæret, men jeg mener, jeg bare passer på dem.”

Du har i hvert fald ikke købt et smart hus?
”Nej, der er ellers utrolig mange mennesker med gode ideer om, at jeg skal købe et flot hus på Strandvejen, men jeg skal ikke måles på, hvordan jeg bor, eller hvilke materielle værdier jeg omgiver mig med. Jeg skal måles på det, jeg selv kan præstere og i et eller andet omfang blive anerkendt for det.”

Hvad tror du på?
”På Gud – jeg har min egen forbindelse, der ikke er afhængig af folkekirken. Jeg overvejer en gang imellem at melde mig ud, men jeg er også overtroisk, så jeg gør det ikke. Det er vigtigt at have noget at tro på. Det spiller en rolle for mig, at her er en, man kan kommunikere med. Der er kræfter, der er meget større, end vi mennesker kan håndtere. Min lillesøster har været ret syg. Hun fik fjernet den ene nyre her for et år siden – der var kræft i den. Så var vi lykkelige, for det gik fint og hurtigt, men sådan er den sygdom jo ikke. De sidste to en halv måned har hun ligget på Rigshospitalet og fået fjernet en tredjedel af maven. Hun er 45 år og har stort set aldrig fejlet noget. Det hun går igennem – det er jordens største røvtur, og helt umuligt at forstå. Så er det rart at have et sted man kan bede til og få tilgivelse fra.”

Uanset hvor meget verdensmester man tror, man er, så det at nogen holder af en, også når det brænder på og er mindre sjovt – jo det er sgu vigtigt.

Hvad er det bedste ved at være dig?
”Det er den frihed til i princippet gøre, hvad jeg har lyst til, men man er alligevel fanget af det arrangement, man selv har sat sig i arbejdsmæssigt. Det er lige hårdt nok i min alder. Det bedste ved at være mig er nok at have den overflod, der gør, at jeg kan sidde her og brokke mig over at have meget at lave. At vi er blevet så anerkendt, har fået utrolig god presse de senere år og flotte børskurser.”

Hvad er det værste ved at være dig?
”Den forventning til at man bare bliver ved, og at man har tjek på det hele. Det er muligvis bare inde i mit hoved, de forventninger er, men det er et fantastisk pres. Det er nok svært for andre at forestille sig, for hvem vil ikke gerne bytte med et topjob som mit?”

Er det ligesom topatleten, der skal slå sin egen rekord?
”Det er jo det – her for en uge siden var kursen oppe i 375, så fik jeg pludselig en sms fra en forleden dag, der spurgte, hvad der sker, for nu er den pludseligt nede i 355. Men 355 er altså også pænt.”

Du går på pension om et par år – bliver det fedt?
”Næ, det tror jeg ikke. Der bliver ved med at være meget tryk på arbejdsmæssigt i DSV, så det bliver ikke nogen naturlig nedtrapning. Det bliver en brat overgang. Men jeg vil da glæde mig til, at presset er væk.”

Hvad betyder kærlighed for dig?
”Utrolig meget. Hvis ikke der er nogen, der holder af en, så går det galt – det er meget vigtigere end alt andet, materielle værdier og den slags.”

Har du fået din kvote?
”Det synes jeg, men man får vel aldrig nok. Uanset hvor meget verdensmester man tror, man er, så det at nogen holder af en, også når det brænder på og er mindre sjovt – jo det er sgu vigtigt.”

Hvad frygter du mest?
”Fiasko. Man skal være ydmyg overfor, at man har været lidt småheldig, og det er gået lidt godt. Man skal holde ørerne stive, for tempoet er højt i vore tider. Det er vigtigt, at man hele tiden kan forandre sig. Jeg plejer at sige, at forandring skaber udvikling, udvikling skaber fremgang og fremgang kan godt gå hen og skabe velstand. Forandring er vigtigt, man kan meget let komme til at køre i nogle fastlåste termer og tænke, at nu er det godt nok. Man skal huske, at det er ALDRIG godt nok og bliver ALDRIG godt nok.”

©Hanne Sindbæk

Leif Tullberg om…

…drivkraften

”Anerkendelse betyder utrolig meget for mig. Sådan er det bare. Hvis jeg får den anerkendelse, og folk forstår at trykke på de rigtige knapper, så spræller jeg bare for at gøre mit bedste – det er det, der driver mig.”

…at sælge DSV

”Hvis nogen kommer med penge og en god plan og vil købe DSV, så er det da fint. Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor konkurrencen er hård. Vi skal hele tiden producere varer bedre og billigere – det er det udskilningsløb, der kører. Hvis du ikke er med på den og begynder at bruge kræfterne på at skærme dig af, så taber du fokus.”

…forargelse

”Der er ikke meget, der forarger mig. Men da folketingsmanden Flemming Opfeldt for et stykke tid siden blev anholdt som pædofil, da forargede det mig, hvordan al retskraft blev sat ud af kraft. Jeg har ikke noget til overs for pædofile. Men i det her samfund hvor vi anerkender bøsser, og anerkender at der er trækkerdrenge bare de er over 15 år, så forarger det mig, at hele samfundet står på nakken af hinanden for at få skovlet noget lort over denne her mand. Den lemmingeffekt forarger mig.”

…sin dårligste egenskab

”Jeg er nok for selvovervurderende. Jeg tror for meget om mig selv, og hvis jeg bliver anerkendt, har jeg svært ved at stoppe. Og så er jeg nok bedre til at snakke end til at lytte. Jeg synes selv, jeg er blevet bedre til det, men andre vil måske mene noget andet. Man har jo et billede af sig selv, men hvis man så det billede, de andre har i kassen af en, ville man nok blive noget overrasket.”

…slankekuren
”Jeg løber hver morgen 2,5 km. Det har jeg gjort i 28 år. Jeg var simpelthen blevet for tung. Jeg vejede 112 kg. Det virkede ret håbløst, og jeg havde faktisk opgivet. Men så fik jeg nærmest en åbenbaring og gik på Jacobsens slankekur, selvom man var ved at blive sindssyg af alle hans grapefrugter og æg. Der var en, der fortalte mig, at det hjalp ikke en skid, hvis man ikke motionerede. Jeg var blevet så kraftig, at jeg ikke kunne løbe, så jeg startede med at gå, siden luntede jeg, og til sidst kunne jeg løbe – det var sejt! Jeg tror faktisk, jeg kom ned på 76 kg., men så begyndte de også at kalde mig konfirmanden!”

…Søren Kirkegaard-fascinationen

”Jeg elsker at læse om Søren Kirkegaard. Her er der en mand, som ved hvordan livet skal leves, men ikke kan finde ud af det selv. Tænkt, at han i midten af 1800-tallet kunne skrive så mange ting, der kan sætte os i brand stadigvæk. Jeg har masser af bøger om og af ham, men jeg holder mest af at få ham fortolket, og så kan jeg diskutere med mig selv, om jeg er enig. Jeg er ved at læse Joakim Garffs bog, SAK – Søren Aabye Kirkegaard. Nogle gange tager jeg også ind til de der Kirkegaardsaftner inde i Nørregade og hold da op, der er nogle nørder. Der er jeg godt nok amatør – det foregår på et højt niveau. Det er bare skægt at opleve det.”

Blå bog

Navn: Leif Tullberg
Alder: 59 år
Job: Adm. direktør for transportgiganten DSV, der har en markedsværdi på 7,5 mia. kroner og 12-13000 lastbiler på de europæiske veje, og adm. direktør for DSV Miljø, der har en omsætning 1 milliard, bare for at nævne noget.
Baggrund: Uddannet maskinarbejder, tidligere kaffeautomatsælger, og har ejet og drevet grusgrave, vognmandsforretning og et oliefirma, inden han i 1976 blev medstifter af og direktør i De sammensluttede Vognmænd, DSV.
Privat: Kæreste gennem seks år med DSV Miljøs økonomidirektør, Jytte Bengtsen. Fra sit tidligere 33 år lange ægteskab har han døtrene Janne og Mette, og er morfar til foreløbig to børnebørn Christel på 10 år og Mads på 4 år Spiller golf næsten hver lørdag med den 18 mands store golfklub, Lørdagsklubben, som han altid sørger for morgenmad til. Holder af at lave mad, høre P1, læse biografier om og bøger af store tænkere.