oktober 2017
M T O T F L S
« maj    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

klumme

Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i

nordeaYtringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.

Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.

Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til… Læs resten

Jeg vil have æren tilbage i erhvervslivet

 

Fotocollage: Hanne SindbækDer er i hvert fald et styks klummeskribent, der sidder klar foran fjernsynet i morgen aften klokken 20 nul nul. Ikke at jeg gør mig illusioner om at opleve nogen former for happy end i Bedrag. Ikke for nogen overhovedet. Det er bare ikke den slags dramaserie, DR har lavet. Der er ikke noget med let genkendelige skurke klædt i sort og helte i hvidt. Der er slet ingen kærlighed eller humor. Der er penge, magt, vold og kynisme i en grad, som House of Cards dårligt nok kan hamle op med.

Havde jeg vidst det, var jeg aldrig begyndt på at se den. Jeg troede da, at den rå politimand ville ride ud i solnedgangen med sin syge hustru på en bølge af kærlighed. At den yngre Bagmandspolitimand ville få sin heltindejournalist. At den smukke jurist Claudia ville få gjort en anstændig mand ud af Energreens topchef Sander Søndergren, og sammen ville de gøre verden til et bedre sted.

Men der blev jeg ligegodt snydt. Det startede slemt og blev kun værre, så jeg formoder, det ender sort i sort.

Alligevel ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde i min ros af serien og dens bagmænd; instruktør Per Fly og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gramat. Bedrag burde få snakken om DR’s røde dramaafdeling til at forstumme for en stund. I serien er den lille mand lige så ussel og selvisk som den store. Kvinderne lige så enøjede og magtbegærlige som mændene. Og den ældre “vise” bestyrelsesformand… Læs resten

Kopier er en gave til møbelproducenter

møbelkopier er en gaveDu har prøvet at få adgang til en hjemmeside, som indeholder materiale, der krænker ophavsretten. Derfor er internetudbyderne blevet pålagt at blokere for adgang til siden.
Orv manner! Sådan må det være at bo i Kina og prøve at komme ind på dekadente vestlige websites.
Jeg er hverken ved at prøve at stjæle de nyeste film eller seneste hits, da jeg møder det helt store STOP-skilt på internettet. Jeg har såmænd bare forsøgt at finde lidt information om, hvad kopier af designermøbler som Ægget, Svanen eller Syver’en koster nu om stunder. Men næ næ næ næ næ det må vi ikke, fy fy skamme skamme fy fy ah ah, slemme slemme fy fy næ næ nix nix, slut forbudt!
Jeg sidder tilbage med ubehagelig en Big Brother is watching you-fornemmelse, og undrer mig over, at lidt træ, stål, polster og læder er så eksplosiv en blanding, at myndighederne må skride ind.
Det kommer sig af en dom, der blev afsagt ved Sø- og Handelsretten sidste år. Fritz Hansen, Louis Poulsen, Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture og Erik Jørgensen – vi kunne kalde dem The Big Five of Danish Furniture Classics – havde sagsøgt den engelske møbelproducent Voga for at sælge kopier af de møbelklassikere, som The Big Five havde ophavsretten til. Ingen bestred, at det var, hvad Voga gjorde. Ingen bestred heller deres ret til at producere møblerne, da det foregik under engelsk jurisdiktion, men de måtte åbent reklamere med dem overfor danskere. Her i landet gælder der nemlig… Læs resten

Der skal mere end to til en finanskrisetango

IMG_0070Var en smut i biffen forleden for at se ”The Big Short”, filmatiseringen af den anerkendte finansjournalist/forfatter Michael Lewis’ bog af samme navn. Den er glimrende, og det er imponerende, at det er lykkes Adam McKay at lave en film om finanskrisen, der ikke er spor søvndyssende.

Skurkene er de samme som altid i finanskrisehistorierne: Banker og realkreditinstitutter. Filmen giver dog også et velrettet skridtspark til ratingbureauet Standard & Poor’s, der var lige lovlig generøse med at AAA-rate dårlige obligationer.

Det nye er heltene. De er pillet ned fra en yderst overraskende hylde. Det er ikke en journalist. Det er heller ikke den enlige ærlige politiker, der går op imod systemet. Næh, heltene er dem, der i alle andre film utvetydigt har rollerne som skurke. Heltene er nemlig spekulanter. Hvem havde set det komme?

De er oven i købet spekulanter af den mest udspekulerede slags. Det er ikke oliepriser eller virksomheder, de sætter deres penge i. Næh de satser alle deres penge på, at det amerikanske boliglånsmarked kollapser totalt. Det er sørme en ny type helt.

Det hjælper selvfølgelig på troværdigheden, at spekulanterne spilles af stjerner som Brad Pitt og Christian Bale, men det er alligevel flot klaret, at publikum accepterer præmissen.

”En lille flok outsidere så, hvad ingen andre kunne se,” hævder filmen. Det står til troende i den forstand, at de virkelige personer bag historien faktisk tjente enorme summer på deres spekulation. De så, der var noget råddent i gang, siger filmen. Jooo, tjaaa bom bom. De så… Læs resten

Brug pæren når det klør i lovgivningsfingeren

”Pæne pærer? Alle vores pærer er da pæne!” Jeg kunne se på ekspedienten i byggemarkedet, at han godt selv vidste, han løj. Det var det tredje sted, jeg havde ledt efter el-pærer, der var til at holde ud at se på, både når de var tændt og slukket. Det bedste bud var mærket Vintage, som var en nostalgisk serie efterligninger af Edisons gode gamle glødepærer. De var fine at se på. Desværre var det helt minimalt, hvad de gav af lys.

Det er alligevel vildt at tænke på, at her tre år efter det totale forbud mod glødepæren, er der stadig ikke kommet et lysende godt alternativ. Bevares der er kommet rigtig mange mere og især mindre spændende bud, men jeg er næppe den eneste, der har spildt rigtig mange penge på pærer, der gav for lidt, for meget, for deprimerende lys eller gik i stykker på nul-komma-dut.

Det burde den lovgivende klasse tænke lidt over. (Den omfatter både lovgiverne og dem, der lobbyer for lovgivning).

Intentionen var nobel. Der kunne spares voldsomme mængder energi, hvis alle i EU skiftede til sparepærer, og man regnede med, at et forbud ville presse producenterne til at udvikle noget nyt og godt.

Tænk, hvis man gjorde det samme med biler og besluttede, at fem år fra nu er det forbudt at køre i benzindrevne personbiler! Så ville vejene være fyldt med elbiler, og hovedparten af dem ville stå stille.

Jeg har over sommeren fulgt en Facebookvens glæder og især sorger over sin nyerhvervede… Læs resten

De fleste af os er faktisk finansielle analfabeter

Jeg ville rigtig gerne komme med en fiks og færdig mening om det græske kaos, men jeg har desværre ikke nogen. Jeg overvejer inspireret af en mine facebookvenner at udskrive min egen personlige folkeafstemning og beslutte at stoppe med at svare enhver sit. Så vil jeg imødese en invitation til forhandling om henstand og hjælpepakke. Gerne inden Irma lukker.

For mig virker det som om, kernen af problemerne er økonomisk ansvarlighed og mangel på samme. Det har jeg til gengæld en mening om, for dét refræn er ikke kun et makroøkonomisk hit. Det genkendes helt ned på det mikroøkonomiske parcelhusniveau. Der, hvor bankernes renter altid er urimelige, forsikringsselskaberne tager fusen på én og naboens græs generelt er grønnere.

Sagen er den, at for langt de fleste af os er det med økonomi noget, vi prøver at sjusse os frem til, når vi pludseligt tvinges til at være voksne. Vi ved stort set ikke mere om det, end at vi får en løn for vores arbejde, en del forsvinder på uforståelig vis i det offentliges skattekiste, mens vi fokuserer på, hvordan vi med størst fornøjelse kan bruge resten. De fleste af os er faktisk finansielle analfabeter.

”Grunden til at folk har problemer med økonomien er, at de har brugt masser af år i skolen uden at lære noget som helst om penge. Resultatet er, at folk lærer at arbejde for penge, men de lærer aldrig at få penge til at arbejde for dem.” Sådan siger forretningsmand og investor Robert T. Kiyosaki.… Læs resten

Magtværk eller makværk– dårligt udsyn fra elfenbenstårnet

Stå aldrig til søs, lad de andre stå, så ender du med kors og bånd og stjerner på.

Jeg kom til at tænke på den sang, da jeg læste den nys udkomne Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet. Ifølge den er Lars Nørby Johansen den næstmest magtfulde mand i Danmark.

En analyse med den konklusion sidder nok ikke lige i skabet. Det tror jeg, de fleste af denne avis’ læsere vil være enig med mig i. Alle Lars Nørby Johansens kvaliteter ufortalt, så er han næppe den, der har sat de mest tydelige aftryk på vores samfund. Hvem er så den mest magtfulde, spørger I? Det er Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal 2003-2012. Det var jo ham der… eller var det ham med… Nej, jeg kan ikke komme i tanke om en markant forandring, der bærer hans navn.

Det vil nok glæde Børsens læsere, at erhvervsledere scorer enormt højt. Næsten halvdelen af de 423 på listen over magtfulde danskere er erhvervsledere. De øvrige i top 10 er: Jørgen Mads Clausen (5), Sten Scheibye (6), Thomas Hofman-Bang (7) og Peter Schütze (8). Og de har da også alle sammen lavet ting om – i deres egen virksomhed.

Problemet med denne undersøgelse er, at den bygger på den populære antagelse, at man får magt ved at omgås andre, der har magt. Underlægningsmusikken er tydelig: Eliten mødes i deres netværk og bestemmer Danmarks fremtid. Bogen overser helt det faktum, at virksomhedsledere uhyre sjældent trækker på samme hammel. De er fuldt… Læs resten

Post eller kolera

”Post Danmark tjener næppe penge på Coop-aftale.” Den overskrift havnede i mit newsfeed forleden. Baseret på mine oplevelser i sommerlandet i år vil jeg sige, at det lyder sandsynligt. Set fra Tuse Næs virker det som om, Post Danmark ikke har fundet sig til rette i en kommerciel rolle. Til gengæld har virksomheden helt droppet at værne om sin gamle kernekompetence: Udbringningen af post.

Jeg har benyttet mig af den fine service at flytte min postlevering til sommerhuset. Til min forbløffelse er det åbenbart en garanti for, at man ikke bliver forstyrret overhovedet. Ingen regninger, ingen rykkere og heller ikke nogen af de breve, jeg ved, er blevet sendt af sted i min retning. Intet kommer frem til sommerlandet. Til gengæld drypper der nu og da lidt ind i postkassen på hjemadressen.

Min klage på postens hjemmeside fører ikke til noget, så jeg ringer op. Efter en ventetid, der ikke er urimelig, hvis man alligevel ikke har noget at give sig til, får jeg en venlig kvinde i røret, der godt kan se, adressen er ferieflyttet, men hun kan altså ikke gøre noget ved, at posten ikke kommer frem. Jeg kan praktisk taget høre, hun trækker på skuldrene. Hun kan nævne det overfor de to involverede posthuse. Det er alt. Det sker der så heller ikke noget ved.

Jeg tænker med længsel tilbage på dengang, hvor skuldertræk over manglende post bestemt ikke var en del af Post Danmarks vokabularium. I regn og slud i sne og frost, skal posten ud,… Læs resten

Gid man ku’ klone Ulrik Garde Due

Kunne man klone Georg Jensens topchef, Ulrik Garde-Due, ville det være en stor gevinst for dansk eksport. Det er hans skyld, at man igen kan bruge ordet kunstindustri uden hverken ærbødighed for det kunstneriske eller flovhed, fordi det er en taberbranche. Han har fundet formlen, der har trukket virksomheden væk fra de røde tal, og bevist man kan tjene penge på design uden at gå på kompromis med integritet og kvalitet. Se blot på Grape-ringen.

Kunstindustri. I 1980erne og 1990erne lagde man mest vægt på ordet KUNST. Det betød en vis ærefrygt, så ledelsen fyldte hellere lagrene end indrømmede overfor de følsomme kreatører, at “værkerne” ikke solgte. Da Axcel købte Royal Scandinavia af Carlsberg i 2001, var der lagervarer for 1,7 mia. kr. – heraf var der for 350 mio. kr. Georg Jensen-varer.

Med kapitalfondens indtog kom 10 år med vægten lagt på ordet INDUSTRI. Den kunstneriske fims blev luftet ud, for nu skulle der industrialiseres. Produktionen med de dybe rødder i den danske muld blev kastet rundt og ud i verden, for det kunne da være fløjtende lige meget hvor og af hvem, de ærkedanske produkter blev lavet. Kapitalfonde forstår sig ikke på kultur. De forstår sig på regneark, finansiering, managemt og udviklingsplaner. Derfor blev produktudvikling en by i Thailand. Når noget nyt skulle på markedet – og det skal det hele tiden i den branche – så lavede man noget, der var mere af det, som solgte godt sidste år og spicede det lidt op. Hos Georg Jensen… Læs resten

Niels Due Jensens karakterselvmord

”Spørgsmålet er om al hurlumhejet omkring Lars Kolind ikke skygger for det virkelige ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?”

Det har nok ikke været den bedste måned i Lars Kolind erhvervsliv. Kritikken er haglet ned over ham siden bogen ”Arvtageren” udkom i midten af november og blotlagde forløbet, da Niels Due Jensen blev presset til at forlade Grundfos’ koncernbestyrelse og i stedet indtage den mere nestoragtige rolle som formand for ejerfondens bestyrelse.
Han er blevet kåret som ”ugens taber” i Berlingske Business, hvis seniorkommentator supplerede med at mene, at ”manglende realitetssans fældede Grundfos-formanden”. Samt at Lars Kolind havde brudt den væsentligste regel og taget en intern konflikt og gjort den ekstern. ”Det er en eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt,” skrev Jens Chr. Hansen. Også den estimerede CBS-professor Steen Thomsen var i den grad ude med riven efter Lars Kolind. Han kaldte det i en kronik i Børsen et forsøg på karaktermord og skrev skråsikkert, allerede inden bogen var udkommet, at Lars Kolind burde gå af.

Spørgsmålet er, om ikke alt hurlumhejet omkring Lars Kolind skygger for det helt centrale ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?

Birgitte Erhardtsen har ganske vist bevist, at hun kan skrive virkeligt gode og læseværdige bøger. Hun har nemlig fire af slagsen bag… Læs resten

hanne sindbæk

hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag

foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne

4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket

kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.