“Man kan ikke leve på gamle præstationer”

Finn Helmer forlader Intel om en uge, og det er han godt tilfreds med, fortæller han journalist Hanne Sindbæk i fredagens brunch. Snakken falder også på succes, penge, fiasko og bedragere, som hans liv har været så rigt på.

brunch med Finn HelmerFinn Helmer er ikke en typisk brunch-spiser. Så langt fra. Citylife er i det hele taget ikke hans stil. Så når jeg nu har lokket ham ind til København, skal han også mærke storbyens puls, som den slår på Café Europa, hvor klientellet er trendy, brunchen er italiensk inspireret, og kaffen brygges af en af verdens bedste barista’er. Landboen Finn Helmer tager det i stiv arm, selvom champagne kaldes Crémant, kaffen hedder latte og olivenmos bliver til tapanade.

Når jeg mailer til din Intel-adresse, får jeg en returmail: Out of office until further notice – hvad sker der?
“Jeg er på vej ud. Jeg forlader Intel om 14 dage – nu har jeg aftjent min værnepligt.”

Hvordan har du det med det?
“Meget, meget fint. I to år har jeg arbejdet med at undersøge mulighederne for at skabe 10 gigabite optisk fibernet til hjemmet, men i sidste ende valgte Intel ikke at gå videre med mit projekt. De mente, det var for tidligt for markedet, og så kiggede de på mig og sagde: Finn, hvad skal vi så stille op med dig. Jeg sagde, at de kunne sparke mig ud, det ville være helt fint.”

Jamen, så skål og tillykke med fyringen?
“Jo tak, det giver nogle helt andre muligheder. F.eks. kan jeg nu slås for at få Danmark til at etablere 10 gigabite-forbindelser til alle hjem. Jeg mener, at Danmark har chancen nu for at blive førende og præsenterer mit 10 gigabyte-tema alle steder, jeg kan komme af sted med det. Det er jo helt åndsvagt, at vi stadig lægger kobberkabler ned her 35 år efter, at fiberen er opfundet, og så sidder og slås med, at vi ikke kan komme frem og tilbage hurtigt nok på nettet.”

Har du selv nogle forretningsmæssige interesser i det?
“Nej, det holder jeg mig helt ude af økonomisk. Jeg advokerer så stærkt for det, at jeg ikke kan tillade mig at tjene penge på det. Jeg har endda tilbudt finansministeren at lægge 10 mio. af mine egne kroner i det. Så mangler vi jo “kun” 34 mia. 90 mio.!”

Efter Giga blev du lidt af et it-orakel i offentligheden, og mange spørger: Er Helmer et geni eller et blålys. På en skala fra 1-10, hvor 1 er geni og 10 er blålys, hvor mener du selv, du ligger?
“Det er svært at sige. Jeg lavede Santech; jeg var med til at bygget et fantastisk team op i Giga, og var den visionære på det – det magtede jeg. To gange har jeg gjort det, spørgsmålet er, om jeg kan gøre det tredje gang? Så nærmer jeg mig geni. Men man kan ikke leve på gamle præstationer – det dur ikke.”

Hvor meget har du tilbage af de 300 mio. kr., du fik ud af Giga?
“Jeg har omkring 100 mio.”

Vil det sige, du på fire år har brugt 200 mio. kr.?
“Der røg jo lidt i skat – ca. 100 mio.”

Med den hast, hvornår er du så fallit?
“Om fem år vel! Jeg har investeret en del i små virksomheder, hvor jeg har tabt penge. Men så er der andre med meget gode perspektiver, f.eks. Scriptserver, som jeg ejer 45 procent af, der har lavet en e-handelsplatform af en kaliber, der for fire uger siden kostede en halv million. Den kan vi sælge for 15.000 kroner. Hvis den tager fat, så er alle mine investeringer hjemme igen.”

Hvorfor bor du i Schweiz?
“Fordi jeg er ude efter at lave et set-up med Den tekniske Højskole i Zürich, som ligger 20 km fra, hvor jeg bor. Når jeg har gjort det, flytter jeg hjem. Indenfor et års tids, regner jeg med.”

Hvor skal du bo?
“Nede ved Jyllinge, hvor jeg har en grund. Derfra er der nem adgang til København – det er jo her det foregår – men det er ude på landet. Jeg er naturmand og skal have lys, luft og udsigt. Jeg har fået Henning Larsen til at tegne et hus for mig.”

Henning Larsen! Og så sidder du der med dine småsparermanerer og handler i Netto!
“Det er også så ekstravagant, at det ikke er sikkert, jeg bygger det. Men han kan noget med lys, som er vigtigt for mig. Og jeg vil gerne have et hus med meget lidt afstand mellem inde og ude.”

Er det en bedre investering, hvis det er tegnet af Henning Larsen?
“Det var også lidt det, jeg var ude efter. Hvis jeg en dag går fallit, så kan jeg sælge det, og så har jeg noget at leve for. Det er lidt en sikring.”

Har du ikke sikret dig at ligegyldigt hvad, er der en eller anden klat penge tilbage til dig selv?
“Ikke endnu, men det har slået mig, at det bør jeg nok gøre.”

Du har jo været i nogle økonomisk meget pressede situationer i dit liv – vil du ikke gøre meget for at undgå det igen?
“Man klarer sig jo og kommer over det. Første gang, jeg tabte penge på en virksomhed, var i 1987, hvor en mand, jeg kendte godt, fik mig til at investere 500.000 kroner i sin virksomhed. Det så rigtig godt ud på papiret, banken sagde god for det, og jeg skulle være direktør. Jeg nåede heldigvis ikke at sige mit job op, for tre uger senere var virksomheden i betalingsstandsning – regnskabet var falsk. Det satte mig helt tilbage. På det tidspunkt havde jeg, når jeg havde betalt hustrubidrag og renter på lånene, minus 34.000 kroner tilbage om året. Da var gode råd dyre. Jeg havde min biavl ved siden af mit arbejde, og så havde jeg lånt 70.000 kroner, jeg spekulerede for på Børsen. Fem år i træk magtede jeg at lave 110 procent i udbytte på de 70.000, og derfor overlevede jeg.”

Det er en meget sjov historie, men det er da ikke sjovt at leve i!
“Nej, men når jeg ser tilbage og spørger mig selv, om jeg havde fået et bedre liv, hvis jeg havde været mere mistænksom, må jeg sige nej. Jeg vil ikke gå gennem livet og mistænke folk, fordi der er nogle enkelte, der svigter. Så vil jeg hellere tage de tæsk, det giver. Jeg er blevet taget grundigt ved næsen nogle gange. Men jeg har haft et godt liv – også når jeg ikke har haft salt til et æg. Det vænner man sig til. Så en gang imellem når regningerne dumper ind, går man lidt op og ned ad gulvet.”

Men det er jo et enormt pres!
“Ja, men ved du, hvad mit pres er nu? Det er, når folk prøver at snyde mig, og der kommer retssager, fordi “Finn har pengene, så ham kan vi nok bøffe”. Det slider lige så meget som det andet. Så det er ikke lykkeligere. Det, der er anderledes, er, at jeg en gang imellem går ud og køber en ting, som jeg virkelig ønsker mig, selvom det er lidt dyrt.”

Du har godt nok haft både stort held og stort uheld!
“Dét har jeg. Én gang fik jeg på kort tid så mange tæsk, at nu kunne det ikke blive værre, og så kom BREVET! Skattevæsnet mente, jeg havde snydt og skyldte dem 300.000, og det ville betyde, jeg måtte gå fra hus og hjem.”

Så når man tror det ikke kan gå værre…
“…så kan det alligevel godt! I sådan situation stopper jeg op og siger, hvis det hele nu går så galt – hvad så? Ok, så tager jeg min trillebør og går på landevejene.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Kærester: “Det er sgu svært at finde den rigtige. Der kommer ikke flere tilbud til mig, bare fordi jeg har penge.”

OL: “Jeg skal ned og se det sammen med min bror – vi var også i Sydney sammen, så det er en tradition! Det er næsten lige meget, hvad det er for en disciplin, vi ser, for når det er i verdensklasse, er det bare så imponerende.”

Overskudsdeling: “Hvis en virksomhed stiger 20 procent i værdi, skal investorer have det for deres risici. Stiger den mere, bør man dele ud til medarbejderne.”

Arbejde: “Jeg falder ikke i søvn om aftenen – jeg besvimer af udmattelse.”

Medarbejder-u-tilfredshed: “Uanset hvad man gør for medarbejdere, har de en tendens til at glemme, hvor meget man gør for dem.”

Monkeyclass: “Når jeg flyver over dammen, sparer jeg 1000 kroner i timen – skattefrit.”

Biperson med hovedrolle

Finn Helmers bier er blevet næsten lige så berømte som ham selv, siden Giga blev solgt for 9,4 mia. kr. kontant til Intel.

Der stod muligvis skrevet succes i panden på Finn Helmer i 1992, da han i sidste minut kom væltende ind til jobsamtale med Gigas bestyrelse. I givet fald har det stået med kølervæske, som også var ujævnt fordelt over resten af sælgeren fra Texas Instruments. Bilen var brudt sammen, og handymanden havde selv lavet en nødreparation, og så var det, at kølerslangen sprang i hovedet på ham.
Han fik jobbet, men han var også blevet så varmt anbefalet af det headhunterfirma, der blev betalt for at finde den helt rigtige direktør til NKTs nødstedte vækstbaby. Der var bare det, at headhunterfirmaet aldrig havde mødt Finn Helmer. “Jeg havde søgt jobbet og aftalt at skulle til samtale med headhunteren en morgen klokken otte. Da jeg kom, sad der kun hans assistent, som ikke vidste noget om jobbet. Så blev jeg flintrende arrig og sagde: “Hør her, jeg er marketing manager for Texas Instruments i Nordeuropa – jeg kører en omsætning på 300 mio. kr., arbejder 12 timer om dagen, og manden gider ikke engang ringe og fortælle mig, at han ikke er her. Det er uacceptabelt. Nu er jeg i næste runde automatisk, ellers meddeler jeg det til bestyrelsesformanden!” Og næste runde – det viste sig at være bestyrelsen! ”
Om end det forekommer mere som held end managementforstand, så kan det forsømmelige headhunterfirma i dag bryste sig af, at de så rigtigt. For Finn Helmer er manden alle peger på, når man spørger om årsagen til Gigas succes.
“Da Finn kom, var vi et halvt år fra at opgive ævred. Han bragte morgenluft ind i firmaet og fik os til at tro på, at vi kunne lykkes,” siger Gigas udviklingschef Eivind Johansen. Han er det tekniske geni bag den guldbetrukne 10 Gigabit chip, som er en væsentligt årsag til at amerikanske Intel betalte 9,4 mia. kr. kontant for virksomheden. Det var ikke omsætningen på 190 mio. kr., der lokkede, men potentialet, som Finn Helmer med sit uomtvistelige sælgertalent illustrerer:
“Vores 10 Gigabit komponent kan bruges i alle hjem til at hente telefon, tv- og andre signaler ind. Den kan f.eks. hente en spillefilm ned på 1,5 sekund. En parabolantenne koster $600 – det er markedet altså villigt til at betale for den type produkt. Der er 1.100 mio. hjem i verden plus 700 mio. kontorer. Det er 1800 mio. potentielle kunder. Ganget med $600 bliver det 1.080 billioner dollars!”

Fantasillion-forretninger: For en anden én begynder det at svimle allerede ved de 10 mio., men Finn Helmer har aldrig været bleg for at svinge nullerne. I familiekredsen har man altid trukket på smilebåndene og rullet med øjnene, når Finn fortalte om sine fantasillion-forretninger. Så stor var overraskelsen – og glæden, da klanen den 15. marts kunne samles og hylde den nyslåede 300 gange millionær.
Det vil føre for vidt at komme ind på alle de forretninger Finn Helmer i tidens løb har forsøgt sig med. Men en hurtigt opremsning kan illustrere spændvidden: Han startede som syv-årig med kaninavl, så grøntsagsavl og som 11-årig blev han biavler – en forretning han har holdt ved gennem alle årene. Han har samlet kuglepenne, vasket flasker, solgt radioer, spolebånd pr. postordre, været med i et honningtapperi, startet Santech A/S, der solgte opgraderingsmemory, Kufini (Kurt-Finn-Niels)A/S, der først var en investeringsforening for fire kammerater, siden kom til at rumme Finn Helmers plastikfabrik, der bl.a. laver bistader og giner. Så er der noget med en andel i et par oliekilder og reklamebureauet Lofi (Lotte-Finn)A/S, som han har med kæresten Lotte Kühl.
Bare for at nævne noget!
Det har sjældent givet nogen særlige gevinster, og hvad, der er kommet ud af forretningerne, er som regel straks investeret i andre.
Hans personlige gevinst ved salget af Giga forekommer ham uvirkelig, for pludselig er hans hidtil så smalkostede privatøkonomi kommet op i erhvervsformat.
“Det bliver svært at indstille sig på, når man som jeg har haft så lidt til privatforbrug, at det lokale skattevæsen mente, jeg måtte have snydt med årsopgørelsen.”

Forklædt som forretningsmand: Han bor stort, men billigt. Han har nemlig overtaget det 300 kvadratmeter store barndomshjem til en leje på 500 kr. om måneden – spøgelset Alfred er fulgt med gratis. Han har egenhændigt renoveret huset, blandt andet indlagt et fuldt centralvarmesystem, hvor han selv har loddet hvert et kobberrør. Han har ikke købt andet inventar end fjernsynet, resten er arvegods. Dagligvarer købes i Netto og Fakta, og selv der studeres priserne. Smart i tøjet har han heller ikke været, selv om man kunne tro det, når man så hans presseoptræden i den forløbne uge. Men det skyldes, at Gigas ansatte til hans 50 års (eller som han foretrækker at sige det 18 år og 384 måneder) fødselsdag i december tog sagen i egen hånd og forærede ham en guided og betalt tur i en af Københavns fine herretøjsforretninger. Så derfor og kun derfor har der hængt det nydeligste Armani-sæt på den veltrimmede Helmer-krop. Personligt synes han ikke, pris og kvalitet helt hænger sammen i det køb.
Det er også hans sparsommelighed, der har skaffet ham det ar, der går i sin egen zigzag-linje fra hagen til issen. Det fik han i 1980, hvor han af sparehensyn selv skar træer op til brænde, der skulle opvarme hans hus. Kædesaven smuttede og det kostede 57 sting – uden bedøvelse, for lægen gav ham valget: “Skal det være pænt, eller vil du bedøves”.

GIGAntisk spareprogram: Finn Helmer fik rigelig brug for sin evne for at vende hver en krone, da han startede i Giga. Han fandt hurtigt ud af, at likviditeten ikke engang rakte til lønninger den første måned og alle de kunder, han havde fået at vide var der, var fri fantasi. Sin egen firmabil var det første han skar væk, og han gjorde et ihærdigt men forgæves forsøg på at slippe for at betale de 250.000 kroner headhunterens regning lød på. Det store markedsføringsmateriale, han havde planlagt, blev skåret ned til nyt brevpapir, visitkort og en fax-forside.
Giga i 1992 var en bogholder, en sælger og fire ingeniører i maosutter, der gemte sig bag skrivebordene. Virksomheden havde et underskud på 3,5 mio. kr., og en omsætning på 4,8 mio. kr., hovedsageligt skaffet fra militærindustrien – en niche, der døde i takt med Sovjetunionens sammenbrud og den kolde krigs afslutning. Virksomheden blev drevet på klassisk ingeniørvis fra projekt til projekt.
Finn Helmer gjorde tre ting:
Han gav medarbejdere og bestyrelse troen på, at de kunne lykkes.
Han omlagde produktionen fra unika- til standardproduktion.
Han udnævnte alle i virksomheden til sælgere.
Det var slut med en anvendt praksis at anbefale en konkurrents produkt, blot fordi det var bedre.
“Hvis en kunde ringer – så skal man sælge dem et eller andet. Og hvis vi kan lave noget, der er godt nok til kundens behov, så er jeg fuldkommen ligeglad med om konkurrenten kan lave noget, der er bedre og billigere. Det er ikke vores problem,” siger Finn Helmer. Det var den nye salgsstrategi. Finn Helmer overtalte bestyrelsen til at putte seks mio. kr. i firmaet, til gengæld lovede han at omsætningen allerede det første år ville være 14 mio. kr. I løbet at to år vendte Gigas økonomi, til en omsætning i 1995 på 53 mio. kr. og et overskud på otte mio. kr.

Markedet er Gud: Finn Helmer tror på Gud – i hvert fald på, at der er noget på den anden side. Så han er ikke bange for at dø, for det bliver spændende at se, hvad det er. Så tror han på mennesker. Også selvom han er blevet grundig snydt et par gange. Men først og fremmest tror Finn Helmer på markedet. Og hans fornemmelse for det er et af hans store talenter. “Markedet er en levende organisme, som selv bestemmer, hvad den vil. Man har set IBM prøve at opdrage markedet, da de kom med deres OS2 – men det finder markedet sig ikke i. Det kostede dem 50 mia. dollar og 200.000 arbejdspladser.
Microsoft vil også komme til at mærke, at markedet ikke lader sig diktere. Jeg er sikker på, at Linux kommer til at lægge dem ned. Den yngre generation vil simpelthen ikke finde sig i alle de fejl, der er på Microsoft-programmer.
Man må have føling med markedet, så jeg insisterer på at ingeniørerne her har kundekontakt. De skal vide, hvem det er, de udvikler til. Udvikler de for deres egen skyld, er det da meget sødt, men så risikerer man at misse markedet. Hvem vil købe det, og hvor meget vil de betale for det – det skal man vide, før man har en potentiel forretning.”

Helmer-land: Finn Helmer kommer fra Algestrup – byen ved Holbæk, der af radioprogrammet Strax blev nomineret som Danmarks kedeligste. “Det mest spændende, der er sket her, var en gang hvor en mand i underbukser gik ned ad gaden og spillede sækkepibe, ” som en lytter forklarede. Manden med sækkepiben var Finns bror Lars. Og hvorfor skulle han ikke gå ned ad gaden i underbukser. I familiesproget hedder området ikke andet en Helmer-land! Familien ejer og driver også en stor del af jordene i området.
Det startede med xx og zz Helmer, der ikke var født ind i landbruget, men ville det. De tog til USA et år og uddannede sig, hvilket ikke var helt almindeligt i 1947. De købte gården ved Algestrup og fik fem børn i løbet af otte år. Der var ikke råd til at holde hjælp på gården, så børnene var en vigtig arbejdskraft, når køer skulle ud og ind af stalde, roer skulle hakkes, marken høstes, høet stakkes og køres ind. Da børnene var blevet større, passede de gården alene, når forældrene drog på ferie. Ansvarsfølelse og selvstændighed er en naturlig følge af sådan en opvækst. Alle fem er da også blevet selvstændigt erhvervsdrivende. Peter og Lars er landmænd, Anne har overtaget forældrenes rideskole og Tina er revisor med halvpart i sit firma.
Opvæksten har også betydet et sammenhold, der berettiger, at man bruger et ord som klan. Alle bor stadig i området indenfor en radius af 10 km. Hver en jul og fødselsdag bliver fejret i familiens skød, og det betyder et sammenrend af omkring 25 personer. Sammenholdet er også gået videre til næste generation – 12 fætre og kusiner på nogenlunde samme alder. Det har ikke mindst Finns børn, Helena på 22 og Philip på 20 haft glæde af, siden de kom tilbage til Danmark for seks år siden, efter at have boet med deres mor i England i syv år. Fætre/kusine-sammenholdet fik dem hurtigt sluset ind i Helmer- og opland.

Dumpede på DTU: I dag arbejder begge børn i produktionen på Giga, og Philip vil følge i far Finns fodspor og starte på DTU til sommer. Det bliver ikke så svært at overgå far’en dér, for på DTU huskes Finn Helmer for sine talegaver, sit bi-erhverv, men ikke for sine faglige præstationer.
“Det var ikke lige ham, man forventede, ville få Nobelprisen,” som hans vejleder docent Ole Olesen siger.
Det tog Finn Helmer 10 år at blive færdig som ingeniør. Dels på grund af de mange udenomsaktiviteter, dels fordi han simpelthen havde svært ved at følge med. “Jeg var ikke noget geni, og jeg dumpede også det første år. Jeg blev skrækkeligt nervøs ved de skriftlige prøver, mens det gik fint med de mundtlige. Men til sidste tog jeg mig gevaldigt sammen, og lavede et afgangsprojekt, jeg fik et ti-tal for,” fortæller han. Det er altså ikke det tekniske, der er Giga-chefens stærke side. Til gengæld er det en styrke, at han erkender det. Som han siger:
“Uden et geni på hver finger klarer jeg mig ikke!”
De genier har han så til gengæld formået at finde og fastholde på Giga. Hans initiativ, iderigdom og evne til at være tre banelængder foran andre nævnes fra flere sider som hans forcer. Svagheden følger som så ofte styrken: Der må være nogen, der samler stumperne op og binder de løse ender sammen.
Hans ledelsesstil er management by walking around, det er kontakt til medarbejderne i øjenhøjde, og så er teambuilding en disciplin han mestrer. Det var hans initiativ, at medarbejderne fik tilbudt aktier i 1996.
“Ingen havde forestillet sig, at de ville blive så mange penge værd. Vi opfattede det mest som et signal om, at nu var vi alle i samme båd – hvad enten den så var stor eller lille. Det var en måde at stå sammen på,” fortæller udviklingschef Eivind Johansen.

Løber fra problemerne: Finn Helmer har bestemt prøvet at få nogle gok i nødden. Det går ham ikke så meget på, bare han kan gokke igen. Det kunne han ikke i 1993, hvor hans store kærlighed Anne Marie Martinsen døde af cancer, blot et år efter de var flyttet sammen.
“Hvordan tackler man det? Ja jeg tager løbeskoene på og løber nogle lange ture.”
Så er der den anden type gok i nødden, hvor man kan kæmpe – og det gør han. For eksempel da bagmandspolitiet i midten af 1990’erne mente, at et af de foretagender, han var med i, var ren svindel. Det var en kreativ finansiering af internetselskabet Luna is, der kom i søgelyset.
“Selskabet havde købt en software i USA, og bagmandspolitiet sagde, den ikke eksisterede. Jeg hentede den til Danmark og leverede den til politiet, men fik at vide at jeg lagde forhindringer for politiets opklaringsarbejde. Softwaren kører på nettet i dag og er videreudviklet for 25 mio. kroner, men de siger, den ikke eksisterer. Jeg kører en skattesag på det i øjeblikket, for skattevæsnet mener, at jeg ikke kan trække en investering fra i noget, der ikke eksisterer. Når skattevæsnet og bagmandspolitiet sådan tramper på mig, så bliver jeg stædig og vil bare vise, at det er dem, der er noget galt med.”

Bibeskæftigelse: Det var allerede i 1994, Finn Helmer investerede i sit første internetfirma – Luna – for han så straks store perspektiver i ideen om nettet.
Erhvervsledere, der kalder den nye økonomi for pyramidespil og lignende, er for ham et tegn på, at samfundet ikke er modent til at forstå, at der kommer en helt ny type forretning. “Når der er et hul i markedet, skal man ikke stille sig ud på sidelinjen og sige, det er noget pjank. For hullet er der. Man må se positivt på mulighederne for en selv, og ikke lade toget køre uden selv at være med. Man har bare løftet fligen indtil videre. Det er kun 2 procent af markedet, der er dækket, så er potentialet jo enormt. Nogle internetvirksomheder er selvfølgelig overvurderede, men der er andre, der er stærkt undervurderede. I virkeligheden er det ikke så meget anderledes end biotech- branchen – der har man bare vænnet sig til, at man investerer med underskud i 12 år, inden der kommer penge ind. Og så kan der til gengæld komme rigtig mange penge ind.”
Det er hullerne i det marked Finn Helmer og Giga skal være med til at dække. De næste mindst fem år skal bruges på at bevise, at Intel gjorde en rigtig god forretning, da de købte guldchippen og dens bagmænd. Det kommer til at tage så meget af hans tid, at han ikke kan passe sine 800 bistader. Hovedparten bliver sandsynligvis sendt til Litauen, hvor han har planer om at købe en gård, og ansætte en mand til at drive honningfarmen. Bi-erhvervet har fulgt ham i 40 år, og det er ikke kun honning og fortjeneste derfra, han har fået ud af det. “Bierne er en isbryder uden lige for en samtale. Man kommer ind på et område, der er ufarligt og spændende at snakke om, og så ved jeg en masse om det. Det har jeg kunnet bruge overalt på kloden.” Og det har han gjort i en grad, så bierne er blevet en del af hans identitet: Finn Helmer – en biperson.
©Hanne Sindbæk