”Hvis du har et kvalificeret budskab, skal du ikke pakke det ind i madpapir”

img_0816

Egentlig var det Rolex’erne, der trak. Det var det da. Enhver fest, hvor man med rund hånd drysser ure ud i 40.000-kroners klassen, må være værd at skrive hjem om. Det var to år siden, Eric Rylberg første gang fortalte mig om den årlige event, hvor de bedste ISS-ledere bliver fejret med dyre ure, B&O-anlæg og rejsegaver i et overflødighedshorn af show, hvor man også har kunnet opleve den samlede direktion give den actiongas i rollen som James Bond-agenter eller russiske mafiosoer.

Så jeg havde plaget om at komme med. Han var ikke meget for det, Rylberg, for Senior Executive Conference, SEC, som det hedder, er et yderst internt arrangement, hvor de formelle taler fra scenen og de uformelle i baren afslører forretningshemmeligheder, konkurrenterne ville være ret tilfredse med at læse om i avisen. Men persistancy prevails, vedholdenhed vinder (koncernchefens yndlingsmotto) – i år kom jeg med.

De fem foregående år har Bella Center været rammen om arrangementet, men SEC 2006 var flyttet til Lissabon, ”for vi kan jo ikke blive ved med at lade vores asiatiske kolleger gå og fryse i København.” Og jeg skal da heller ikke klage. Der var dejlig varmt i begyndelsen af juni. Det skulle også være en smuk by. Det ved jeg så ikke så meget om, for når de store C’er; CEO’s, COO’s, CFO’s, fra hele verden mødes, spilder man ikke et minut. Et tæt pakket program skal sørge for, at de både får frisket strategien op, udstukket målene, lært noget nyt af de eksklusive eksterne talere, får netværket og stjålet ideer fra hinanden og får styrket alt det, man kunne kalde de immaterielle værdier: Kulturen, sammenholdet, vindermentaliteten – at man kort sagt bliver malet ISS-blå fra top til tå.

 

Forlad ikke ISS – du fortryder

Sidder i en malerisk slotsruin på toppen af et bjerg med udsigt ud over Lissabon. Gøglere og tjenere klædt i 1600tals tøj vimser rundt, buffeten er overdådig, sceneriet er magisk, og det her er kun den første og den uformelle af de tre SEC-middage. Sludrer med Luis Andrade, om hvem der kan siges meget. Det bliver der givetvis også, for han er en ISS-stjerne og en stor personlighed, hvis varme udstråling kun overgås af størrelsen på han moustache. Han er landechef for ISS Portugal, og ved siden af styrer han så også lige ISS’ indtog i Sydamerika, dvs. foreløbigt Brasilien, Chile, Argentina, Uruguay og Mexico. Han er medlem af de to mest eksklusive ISS-klubber; Rolexklubben og Breitlingklubben. Rolexklubben består af tre personer, der hvert år siden SEC’s start i 2001 har gjort sig fortjent til et Rolexur ved at være en star-performer og nå et E=MC2 tal over 36. Formlen er Rylbergs opfindelse, og er en måde at måle landenes økonomiske præstationer på. Breitlinguret er Rylbergs personlige påskønnelse af en ISS’er, der betyder noget helt usædvanligt for virksomheden og for ham personligt. Det er Breitlinguret, Luis Andrade bruger, selvom han først syntes, det var alt for flashy.

”Nu går jeg med det hver dag, for jeg har fået det i respekt af en mand, jeg selv respekterer højt,” fortæller han. Andrade virker som en blanding af en hyggeonkel og en storcharmør, men er altså chef for 38.000 mennesker. Jeg spørger, hvordan det er at arbejde for ISS, hvor COO’en, Flemming Schandorff, vist er noget af en jernnæve i en fløjlshandske. ”Fløjshandske? Den må være til ære for dig,” griner Andrade.

”ISS drives efter en operator-logik, hvor business noget personligt. Det er et sag mellem to mennesker,” fortæller han. Det får mig til at tænke på Eric Rylbergs beskrivelse af Schandorff: ”Flemming er sådan, at hvis der er et tal, der afviger med 0,001 procent, så spørger han til det på en måde, som han lige har set jorden åbne sig!”

Samme Schandorff tegner sig for konferencens helt store overraskelse. Han går ikke på pension alligevel. Det har ellers været længe planlagt, men han fortrød i sidste øjeblik. Det er en nyhed, der bliver rigtig godt modtaget, og Rylberg bruger det til en generel advarsel: ”Forlad ikke ISS – du fortryder det!”

 

Walk the talk på rute 101

Vi er på Route 101, one-O-one. Det er tydeligt for enhver. Scenen er en high tech-kukkasse, hvor video og grafik kører som en omnimaxfilm – bare mere firkantet. En scenograf fra Det kgl. Teater har skabt rammen; kreative hoveder fra og ikke mindst udenfor ISS har skabt det visuelle indhold, men de har skabt det ud fra Eric Rylbergs ideer. Det er hans show det her. Det er ham, der er hovedattraktionen; ham, de er kommet for at opleve, og han har langt mest taletid i løbet af konferencen. Han har skrevet hvert et ord selv. Der er ting, der skal siges, og det visuelle skal understøtte stemningen i det, så hele sanseapparatet røres.

”Hvis du har et kvalificeret budskab, skal du ikke pakke det ind i madpapir,” sagde han til mig over morgenmaden, da jeg spurgte, hvad alle udenomsværkerne skulle til for.

”Vi kan også sætte os i en kostald, og jeg kan sige det samme, men det vil ikke virke på samme måde. Det, man kan huske bagefter, er stemningen. Og jeg vil altså gerne kommunikere, at vi er en professionel virksomhed – professionel i alt, hvad vi gør. Vi har 350.000 ansatte og er en af verdens 25 største arbejdsgivere, så det kan altså ikke nytte, jeg står og fumler med en overheadprojektor.”

Og det gør Eric Rylberg i hvert fald heller ikke. Han står alene midt på scenen mens den lange øde vej kører i baggrunden. Han siger Mexico, og en kaktus dukker op langs vejsiden. Han taler om de nye ISS-lande og et verdenskort dukker frem over ham. Det er konferencens åbningstale, og vi kunne kalde den ”Walk the talk”, et udtryk, der går igen en del gange, mens Rylberg gennemgår, hvor langt vi er nået ad Route one-O-one.

Walk the talk betyder: Vi gør, hvad vi siger, vi vil gøre. Og der er særlige skulderklap til de lande og navngivne landechefer, der er eksponent for det i år. Bl.a. Danmark, som har skaffet en ny mega-kunde, nemlig TDC, indenfor Integrated Facility Services, der er det store dyr i ISS-åbenbaringen. ISS skal ikke bare være en rengøringsvirksomhed her og en cateringvirksomhed der, for det tjener man ikke særlig meget på. De store penge og de store udvidelses- og udviklingsmuligheder, ja selve fremtiden ligger i at tilbyde at servicere hele kontorhuse med rengøring, catering, receptionspasning, bygningsvedligehold, landskabspleje og skadedyrskontrol – alt det, der ikke er kundens egen kernekompetence. Det er midlet til at nå Route 101s ambitiøse mål, som er en omsætning på 101 mia. kroner om året. (Hyggeligt nok regner man i verdensfirmaet ISS alting i danske kroner.)

Eric Rylberg når at skifte tøj fem gange i løbet af sin tre kvarter lange tale. Han når at være casual (men dyrt – meget dyrt) klædt, formel med mørkt jakkesæt og slips, i rød parkacoat i snestorm og i skjorteærmer under en interaktiv gimmick, hvor konferencedeltagerne skal stemme om hvem af tre personer, de er blevet præsenteret for på video, der er den bedste til et lederjob i ISS. Pointen er, at forskellighed er konge. ISS har brug for mange slags ledere på den opdagelsesrejse til nye forretningsgalakser, man er draget ud på. Og for at sætte en markant streg under den pointe er scenen pludseligt en inferno af lys, lyd og røg, mens en rumraket brager til vejrs, op, ud, forbi månen og ud i galaksen. Da lyden og røgen lægger sig, går bagtæppet op og ud træder otte astronauter. Det er den samlede ISS-direktion. Dem, der skal føre an på opdagelsesrejsen, og Rylbergs stemme lyder som gennem en radioforbindelse fra månen: ”In business warfare there is no stronger weapon than a united team. See you in 101!

 

Taler samme sprog – businessk

Der er meget, man ikke ved om ISS, efter kapitalfondene har overtaget. F.eks. vidste jeg ikke, at Karsten Poulsen har delt sit job i to og har overladt CFO-titel og økonomiansvar til Jeff Gravenhorst, mens han selv nu er Chief Treasury Officer med ansvar for finans. En lidt komisk titel i betragtning af, at den ”skat”, han vogter, er gælden, kapitalfondene bragte med. Møder ham ved computerne i hotellets businesslounge. Han har ganske vist sin bærbare pc med til Lissabon, men selvom eller måske netop på grund af at han styrer pengene i en biks, der omsætter for 46 mia. kr., så vil han ikke lade firmaet betale 22 euro i døgnet for en netforbindelse på værelset. ”Det er jo røveri,” siger han oprørt.

Det er også gået hen over hovedet på mig, at ISS’ øverste direktion er blevet udvidet med fire personer, og at bestyrelsen er blevet suppleret med nye navne som Jørgen Lindegaard og Scanias CEO, Leif Östling, der nu er ISS’ bestyrelsesformand. De er på fransk visit på SEC, for ”at møde lederne og få et indtryk af managementpotentialet,” som Ole Andersen, EQTs repræsentant i bestyrelsen, siger.

Bestyrelsen sidder til højbords ved en ved den anden SEC-middag, som er smukkere og endnu mere stilfuld end den første. Sceneriet er en klosterruin, og middagen serveres af munke, eller tjenere, der er klædt ud som munke – jeg er ikke helt sikker. Et munkekor synger munkesange, og pludseligt kommer tre munke gående med fakler gennem salen med hætterne godt oppe. Det er så koncernchefen og hans to ledende Chief Operating Officers, Flemming Schandorff og Thorbjørn Graarud, og de vil godt lige se alle ISS-talenterne på scenen. Det er nemlig sådan, at hvert land inviterer et ungt talent med til SEC, så de kan få et glimt af den verden, de kommer til at tilhøre, hvis de klarer sig godt. Og de får en ordentlig klapsalve med på vejen og en gave – et ISS-ur til mændene og et pashminatørklæde til kvinderne.

Bordplanen er lagt, så man sidder på tværs af landene, men sammen med folk fra samme dele af branchen som en selv. I mangel af journalister får jeg Peter Fane fra Storbritannien til bords. Han solgte for et par år siden sin landskabsplejeforretning til ISS og er til sin egen overraskelse blevet hængende. Den slags møder jeg en del af i løbet af konferencen. ISS kan åbenbart rumme og ligefrem opmuntre entreprenørånd. ”Jeg solgte min virksomhed, men fik en karriere,” som en af dem udtrykker det. ISS har gjort mange mennesker i det her rum rige enten ved at købe deres virksomheder eller gennem bonus- og aktieprogrammer. De behøver strengt taget aldrig at arbejde mere, og alligevel ses de år efter år på SEC. Det vil være overdrevet at sige, det er én stor familie, men det er en flok, der tydeligvis har et fælles projekt, selvom de så også konkurrerer med hinanden indbyrdes. Jeg har været lidt spændt på, hvordan folk fra vidt forskellige kulturer som den kinesiske, indonesiske, sydamerikanske og skandinaviske kunne tale sammen. Men det er overhovedet ikke noget problem. De taler alle samme sprog, og her mener jeg ikke engelsk, men businessk – ISS-businessk. Peter Trampe, der tidligere har arbejdet for ØK og FLS ude i verden, men nu er forretningsudvikler for ISS i Kina (han taler flydende mandarin) fortæller, at det skyldes den særlige ISS-ånd.

”Man hjælper hinanden, og det er specielt for en stor koncern. Jeg kan ringe til Thailand, hvis jeg har en kunde, jeg skal have i land, og de hjælper. Man er oveni købet villig til at rejse over og hjælpe, selvom man slet ikke har bundlinjeansvar. I FLS havde man sagt: ”Bliv hjemme – det har ikke noget med os at gøre.”

 

Livets store spørgsmål – og svaret

Sidste dag, sidste tale: Straight talk med Eric Rylberg. Han står alene på scenen og skærmene omkring ham viser en skumrende landskab, og man tror næsten, det er løgn: Han taler om livets gåde! Han taler gud dødeme om, hvorfor vi er her, og det er altså ikke os her i Lissabon, men mennesket i verden, han mener.

”Mennesket er i en anden position end dyrene. Fordi han ved, han eksisterer og ved, han skal dø, så skal han finde ud af, hvad han skal med livet. Han må stille spørgsmålet: Hvorfor? Det er ironisk, at mennesker, der gerne vil leve evigt, ikke har nogen ide om, hvordan de skal tilbringe en regnfuld søndag eftermiddag. Du skal bestemme, hvad du skal med den eftermiddag og med resten af dit liv. Du skal have en vision – en drøm. Intet vigtigt sker i denne verden, uden der først er en drøm,” siger han, og fortæller om sine egne personlige drømme og sine drømme for virksomheden, mens skumringen på skærmene langsomt bliver til stjerneklar nat.

”Vi så et potentiale i markedet og formulerede i Create 2005 vores drøm. Vi er kommet en lang vej. Vi har hørt det de seneste to dage, og det får mit hjerte til at banke af stolthed, når jeg her på scenen ser de operators, som kan virkeliggøre den drøm, og som gør det. Markedet er der, kapitalen er der – hvad står så mellem os og vores drøm om at blive verdens bedste Integrated Facility Servicevirksomhed? Ironisk nok er det os selv. Vores selvopfattelse er den største hindring,” siger han, så man sidder og bliver lidt småreligiøs og overvejer om man har glemt et t i konferencens navn, som i virkeligheden hedder SECT. Mens månen bag ham vokser sig stadigt større, taler han om den opdagelsesrejse, de er på ind i nye ukendte markeder, og om at netop opdagelsesrejser som den og trangen til at lede efter den næste måne er det, der adskiller mennesket fra dyrene.

”Det er en meget god grund til at eksistere, og det er et meget meningsfuldt livsindhold,” slutter han, mens månen roterer. På bagsiden toner Einsteins kontrafej frem og over ham et citat af relativitetsteoriens fader: ”Logik kan bringe dig fra a til b. Fantasi kan bringe dig hvor som helst!” Og så drøner Rylbergs yndlings-Pink Floyd-nummer i højttalerne, og et voldsomt laserlysshow starter i et sansebombardement, hvor man ikke kan tænke en tanke, men bare være midt i følelsen.

Bagefter i pausen ude i solen er samtalen mere dæmpet end tidligere. En australier, hvis firma for nylig blev opkøbt af ISS, fortæller ligeud, at han på det personlige plan havde haft det svært med salget, men talen har givet ham et helt nyt perspektiv.

”Nu føler jeg, jeg er klar til at tage hjem og arbejde; finde min drøm, og få medarbejderne til at fortælle mig om deres,” siger han.

I ISS er decentralisering ikke bare er et ord fra en managementflinkeskole. SEC-konferencen er et rum fyldt med konger i autonome riger med udvidet selvstyre, og Eric Rylberg – han deres åndelige overhoved, og ”I have a dream”-talen har bevæget de her toughe businesskonger.

 

ISS’ verdensmester

YOU’RE SIMPLY THE BEST!!!! brøler Tina Turner i højttalerne, mens lysshowet går amok og glimmerkonfetti vælter ned fra loftet, så det ikke er til at se en hånd for sig. Egentlig er jeg da SÅ ligeglad. Hvad kommer denne østrigske CEO, Herrn Maximilian og hans team mig ved? Hvad rager det mig, at han får en pokal så stor, at selv en magnumflaske champagne ville ligne en bundskraber i den? Og er jeg dybest set ikke ret ligeglad med, at de her mennesker på scenen får en rejse til Sydfrankrig med ægtefæller og en drengerøvsdrøm opfyldt med tur i en formel 1 racer? Det har ingen mening i eller indflydelse på mit liv overhovedet. Og alligevel står jeg der og tørrer øjne og snøfter, så man fan’me sku’ tro, jeg var kronprins og til mit eget bryllup. Hele salen står op og klapper som vilde med de hvide kastagnetagtige plastikhænder, der er delt ud til formålet (en typisk ISS sans for detaljer. ”Man får jo så ondt i hænderne,” siger Tina Hilligsø, Rylbergs personlige assistent gennem 17 år og SEC-arrangør).

Maximilian, som har en accent, der er som taget ud af tv-serien Allo Allo og en nobel nålestribet fremtoning, har hidtil rundt regnet kun haft ét ansigtsudtryk. Men nu er der kommet et nyt på. Han er glad – han er rigtig rigtig glad. Han kunne ikke være gladere, hvis det var fodbold VM-trofæet, han stod med. Han takker og modtager det på vegne af alle sine ledere i Østrig og de tæt på 9.000 ansatte.

“I går var det 29 år siden, jeg startede i ISS, og jeg har aldrig haft en drøm som denne,” siger han rørt, inden Eric Rylberg og Flemming Schandorff bortfører ham og hans hold til de to ventende stretchlimousiner, der med stil skal føre ISS-verdensmestrene tilbage til hotellet, hvor de har en time til at gøre sig klar til den store gallafest.

 

Urtid

Sjældent, som i aldrig! har jeg set så massivt mange mænd i smoking. Det er et flot syn, men ender alligevel som en net og rolig baggrund for selskabets få kvinder (13 procent), der har fundet de helt store skrud frem. Den otte mand store direktion står kongeligt på rad og række og trykker hånd med hver eneste, der ankommer Conveto do Beato, oprindelig et kloster bygget i 1400-tallet, totalrenoveret i 1970 og nu majestætiske omgivelser for bunker af gallafester.

Det er tid for det, jeg egentlig er kommet for: Rolex-uddelingen.

De kostbare ure er blevet fragtet til Lissabon fordelt i fire ISS’eres håndbagage og siden i deres safetybokse på hotelværelset. Nu står de linet op. Der burde være ti, men der er kun fire, for seks af modtagerne er gengangere, og da man ligesom kun kan gå med et ur af gangen, får de i stedet andre dejlige gaver som B&O anlæg, rejsegavekort og fancy fladskærme. Det tager lang tid. Eric Rylberg har skrevet en personlig tale til hver af modtagerne, og som de bliver hyldet, går det op for mig, at det er en ren opvisning i personligheder. ISS formelig samler på characters.

Der er Claus Erik Madsen, der egentlig var ambassadørmand i Argentina, som passede børnene og tog tangolektioner, mens fruen passede ambassaden. Han kom sidelæns ind i ISS, da man indtog Argentina, og nu skal han lede slaget i Mexico. Han er lykkelig for sit Rolex og holder en lang takketale om, hvordan han i starten havde det svært med ISS’ indforståede økonomiudtryk.

”CB-one og CB3-three – jeg troede, det var starwars-film, man talte om!”

Der er den korrekte østriger Michael Maximilian, der endnu engang hyldes med stående ovationer. Han har befæstet sin position i ISS top3 og modtager for sjette gang ”Rolex-prisen”. Det gør også Portugals Luis Andrade, som Eric Rylberg kalder streetsmart.

”Luis og jeg kender ikke bare sandheden – vi skaber den selv, i dagens sidste timer. Du er en djævel, men en djævel jeg elsker,” siger han.

Og der er indonesiske Houtman Simanjuntak, stjernen over den alle, som år efter år efter år laver fantastiske resultater i Indonesien. Han har tidligere på sit fløjlsbløde engelsk fortalt mig, hvordan hans største fornøjelse er at se folk vokse. Han er kendt for sine træningsprogrammer, der både er jobtræning og ISSination, som han kalder det. Han har også fået ansvaret for ISS Malaysia, som var et rodet foretagende, men nu er i stærk vækst. Hvordan gjorde du, havde jeg spurgt.

”Først knuste jeg deres hjerter. Jeg sagde, at hvis de ikke troede, vi kunne vokse og troede på vores strategi, så var der ingen grund til, de blev i virksomheden. Because why? Det er vores ansvar at sørge for, at fremtiden er lys for vores ansatte. Det kan den kun blive, hvis virksomheden vokser.”

Houtman, som altid kun omtales med fornavn, for alle i ISS ved, hvem han er, får sin sjette Rolex-pris og bjørnekrammer hele sit team.

Breitling-klubben får tre nye medlemmer, Gerard Brand fra Holland, Bjørn Nilsen fra Norge og Kris Cloots fra Belgien – ”I er de fyre, der maler ISS åh-så-blå,” siger Rylberg, inden han slutter af med at takke alle for deres enestående loyalitet overfor ham i et vanskeligt år, hvor virksomheden blev solgt.

”Jeg sagde til en avis for nyligt, at jeg elsker ISS. I er årsagen til det!”

Jeg kigger rundt i salen på de kinesere, brasilianere, finner, indonesere, portugisere, argentinere, israelere, englændere, spaniolere, schweizere, nordmænd og danskere, jeg har mødt og forstår ham.

”Og så er man historie…”

Erik Sørensen er den diskrete nøgleperson bag salget af ISS og Chr. Hansen. To mega-handler, der indbragte over 30 mia. Kroner. Læs inside-beretningen om Erik Sørensens sidste og højst dramatiske halvår i dansk erhvervsliv.

”Stolt? Det vil jeg ikke sige, jeg er. Jeg havde været mere stolt, hvis ISS ikke var blevet solgt, og vi havde været godt på vej med Route 101-planen. Og hvis vi havde fået Chr. Hansen spaltet, så der havde været et børsnoteret Chr. Hansen og et børsnoteret ALK, som hver især kunne udvikle sig. Så havde jeg virkeligt sagt WAUW! Men jeg har det sådan; han mistede gården – han solgte jorden! Og der hvor jeg kommer fra i Jylland, er det meget slemt. Det er nogle værdinormer, der er helt rodfæstet i mig, så har jeg det følelsesmæssigt problematisk med at have solgt ”slægtsgårdene”, som seks generationer før mig har arbejdet hårdt for at gøre bedre og stærkere. Min hjerne har sagt, det var godt; at det var min opgave at lave aktionærvalue, men emotionelt har jeg ikke brudt mig om det.”
Man skulle ellers mene, at Erik Sørensen har 30,3 mia. grunde til at være stolt. For så mange kroner indbragte salget af de to virksomheder, han stod i spidsen for. Først blev ISS, hvor han var bestyrelsesformand, solgt for 22,1 mia. kr. og kun en måned senere blev Chr. Hansens kerneforretning, ingrediensdelen, solgt for 8,2 mia. kr. Men stolt er han ikke.
”Derfor er det nok også godt, at sådan en som jeg går på pension. Jeg vil jo helst tage udgangspunkt i virksomheden, udvikle den og skabe værdi den vej – selvfølgelig med skyldig hensyntagen til aktionærerne. Det er den måde jeg kan på, i modsætning til det, som hele corporate governance-debatten har fremelsket, at man først og fremmest tager udgangspunkt i aktionærerne, og så kommer virksomheden i anden række. Det, jeg har syntes var sjovt, har været at udvikle en virksomhed med den lange kikkert,” siger Erik Sørensen, der benytter lejligheden til at sige helt farvel til dansk erhvervsliv. Ikke så meget som en eneste lille bestyrelsespost beholder han. Men inden han smutter, har han lovet lige at fortælle om sit sidste og højst ejendommelige halvår i dansk erhvervsliv; om at være tovholder i to meget forskellige mega-virksomhedssalg. Det ene langstrakt og minutiøst forberedt, det andet som et lyn fra en klar himmel.
Historien tager sin begyndelse for et år siden. På det tidspunkt havde Erik Sørensen gennem tre år arbejdet på en opsplitning mellem ingrediensdelen og den stadigt mere succesfulde allergiforretning, ALK. Men i august meldte Chr. Hansens hovedaktionær, Lundbeck-fonden, ud, at man ikke ønskede at være langsigtet ejer af ingrediensforretningen. Den skulle sættes til salg.
”Vi hyrede Carnegie som rådgiver og begyndte at arbejde på et informationsmemorandum, som er det første, man sender ud i sådan en salgsproces. Det er en meget detaljeret beskrivelse af virksomheden – en slags salgsopstilling. De fire mand i managementteamet med Lars Frederiksen, der nu er adm. direktør, i spidsen blev involveret – det var dem, der skulle tage det store slæb, og det var dem, der skulle flashes, for de var en del af prissætningen, som en god ledelse altid er. Deres salgsevner og troværdighed ville få prisen på virksomheden op. Selv skulle jeg ikke sælges, og kunne derfor være neutral og sidde sammen med bestyrelsesformanden og næstformanden i den trojka, der styrede processen,” fortæller Erik Sørensen.

24. november: Chokket

Kommunikationen var forberedt meget nøje, så alle medarbejdere over hele verden blev informeret samtidigt. Aftenen inden var jeg ret nervøs, for selvom min hjerne sagde, at det var det eneste rigtige givet omstændighederne, følte jeg inderst inde, jeg forrådte noget. Jeg stillede mig op i kantinen foran 500 medarbejdere, hvor mange der havde tårer I øjnene. Det kom som et chok for alle. Jeg fortalte, hvordan jeg selv havde oplevet det. Hvor svært det var; at der ikke var noget at gøre ved det, at Chr. Hansen ville blive ved med at eksistere, og at vi ville sælge den så dyrt, at uanset hvem, der købte, ville de passe umanerligt godt på den. Det var en meget emotionel dag.
I december og januar tager managementteamet på roadshow hovedsageligt i London for at præsentere Chr. Hansen for potentielle købere.

Uge 4 Kodenavn: Kontiki

Budfristen udløb 31. januar, og der var 28 interesserede købere. Det var vi glade for, for det bliver jo også et game og noget performanceorienteret; hvor mange kommer der? Hvor meget vil de byde? Af flere blev vi karakteriseret som en juvel – a jewel asset – og det var da dejligt, når det nu ikke kan være anderledes. Hvert bud fyldte et stort ringbind, så vores finansielle rådgiver, Carnegie, læste dem alle igennem og systematiserede dem, så de var sammenlignelige.
Salgsprojektet som jo for en stor del var hemmelig, havde vi givet kodenavnet; eller rettere det havde arvet kodenavnet Kontiki fra det gamle spaltningprojekt, som var virksomhedens opdagelsesrejse.

Uge 5: Trojkaens valg

Trojkaen udvalgte otte meget solide budgivere, som kom med i anden runde.
Der var tre lige væsentlige kriterier: Hvem kunne med størst sandsynlighed gennemføre en transaktion, og f.eks. ikke give for store give problemer med konkurrencemyndigerne; hvad ville man med virksomheden, og hvor meget ville man betale.

Uge 6: I øvelokalet

Managementteamet øvede deres præsentation, til vi alle var ved at brække os. Det er en meget forfærdelig proces at skulle høre sig selv så mange gange sige det samme, men det er vigtigt, at historien er fuldkommen ens hver gang. De holdt 10 generalprøve med Carnegie, indtil alt sad som det skulle.

Uge 7: 12-timers seancer

Mens jeg passede den daglige forretning, startede mine kolleger i direktionen et intenst præsentationsforløb. Der var en seance med hver af de otte budgivere fra kl. otte om morgenen til kl. otte om aftenen. Det skulle foregå diskret, så vi havde lejet en suite på Hotel Hilton, hvor direktionen kunne give sin detaljerede gennemgang af virksomheden – der er mange forskellige produkter, der skal fortælles om, vi opererer i 130 lande, og de skal give en gennemgang pr. land. Så hvis man forestiller sig en matrix med så mange lande gange så mange produkter, så går der let 12 timer. Dagen efter var endnu en 12 timers seance, hvor budgiverne kunne stille spørgsmål til direktionen. Derefter havde de krav på 14 dage i et af de to datarum, som hver indeholdt mere end godt 100.000 dokumenter; kontrakter, konstruktionstegninger fra fabrikker, kundelister, grundvurderinger, ejendomsvurderinger – alt, hvad der er skrevet ned omkring virksomheden. Datarummene, som var på størrelse med en hotelsuite, var placeret hos vores advokat, Bech-Bruun Dragsted, og der var lavet to helt ens rum, så to potentielle købere kunne være der ad gangen uden at møde hinanden.

Uge 8: Købere med farvekode

Ud af datarummet kom der byger af spørgsmål – 3.500 grupper af spørgsmål med op til 100 spørgsmål i hver. Alt lige fra væsentlige ting, til hvad størrelse motor der var i vores engelske repræsentanters biler. Omkring 30 medarbejdere i Chr. Hansen brugte halvdelen af deres arbejdstid i en måned på at svare. Vores advokater samlede spørgsmålene og farvekodede dem, inden de bliver sendt ud til Chr. Hansen-medarbejderne, for ingen måtte jo vide, hvem de potentielle købere var, så hver køber fik en farve – der er en green, en pink, en black osv.
For mig var det værste ved salgsprocessen, at man kom i en tilstand, hvor man var på standby hele tiden. Man skal være til stede og klar, hvis der nu sker noget uventet, men der er masser af ventetid, og hele tiden er man er så fokuseret. Når vi de ting, vi skal? Holder vi også vores almindelige forretningsmæssige budgetter? I en salgssituation ville det være forfærdeligt, hvis vi skulle ud og nedjustere, fordi vi ikke har øjnene på bolden på samme måde, som vi plejer. Det fik heldigvis ikke behov for, tvært imod.

Uge 11: En underlig opringning

Chr. Hansen legede rejsebureau og arrangerede over 100 besøg på vores produktionssteder og hos store datterselskaber for køberne. Alene at sørge for at de ikke kom samme sted på samme tid, var en stor opgave i sig selv. Vi bookede også flybilletter og hotelværelser, men de betalte selv.
Så skete der noget underligt. Min sekretær blev ringet op af Claes Dahlbäcks sekretær. Ham kender jeg dels fra min tid i SAS-bestyrelsen, dels fra EQT. Hun fortalte, at han kom fra Zürich på vej til Stockholm og havde et stop i København og gerne ville drikke en kop kaffe med mig. Det sagde jeg ja til. Jeg troede, han måske var ved at købe en virksomhed et sted i verden og ville høre om jeg kendte noget til den. Vi mødtes på Hilton, men skulle ikke drikke kaffe i restauranten. I stedet gik vi op i et mødelokale, han havde lejet, og der sad fem-seks personer. Jeg var meget overrasket. De fortalte, at de gennem længere tid havde tænkt på at købe ISS. Det var jo seriøse folk, så jeg lovede at tale med bestyrelsen. Jeg var næsten grædefærdig, da jeg kørte hjem. Vi havde jo ikke besluttet at sætte ISS til salg, så det var endnu et stød i hjertekulen. Jeg havde været med i den virksomhed så længe og givet så meget af mit engagement, siden jeg kom ind i bestyrelsen to dage før, det rablede i USA i 1996. Jeg havde været næstformand, formand og med til at udpege Eric [Rylberg], og jeg kunne ikke se, det var godt. Det var kun godt for aktionærerne, men hvorfor ville skulle det være godt for virksomheden? Hvad kunne de i konsortiet, som vi ikke kunne selv? Men man må feje følelserne til side og varetage aktionærernes intresser. Jeg ringede selvfølgelig først til Eric, og han havde det på samme måde – den virksomhed betyder så meget for ham, og hvad nu? Selvom vi ikke vidste noget om, hvordan de ville finansiere det, så ved man jo, at private equity fonde forgælder virksomheder helt op til det øverste af skorstenen. Det er den måde, de opererer på, og nok har vi hele tiden været aggressive på forretningen, men finansielt har vi været konservative, så hvad nu?

Uge 12: Hemmelige påskemøder

ISS-bestyrelsen holdt nogle møder i begyndelsen af ugen og blev enige om, at under visse forudsætninger kunne dette her godt være at varetage aktionærernes interesser fornuftigt. Vi hyrede Nordea som finansiel rådgiver, for man er nødt til at holde tungen meget lige i munden. Der er så mange spilleregler, der skal overholdes, så mange muligheder for fodfejl, og der er stort ansvar for en bestyrelse i sådan noget – det er masser af milliarder af kroner, det handler om. Den 23. marts mødtes bestyrelsen så med repræsentanter fra konsortiet inde hos ISS i Bredgade. Stemningen var underlig. Der var noget uafvendelighed over det. Konsortiet kunne jo gøre, hvad der passede dem – de kunne bare stange et bud ud på fondsbørsen. Men de havde sat som betingelse, at de ville have bestyrelsens fulde opbakning til salget. Efter at have hørt på dem vidste vi, at de var seriøse, og at de kunne gennemføre transaktionen – noget der er meget vigtigt, for hvis man sætter alt det her i værk, og det ikke kan gennemføres, så kan sådan en virksomhed falde fra hinanden. Bestyrelsen besluttede, at vi ikke havde andet valg, end at se på det her, fordi gevinsten var så stor. Eric og jeg fik mandat til at forhandle. Det var i påsken, hvor jeg skulle have slappet lidt af fra alt det, der foregik på Chr. Hansen. Jeg tænkte selvfølgelig; hvorfor fa’en skulle det være lige nu? Jeg var da træt af det, og følelsesmæssigt var det et enormt blow.
Eric og jeg mødtes hos ISS’ advokat, Kromann Reumert, skærtorsdag tidligt om morgenen. Vi linede vores betingelser op: Vi ville have en klar udmelding fra konsortiet om, at de ville fortsætte ISS’ allerede fastlagte forretningsstrategi, fordi det var den rigtige; at de ville leve op til alle betingelser, for så vidt angår obligationsejerne; at de ville fortsætte med den ledelse, der var, og at de ikke ville lave due diligence. Og så skulle prisen selvfølgeligt op. Det var et meget langvarigt forhandlingsforløb med masser af ventetid ind imellem. De var to parter, der hele tiden skulle blive enige, og den ene part skulle, som det er typisk for amerikanere, hele tiden hjem og spørge. På grund af tidsforskelle tog det sin tid. Vi var hos Kromann Reumert hele dagen torsdag og fredag; læste aviser, spiste bananer, drak kaffe og fik sandwiches bragt ind udefra. Vi gik ingen steder, for det, vi frygtede mest, var, at nogen opdagede noget; at der pludselig gik rygter, og det kom ud af kontrol. Vores biler holdt i en parkeringskælder, så ingen kunne se dem og få mistanke om noget.
I pauserne diskuterede vi bl.a. ledelsens optioner – værdien af ISS ville have meget at gøre med, at der var en intakt ledelse, og hvordan sikrede vi det? I en branche hvor al kontinuiteten ligger i medarbejderne – der er ingen fabrikker og ingen produkter – hvordan fastholder vi så specielt dem i Bredgade. Der var i det hele taget en masse ting at gøre, for det her var ikke forberedt ligesom Chr. Hansen-salget.

Uge 13: Et fair tilbud Mandag blev vi enige med konsortiet og sagde, at på de her vilkår vil bestyrelsen kunne anbefale et salg, hvis ikke vi fik andre og bedre bud. ISS’ IR-chef blev kaldt ud til Kromann Reumertfor at lave fondsbørsmeddelelse med det samme, for det skal man. Den kom ud midt om natten.

Dagen efter holdt vi pressemøde i Bredgade for at orientere alle på en gang, så vi slap for at tale med journalister hele formiddagen – i princippet var der jo ikke så meget at sige.
Vores rådgivere fra Nordea gik i gang med at lave en redegørelse for tilbuddet, en fairnessopinion, som var en ordentlig moppedreng, hvor de på sidste side nåede frem til, at tilbuddet var fair.

Uge 15: Kun klapsalver hørtes

ISS-bestyrelsen udsendte sin redegørelse om fordele og ulemper ved købstilbuddet. Fordelen var pengene – tilbuddet lå 31 pct. højere end dagskursen, ulempen var, at hvis man solgte, ja så havde man ikke sine aktier mere! Vi kom ikke med en anbefaling, for der kunne jo nå at komme andre og bedre bud.
Dagen efter var der ordinær ISS-generalforsamling ude i Bella Center, og jeg havde forberedt mig på, det kunne blive følelsesladet; at der ville komme aktionærer på talerstolen og sige noget om, at ihh ISS havde i 100 år været flagskibet i Danmark indenfor service- og lavtlønsområder. Men der kom ikke en lyd – andet end man klappede. Det var jeg faktisk skuffet over.

Uge 16: Sweepstake uden vinder

Den 22. april udløb budfristen på Chr. Hansen. Vi var spændt på, om der var nogen, der havde trukket sig – det var der ingen, der havde, spændt på hvad vil de give, og hvad deres betingelser var. Vi havde lavet en sweepstake i ledelsen om det, men der var ingen af os, der gættede rigtigt.

Uge 17: Fransk pragmatisme

Vi havde lavet en købekontrakt, der fyldte tre ringbind og var mest interesseret i de budgivere, der stort set kunne acceptere den, som den var. Vi besluttede os for PAI Partners, fordi de sagde; vi kan forhandle det færdigt på to dage ved at bruge fransk pragmatisme. Der var ingen af os, der vidste, hvad fransk pragmatisme var, men det skal jeg love, vi fandt ud af. Forhandlingerne foregik mest mellem advokaterne. Køber og sælger så stort set ikke hinanden. Vi havde 10-20 advokater, der arbejdede i døgndrift den uge, og allerede om fredagen kunne vi udsende fondsbørsmeddelelse om, at vi havde indgået en betinget salgsaftale. Den var betinget af, at en ekstraordinær generalforsamling i Chr. Hansen ville godkende den, og af at konkurrencemyndighederne ville sige ok. Det meste af den uge sad jeg sammen med Jørgen Worning i et rum hos Bech-Bruun Dragsted og læste aviser, spiste bananer og slik og drak kaffe – alt for meget kaffe. Det var advokaterne, der var hektiske, mens vi ventede. Der kunne gå en time, så kom der en og sagde; vi mangler at få skrevet en serviceaftale, fordi varmecentralen oppe i Hørsholm skal levere varme til ALK! Så kontaktede jeg ALK og fik det skrevet ned – alle sådanne detaljer skal være i orden. Det er derfor, der er så mange advokater inde i billedet, for djævlen er i detaljen. Det var sådan en særlig tilstand, man var i derinde. Man sad og kiggede ud ad vinduet ud på Langelinje, men ens hjerne var fuldstændigt koncentreret om denne ene ting, så man var klar til at springe op af æsken og få tingene lavet, når der kom noget og så ellers hoppe tilbage i æsken igen.
Fredag eftermiddag skrev vi under. Vi havde en fondsbørsmeddelelse klar, for det havde vi også fordrevet ventetiden med, ligesom vi havde forberedt den interne kommunikation. Vi fik et glas champagne hos advokaterne, gav hinanden hånd og så tog folkene fra PAI hjem til Paris. Det var en lidt mærkelig stemning; sådan lidt nå-det-var-så-det!. Man kunne godt have haft behov for, at der var en markering af, at det var en stor ting. Men sådan gør man åbenbart ikke. Inderst inde havde jeg også lidt dårlig samvittighed, for jeg havde jo solgt en del af arvesølvet.

Uge 21: Så er man historie

Der kom kun omkring fem aktionærer til den ekstraordinære generalforsamling i ISS. Med så ualmindelig en dagsorden som et salg kunne man da godt forestille sig, at der ville komme mange flere. Det var en underlig dag for mig. Det ene øjeblik var jeg formand, det næste gik jeg ud af døren, og så var jeg færdig med den virksomhed i praksis – så er man historie!

Uge 22: En flad fornemmelse

Den ekstraordinære generalforsamling i Chr. Hansen var lidt af et antiklimaks. Jeg havde regnet med, at der ville komme nogle hele-Danmark-bliver-solgt-til-udlandet-indlæg, men nej – intet! Selvom der vel var 400 aktionærer til stede. Det var bare godt. Det var lidt en flad fornemmelse.

Uge 30: 8.200.000.000 minus 21.000

29. juli var der closing på Chr. Hansen-salget. Vi mødtes med Pai Partners inde hos Bech-Bruun Dragsted, skrev under og fik en bekræftelse på, at pengene var overført til vores konto i Danske Bank. Der manglede godt nok 21.000 kr. Der gik lidt tid med at finde ud af, hvordan det var sket, og vi blev enige om, at dem kunne de overføre om mandagen. Så skålede vi i champagne igen, og det var det. heller ikke her holdt vi nogen Ingen middag eller anden markering af begivenheden.

Uge 33: Friheden venter

Nu skal jeg til at leve livet impulsivt. Fra at andre har bestemt, hvad der skal ske med min tid, skal jeg nu selv bestemme det, og jeg vil, som amerikanerne siger; roll with it, og se hvad der sker. Det har jeg ikke engang prøvet som ung. Jeg har brugt hele mit liv på at drive virksomhed – 25 år på Novo, ti år i Chr. Hansen og jeg været i mange bestyrelser. Hvis ikke ISS var blevet solgt, var jeg nok fortsat der, og havde vel også valgt at få et par andre bestyrelsesposter, så jeg kunne være en bedre formand og mere tunet ind. Men nu har jeg pludselig mulighed for at prøve noget helt andet, så jeg har ingen planer om en bestyrelseskarriere overhovedet. Jeg har nogle ideer om, at jeg vil være havmiljøaktivist, at jeg vil begynde at kunstfotografere igen, og jeg skal være sammen med min familie, som er skræmt til døde ved tanken. Altså John Lennon sagde; at livet er, hvad der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Nu vil jeg bare se, hvad der sker og håbe, at jeg kan fortsætte den luksus, jeg altid har haft, nemlig kun at gøre noget, jeg kan have hjertet med i 100 procent og gøre med god samvittighed.

 

Salgsforløbet i tal
Det tog rundt regnet 365dage fra beslutningen var truffet til Chr. Hansens ingrediensdel var solgt. ISS var en lynhandel – 84 dage gik der fra bestyrelsen fik købstilbuddet til virksom-heden var afnoteret på fonds-børsen. ”Salgsopstillingen” for Chr. Hansen, Informations-memorandum’et, blev trykt i ca. 50 eksemplarer. 22havde lagt et bud på Chr. Hansen, da fristen udløb. 2 datarum blev etableret med100.000 dokumenter fra Chr. Hansens ingrediensforretning. Kopieringsregningen lød på over 1.000.000 kr. 30 medarbejdere brugte en måned på at svare på 3.500grupper af spørgsmål med op mod 100 spørgsmål i hver. Ved begge salg kom 40 års træning i at undertrykke sine følelser Erik Sørensen til gode. Det kostede otte budgivere omkring 20 mio. kr. hver til rådgivere og konsulenter at være med i anden budrunde om Chr. Hansen. De tog på 100 sitevisits på 20forskellige steder. Der manglede 21.000 kroner, da PAI Partners havde overført købesummen på 8,2 mia. kr. men de kom 3 dage senere. Omkring 500 aktionærer dukkede op til ISS’ ordinære generalforsamling. Færre end10 kom til den ekstraordinære.

 

Tidslinje
  • Aug-nov – CH Informationsmemorandum udarbejdes
  • 24. nov. -CH Ingrediensdelen sættes til salg
  • uge 5, 31/1 – CH budfristen udløber – 28 bud kommer ind CH budene sorteres – 8 vælges ud
  • uge 7, – CH managementpræsentations-marathoner begynder
  • uge 9, – CH – ES på forretningsrejse til USA
  • uge 10, 10/3 – ISS – årsregnskab
  • uge 11, CH – budgivere indleder på sitevisits
  • uge 12, 23/3 – ISS – EQT og Goldman Sachs præsenterer sin plan for bestyrelsen.
  • 24-28/3 – ISS – forhandlingsmøder med konsortiet
  • uge 13, 29/3 – ISS – købstilbud offentliggøres
  • uge 14, CH – ES indvier nyt datterselskab i Columbia
  • uge 15, 12/4 – ISS – bestyrelsen sender sin redegørelse
  • 13/4 – ISS’ ordinære generalforsamling
  • uge 16, 22/4 – CH budfrist for de 8 udløber
  • uge 17, 26/4 – ISS – kvartalsrapport
  • 27/4 – CH – bestyrelsen beslutter at forhandle med PAI Partners
  • 27/4 – CH – halvårsregnskab
  • 27/4 – ISS – bestyrelsen udsender sin anbefaling af salget
  • 29/4 – CH Ingredienser solgt for 8,2 mia. kr. til PAI Partners
  • uge 18, 3/5 – ISS – købstilbud udløber
  • uge 19, 9/5 – ISS – best. sælger sine aktier til konsortiet (ES 1,8 mio.)
  • 9/5 – ISS – 91,55 pct. af aktionærerne har accepteret tilbuddet
  • 13/5 – CH – indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
  • 13/5 – ISS – fondsbørsmeddelelse, best. fastholder anbefaling af salget
  • 13/5 – ISS- indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
  • uge 21, 27/5 – ISS – ekstraordinær generalforsamling Bredgade CH – ES på forretningsrejse til USA
  • uge 22, 31/5 – CH – ekstraordinær generalforsamling vedtager salget
  • uge 24, 14/6 – ISS – anmoder om afnotering
  • uge 30, 29/7 – CH – salget closed
  • uge 33, 16/8 – CH – ES afskedsreception

©Hanne Sindbæk

“Jeg vil f… ikke være på den gyldne middelvej!”

b-rylbergpISS’ Eric Rylberg vil hellere være i end rumraket end på den gyldne middelvej. Og så mener han, det er på tide, at bekæmpelsen af kvindeundertrykkende totalitære regimer kommer højere op på agendaen.

”Gefärlich – hvad består det farlige mon i? Dybest set er der jo ikke nogen, der kan gøre os noget. Det skal man også tænke på, når man sidder og roder med milliarder. Var det ikke Jesus, der sagde til sine domsmænd: I kan ikke gøre mig noget, mit rige er ikke af denne verden? Det er mit rige selvfølgeligt, men nogle gange skal man overveje, om de bekymringer, man gør sig, står i et rimeligt forhold til virkeligheden. Man har da haft mange bekymringer i livet, som ikke er blevet til noget!”

Og så er der ting, der sker, uden man har bekymret sig – hvordan var det lige det gik med dig i Copenhagen Marathon?
”Godt, men jeg faldt og slog mig. Blodet løb, og jeg brækkede fingeren, så det var noget værre noget. Det var desværre allerede efter 10 km – så der var altså langt hjem. Men jeg kom op og løb videre, og der blev da taget nogle ret dramatiske billeder af mig med blodet silende.”

Det er jo ikke spor fornuftigt – hvorfor gør du sådan noget?
”Hvis du kun gør det, der er strengt fornuftigt, så finder du for det første aldrig grænsen og for det andet, så sker der aldrig andet, end hvad der er trygt og konformt. Jeg kan huske min mor havde et udtryk, jeg hadede: Den gyldne middelvej. Jeg vil f… ikke være på den gyldne middelvej. Der vader de alle sammen rundt, og man kan næsten høre dem synge ”Langt højere bjerge”.”

Men hvorfor skal det være så ekstremt?
”Det ved jeg ikke… forleden præsenterede vi vores kvartalsregnskab – det foregår med live webcast, hvor der er sådan en countdown, og da slog det mig pludseligt: Tænk hvis vi sad i toppen af en rumraket, og der var 30 sekunder til, vi blev skudt af sted. Så ville vi nok ikke være så afslappede… vi ville have godt fat i armlænene – og dér leves livet! Det må være en oplevelse out of the ordinary. Man kan rejse hele verden rundt, men jeg er godt nok aldrig blevet chokeret over, at træerne er blå. De er grønne over alt. Så mere forskellig er verden heller ikke. Hvis du virkelig skal ud, hvor det rykker, er det sikkert i verdensrummet eller på toppen af Mount Everst.”

Jeg har tit tænkt på, at der er en forståelseskløft mellem erhvervslivet og de humanister, der præger debatten. Har erhvervslivet gjort nok for at fylde den kløft op?
”Nej, det har man ikke. Punktum. Men så vil jeg godt sige, at det gør mig pessimistisk, at samfundet som sådan afskyer det kommercielle og på den anden side er glade for at leve af de skattekroner, der kommer ind den vej. Og jeg kan ikke lade være at tænke på, at når man herhjemme taler om, at arbejdsløsheden stiger, så glemmer man, at den altså falder i verden. Hvis man nu hævede sig lidt op i paraplyen, kunne man vel spørge: Er det ikke bare vi forkælede folks problem? Vi vil ikke acceptere globaliseringens vilkår og tage handsken op. Vi er ikke længere de særligt udvalgte få. De andre vil også være med nu – det øger kravene til os. Så kommer der sådan en antiglobaliseringsbevægelse, som jeg synes er asocial – inderne og kineserne har da lige så meget ret til at få et godt liv!”

Tilbage til forståelseskløften!
”Hvordan man får den forståelseskløft fyldt op, ved jeg ikke. Jeg synes bare, man skal passe på, at hele samfundet ikke bliver akommercielt. Det er markedsøkonomien, der har sænket den globale arbejdsløshed. Den har åbnet mange samfund og gjort mange ting – det kan man ikke argumentere imod. Med den succes markedsøkonomien har haft i hele verden også politisk, så lad være at kvæle den her i et af verdens mest planøkonomiske samfund.”

Hvis en humanist og en kommercialist skal tale sammen, bliver de hurtigt fjerne i blikket, når den anden siger noget…
”Ja, og hvis man så snakker politik, så bliver vi sikkert også hurtigt uenige. Jeg har en tyrkertro på, at man næsten altid er nødt til at have en absolut holdning. Når du ser totalitær ondskab, må du bare bekæmpe den no matter what. Du skal ikke stille dig selv alt for store dybsindige spørgsmål, for det virker ikke på sådan et regime.”

Så har vi i den vestlige verden da et stramt program – du kan finde de første 10 totalitære regimer bare i Afrika!
”Det behøver ikke nødvendigvis bekæmpes militært, men vi kan da godt have det som dagsorden, at vi ikke vil tolerere, at der er sådan nogle bavianer, selvom de ikke generer os. Ud fra en human betragtning vil vi ikke tolerere, at der er mennesker her på jorden, der lever under regimer, der er rædselsfulde og ødelægger hele deres liv. Der er kvinder, der aldrig når at have et liv for fanden. Det må højere op på agendaen.”

Hvad gør du for at forbedre verden?
”Ud over at betale en hulens skat til dem, der har tid til at gøre noget ved det, så gør vi faktisk noget på det lange sigt. Vi er f.eks. med til at indføre en skandinavisk holdning til korruption og bestikkelse rundt omkring. Med alle de mennesker der går igennem vores system er det meget vigtigt. Altså, vi gør mig bekendt ikke forretning i udlandet på en måde, som jeg ikke vil være stolt af også i Danmark.”

Ligger der ikke meget i det der ”mig bekendt”?
”Ikke andet end når man har 280.000 mennesker ansat, så er der altid en risiko for, at en eller anden gør noget, som er imod virksomhedens holdninger. Men jeg lover dig, at vi har blodhundene efter dem. Og vi har også taget en anden konsekvens af vores holdninger. Der er lande, jeg vil ikke nævne hvilke, hvor vi går uden om en række forskellige kundetyper, hvor vi ved at korruption er udbredt. Så tager vi konsekvensen, selvom vi får mindre forretning. Det koster virkeligt omsætning, at vi ikke vil bruge de lokale metoder.”

Gik du ind for Irak-krigen?
”Jeg synes, den gamle Bush skulle have fortsat til Bagdad for 10 år siden. For mig handler det ikke om masseødelæggelsesvåben eller ej – Sadam Hussein har simpelthen for mange liv på samvittigheden.”

Nogle mener jo, at USA bare var ude efter Iraks olie!
”Det er SÅ naivt. Hvis du ser på, hvad den krig koster amerikanerne! Om de så graver al olie op af Iraks jord de næste 40 år, kan det ikke betale det.”

Så du tror, amerikanernes motiver var ædle?
”Jeg sad i en lounge i Malaysias lufthavn sammen med en flok amerikanere, mens der blev talt stemmer op ved præsidentvalget. Det tydede på, at Bush ville vinde, og jeg spurgte en amerikaner, der var meget kritisk overfor Bush, hvorfor han dog blev genvalgt. Han sagde, det var meget simpelt. ”Det kan godt være, man er hamrende uenig med Bush, men vi tror alle sammen på, at han mener, hvad han siger. Kerry der imod siger de rigtige ting, men vi er saftsusemig i tvivl, om han mener det” Sådan har jeg det også – jeg tror dybest set, Bush tror på det, han gør.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Bøger: En bog som jøden Klemperers dagbog fra krigens Dresden er enormt tung at komme igennem, men tilfredsstillelsen ved at have læst den er meget større, end hvis jeg læser et eller andet mysterium, hvor man siger: Nå, og hvad så – det var nogle hurtige kalorier.

Statsministeren: Hans styrke er, at hans projekt står ret klart. Han har holdt sine valgløfter, er meget forudsigelig og det er transparent, hvad der foregår. Hvis der kommer en valgkamp nu, har han nogenlunde let ved at sige hvad han vil. Han har faktisk bøjet det i neon.

Fortrydelser: At jeg ikke blev fysiker, vil jeg nok fortryde til mine dages ende. Men hvis jeg var blevet fysiker, ville jeg nok fortryde, jeg ikke blev økonom.

På roadshow med Rylberg

img_0146

 

Fra: Hanne Sindbæk

15. 12. 2003 12:36

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Det er jo sådan, at jeg helst skal lave mindst én større historie om året med dig! Og nu har jeg ideen til 2004-artiklen, og så håber jeg, du er med på den.

Jeg vil lave en reportage fra et roadshow. Det er jo noget, der er blevet en fast bestanddel af de fleste toplederes liv, men vi og læserne ved ikke, hvad der egentligt foregår og hvordan. Det er det, jeg gerne vil fortælle…

 

16.12. 2003 kl. 10.13

Han vil godt! Ringede på min mobil. Næste tur er i marts, hvor Rylberg rejser rundt m. årsberetning. Jeg skal med! Må få ham til at forstå, at jeg går efter the full Monty, og har tænkt mig at sove i fodenden af hans hotelseng!

 

Fra: Hanne Sindbæk

13. 2. 2004 14:39

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Så nærmer tiden sig for årets roadshow, som jeg sådan glæder mig til at følge oh so close!

Jeg har lige en ekstra bøn, jeg håber, du kan opfylde.

Det vil være rasende interessant for mig at overvære et møde, hvor I diskuterer strategien for, hvordan resultaterne skal præsenteres

Hvad siger du til det?

 

Hæ! Tag den for en test på overdreven åbenhed!

 

16. 2. kl.13.07

Nå. Det blev også et ja. Ikke vant til åbenhed i de doser. Hmm, hvad går det ud på?

 

10.3. kl. 9.45 ISS, Bredgade

Vil ikke komme for sent til åbenhed i store doser. Venter et kvarter i nypoleret lobby m. stor kunst og Kjærholmmøbler.

Underholdning: Tv-skærm med personnavne rullende over : ”250.000 employees and still counting”. Fikst.

 

10.3. kl. 10.05, Rylbergs kontor

Roadshow-crew minus 1 samlet i Rylbergs kontor, der er all mahogany på den moderne måde med kunst skødesløst drysset rundt.

Crew:

Eric Rylberg: Top-guy, showstjerne

Karina Deacon: Afg. IR-chef

Thyge Boserup: Tiltr. IR-chef

Carsten Højlund: IR medarbejder

Mangler: Karsten Poulsen: CFO, co-star der kører sit eget roadshow parallelt med Rylbergs. De tager dog de første par møder sammen for ”at kalibrere budskaberne.”

Showpremiere i morgen. Rylberg ikke nervøs. Er den irriterende elev i klassen, der har fulgt med hele året, og derfor ikke behøver febrilsk at punktlæse pensum, og satse på at hive resten hjem på charmen.

 

10.3. kl. 12.33

So much for åbenhed!

Ikke meget strategisnak v. strategimøde. Trykt årsberetning lå i læg (ligger i øjeblikket i pres efter bogbinding – ISS er gået over til hardback i blåt-er-altid-pænt – man må da håbe best. godkender det i morgen! Ellers bliver der gang i makulatorerne).

Nok se, men ikke læse! ”Vi vil ikke gøre noget, der er imod fondsbørsens regler, det vil det være, hvis du ser eller hører tallene et døgn før fondsbørsen!” Rylberg ubøjelig. Diskuterer i stedet, hvad jeg kan og især ikke kan skrive fra de kommende investor-møder. Glemmer det straks.

Emner Rylberg regner med bliver hotte:

Organisk vækst

Kapitalstruktur

Opkøb

 

Antal emner Rylberg siger, han frygter: 0

Antal emner Rylberg frygter: 1

Han gider ikke tale kapitalstruktur. ”Man kan ikke slå markedet” er Rylbergs mantra.

Det fede for ham er, hvis både regnskab og roadshow bliver en non-event. ”Det kan godt være, det er usexet, men det er heller ikke nogen pornoforretning, vi driver.”

Regnskab skrevet efter Rylbergs dogme-regler:

  1. Undgå brug af tillægsord
  2. Ingen selvvurderinger
  3. Undgå løfter
  4. Skriv om facts
  5. Skriv kort, knapt og korrekt
  6. Skriv om virksomheden
  7. Skriv ærligt om risici
  8. Udstræk ikke konklusioner
  9. Undgå oppustet sprog
  10. Skriv aldrig negativt om konkurrenter eller ”Peer Group”

 

11.3. kl. 13.32 Rylbergs kontor, Bredgade

”Det er et sort marked at komme ud i med regnskabet – se!” Tv-skærmen viser, hvordan morgenens terrorangreb i Madrid har bombet alle KFX-kurserne ned i rødt – undtagen ISS’, som først faldt med syv procent, men efter regnskabsmeddelelsen steg med 12. Bare lidt alm. medvind i markedet ville have pustet kursen højere op.

Ret ØV for ISS, men Rylbergs humør er ikke bear som markedet. Det er nærmest ”sildegodt” (© Rylberg)

 

11.3. kl. 13.53, ISS University, Bredgade

6 ikke særligt strømlinede mennesker fra Streamline sørger for teknik til live webcast af præsentation af årsregnskab. Ser kompliceret ud. Fuglereder af ledningsværk i farver der bestemt ikke matcher mahognigulve og Eames-designerstole.

Rylberg uden premierenerver og i hvid skjorte (hvorfor er det lige, at man kan se, når sådan en har kostet kassen?), som IR-chefen har beordret, fordi ”striber og farver flimrer på skærmen.”

Napper en nysselig lille kage med chokolade og marcipanblomst fra buffetten.

 

Kl. 14.02

Rylberg – nu med Madonna-headset. ”I’ll walk you through the 2003 results”. Det gør han så. På evig rolig vandring gulvet rundt med den ene hånd skødesløst i lommen forklarer han på amerikansk med let dansk accent om det triste erhvervsklima, der prægede 2003, og hvad det gjorde ved ISS.

Englænderne har de fedeste udtryk: Q4 [kju four] er der da mere swung over end fjerde kvartal, gaaab.

Til stede:

22 analytikere og journalister

6 ISS drabanter

6 teknikere

2 stjerner (Rylberg og Poulsen)

Antal webcast-seere:     Ukendt

 

Kl. 14.10.

Får marcipanblomst galt i halsen. Arh hva’ sagde han? Ja, nu vil han altså lige fortælle om firmaets fem største problemer (også det er mere cool på engelsk, hvor man ikke har problemer, men issues). Hvor åbent-agtigt.

ISS’ 5 issues:

Danmark (Helt ny organisation)

Tyskland (Nye ledere importeret fra andre ISS-lande)

Schweiz (Ledelsen skiftet ud)

Damage Control Norge (Landechef skiftet ud)

Health Care (Ledelsen skiftet ud)

Ikke mindst når man taler om issues, skal man vare sig for triggers som kan sende ivrige aktieanalytikere ud af uønskede analysespor. Det gælder om at bruge afdramatiserende vendinger.

Non-event-skabende Rylberg-fraser:

There is nothing new in that…

Don’t read too much into it…

We’ve been completely open about that…

As I said 8 month ago…

Don’t overinterpret that…

There is nothing up my sleeve…

 

Kl. 15.10. Rylbergs kontor

Humør: Højt!

Journalister ringer for kommentarer til regnskabet. Sætter medhør på, den flab, så jeg kan høre kollegers spørgsmål. Er ikke dummere end mine – så langt fra!

Tema i morgendagens aviser: Rylbergs løn. (Står i alle detaljer med bonus, pension, aktieoptioner – the works i regnskabet. Det’ en historie, der er lige til at gå til.)

 

12.3. Kl. 8.00 ISS, Bredgade

På besøg: Storaktionær ATP, 2 pers.

Fra ISS: Rylberg, co-star Karsten Poulsen og Thyge Boserup

Stemning: Kammeratlig

Smalltalk: Flåden af sorte Audier udenfor vinduet. Rylberg har bestemt, at der skal være stil og fælles linje over direktionsbilerne. Derfor kører man kun sorte Audi’er. Det fører lige over i snak om en cost-saving ide, han har, om sammen med en anden virksomhed med lige så stor en bilpark som ISS (13-14000 på verdensplan), at gå direkte til f.eks. VW og få en go’ deal.

Emner dækket: organisk vækst, virksomhedskøb (af bolt-on slagsen), cash conversion (150% i 03, men nu er det bal forbi), offentlige virksomheder i visse lande som dårlige, i hvert fald langsommelige, betalere (noget EU tager fat i), sæsonbetonet virksomhed (landskabspleje og skadedyrsbekæmpelse), makroøkonomiske udsigter, facility service (ny kontrakt med Sonofon i DK), bruttomargin og USA (ikke længere et no no for ISS, men neutral).

 

12.3. Kl. 9.37 Rylbergs bil

Rylberg er Ringenes Herre i sin Audi, som ikke bare er en Audi. Hans har aluminiumsspejle. Ikke for pynt (ellers go’ nok grund), men for at fortælle de andre tabere, at det her er en S6. Det er noget med motoren. Den er stor. Og hurtig. Kan gå fra 0-100 km på 5,8 sek. Det stemmer. Kører på Thorkild Thyrring-måden.

 

12.3. Kl. 9.43 Nordeas danske hovedsæde

I go’ tid. Rigtig go’ tid. Får lov at vente.

Møder: 1 styks velforberedt portfoliomanager, som har skrevet samtlige 148 regnskabssider ud fra nettet, og vil høre om landenes resultater og issues fra en ende af.

Rylbergs rekvisitter: 0 – hvis man ser bort fra den enlige cola light, han lige når at snuppe for næsen af Karsten Poulsen. Tænker på Ninn-Hansen, som spredte frygt, når han mødte op med ingenting i hånden og alting i hovedet. En mand, der kan det, er svær at slå ud af kurs.

 

12.3. Kl. 16.17

Har faret København rundt i sort Audi. Hvorfor har store pengetanke ikke navne, men bogstaver? ATP, PKA – sig mig var der ikke liiige råd til et par vokaler mere.

 

14.3. Kl. 15.37 Gate A11

Rylberg er der allerede. Mangler totalt topchef-evne til at komme blæsende i sidste flyet-venter-nok-på-vigtig-mand-som-mig-øjeblik. Det er vi så andre, der kan.

ISS-følget kommer med senere fly, så det er kun mig og 1 stk. CEO.

Udveksler stress-historier. Det koster at være topchef. Han har prøvet at gå ned, ikke med flaget, men venstre arm, som han en dag fik han pludseligt forbandet ondt i, ”og når man ikke har sovet i tre måneder, begynder det at kunne mærkes – ens tålmoldighedstærskel bliver urimeligt lav.” Fandt aldrig ud af hvorfor. Kan stadigvæk ikke sove på den arm. Så købte han bare en større seng, så armen kan ligge udstrakt. Sådan kan man jo også gøre.

Må huske at købe chauffør for at kurere min køre-bil-selv-fobi.

 

14.3. Kl. 17.40 (UK-tid) Himlen over England

Flymad er morsom – alle de små pakker med hyggelige overraskelser. Rylberg skal ikke have noget. Skal tabe to kilo – den tynde mand – for at blive klar til Berlin Maraton. Løb 35 km på løbebånd i går. Løb i dag med Else Marie, fordi ”hun kan lægge en dæmper på, ellers kan jeg bare blive ved,” forklarer han undskyldende.

Tænker han er en præstationsmaskine. At en virkelig udfordring for ham ikke er et maraton, men et spa-ophold med strenge påbud om at slappe heeeelt af og se samtlige 24 langsomme afsnit af Matador.

 

14.3. Kl. 20.44 Renaissance Chancery Court Hotel, London

Middag for to i loungen. Tager en cigaret. Rylberg tager tændstikkerne. Gammel vane – har taget tændstikker med hjem til sin far fra alverdens hoteller. For otte uger siden døde far’en, ”den prægtige mand”. Rylberg arvede samlingen og har puttet den i en enorm cylinderformet glasvase som mindestøtte over levet liv – både sit eget og far’ens.

Taler om Kommunismen sorte bog og andre ”langhårede” (©Rylberg) hits fra Weekendavisens bogtillæg, som han tydeligt formoder, jeg har læst. Kan man virkelig se P1-agtig ud i stilletter?

 

15.3. kl.7.30 Hotel-lobby

Fan’me tidligt for en fuldblodsjournalist. En CEO har selvfølgeligt trodset sit B-menneske-instinkt og været oppe siden kl. 5 for at stryge skjorte og løbetræne. Er vel nødt til at futte noget energi af, for at kunne virke stenrolig og confident resten af dagen.

Dagens lokale roadshowmanager: Deutche Bank

Bil stillet til rådighed: Sølvgrå Mercedes E

Chauffør: Peter af persisk oprindelse med både pli og træning i executive sikkerhed. Betryggende. SLURP! siger det, så snart bildørene er smækker, så er der centrallåst.

 

15.3. kl.7.47 Deutche Bank, City

Ankommer til morgenmøde inden morgenmaden. Analytikere flokkes om Rylberg, Rajlbørg, som han hedder her. Prøver at få ham til at sige, at dividenden går dramatisk op for 2004 ([ou får] på cool engelsk). ”Vi har sagt den skal stige, ikke drastisk, men gradvist.” Rylberg bruger tricket med at citere sig selv = ”rolig nu, intet nyt under solen.”

Early show populært.

Antal tilhørere: 16 mænd, 2 kvinder

 

15.3. kl.9.38 Merrill Lynch, City

En N/A’er (not applicable), som IR-chef Karina Deacon så poetisk har beskrevet det i rejseplanen. Merril Lynch ikke blevet spurgt om journalistbesøg ok. Rylberg insisterer på, vi forsøger. ”Investorerne taler og taler om corporate governance og åbenhed, så må de også selv give noget.” Det lykkes. Svært at sige nej til CEO live.

 

15.3. kl.11.00

We ask for three minutes silence for the terrorvictims in Madrid,” lyder det over intercom’en. Føles fjollet i lille citronfromagegult mødelokale med blankt mahognibord og butlerserveret kaffe (og diet coke on special request), men opfordringen efterkommes.

 

15.3. kl.12.48 ISS London

Roadshow A-hold, Rylberg/Deacon, mødes med roadshow B-hold Poulsen/Højlund til frokost i virksomhedens London-kontor. Så rent, at man kan spise direkte af gulvet – det er jo ISS.

Localmanager Jim Hayes, der sammen med landechef, David Openshaw har bygget hele London-forretningen op fra grunden (fra 3 til 3.500 mand), er overjoyed over det fine selskab. Han har 1000 ting at fortælle og vise og muligheder, han vil diskutere med topcheferne.

Han kender klogt deres vaner. Så der er Cola Light i rigelige mængder og tre varianter (Cola light LIME! Hvor kom dét nu fra?) og han har omhyggeligt sørget for at maden (små sandwiches og skiveskåret frugt og grønt) leveres af Eaton, så cheferne kan smage vareprøver fra det nyerhvervede cateringsfirma.

 

15.3. kl.14.35 Sølvgrå Mercedes E

Rylbergs humør: Total topklasse

Årsag: Rigtige mennesker i rigtig ISS-verden

Mentalt overskud bruges bl.a. til at grine ad artikel i Børsen, der med mange hvis’er har regnet ud af Rylberg får 15 mio. kr., i afskedsgave, hvis han bliver i ISS til han er 62. Han er 47.

 

15.3. kl.14.44 Legal & General, City

Endnu en investor uden sans for journalister, men vi forsøger. Og dog. Deutche Bank-repræsentanten fortæller, at de har ringet for få timer siden, for at sikre sig journalistens fravær.

Trækker mig.

Man forstår vel, når man er uønsket.

I hvert fald hvis man får det serveret med en klaphammer lige mellem øjnene.

Har pludseligt et langt frikvarter.

 

Ka’ godt være det hedder City of London, men i dér er ikke meget at gøre for en deltids shopaholic. Køber kaffe og bog. Også mere P1-agtigt.

 

15.3. kl.19.05 Renaissance Chancery Court Hotels topklasse restaurant

Middag med ISS’ UK management.

Drinks før middagen er mest en talemåde i ISS-sammenhæng. Rylberg noget så ualkoholisk. Da han er værten, bliver han spurgt til sidst. Tager fusen på alle, der har bestilt colaer og vand. Bestiller hvidvin.

David Openshaw ligner en hård hund i blød indpakning. På hans venstre hånd bærer han chefens kontante påskønnelse af hans indsats for at drive fremtidens forretningskoncept, facility service-markedet frem i UK – et Breitling-ur i 40.000 kroners-klassen.

Middag: Rylberg og Poulsen simultanspiser stor grøn salat (uden NOGEN former for ost) og rød bøf. Rører ikke tilbehøret. Kan ikke fordrage ”champignon og andre ting, der har groet i hønselort.”

 

16.3. kl.8.05 Enskilda, City

Møde med Invesco fund managers. Vil godt vide mere om damagecontrol-forr. i Norge, som havde et dårligt 03.

”Nu lyder jeg som en bedemand, men et godt år er masser af regn og oversvømmelser – det er som en licens til at trykke penge, i en begrænset tid.”

 

16.3. kl.11.30 Morley, City

Også en N/A’er, Rylberg vender til en JA’er. Lader Deacon køre showet – hun ka’ det ligeså udenad.

 

16.3. kl.12.22 Enskilda, City

Det er altså sådan, det er, altid at være den, der kommer i god tid. Har snart ventet i hver eneste lobby i City, og der sker aldrig no… hov, hva’ pokker, det er da…

Hooooooldt stop – jeg skal lige have et billede. Michael Pram is in the house. Som Rylberg er han handelsrejsende i troværdighed. Pram på jeg-behøver-ikke-at-bevise-en-skid-måden. Han løber m. garanti ikke. Slet ikke maraton. Og så ryger han. SÅ menneskelig. Hvis ikke for unaturligt lyseblå outerspace-øjne.

Frokost-møde et tilløbsstykke. Om det er Rylbergs Roadshow eller Pesto Chicken Supreme wrapped in Parma Ham, der trækker, vides ikke. Men kyllingen er go’. Den er fra Eaton. Så either way, vinder ISS.

Rylberg får ikke noget. Han taler. Han er faktisk flyvende nu.

 

16.3. kl.15.33 Deutche Bank Asset Management, City

Hentes af Enskilda-chauffør i sort Jaguar.

Bil har: Stil

Chauffør har: Ikke

Har til gengæld: Personlige problemer, som kun kan løses v. uafbrudte mobiltelefonsamtaler. Ku’ i det mindste sætte medhør på.

Sum af analytikeres anmeldelser af roadshow:

På skala fra 1-10 har Rylberg de sidste tre år arbejdet sig op fra 6 til 8-9. Er bedst sammen med folk, der ved, hvad det handler om. Hader åbne (uforberedte) spørgsmål. Rene 10-taller scores af folk som Ericssons Svanberg og Securitas’ Berglund.

 

16.3. kl.17.05 Fly på vej til Skotland

Rylbergs tilstand: Nærmest lykkelig

Markant stemningsskift i løbet af dagen.

Fra: Lettere sammenbidt

Til: Næsten euforisk.

Kapitalstruktur, tilbagekøb af aktier og andre kursfiksfakserier var slet ikke på dagsordenen. Mens budskabet om mere reelt værdiskabende tiltag som akkvisitioner, organisk vækst indenfor især Facility Service blev godt modtaget.

”Det er en 180 graders vending fra sidste år!”

 

16.3. kl.19.43, Balmoral Hotels Restaurant No.1, Edinburgh

Selskab reduceret til mig, Rylberg og Carsten Højlund, der er årsberetningsslæber, flyombooker og talsufflør. Drinks før middag (mest mig). Tænker det er underligt, at Højlund slæber karrieretaske med til middag.

Forklaring: Indeholder gave.

Til mig!

Gave: Kommunismens sorte bog, som vi talte om 1. aften.

Det er sådan noget man kan i toppen af corporate verdenen. Nok skal man knokle 24/7, men hvis man vil have en bog fra København til London – så får man det! Nu!

Takker for gaven. Og tilliden. (Er lixtal hos franske filosoffer ikke abnormt?)

 

17.3. kl.7.52 Kempen, Edinburgh

Rylberg altid først oppe, først ude, først fremme, først inde i bilen og først ude igen. Ikke en flig af initiativ mistes. Det hedder altså rettidig, ikke førtidig omhu!

 

Rylbergs arbejdstøj:

Jakkesæt: Ermenegildo Zegna

Skjorte: Fra Fashionable på 5th. Av. N.Y. (hvor man får matchende boxershorts pakket i lille pose, så det ligner en dukkepude) m. dobbeltmanchet, selvfølgeligt

Manchetknapper: Guldknude fra Georg Jensen

Ur: Breitling

Slips: Leonard (Rue Saint Honoré i Paris)

Sokker: Boss

Sko: ? men sikkert Church

Stil: Klassisk with a twist

Resultat: Får min stemme i årets bedst-klædte-danske-topchef-konkurrence

 

17.3. kl.9.27 coffeeshop, Edinburgh

Rylberg tjekker som i hver eneste pause mail på uundværlig Nokia Communicator.

”Incentive er gået konkurs! Det er sgu ærgerligt, når man har lagt otte år af sit liv der.”

 

17.3. kl.9.27 XX, Edinburgh

En N/A’er, men kommer med ind mod at love ikke at nævne virksomhedens navn.

Nej jeg siger det ikke!

Så spændende er det altså heller ikke. Men de har en smuk udsigt ud over Edinburgh Castle – det med tattoo’et.

De er ellers go’e på spørgsmålene – meget målrettede. De har som alle andre analytikere deres egen regnemodel, de prøver at få Rylbergs hjælp til at fylde ud, så de kan komme med deres helt eget særlige bud til kunderne på aktiens reelle værdi.

 

17.3. kl.10.56 Scottish Widows, Edinburgh

”Enkerne” har meget passende en enorm buket hvide liljer i receptionen og en stille andægtig stemning ved mødet. Rylbergs engagement usvækket. Har faktisk talt 90 procent af tiden ved samtlige møder.

Antal ? han ikke har kunnet svare på: 0

Antal ? han ikke har villet svare på: Ca. 17. Alle forsøg på at være mere specifik end årsberetningen ang. udsigterne for 04.

 

17.3. kl.12.28 Baillie Gifford, Edinburgh

N/A bli’r til NO! Så får vi prøvet det også. Tager min upassende person med på café og byder den på fish’n chips.

 

Dagens og turens sidste møde er aflyst. Firmaet har fyret 40 analytikere, så der er ikke rigtigt nogen at mødes med.

Livsnyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os kigge på byen og slappe af!

Livsyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os løbe og nå et fly!

Livsyder vinder.

 

Antal fly-afgange ændret: Alle! (Fuld valuta for businessclass-pengene)

Einsteins indtog i ISS

rylberg1

 

Når ISS’s nye topchef, Erik Rylberg, slapper af, studerer han emner som verdens matematiske konsistens og Einsteins relativitetsteori. Og han har bragt interessen for den teoretiske fysik med sig ind i koncernens ledelsesfilosofi.

 

E=mc2: Energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden. Der findes næppe den leder i ISS, der ikke kan lire Einsteins relativitetsteori-formel af i søvne. Den nye topleders brændende interesse for teoretisk fysik har sat sig sine spor. Et af de mere pudseløjerlige er, at formlen bruges som ledelsesinstrument. Elementerne er de samme, men indholdet er skiftet ud. Således står E for beregningesmodellen EVA, m for marginal, det ene c for convert til likvider, det andet for constant organisk vækst. Da formlen blev lanceret som en del af strategiplanen Create2005, forærede ISS alle lederne en bog med Einsteins biografi og teori. De kunne ligeså godt læse på lektien.

Fysikken er Eric Rylbergs passion i en grad, så man må undre sig over, at han ikke har fulgt sit hjerte og er gået videnskabsvejen. Men fornuften blokerede.

“Fysikken er så dyr i dag – det er jo noget med CERN-acceleratorer til milliarder af kroner – at hvis man ikke er blandt den bedste promille, kommer man ikke med til festen. Og da jeg absolut ikke forventede at være blandt den bedste promille, så kaldte realismen på, at jeg kastede mig over en anden interesse – økonomien,” siger Eric Rylberg.

Han oplevede at få bekræftet rigtigheden af sit valg, da han besøgte Stanford Universitetets enorme Linear accelerator, en maskine, der strækker sig fem kilometer ud i landskabet.

“Jeg talte med en ph.d., og han sagde: “Well Eric, jeg er doctor, og jeg kalibrerer kalibratoren, som kalibrerer kalibratoren, som kalibrerer maskinen!” Det er så langt en doktorgrad rækker. Så hvis man vil nå helt hen i kammeret, så skal man godt nok være meget højpandet. Det vil jeg vurdere, jeg ikke har hoved til,” siger Eric Rylberg.

Han er ellers kendt for sit hurtige hoved, eller som hans første lærermester i erhvervslivet, Poul Plougmann Laursen, kalder det: “Hans enorme hjernekapacitet”.

Og skal vi lige have de andre fremtrædende karakteristika på plads, er det engagement og gammeldags dyder som flid og ærlighed.

 

Inspiratoren lærer Dahl: Hvis man hælder til Einsteins teori om, at verden er kausal, altså at der bag hver virkning er en årsag, må Eric Rylberg forklares ud fra sin opvækst. Den foregik i Randers i, hvad han selv karakteriserer som et helt almindeligt dansk hjem med ualmindeligt retskafne og arbejdsomme forældre. Faderen, der gik ud af skolen efter 7. klasse, arbejdede sig op fra chauffør til direktør på Polarvask, så det er ikke svært at se, hvor fliden kommer fra – den blev simpelthen indbygget i Eric Rylberg fra barnsben. Så tidligt som han kunne nå pedalerne på cyklen, fik han en avisrute, og siden har han tjent sine egne penge. Studiegæld, syntes han, ikke var moderne, så den tid blev finansieret ved arbejde dels på Polarvask og dels på et autoværksted, hvor han stort set blev udlært mekaniker. Finansiel hjælp kunne han ikke få hjemmefra, men han kunne bo gratis. Det gjorde han så, hvilket måske er en del af forklaringen på, at han havde så travlt med at blive færdig, at han kom igennem økonomistudierne på Århus Universitet på rekordtid, knap fire år.

Når man ser på årsag og virkning i tilfældet Rylberg er der én faktor, der ikke må glemmes: Hr. Dahl. Den elskede dansklærer, der nok har været lidt af en sær snegl – 60 år og ungkarl, som så lærergerningen som et kald – men som ramte en tør plet i den videnshungrende drengs liv. Hr. Dahl var af den gamle skole, frygtet, men især afholdt for sit brændende engagement, der blandt andet kom til udtryk ved, at han for egne midler anskaffede det klaver til klasselokalet, han mente var så væsentligt for undervisningen, men som skoleledelsen havde nægtet ham.

“Når man fik en stil tilbage fra ham, var den ikke bare rettet, den var rettet i atomer. Han tog sig den tid, det krævede. Det var imponerende, og det gjorde, at man siden kunne sejle igennem gymnasiets stileskrivning,” fortæller Eric Rylberg.

Det var ikke fysiktimerne og -forsøgene, der sporede fysikinteressen. Det var hr. Dahls beretninger om de gamle grækere, og deres tumlen med de eksistentielle spørgsmål, der førte til investeringen i de første filosofibøger, der hurtigt førte videre til fysikken.

“For mig er moderne naturfilosofi, fysikken. Der er ikke noget mere principielt for menneskeheden, end at stå og kigge ud i verdensrummet og spørge: Hvorfor?”, siger Eric Rylberg.

 

Flid er et minimumskrav: Her må vi gøre plads til Bohrs teori om, at når man når ned i de allerunderste lag, så er der et vist element af tilfældighed – en mangel på årsag til virkningen. I dette tilfælde må det være det, der hedder personligheden. Den Eric Rylberg er født med, og som fra starten adskiller ham fra andre. For hvorfor bliver man et hvorfor-menneske?

Hvordan skabes en beslutsomhed, der gør, at man allerede som tiårig kan lægge sine livsspor ud: Fysikken og økonomien? Og Eric Rylberg var ikke meget ældre, da han besluttede, at han ville skabe et navn for sig selv. Det realiserede han i bogstavelig forstand, så snart han blev myndig, ved at skifte familienavnet Weldum ud med Rylberg. Ikke for at tage afstand fra familien, men for at markere at han var sin egen.

Det var han ikke den eneste, der kunne se. Lego-direktør Poul Plougmann Laursen, der var adm. direktør i togfabrikken Ascan Scandia, da Eric Rylberg startede sin karriere, husker udmærket sit første indtryk.

“Han gik rundt uden sko. Det fine sted gik han rundt som direktionssekretær på strømpefødder. For mig var det indlysende, at han kedede sig. At sidde ved siden af direktøren og holde styr på ham, indeholdt for få udfordringer,” fortæller Poul Plougmann Laursen.

Eric Rylberg fik hurtigt mere ansvar, først IT-området, siden blev han økonomi- og produktionsdirektør og holdt sig ikke tilbage for avantgarde tiltag som at flytte sit skrivebord ud i produktionen. Det kan man da kalde synlig ledelse.

“Det var og er tydeligt, at han trives med store udfordringer. Han bliver nærmest hyperaktiv. Han sætter sig ind i tingene og tager den tid, det tager. Hans forberedelse har altid været enestående,” siger Poul Plougmann Laursen.

Hvis der er en bagside af flidsmedaljen er det, at Eric Rylberg ikke kan skjule sin foragt for andres mangel på forberedelse. Som det er velkendt i ISS, mener han, at flid kan man forlange som et minimum på ethvert niveau i koncernen. Og vil man have indflydelse, gælder det om at være forberedt til møderne med koncernchefen, for dér bliver beslutningerne ikke sendt til hjørnespark eller begravet i udvalg.

At han i dag sidder, hvor han gør, er ikke et resultat af hans egen planlægning og interne lobbyarbejde, for er der noget han afskyr, er det politik indenfor virksomheden.

“Man skal gå efter den bedste beslutning – ikke efter den, der kunne skabe åbninger og muligheder for én selv personligt. Jeg tror i øvrigt heller ikke, det virker. Jeg har aldrig lagt nogen form for karriereplaner, så det her var hverken en drøm eller et livsmål, der gik i opfyldelse,” siger han.

“Jeg blev overrasket over, at jeg fik tilbuddet. Men jeg tænkte, at det var fornuftige folk, som måtte have gjort op med sig selv, at jeg kunne være en mulighed.”

 

ISS skal fordobles: Tre måneder efter sin tiltræden lancerede Eric Rylberg ISS’s nye strategiplan, Create2005. Det overordnede mål er at fordoble virksomheden inden fem år – et mål, han ikke selv anser for særlig dramatisk.

“Vi er en lille myg i en stor verden. Facilityservice-markedet er enormt. Jeg vil tro, vores markedsandel i Europa er lavt encifret, så selvom vi fordoblede det, vil det stadig være encifret. Det er Europa, der er i vores fokus, og vi kan godt nå vores vækstmål uden at gå ind på det amerikanske marked,” siger Eric Rylberg.

Der er ingen grund til at tro, at ISS’s ry som bannerfører for shareholder-value-tankegangen bliver mindre under Rylbergs ledelse. For ham er det fact-of-life. Der er dem, der ser en konflikt mellem shareholder-value og etik.

“Der er jeg hamrende uenig. I det kapitalistiske hyttefad, er forrentningen havkatten, der holder virksomheden på tæerne og i god form. Men shareholder-value er ikke vigtigere end medarbejder- og kundetilfredshed. For hvis kunderne eller medarbejderne er utilfredse, kan man ikke skabe afkast for aktionærerne på sigt. Vi følger da aktiekurserne nøje, for de er et udtryk for, hvad folk mener om os, men ligesom man ikke skal drive politik efter, hvad meningsmålingerne sagde i går, skal man heller ikke drive sin virksomhed efter, hvad aktiekurserne sagde i går, men efter hvad kunder, ansatte og investorer fortæller en.”

Eric Rylberg føler selv, at han fortsætter Waldemar Schmidts linje, og han anser forgængeren for sin læremester. Der imod har han ikke noget forhold til manden, som mange stadig ser på som mr. ISS, Poul Andreassen.

“Jeg har aldrig mødt ham, og kender ham overhovedet ikke. Siden hans tid er ISS jo blevet tre gange så stort, så det er en noget anden virksomhed i dag.”

 

Normerne styrer: Det er ikke pengene, der driver værket Erik Rylberg. Han har ikke brug for en bil, der er længere, eller et hus, der er større, og sommerhus har ingen interesse.

“Jeg er tilfreds med det, jeg har, så det er super.”

Men han er på den anden side heller ikke nogen kostforagter. Om håndledet har han en Breitling af den slags, der ikke er et ur, men en kronograf. Og når han sætter sig i sin Eames-designede skrivebordsstol bag sit moderne tre – TRE – meter lange mahogny-skrivebord, er der ingen tvivl om hvem, der er chefen. Reolerne beboes af en stribe management- og økonomiteoribøger, som Rylberg har læst.

Det han er gladest for på sit kontor er et billede, Michael Kvium har malet. Det er en af de kunstnere, han følger med interesse.

“Michael Kvium laver nogle malerier, man ikke bare kan gå forbi. Han maler tit det samme væsen, sig selv, som bliver mere og mere forkrøblet og forkrampet som tiden går. Sådan opfatter jeg et af budskaberne, og det har han nok ret i – det gælder os alle. Vi bliver mindre og stadigt mere styret af normsæt med alderen. En af de værste normer er angsten for at bliver til grin. Den styrer meget. Angsten for at stille et dumt spørgsmål i en stor forsamling, kan man ikke bruge til noget. Jeg er ikke bedre end andre, hvad det angår, for jeg er også ærekær. Der er bare ikke så mange lag fernis. Jeg kan godt være er en hård hund, hvis nogle laver noget møg, men jeg bliver også enormt rørt, hvis en medarbejder gør det godt. Fra mig får man tilbagesvar på to sekunder, og jeg er nok ret upoleret. Problemet i et job som mit er, at der er en tendens til at overfortolke det, jeg siger. Derfor er jeg nødt til at prøve at moderere mig.”

 

De svære følelser: Eric og Else Marie Rylberg mødte hinanden på den fælles arbejdsplads KEW i 1988, og de blev gift i den danske kirke i Paris kun under overværelse af forældreparrene, og det er egentlig meget betegnende. Privatlivet foretrækker han at holde netop privat. Ligeså begejstret han kan tale om det fantastiske ved, at verden overhovedet ladet sig beskrive matematisk, ligeså fumlende bliver han, når talen falder på kærligheden. Dér er i hvert fald noget, der ikke lader sig beskrive, ikke engang matematisk. I det hele taget er det med følelser lidt af et svært område for Eric Rylberg. Det erkender han.

“Jeg kan ikke påstå, at jeg er enormt god til at mærke, hvordan andre mennesker har det. Vedholdenhed er dog en usædvanlig god hjælp til at overvinde ens begrænsninger. Det kan godt være, man ikke har et stort talent for at forstå folks følelser, men hvis man bruger tid på det, er der en større chance for, at man forstår,” siger han.

Men i hvert fald er Else Marie, der er regnskabschef hos United Bisquits, suverænt i en kategori for sig, hvis der skal laves en optegnelse over, hvem der betyder noget for Eric Rylberg. De to har ikke børn. Det er ikke et valg, sådan er det bare blevet.

Sport er ikke noget, der fylder i hans liv. Den eneste motion, han får, er, når han tager trappen op til kontoret på 3. sal, suser rundt på gangene, og når han svinger støvsugeren hjemme i Hørsholm. Her har ISS-direktøren nemlig ikke nogen til at gøre rent for sig.

Skal han nævne en dyd hos sig selv, er det ærlighed, og en brist er utålmodighed.

“Der er en, der har sagt, at den der har tålmodighed, ejer verden – så ejer jeg ikke ret meget, det kan jeg godt love dig. Alting skulle altid helst have været i går, og det er ikke så godt. Jeg er meget taknemmelig for at have en assistent, der kan leve med det.”

Utålmodigheden kan dog også give en vis fremdrift, som da Eric Rylberg kortsluttede processen om det nye ISS-logo, der havde været undervejs i årevis.

“Lige pludseligt fik jeg pip af processen, og besluttede at vi tager de fire bureauer, og de har fire dage til det, for det bliver nok ikke et hak bedre af, at de har fyrre.”

Sådan fik ISS sit nye logo, hvor i’et tydeligt kunne læses, så nu er det slut med kedelige misforståelser i andre lande, der tror, virksomheden hedder 1SS.

 

Intellektet vil kildes: På mange måder lapper Eric Rylbergs professionelle og private interesser ind over hinanden – om ikke andet, så fordi han sørger for det. Som i tilfældet med Einstein-ligningen, der blev til et ledelsesinstrument og hans kærlighed til moderne kunst er også bredt ud i koncernen. Nøgleordet for hans interessefelt er udfordring. Han elsker at få kildet intellektet og blive udfordret på sine egne forestillinger om verden og dens mennesker. Derfor er nogle af de mest spændende møder i hans liv møder med kunstnere og videnskabsmænd – de ukonventionelle, der arbejder i dybden.

“Det er svært at beskrive hvorfor, men for mig er den teoretiske fysik ren fornøjelse. Der er et eller andet fantastisk ved at forstå noget grundlæggende og principielt. Det har i øvrigt den fordel, at hvis man har forstået det en gang, så kan man bruge det i alle mulige afskygninger, hvor man ikke nødvendigvis kan genkende, at det er samme princip.

Det gælder også den teoretiske økonomi. Hvis man en gang har fattet Black og Scholes formel for optionsprisfastsættelse, så vil man indse, at man ikke bare kan prissætte optioner med den, man kan også forstå aktiers bevægelser og mange andre ting. Altså hvis man forstår teorien om risiko, så får man en bredere forståelse af en række fænomener, som ellers ville være løsrevne klatter – man kan pludselig se et mønster, der hidtil har været skjult. Det er en kæmpeglæde.”

Med Eric Rylbergs entusiasme for videnskaben er relevant at spørge, om han mener, han har fundet sin rette plads i livets store ligning.

“Der er altid det, man i fagsproget kalder alternativtab. Man kan ikke vide, om det, man har valgt, er det bedste. Men så tænker jeg på et lille digt, fysikeren Murray Gel-Mann er citeret for:

“As you ramble through life, brother

what ever be your goal.

Keep your eye upon the doughnut

And not upon the hole!”

Man skal altså huske at kigge på kringlen, ikke på hullet,” siger Eric Rylberg.

Og ISS, det er trods alt noget af en kringle, at sætte tænderne i.

 

 

Blå bog

Eric Søe Rylberg født 8. januar 1957. Gift med økonomichef i United Bisquits, Else Marie Rylberg. Bor i Hørsholm.

 

1981: Cand. oecon. Århus Universitet.

1985: HD i regnskabsvæsen.

1993: MBA.

1981: Konsulent i LEC.

1983: Direktionssekretær, siden edb-chef og senere økonomi- og produktionsdirektør i Ascan Scandia.

1988: Økonomidirektør i KEW Industri.

1991: Koncerndirektør i Incentive.

1996: Adm. Direktør i Jacob Holm & Sønner.

1997: Finansdirektør i ISS.

1999: Vicekoncernchef i ISS.

15. august 2000: Koncernchef i ISS.