Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i

nordeaYtringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.

Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.

Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til at lave moralske vurderinger, som de har gjort det i sagen om Den Korte Avis.

”Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea”, lød det fra banken, der også af vane – virkelig dårlig vane – er min bank. (Der skal åbenbart uhyrligt meget til at ændre på det, for jeg har været kunde der, siden jeg fik min første bankbog. Dengang hed det Andelsbanken, og jeg er blevet, selvom jeg efterhånden har et veludviklet had-had-forhold til den.) Jeg ville ønske, den holdt op med at lege smagsdommer og koncentrerede sig om at skabe reel værdi for mig som kunde. Men det er der ikke noget af. Det er i min erfaring langsommelighed, fejl, mangler og fejlslagne fjollerier som swipp, der optager Nordea. Så det er til at skrige af grin over, at de føler, de kan stille sig til dommer over andres holdninger. Dem om det. Jeg kan jo bare smutte, hvis jeg ellers kunne få lettet måsen.

Hvis Nordea mente, at deres annoncering ville støde store kundegrupper, så kunne de diskret have udfaset Den Korte Avis som annoncemedie. I stedet larmede de op og prøvede at score nogle billige politisk korrekte point.

Nu hænger de på den. Kunderne kan med rette forvente, at banken fremover bruger krudt på at forholde sig til alle mulige medier, de annoncerer i. Økologer kan være fornærmede over, at banken støtter konventionelt landbrug repræsenteret ved Landbrugsavisen for eksempel. Eller religiøse grupper kan tage anstød af annoncering i Ekstra Bladet, der vælter sig i nøgne damer og prostitueredes annoncer. Og sådan kan det blive ved. Da var det enklere og bedre, om man som før nøjedes med at vurdere et medie ud fra, om det ville ramme de udvalgte kundegrupper. Og så bøvle lidt med at forklare kunderne, at annoncer ikke er tænkt som en støtte til et medie. De er faktisk tænkt som et salgsredskab, der skal skaffe flest mulige bedst mulige kunder ind i butikken.

Den problematik har virksomheder rodet rundt i, siden den politiske forbruger blev opfundet i 1980’erne. Og der er aldrig rigtig kommet noget godt ud af at prøve at tækkes denne forbrugertype. For det første er det ekstremt volatilt – man ved aldrig, hvor de nu sejler hen, og hvad der bliver moderne at mene i morgen. For det andet er disse forbrugere som regel ikke mere politiske, end at de vælger at lægge deres penge der, hvor de får mest og bedst ud af dem. Det taler de bare ikke så meget om.

Det politisk korrekte er en kortsigtet satsning for en virksomhed. Det kan godt være, der er nogle få, der sætter pris på, at IKEA er holdt op med at bruge ordet jul, men de fleste synes nu nok, det er temmelig underligt, at varehuset svømmer over med glitrende julestads og røde nisser og kalder hele molesjavsen for ”Vinter”. Som om det var særlig vinteragtigt at pynte op med guldguirlander, sølvklokker og hvide stjerner. Så la’ da vær’!

En virksomhed er sat i verden for at tjene forbrugerne med, hvad de nu er specialister i at tjene forbrugerne med. Og det er aldrig politik.

Personligt var jeg begejstret, da Den Korte Avis blev skabt i 2012, fordi det er så vigtigt for vores samfundsudvikling at have et bredspektret mediebillede. Alt skal ikke være DR. Faktisk bør meget mindre være DR. Det vil være et gode at have mange meget forskellige medier og alle holdninger repræsenteret i dem.

For mig blev Den Korte Avis stadigt mindre troværdig, ja den blev faktisk irrelevant. Hvis mange andre har det lige sådan, så bliver den også irrelevant som annoncemedie. Ikke fordi den repræsenterer nogle politisk ukorrekte holdninger, men fordi den har for få læsere at eksponere annoncerne til. Det er den ubarmhjertige gang i en liberal medieverden. Det er den udvikling, de annoncerende virksomheder bør tage pejling af. Og det kommer ikke til at betyde en dyt for ytringsfriheden.

Nu vil jeg tage mig den frihed at ytre mig noget mindre et stykke tid. Der skal skrives bog, så jeg stopper som Børsens klummegøj. Men jeg stopper på Frank Sinatra-måden, og så ved man aldrig, hvor mange comebacks og farvel-turneer, der ligger foran.

Året går på hæld, og jeg går med. Det har været en fornøjelse at ytre mig her.

 

Jeg vil have æren tilbage i erhvervslivet

 

Fotocollage: Hanne SindbækDer er i hvert fald et styks klummeskribent, der sidder klar foran fjernsynet i morgen aften klokken 20 nul nul. Ikke at jeg gør mig illusioner om at opleve nogen former for happy end i Bedrag. Ikke for nogen overhovedet. Det er bare ikke den slags dramaserie, DR har lavet. Der er ikke noget med let genkendelige skurke klædt i sort og helte i hvidt. Der er slet ingen kærlighed eller humor. Der er penge, magt, vold og kynisme i en grad, som House of Cards dårligt nok kan hamle op med.

Havde jeg vidst det, var jeg aldrig begyndt på at se den. Jeg troede da, at den rå politimand ville ride ud i solnedgangen med sin syge hustru på en bølge af kærlighed. At den yngre Bagmandspolitimand ville få sin heltindejournalist. At den smukke jurist Claudia ville få gjort en anstændig mand ud af Energreens topchef Sander Søndergren, og sammen ville de gøre verden til et bedre sted.

Men der blev jeg ligegodt snydt. Det startede slemt og blev kun værre, så jeg formoder, det ender sort i sort.

Alligevel ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde i min ros af serien og dens bagmænd; instruktør Per Fly og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gramat. Bedrag burde få snakken om DR’s røde dramaafdeling til at forstumme for en stund. I serien er den lille mand lige så ussel og selvisk som den store. Kvinderne lige så enøjede og magtbegærlige som mændene. Og den ældre “vise” bestyrelsesformand lige så modbydeligt bedragerisk som direktøren. At den sidste heller ikke er en helt, accepterer jeg kun modstræbende, for han spilles af den altid uimodståelige Nikolaj Lie Kaas.

Perlerække af anti-klichéer: Serien er en perlerække af anti-klichéer. For eksempel er den ensomme politi-ulv ikke renhjertet, men forfølger sit eget snæversynede mål om at få “knaldet” dem, han synes er forbryderne. Og han skyr ingen midler.

I Bedrag er det ikke, som klichéen foreskriver, kvinden, der prøver at få sin vilje ved hjælp af sex. Det er manden. Ikke bare manden, men den ultimative mand – magtmanden. Han afviser først den unge chefjurists tilnærmelser med et “Det skal vi ikke det her, Claudia!” Men da hun har opdaget hans bedrag og er i farezonen for at blive fjende, så byder han sig til for at beholde hende på sin side. Hun siger ikke nej, men har sin helt egen dagsorden kørende, og der står ikke hverken loyalitet, ordentlighed endsige kærlighed på den.

En anti-kliché er det også det centrale bedrags epicentrum. Det er ikke den pr definition onde kemikaliefabrik, og det er ikke den kyniske bank. Nej, det er en virksomhedstype, som den brede befolkning ofte opfatter som god, ja nærmest idealistisk. Energreen, hedder den i serien. Navnet i sig selv emmer af miljøforkæmpelse og uselviskhed, og virksomheden skal da også forestille at udvikle og sælge alternative energiforsyningsmetoder.

En temmelig uproduktiv business: Den branche er vor tids alkymister, der kan bilde hvem som helst ind, at hvad som helst kan lade sig gøre, fordi vi så inderligt ønsker, det er sandt. At det grønne også er det gode; at verden vil blive bedre. Så glemmer folk let, at the business of business is business! Hvilket egentlig gør erhvervslivet så dejlig enkelt. Men i Energreens tilfælde er der tale om en temmelig uproduktiv business. Den er at vride penge ud af intetanende investorer, der tror på, at det nye guld – det evige solenergisystem – er lige rundt om hjørnet. Det er den historie, der bliver fortalt op til børsnoteringen.

Før det har Sanders business primært været at vride offentlige penge ud af ikke-eksisterende vindmølleparker. For en type som ham – et menneske uden samvittighed – er det som at stjæle slik fra børn. Skattekronerne er så upersonlige. Ingen tager for alvor ansvar for dem. Det er da helt tydeligt, efter 9 milliarder kroner i virkelighedens verden stille og roligt er blevet sendt ud af landet til folk, der hævdede, at de havde krav på refusion af udbytteskat. “Danmarkshistoriens måske største tyveri har tilsyneladende også været danmarkshistoriens måske letteste,” som der stod i en af de bedste artikler om den historie, der blev bragt i POV.international.

Ingen i skat føler rigtigt ansvar. Men vi, der betaler skatten, er også overraskende large. Mange synes, det er super at støtte sol, vind, og andet, der giver god karma og rar stemning med de fælles midler. Vores egne surt sammensparede skillinger er vi noget mere pernitne med.

Det klaver spiller Energreen virtuost på. Man håber, det kun er tv. At der ude i virkeligheden ville være nogen – bare en eller anden, lige gyldigt om det var en Bimse, en Claudia eller endnu bedre en Nikolaj Lie Kaas – der satte hælene i og sagde: “Nu stopper ploven satme!” At der stadig findes folk med ære der ude. Ja, jeg ved godt, at det er et belastet ord, der kædes sammen med drab og andre macho-modbydeligheder. Men jeg ville virkelig ønske, vi tog ordet tilbage, gav det lidt værdighed og lod det fylde i vores liv. Så var der en chance for, at verden reelt ville blive et lidt bedre sted.

Læs Klaus Riskær Pedersens virkeligt indsigtsfulde anmeldelse og bliv meget klogere på Bedrags mange fortræffeligheder.

Kopier er en gave til møbelproducenter

møbelkopier er en gaveDu har prøvet at få adgang til en hjemmeside, som indeholder materiale, der krænker ophavsretten. Derfor er internetudbyderne blevet pålagt at blokere for adgang til siden.
Orv manner! Sådan må det være at bo i Kina og prøve at komme ind på dekadente vestlige websites.
Jeg er hverken ved at prøve at stjæle de nyeste film eller seneste hits, da jeg møder det helt store STOP-skilt på internettet. Jeg har såmænd bare forsøgt at finde lidt information om, hvad kopier af designermøbler som Ægget, Svanen eller Syver’en koster nu om stunder. Men næ næ næ næ næ det må vi ikke, fy fy skamme skamme fy fy ah ah, slemme slemme fy fy næ næ nix nix, slut forbudt!
Jeg sidder tilbage med ubehagelig en Big Brother is watching you-fornemmelse, og undrer mig over, at lidt træ, stål, polster og læder er så eksplosiv en blanding, at myndighederne må skride ind.
Det kommer sig af en dom, der blev afsagt ved Sø- og Handelsretten sidste år. Fritz Hansen, Louis Poulsen, Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture og Erik Jørgensen – vi kunne kalde dem The Big Five of Danish Furniture Classics – havde sagsøgt den engelske møbelproducent Voga for at sælge kopier af de møbelklassikere, som The Big Five havde ophavsretten til. Ingen bestred, at det var, hvad Voga gjorde. Ingen bestred heller deres ret til at producere møblerne, da det foregik under engelsk jurisdiktion, men de måtte åbent reklamere med dem overfor danskere. Her i landet gælder der nemlig den lov, at møbeldesignerens efterladte beholder ophavsretten til værket i 70 år efter hans død. 70 år! Arne Jacobsen døde i 1971. Det betyder, at indtil 2041 må hans værker som Svanen og Syver stolen kun produceres og sælges af hans efterladte. Det er godt nok at tage møbler meget alvorligt!
Loven er lavet for at beskytte kunstneren/kunsthåndværkeren. Det er både rimeligt og sympatisk, da det er fag, det er rigtigt svært at vride en anstændig månedsløn ud af. I praksis er det dog producenten, der har eneretten, når det gælder kunsthåndværksagtige produkter som møbler.
Under alle omstændigheder er 70 år efter ophavsmandens død virkelig lang tid at beholde monopol på et produkt. Novo Nordisk har 20 år til at tjene deres enorme investeringer i forskning og udvikling af ny medicin hjem. Så udløber patentet og kopiproducenterne kan gå i gang. Og man skulle tro, det var en noget mere omkostningstung proces at udvikle en ny insulintype end en skammel.
I virkeligheden var der nok aldrig kommet væsentlige nyudviklinger som NovoPennen, hvis ikke kopiproducenterne havde åndet virksomheden tungt i nakken. Monopoler udvikler sjældent noget nyt. Det burde de hidsige møbelproducenter tænke lidt over. De skulle være glade for at blive kopieret. Men som alle tykke katte vil de have deres fløde for sig selv i stedet for at jagte mus.
Det må da være interessant for Fritz Hansen at erfare, at et møbel som Ægget kan produceres og sælges med fortjeneste for 7000 kroner i stedet for de 40.0000, originalen koster. Det kunne give inspiration til nye produktionsmetoder.
The Big Five’s frygt for at kunderne køber kopier i stedet for originaler virker ret overdrevet. Det er nogle helt andre købere, der er i kopi-markedet. Selvom Voga åbenbart laver fremragende kopier, så er og bliver det kopier. Min veninde har købt nydelige stole til sit sommerhus der. Det var ikke et valg mellem dem og originalen. De stole bliver aldrig særlig meget værd for hende. Hun synes altid, hun er nødt til at skynde sig at indrømme, at det er kopier, selvom de færreste – om nogen – kan se forskellen. For sådan er det. Handmade Replica Designer Furniture som Voga’s vil aldrig give sin ejer samme potente følelse som en original Fritz Hansen.
I praksis stjæler kopierne ikke markedet – de udvider det. De er gratis reklame for de fine gamle designerting. I stedet for at bruge penge på at bekæmpe de anstændige blandt kopisterne ved domstolene, kunne The Big Five tjene penge på at lade andre lave deres version af originalerne. Ligesom det er helt legitimt i musikbranchen at lave covernumre af andres hits. Nogle gange bliver covernummeret endda større end originalen. Hvem kendte for eksempel til Dolly Parton-sangen I will always love you, før Whitney Houston tog sig kærligt af den. Det tjente Dolly Parton enorme summer på, så det var ren win-win.
Faktisk kopierer Fritz Hansen og de andre i The Big Five også hver eneste dag. Det er bare sig selv, de kopierer. Det var måske bedre at overlade en del af den scene til kopister og fortolkere og fokusere på at forblive originale.

Der skal mere end to til en finanskrisetango

IMG_0070Var en smut i biffen forleden for at se ”The Big Short”, filmatiseringen af den anerkendte finansjournalist/forfatter Michael Lewis’ bog af samme navn. Den er glimrende, og det er imponerende, at det er lykkes Adam McKay at lave en film om finanskrisen, der ikke er spor søvndyssende.

Skurkene er de samme som altid i finanskrisehistorierne: Banker og realkreditinstitutter. Filmen giver dog også et velrettet skridtspark til ratingbureauet Standard & Poor’s, der var lige lovlig generøse med at AAA-rate dårlige obligationer.

Det nye er heltene. De er pillet ned fra en yderst overraskende hylde. Det er ikke en journalist. Det er heller ikke den enlige ærlige politiker, der går op imod systemet. Næh, heltene er dem, der i alle andre film utvetydigt har rollerne som skurke. Heltene er nemlig spekulanter. Hvem havde set det komme?

De er oven i købet spekulanter af den mest udspekulerede slags. Det er ikke oliepriser eller virksomheder, de sætter deres penge i. Næh de satser alle deres penge på, at det amerikanske boliglånsmarked kollapser totalt. Det er sørme en ny type helt.

Det hjælper selvfølgelig på troværdigheden, at spekulanterne spilles af stjerner som Brad Pitt og Christian Bale, men det er alligevel flot klaret, at publikum accepterer præmissen.

”En lille flok outsidere så, hvad ingen andre kunne se,” hævder filmen. Det står til troende i den forstand, at de virkelige personer bag historien faktisk tjente enorme summer på deres spekulation. De så, der var noget råddent i gang, siger filmen. Jooo, tjaaa bom bom. De så vel mest af alt et lukrativt hul i markedet, og satsede deres penge på en helt vanvittig ide. Man skal ikke have plejet meget omgang med økonomer og andre i tradingmiljøerne for at vide, at der er lige så mange dommedagsprædikanter i den branche, som der er blandt økologer og Jehovas Vidner. De studerer markedet til de er blå i hovederne og kommer op med nye vilde forudsigelser af, hvor og hvordan markedet crasher næste gang. Det er deres ting. De elsker at spekulere i usandsynlige scenarier, og en ganske sjælden gang imellem har de ret. Det var vel ret beset, hvad der skete for de ”heltemodige” spekulanter i filmen.

Det er fascinerende at opleve, hvordan det lykkes at gøre mænd, der tjente uhyrlige formuer på sammenbruddet og dermed mange andre mennesker ulykke, til helte. Det er faktisk helt forfriskende. Det ville også være dejligt, hvis den anklagende finger ikke altid stod og dirrede foran bankerne, men i stedet blev drejet lidt rundt i kredsen mod os alle sammen. Der skal meget mere end to til en finanskrisetango.

Nu er jeg selv en kende udfordret på økonomiforståelse. Derfor var det ikke så overraskende for mig dengang i de vilde 00’ere, at jeg ikke begreb en fløjtende fis af, hvad der foregik. Fornuftige mennesker med fornuftige huse købte pludselig store biler og båd. Det havde de snildt råd til, forklarede de, fordi de havde lånt i den store friværdi i deres bolig. Jooo, men et lån er og bliver vel et lån eller hvad? Næh faktisk ikke. Vanviddet blev toppet op med det afdragsfrie lån. Det kunne jeg så glo endnu mere måbende på: Et lån man ikke betalte tilbage på! For en husmorøkonom som mig lignede det et skråplan. Og det var jo også. Måske det er sådan en som mig, der bliver helten i den næste Hollywoodfilm om den næste krise.

I hvert fald har jeg udviklet en teori for, hvordan man kan spotte, hvad der er under opsejling. Min teori skal selvfølgelig ikke tages særlig alvorligt. Den kommer trods alt fra en person, der har begrænsede regnefærdigheder med fra skoletiden. Jeg var jo en pige, og sådan en har kun X-kromosomer. Drenge har der imod både et Y- og et X-kromosom, hvorfor de har de naturlige forudsætninger for at lave ligninger med to ubekendte. Det var i hvert fald efter det princip, min regnelærer doserede sin opmærksomhed.

Men alligevel… jeg giver et skud. Kriser så store og vidtrækkende som den i 2008 er en form for naturfænomen. Det kommer i bølger, starter småt og bygger op over tid til det rammer med en tsunamis kraft. Det er millioner af menneskers fjollede grådighed og eventyragtige opfattelse af verden, der er årsagen. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det som regel også løgn. Det har de færreste lyst til at tænke på.

Nogle bølger bliver så store, at de får altødelæggende tsunamiagtig karakter. Det havde det i 2008, i 1980erne og for den sags skyld tilbage i 1929. Ville det have været rart, at kunne spotte det på forhånd? Det tror jeg nok lige. Her kommer så et godt tip: Følg med i kunst og mode! Der afspejles det tydeligt, hvor på bølgen vi befinder os. Når det blvier rigtigt crazy, er det på tide at gå kontant. Da Krystle’s skulderpuder ikke kunne blive bredere og Alexis’ hår ikke højere, da gik det ad pommern til i 80’erne. Og i 2007 kom Damien Hirst med sit diamantbesatte menneskekranium. Det var faktisk et tegn, der ikke var til at overse.

Næste nye type filmhelt må helt klart blive en husmodersnusfornufttype, der på helt rette tid råber: ”STOP! Læg det creppejern, smid skulderpuderne og træd tre skridt væk fra den neonfarvede lycrabluse!”

Brug pæren når det klør i lovgivningsfingeren

”Pæne pærer? Alle vores pærer er da pæne!” Jeg kunne se på ekspedienten i byggemarkedet, at han godt selv vidste, han løj. Det var det tredje sted, jeg havde ledt efter el-pærer, der var til at holde ud at se på, både når de var tændt og slukket. Det bedste bud var mærket Vintage, som var en nostalgisk serie efterligninger af Edisons gode gamle glødepærer. De var fine at se på. Desværre var det helt minimalt, hvad de gav af lys.

Det er alligevel vildt at tænke på, at her tre år efter det totale forbud mod glødepæren, er der stadig ikke kommet et lysende godt alternativ. Bevares der er kommet rigtig mange mere og især mindre spændende bud, men jeg er næppe den eneste, der har spildt rigtig mange penge på pærer, der gav for lidt, for meget, for deprimerende lys eller gik i stykker på nul-komma-dut.

Det burde den lovgivende klasse tænke lidt over. (Den omfatter både lovgiverne og dem, der lobbyer for lovgivning).

Intentionen var nobel. Der kunne spares voldsomme mængder energi, hvis alle i EU skiftede til sparepærer, og man regnede med, at et forbud ville presse producenterne til at udvikle noget nyt og godt.

Tænk, hvis man gjorde det samme med biler og besluttede, at fem år fra nu er det forbudt at køre i benzindrevne personbiler! Så ville vejene være fyldt med elbiler, og hovedparten af dem ville stå stille.

Jeg har over sommeren fulgt en Facebookvens glæder og især sorger over sin nyerhvervede el-bil. Om hvordan det koster hende 120-195 kroner blot at holde på den parkeringsplads i København, hvor hun kan oplade bilen i de 8 timer, det tager. Om hvordan en fuld opladning kun giver halvanden times kørsel. Om hvordan rækkevidden halveres, hvis hun hører radio. Nu er hun træt og går tilbage til benzinbilen. Det er godt, hun har den mulighed. Det har vi lysfølsomme elpærekunder ikke.

Helt uden hjælp fra forbud er der alligevel udsigt til, at meget bedre el-biler kommer på markedet. Tesla’en har åbenbart løst en del af problemerne. Den kan køre op mod 500 km på en opladning, og er man i nærheden af en af Tesla’s superchargere, tager det minutter ikke timer at blive klar igen. Bilen ser oven i købet laber ud og kan accelerere fra 0 til 100 km/t på tre sekunder. Så koster den også på den smertefulde side af en halv million kroner. Men den er der. Den dur. Og den bliver stadig mere almindelig i gadebilledet. Mon ikke en del af Tesla’ens nye teknologier vil blive overført til biler, der kan produceres til en mere folkelig pris? Jeg tror det.

Tesla’s udvikling er drevet af vor tids Edison, Elon Musk. For 125 år siden løste Edison en mængde problemer og gjorde strøm alment brugbar ved de produkter, hans virksomhed General Electric udviklede. Der var ikke meget ved at have opfundet glødepæren, hvis ikke der var elværker, der kunne forsyne brugerne med strøm. Derfor udviklede han også kraftværker. Elon Musk’s vilde ambition er at lave kolonier på Mars. Så han opfinder og udvikler på livet løs: Raketter, rumfartøjer, solenergisystemer. I slipstrømmen af de mange ideer kunne nogle bruges i en mere almindelig jordelig hverdag. I bilen som er opkaldt efter Edisons skarpe konkurrent, opfinderen af vekselstrømmen, Nikola Tesla.

Det ville være dejligt, hvis flere så lyset, og gav mere plads til folk med visioner om at skabe nyt og mindre til dem med visioner om at skabe forbud.

De fleste af os er faktisk finansielle analfabeter

Jeg ville rigtig gerne komme med en fiks og færdig mening om det græske kaos, men jeg har desværre ikke nogen. Jeg overvejer inspireret af en mine facebookvenner at udskrive min egen personlige folkeafstemning og beslutte at stoppe med at svare enhver sit. Så vil jeg imødese en invitation til forhandling om henstand og hjælpepakke. Gerne inden Irma lukker.

For mig virker det som om, kernen af problemerne er økonomisk ansvarlighed og mangel på samme. Det har jeg til gengæld en mening om, for dét refræn er ikke kun et makroøkonomisk hit. Det genkendes helt ned på det mikroøkonomiske parcelhusniveau. Der, hvor bankernes renter altid er urimelige, forsikringsselskaberne tager fusen på én og naboens græs generelt er grønnere.

Sagen er den, at for langt de fleste af os er det med økonomi noget, vi prøver at sjusse os frem til, når vi pludseligt tvinges til at være voksne. Vi ved stort set ikke mere om det, end at vi får en løn for vores arbejde, en del forsvinder på uforståelig vis i det offentliges skattekiste, mens vi fokuserer på, hvordan vi med størst fornøjelse kan bruge resten. De fleste af os er faktisk finansielle analfabeter.

”Grunden til at folk har problemer med økonomien er, at de har brugt masser af år i skolen uden at lære noget som helst om penge. Resultatet er, at folk lærer at arbejde for penge, men de lærer aldrig at få penge til at arbejde for dem.” Sådan siger forretningsmand og investor Robert T. Kiyosaki. Han har skrevet bestselleren Rich Dad Poor Dad, som jeg varmt vil anbefale til alle, der har noget med folkeskole og ungdomsuddannelse at gøre. Den fortæller om, hvordan det hverken er hvor meget, man tjener eller hvor høj en uddannelse, man har, der er afgørende for om, man kan blive økonomisk uafhængig. Det handler om at sætte sig ud over sin finansielle ordblindhed og sætte sig ind i pengenes sande natur og lære at investere. Stille og roligt.

I skolen lærte vi ingenting om den slags. Men vi lærte at lave hjerter i flødesovs og bøje tyske verber – ting der for mit eget vedkommende ikke har haft den helt afgørende indflydelse på min livskvalitet. Det har det til gengæld haft, at vi intet lærte om at holde styr på vores egne penge, om aktiver og passiver, og hvordan vi kunne blive rigere og friere ved at tage ansvar for det selv.

Jeg har tjekket listen over folkeskolens fag, og det er ikke blevet anderledes. Man har færdselslære, filmkundskab og fransk, men ikke en eneste time i, hvordan økonomien virker, og hvordan man styrer den.

Man kan spørge, hvad der er vigtigst for at kunne klare sig i en moderne globaliseret verden – at kunne læse Sartre på originalsproget, at kende Stanley Kubricks filmografi eller at forstå og styre sin egen økonomi?

Folkeskolen skal ifølge sin formålsparagraf ”forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Man burde lave den tilføjelse, at den skulle lære eleverne at klare sig selv – også når det kom til det økonomiske. For nu står vi som i vittighedstegningen, hvor en mand kigger stolt ud over sin virksomhed og siger til sin voksne søn: Jeg har lært at klare mig selv! Hvorpå sønnen replicerer: Kunne du så ikke lige lære mig det også?

Er der nogen, der gider oversætte den til græsk?

Magtværk eller makværk– dårligt udsyn fra elfenbenstårnet

Stå aldrig til søs, lad de andre stå, så ender du med kors og bånd og stjerner på.

Jeg kom til at tænke på den sang, da jeg læste den nys udkomne Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet. Ifølge den er Lars Nørby Johansen den næstmest magtfulde mand i Danmark.

En analyse med den konklusion sidder nok ikke lige i skabet. Det tror jeg, de fleste af denne avis’ læsere vil være enig med mig i. Alle Lars Nørby Johansens kvaliteter ufortalt, så er han næppe den, der har sat de mest tydelige aftryk på vores samfund. Hvem er så den mest magtfulde, spørger I? Det er Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal 2003-2012. Det var jo ham der… eller var det ham med… Nej, jeg kan ikke komme i tanke om en markant forandring, der bærer hans navn.

Det vil nok glæde Børsens læsere, at erhvervsledere scorer enormt højt. Næsten halvdelen af de 423 på listen over magtfulde danskere er erhvervsledere. De øvrige i top 10 er: Jørgen Mads Clausen (5), Sten Scheibye (6), Thomas Hofman-Bang (7) og Peter Schütze (8). Og de har da også alle sammen lavet ting om – i deres egen virksomhed.

Problemet med denne undersøgelse er, at den bygger på den populære antagelse, at man får magt ved at omgås andre, der har magt. Underlægningsmusikken er tydelig: Eliten mødes i deres netværk og bestemmer Danmarks fremtid. Bogen overser helt det faktum, at virksomhedsledere uhyre sjældent trækker på samme hammel. De er fuldt fokuserede på deres egen virksomhed og dens bundlinje. Det bliver en smule komisk, når bogen hævder, at Dansk Supermarkeds Per Bank ændrer indholdet af vores indkøbskurve. Og det er netop kernen af problemet i forhold til at måle erhvervsledernes magt. Nok har Per Bank magt til at beslutte, hvad kunderne skal tilbydes i Dansk Supermarked. Men beslutter han forkert, så straffes han omgående af kunderne, og derpå skrider hele hans magtbase. Sådan er det med langt de fleste virksomhedsledere. Det siger faktisk sig selv, men når man sidder i et elfenbenstårn på universitetet, kan man bevare myterne og åbenbart føle sig fri til at hævde, at en topdirektør i Mærsk kan påvirke skattelovgivningen mere end skatteministeren! Sådan kan man også komme omkring den lidt uheldige og indlysende fejlagtige konklusion, at politikere ikke har så meget magt. Kun 35 politikere er på listen og den mest magtfulde blandt dem skulle være Københavns overborgmester Frank Jensen (nr. 104) og nummer to Bendt Bendtsen (nr. 131). Den lader vi stå et øjeblik.

Netværk giver ikke magt. Det giver allerhøjst synlighed overfor dem, der beslutter hvordan magtfulde poster skal besættes. Man sidder ikke i alle disse netværk for at lave noget om. Man sidder der for at være en del af eliten. Ønsker man at blive ved med det, skal man ikke rokke båden. Hvem husker ikke den succesfulde Nykredit-topchef Mogens Munk Rasmussens (nr. 111) korte karriere som bestyrelsesformand for Danmarks Radio. Han troede, han skulle forandre den store tunge statsinstitution. Men der tog han fejl.

De fleste af dem, der faktisk laver noget om i samfundet, har ikke tid til at pleje alle disse formelle netværk. Derfor figurerer navne som Pia Kjærsgaard, Lars Larsen, Janus Friis og Lars Seier Christensen slet ikke på listen, selvom de har sat et tydeligt præg på Danmark. De har simpelthen haft så travlt med at bruge deres magt, at det har udelukket dem fra en plads i magteliten – på papiret.

Post eller kolera

”Post Danmark tjener næppe penge på Coop-aftale.” Den overskrift havnede i mit newsfeed forleden. Baseret på mine oplevelser i sommerlandet i år vil jeg sige, at det lyder sandsynligt. Set fra Tuse Næs virker det som om, Post Danmark ikke har fundet sig til rette i en kommerciel rolle. Til gengæld har virksomheden helt droppet at værne om sin gamle kernekompetence: Udbringningen af post.

Jeg har benyttet mig af den fine service at flytte min postlevering til sommerhuset. Til min forbløffelse er det åbenbart en garanti for, at man ikke bliver forstyrret overhovedet. Ingen regninger, ingen rykkere og heller ikke nogen af de breve, jeg ved, er blevet sendt af sted i min retning. Intet kommer frem til sommerlandet. Til gengæld drypper der nu og da lidt ind i postkassen på hjemadressen.

Min klage på postens hjemmeside fører ikke til noget, så jeg ringer op. Efter en ventetid, der ikke er urimelig, hvis man alligevel ikke har noget at give sig til, får jeg en venlig kvinde i røret, der godt kan se, adressen er ferieflyttet, men hun kan altså ikke gøre noget ved, at posten ikke kommer frem. Jeg kan praktisk taget høre, hun trækker på skuldrene. Hun kan nævne det overfor de to involverede posthuse. Det er alt. Det sker der så heller ikke noget ved.

Jeg tænker med længsel tilbage på dengang, hvor skuldertræk over manglende post bestemt ikke var en del af Post Danmarks vokabularium. I regn og slud i sne og frost, skal posten ud, når man er post, som de sang i ”Vinterbyøster”. Sådan er det ikke mere. Posten har fået andre interesser. For eksempel at køre de omtalte pakker for Coop. Om de faktisk kan tjene på det, må tiden vise. Om de er gode til det, kan jeg allerede svare på: Det er de ikke.

Jeg får nemlig mine Irma-varer kørt ud i sommerlandet. Sidste år var det en privat vognmand, og det fungerede upåklageligt. Stor er min overraskelse, da Postbilen i år triller op ad indkørslen og begynder at hive Irma-kasser ud. Overraskelsen skyldes både, at det er posten, der kommer med varerne, men ligeså meget tidspunktet. Jeg har bestilt levering efter 12, men klokken er kun 10. Jeg spørger postbuddet, hvordan det kan være. Jooo, hun mener, hun ligeså godt kunne tage det med, når hun alligevel skulle ud med post. Det er sådan set da rigtigt nok. Bortset fra at det er helt forkert, fordi kunden har bestilt noget andet.

Det der med kunder, det har posten ikke helt vænnet sig til. Det er som om den gamle etatskultur klæber til virksomheden, og forhindrer den i at tage de skridt, der skal til for at virke i den nye markedsorden. Jeg får mine varer, når det passer posten. Og jeg får også en – mild, bevares – irettesættelse, da jeg afleverer hele tre kølekasser, der skal retur til Irma. Jeg kan vel se, bilen ikke er ret stor, så jeg må ikke aflevere så mange på en gang. Og det kan jeg da godt se. Jeg kan også se min hidtidige overstadige begejstring for Irma-lige-til-døren sive ud af min kundekrop. Jeg føler mig sendt direkte tilbage til skranke-pavinden på posthuset i 1990erne. Men i det mindste borgede hendes løftede pegefingre for, at hun nok personligt skulle se til, at posten kom ud til tiden.

Nu er Post Danmark hverken en etat eller en velfungerende kommerciel vareudbringningsvirksomhed. Det er blevet et valg mellem post og kolera.

Gid man ku’ klone Ulrik Garde Due

Kunne man klone Georg Jensens topchef, Ulrik Garde-Due, ville det være en stor gevinst for dansk eksport. Det er hans skyld, at man igen kan bruge ordet kunstindustri uden hverken ærbødighed for det kunstneriske eller flovhed, fordi det er en taberbranche. Han har fundet formlen, der har trukket virksomheden væk fra de røde tal, og bevist man kan tjene penge på design uden at gå på kompromis med integritet og kvalitet. Se blot på Grape-ringen.

Kunstindustri. I 1980erne og 1990erne lagde man mest vægt på ordet KUNST. Det betød en vis ærefrygt, så ledelsen fyldte hellere lagrene end indrømmede overfor de følsomme kreatører, at “værkerne” ikke solgte. Da Axcel købte Royal Scandinavia af Carlsberg i 2001, var der lagervarer for 1,7 mia. kr. – heraf var der for 350 mio. kr. Georg Jensen-varer.

Med kapitalfondens indtog kom 10 år med vægten lagt på ordet INDUSTRI. Den kunstneriske fims blev luftet ud, for nu skulle der industrialiseres. Produktionen med de dybe rødder i den danske muld blev kastet rundt og ud i verden, for det kunne da være fløjtende lige meget hvor og af hvem, de ærkedanske produkter blev lavet. Kapitalfonde forstår sig ikke på kultur. De forstår sig på regneark, finansiering, managemt og udviklingsplaner. Derfor blev produktudvikling en by i Thailand. Når noget nyt skulle på markedet – og det skal det hele tiden i den branche – så lavede man noget, der var mere af det, som solgte godt sidste år og spicede det lidt op. Hos Georg Jensen blev det til et par år, hvor man mudrede alle de gamle smykker og ure til med diamanter. Det havde jeg en holmgang med den daværende direktør om. Han sagde, at nu skulle Georg Jensen være et alternativ til Tiffany og Cartier. Se det er noget, en kapitalfond kan forstå. Tiffany f.eks. havde en omsætning på tre mia. dollar i 2010.

Kunder ved sjældent, hvad de vil have, men de ved, hvad de ikke vil have. Og de ville bestemt ikke have Georg Jensen pimpet op med diamanter. Ganske vist havde man vænnet sig til røde tal, men underskuddet kom helt ned på 42 mio. kr. og noget måtte gøres. Axcel fyrede direktøren og hyrede en ny. Og jeg skrev en ublu hvad-sagde-jeg-klumme.

Hørte jeg nogen hviske forlegent: Hvem er denne Ulrik Garde Due? Jamen for hulan da! Kom lige ind i kampen! Ulrik Garde Due er manden, der har gjort det umulige og genrejst Georg Jensen til fordums storhed og fremtids vækst. Han har samlet ordene KUNST og INDUSTRI, der stod og råbte ad hinanden i det harmoniske og profitable ord, kunstindustri.

Det ikoniske produkt. Og hvordan har han så gjort det? Hmmm… Jeg kan bedst forklare det ved at pege på genistregen Grape-ringen. Jeg så den selv første gang i december 2010, en måned efter den var blevet lanceret i fire Georg Jensen butikker ude i verden, og jeg var med det samme ét stort JA – Sådan! Den ramte I lige i r…., som man siger på fransk. Det var 100 procent Georg Jensen classic og 100 procent topmoderne. Den reaktion var jeg ikke ene om. Der var optimistisk produceret 1000 ringe, og sendt ud til de fire butikker. De var udsolgt på halvanden måned. Grape-ringen blev omgående og er stadig et must-have blandt modefolk og trendsættere. Det er der ingen Georg Jensen-direktører i nyere tid, der har troet på et sølvsmykke kunne opnå. Grape-ringen og -seriens fødsel er resultat af af lang tids søgen og arbejde med at udvikle “det ikoniske produkt”. Den ting, der kunne stå som essensen af Georg Jensen 20 år frem i tiden.

Rummeligheden. “Ok, så han har ramt rigtigt én gang – et lykketræf kan alle jo komme ud for,” tænker nogen måske her. Men sådan forholder det sig ikke. Siden Ulrik Garde Dues ansættelse er der ikke kommet en eneste svipser fra Georg Jensen. Og det er ellers et designfirma, der har mange forskellige produkter i mange forskellige stilarter i kataloget. Alligevel er der kommet en lind strøm fra alle produktkategorierne, der allesammen har været rigtige. Julepynten er et eksempel. Til trods for, at det altid har været en cash cow i Skandinavien (det blev nemlig ikke solgt andre steder), ønskede de tidligere Georg Jensen direktører brændende at udskille “det der julekrams”, som en af dem kaldte det, fordi det ikke passede ind med de fine smykker og sølvting. Ulrik Garde Due gik den modsatte vej og besluttede sig for at rumme det. Sidste år kom så en serie julepynt, Johanne, der kunne være skabt af den oprindelige Georg Jensen selv i begyndelsen af 1900-tallet, og med den gav det hele pludselig mening: Georg Jensen er kringlet art deco, for det er der man kommer fra. Med det som den faste grund under fødderne, kan kollektionen meget nemmere rumme elementer fra de forskellige stilarter, der er blevet arbejdet med gennem tiden. Og så er der for øvrigt blevet ryddet grundigt op og sorteret fra i den del af forretningen. Georg Jensen var blevet en smykke- og urvirksomhed, men nu rummer den hele produktpaletten fra de store sølvarbejder til glaskander og stålfade. At det fungerer kan man se, hvis man aflægger butikkerne et besøg.

Identificeret kerneværdierne. For at finde ud af, hvor man skal hen må man vide, hvor man kommer fra. De kerneværdier, Georg Jensen bekender sig til, er udsprunget af arven efter de dygtige håndværkere og innovative designere, der startede virksomheden og førte den frem. Integritet, Autencitet og Førsteklasses Håndværk. Det er det, Georg Jensen handler om, og det er det virksomhedens ansatte arbejder ud fra nu.

Systematisk brug af bagkataloget. Georg Jensen arbejder med mange forskellige designere, men de bliver alle sendt en tur i arkivet for at forstå brandet og for at lade sig inspirere. Mange af de nye vellykkede produkter, der er kommet til de senere år, er opdaterede, moderniserede versioner af historiske arbejder.

Georg Jensen stammen. Man har droppet at aldersdifferentiere forbrugerne. Georg Jensen-kunder er ud af samme en stamme og her er det ikke alder eller nationalitet, der spiller ind. Selvom man er bedstemor vil man se smart og moderne ud.

Funky by association. Ulrik Garde Due og hans håndgangne mænd og kvinder har en fabelagtig evne til at spotte, hvad der bliver cool, før vi andre ser det. Virksomheden går i samarbejde med cool personer og brands fra the funky forefront og får cool + cool til at blive übercool. Det gælder samarbejdet med tøjdesigneren Ole Yde, sangerinden Oh Land og senest broderikunstneren Inge Jacobsen.

Dansk – men internationalt. Ulrik Garde Due har brugt nogle af de samarbejdspartnere, der hjalp ham med at give Burberry nyt liv. Internationale sværvægtere som reklamebureauet Lipman i New York står for kampagner, den britiske arkitekt, Mark Pinney, har skabt et helt nyt og alligevel klassisk univers i Georg Jensens butikker, og  Diane Gatterdam, der er lidt af en guru inden for Visual Merchandising, har givet et ordentlig skub kvalitetsmæssigt til at sætte Georg Jensen produkterne ind i en sammenhæng, der er ærkedansk på en måde, der har global appel.

Det er nogle af de elementer, der tilsammen har givet Ulrik Garde Due succes med at gøre Georg Jensen til et internationalt hot brand. Men det allervæsentligste er et sikkert blik for det autentiske design. Det kan ikke læres. Det er summen af alle hans erfaringer fra Burberry, Cerruti og Celine kombineret med et medfødt talent for at genkende et godt design, når han ser det. Og der bliver ikke sluppet noget ind på produktpaletten, han er i tvivl om.

Så er der nok nogen, der tænker; ja ja manden kan noget med mode og har sans for æstetik – det er jo meget sødt, men show me the money! Så vil jeg da lige næve, at Ulrik Garde Due sandelig ikke er for fin til at plukke en lavthængende frugt, når det falder for. Hans første initiativ var at relancere den populære emaljeblomst, Daisy’en, i mange farver. Som han sagde til mig i et interview dengang: “Vi diskuterede da meget, om den er et stærkt nok udtryk for det formsprog, vi skal stå for i fremtiden. Den er lige på grænsen. Vi gjorde det, fordi det er en national blomst, og den har været så stor en succes herhjemme, så der var en mulighed for at lave en quick win.”

Det er på sin plads at nævne, at Georg Jensen altså gav et solidt overskud i kriseåret 2010 på ca 10 procent af omsætningen. 83 mio. kroner ud af 847 mio.kr. Der er ikke noget, der tyder på, at 2011 kommer til at skuffe. To år i træk med sorte tal er en sensation i en virksomhed, der var lige ved at blive forkælet ihjel af sin forrige ejer, og som derpå fik en, der intet anede om kultur men fik en appelsin i sin turban, da de hyrede Ulrik Garde Due.

Hvis han blev klonet, kunne vi både opnå en balance i ordet, kunstindustri, så det var lige så meget kunst som industri, og det kunne gå hen og blive en glimrende forretning med afkast til aktionærer og et boost til at brande alt det danske. Hvad kunne B&O, Fritz Hansen, Royal Copenhagen, Holmegaard og Louis Poulsen ikke drive det til, hvis de fik hver deres Ulrik Garde Due?

Det ville ikke bare blive en danish design-bølge verden over, men en danish design tsunami.

 

©Hanne Sindbæk

Niels Due Jensens karakterselvmord

”Spørgsmålet er om al hurlumhejet omkring Lars Kolind ikke skygger for det virkelige ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?”

Det har nok ikke været den bedste måned i Lars Kolind erhvervsliv. Kritikken er haglet ned over ham siden bogen ”Arvtageren” udkom i midten af november og blotlagde forløbet, da Niels Due Jensen blev presset til at forlade Grundfos’ koncernbestyrelse og i stedet indtage den mere nestoragtige rolle som formand for ejerfondens bestyrelse.
Han er blevet kåret som ”ugens taber” i Berlingske Business, hvis seniorkommentator supplerede med at mene, at ”manglende realitetssans fældede Grundfos-formanden”. Samt at Lars Kolind havde brudt den væsentligste regel og taget en intern konflikt og gjort den ekstern. ”Det er en eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt,” skrev Jens Chr. Hansen. Også den estimerede CBS-professor Steen Thomsen var i den grad ude med riven efter Lars Kolind. Han kaldte det i en kronik i Børsen et forsøg på karaktermord og skrev skråsikkert, allerede inden bogen var udkommet, at Lars Kolind burde gå af.

Spørgsmålet er, om ikke alt hurlumhejet omkring Lars Kolind skygger for det helt centrale ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?

Birgitte Erhardtsen har ganske vist bevist, at hun kan skrive virkeligt gode og læseværdige bøger. Hun har nemlig fire af slagsen bag sig. Men det er ikke biografier om nydelige blåt-er-altid-pænt topchefer i C20-klassen. Det er dels to business-thrillers, Bristepunktet og Barbarerne, der er mere eller mindre opdigtede historier om skyggesiderne i erhvervslivet. Og så har hun lavet to fakta-bøger, der er fortællinger fra dansk erhvervslivs kulørte og odiøse overdrev. Det gælder Milliardærklubben, der handler om en gruppe guldflipperes forretningspartnerskab. Og det er portrætbogen Erik Damgaard om IT-milliardærens storhed og fald.

I sit journalistiske arbejde på Berlingske Business er Birgitte Erhardtsen terrieren, der bider sig fast i en historie og ryster kilderne, indtil nogle lunser af de ubehagelige sandheder ryger af. Senest har hun oprullet krigen i en anden af landets store erhvervsfamilier, Færch-familien.

Det var altså hende, Niels Due Jensen insisterede på, skulle skrive hans biografi. Man fristes til at citere de ovenstående Lars Kolind-kritikere og spørge, om det var ”manglende realitetssans” og en ”eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt”?

Det kunne have været et udtryk for en modig erhvervsleder, der ønskede hver sten vendt og sandheden frem om ham selv og sit imperium. Ligesom Apples Steve Jobs, da han bad Walter Isaacson skrive sin biografi, og den bestemt blev ikke specielt smigrende for Jobs – til gengæld blev den formentlig specielt sand. Sådan var det ikke med Niels Due Jensen, for han blev rasende og undsagde bogen offentligt.

Så er det, man må spørge, hvor kæden er hoppet af. Man kan sige sig selv, at en journalist af den klasse og kaliber vil kigge efter skeletter i skabe, snavs under gulvtæpper og uro i ledelsesgrupper. Og hvis hun er dygtig og erfaren som Birgitte Erhardtsen, så vil hun finde noget. Hvordan det kan komme bag på Niels Due Jensen er en gåde. Det kunne tyde på, at han er vant til at bevæge sig i en verden, hvor hans ord er lov og hans vilje gældende. I sådan en verden kan det være svært at forestille sig, at der er nogen, man ikke kan styre. Og så er det, man glemmer at lave sit hjemmearbejde og undersøge hvem, det er, man inviterer ind i den inderste kreds. Derfor står der pludseligt en kritisk erhvervsjournalist med en passerseddel fra topchefen.

Det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at bogen skulle skrives, og det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at den skulle skrives af Birgitte Erhardtsen. Han bad alle omkring sig tale med forfatteren og hjælpe hende med arbejdet med bogen. Det giver ikke Lars Kolind megen mulighed for at udvise den diskretion, erhvervsparnasset hylder så højt i disse uger. Når han så sidder der med forfatteren, og hun ikke kun spørger efter heltehistorierne om Niels Due Jensen (og dem er der ved grød flest af i bogen og i virkeligheden) men også om det, der gør ondt; hvad skal Lars Kolind så gøre? Skal han lyve? Det ville ikke stemme overens med de værdier, både Kolind, Due Jensen og Grundfos deler og besynger, f.eks. ”Open and trustworthy – In Grundfos we do what we say, and we say what we do. Our communication is open and honest among ourselves and with the world around us. We put the facts on the table – also when it is not pleasant.”

Man skal huske, hvem der har sat Birgitte Erhardtsen i den stol overfor Lars Kolind og har bedt ham svare på hendes spørgsmål. Så må man vel konkludere, at der ikke så meget er tale om et forsøg på karaktermord som et gennemført karakterselvmord.

 

©Hanne Sindbæk