Tag-arkiv: finanskrise

Der skal mere end to til en finanskrisetango

IMG_0070Var en smut i biffen forleden for at se ”The Big Short”, filmatiseringen af den anerkendte finansjournalist/forfatter Michael Lewis’ bog af samme navn. Den er glimrende, og det er imponerende, at det er lykkes Adam McKay at lave en film om finanskrisen, der ikke er spor søvndyssende.

Skurkene er de samme som altid i finanskrisehistorierne: Banker og realkreditinstitutter. Filmen giver dog også et velrettet skridtspark til ratingbureauet Standard & Poor’s, der var lige lovlig generøse med at AAA-rate dårlige obligationer.

Det nye er heltene. De er pillet ned fra en yderst overraskende hylde. Det er ikke en journalist. Det er heller ikke den enlige ærlige politiker, der går op imod systemet. Næh, heltene er dem, der i alle andre film utvetydigt har rollerne som skurke. Heltene er nemlig spekulanter. Hvem havde set det komme?

De er oven i købet spekulanter af den mest udspekulerede slags. Det er ikke oliepriser eller virksomheder, de sætter deres penge i. Næh de satser alle deres penge på, at det amerikanske boliglånsmarked kollapser totalt. Det er sørme en ny type helt.

Det hjælper selvfølgelig på troværdigheden, at spekulanterne spilles af stjerner som Brad Pitt og Christian Bale, men det er alligevel flot klaret, at publikum accepterer præmissen.

”En lille flok outsidere så, hvad ingen andre kunne se,” hævder filmen. Det står til troende i den forstand, at de virkelige personer bag historien faktisk tjente enorme summer på deres spekulation. De så, der var noget råddent i gang, siger filmen. Jooo, tjaaa bom bom. De så vel mest af alt et lukrativt hul i markedet, og satsede deres penge på en helt vanvittig ide. Man skal ikke have plejet meget omgang med økonomer og andre i tradingmiljøerne for at vide, at der er lige så mange dommedagsprædikanter i den branche, som der er blandt økologer og Jehovas Vidner. De studerer markedet til de er blå i hovederne og kommer op med nye vilde forudsigelser af, hvor og hvordan markedet crasher næste gang. Det er deres ting. De elsker at spekulere i usandsynlige scenarier, og en ganske sjælden gang imellem har de ret. Det var vel ret beset, hvad der skete for de ”heltemodige” spekulanter i filmen.

Det er fascinerende at opleve, hvordan det lykkes at gøre mænd, der tjente uhyrlige formuer på sammenbruddet og dermed mange andre mennesker ulykke, til helte. Det er faktisk helt forfriskende. Det ville også være dejligt, hvis den anklagende finger ikke altid stod og dirrede foran bankerne, men i stedet blev drejet lidt rundt i kredsen mod os alle sammen. Der skal meget mere end to til en finanskrisetango.

Nu er jeg selv en kende udfordret på økonomiforståelse. Derfor var det ikke så overraskende for mig dengang i de vilde 00’ere, at jeg ikke begreb en fløjtende fis af, hvad der foregik. Fornuftige mennesker med fornuftige huse købte pludselig store biler og båd. Det havde de snildt råd til, forklarede de, fordi de havde lånt i den store friværdi i deres bolig. Jooo, men et lån er og bliver vel et lån eller hvad? Næh faktisk ikke. Vanviddet blev toppet op med det afdragsfrie lån. Det kunne jeg så glo endnu mere måbende på: Et lån man ikke betalte tilbage på! For en husmorøkonom som mig lignede det et skråplan. Og det var jo også. Måske det er sådan en som mig, der bliver helten i den næste Hollywoodfilm om den næste krise.

I hvert fald har jeg udviklet en teori for, hvordan man kan spotte, hvad der er under opsejling. Min teori skal selvfølgelig ikke tages særlig alvorligt. Den kommer trods alt fra en person, der har begrænsede regnefærdigheder med fra skoletiden. Jeg var jo en pige, og sådan en har kun X-kromosomer. Drenge har der imod både et Y- og et X-kromosom, hvorfor de har de naturlige forudsætninger for at lave ligninger med to ubekendte. Det var i hvert fald efter det princip, min regnelærer doserede sin opmærksomhed.

Men alligevel… jeg giver et skud. Kriser så store og vidtrækkende som den i 2008 er en form for naturfænomen. Det kommer i bølger, starter småt og bygger op over tid til det rammer med en tsunamis kraft. Det er millioner af menneskers fjollede grådighed og eventyragtige opfattelse af verden, der er årsagen. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det som regel også løgn. Det har de færreste lyst til at tænke på.

Nogle bølger bliver så store, at de får altødelæggende tsunamiagtig karakter. Det havde det i 2008, i 1980erne og for den sags skyld tilbage i 1929. Ville det have været rart, at kunne spotte det på forhånd? Det tror jeg nok lige. Her kommer så et godt tip: Følg med i kunst og mode! Der afspejles det tydeligt, hvor på bølgen vi befinder os. Når det blvier rigtigt crazy, er det på tide at gå kontant. Da Krystle’s skulderpuder ikke kunne blive bredere og Alexis’ hår ikke højere, da gik det ad pommern til i 80’erne. Og i 2007 kom Damien Hirst med sit diamantbesatte menneskekranium. Det var faktisk et tegn, der ikke var til at overse.

Næste nye type filmhelt må helt klart blive en husmodersnusfornufttype, der på helt rette tid råber: ”STOP! Læg det creppejern, smid skulderpuderne og træd tre skridt væk fra den neonfarvede lycrabluse!”

Lille verden, hvad nu?

Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Nanocover for et år siden, ville du have haft 791 kr. i dag. Hvis du havde købt for 10.000 kr. Dansk Pilsner i Fakta for et år siden og drukket dem, ville du kunne få 4.666 kr. for de tomme flasker og kasser i dag. Når verden er så tosset er det lige før, jeg må bide hovedet af al skam og erkende, at jeg muligvis tog fejl, da jeg skrev, at en Prada-taske ikke er en investering. Læs med her for så ved du i det mindste noget om, hvorfor og hvordan verden går under i denne omgang.

Måske er verden gået under, inden disse linjer når ud til nogen. Eller – værre endnu – ordene her er allerede, mens du læser dem, fuldstændigt håbløst uddaterede og latterlige, som en koboltblå PH-lampe over et hvidt Elipsebord. “The Times They Are a-Changin'” som den altid moderne Bob Dylan allerede sang i 1964. Det er sådan, det er. Tiderne skifter. Og det gør de lige nu. Hvordan verden bliver, kan ingen forudse, for historien gentager sig aldrig. I hvert fald kopierer den ikke sig selv. Én ting er rimelig sikkert: Den guldfeber, der har raset på ryggen af de seneste års vilde højkonjunktur, den er slut. Det er den historie, den højprofilerede finanskrise er budbringeren af.

Du tror måske, det ikke rigtig har noget med dig at gøre. At finanskrise er en sport for mænd med hidsigt hår og hektisk røde kinder, der i tv med dramatisk indlevelse kommenterer aktiekursernes ræsen op og ned.

”Jeg kan da ikke mærke finanskrisen,” kan jeg næsten høre dig sige. Men ved du hvad? Det kommer du til! Du må hellere ruste dig med det samme, og hvis ordsproget har ret, at viden er magt, så læs med her, for så ved du i det mindste noget om, hvorfor og hvordan verden går under i denne omgang.

Altså… Det startede som så meget andet nymodens pjat i Guds eget land. Det er faktisk ikke helt retfærdigt, for det var bare der, symptomerne først viste sig, og det med en skræmmende kraft. Vi lærte pludseligt Fannie Mae og Freddie Mac at kende, og det var ikke, som nogle af os troede, hyggelige modebrands sådan lidt Odd Molly american style. Det var realkreditinstitutioner! Men det fandt vi ikke ud af, før de blev nationaliseret. VUPTI! 100 procent kommercielle børsnoterede virksomheder NATIONALISERET i kapitalismens højborg! Det er jo Gordon Gekko på statsstøtte! A pro pos helten fra filmen, så fortsætter producenterne bag med kamikazeagtig sans for timing forberedelserne til Wall Street 2. Men denne skribent vil nu godt vædde en Bonusbankaktie på, at dén film aldrig når det hvide lærred. I hvert fald ikke uden markante omskrivninger af manuskriptet.

Pludselig lærte vi Fannie Mae og Freddie Mac at kende, og det var ikke, som nogle af os troede, hyggelige modebrands sådan lidt Odd Molly american style. Det var realkreditinstitutioner!

Det, der gik forud for de statslige indgreb, var den boligboble, vi også kender til her til lands. Huspriser, der bare steg og steg, fordi højkonjunkturen sørgede for, at stadigt flere fik stadigt flere penge og derfor råd til at købe hus. Eller til købe et andet og større hus. Det var nemt at låne penge, og det var billigt. Alt for billigt. Det er lektien i dag, fortæller Carsten Koch, der er økonom, formand for regeringens skattekommission, tidligere skatteminister, og gennem 8 år var direktør for Danske Invest.

”Det er noget af det, man kritiserer Alan Greenspan, for i dag. Han har stædigt holdt renten på alt for lavt et niveau alt for længe,” fortæller Carsten Koch.
Greenspan var USAs nationalbankdirektør, indtil han gik af i 2006 efter at have styret amerikansk økonomi gennem 19 års op- og nedture. I 2000, hvor den store dot.com-boble brast, var han meget offensiv og satte renten ned, så snart han opdagede, at aktiemarkederne og den økonomiske vækst faldt. Det dæmmede op for den nedtur, for lav rente er lig med billige lån, og så bliver der købt ind af private, og erhvervslivet investerer, og det skaber alt sammen vækst. Da følgerne af terrorangrebet 11. september truede væksten, tvang han renten yderligere ned og havde en vis succes med at få bremset nedturen. Men han har været for langsom med at sætte renten op, da konjunkturopgangen accelererede.
”Det lagde grunden til den situation, vi står i, for den lave rente lokkede alle mulige til at købe boliger, som egentlig ikke havde råd,” siger Carsten Koch.

I Danmark fik vi de afdragsfrie lån, men sammenlignet med det amerikanske lånemarked oser de nærmest af soliditet.
”I USA skabte de alle mulige former for teaserlån, som de kaldte det – lokkelån. For eksempel lån hvor de første tre år både var afdragsfri og med en ekstraordinært lav rente, men efter de tre år blev renten på lånet sat gebommerligt op. Det har lokket mange i fedtefadet.”

Det var derfra den nedadgående spiral startede, for det var ikke kun almindelige mennesker med alt for små indkomster, der havde lånt for meget. Det havde alle. Ikke mindst alle de finansielle virksomheder som for eksempel Fannie Mae og Freddie Mac. Deres business var at finansiere hushandler indirekte. De købte huslån op hos banker og realkreditinstitutter, og så samlede de lånene i puljer og solgte risikoen videre i form af en særlig slags obligationer, CDOer. Store velrenommerede investeringsbanker som Lehman Brothers og Bear Stearns købte ind med arme og ben af den her type obligationer. Og de lånte penge – big time – at købe ind for.

Man kan stille spørgsmålet, om finansfolk dannede en kæde af komplette idioter, siden nogle af dem lånte ud til usikre låntagere, andre købte disse lån og andre igen købte de obligationer, der blev udstedt med sikkerhed i de usikre lån. Men idioter var de nu ikke – i hvert fald ikke komplette. Det var nemlig ikke så vigtigt, om folk faktisk kunne afdrage på deres realkreditlån, så længe huspriserne blev ved med at stige, for så havde man jo garantien i husene. Og det hører med til historien, at Clinton-regeringen havde presset toneangivende långivere som Fannie Mae og Freddie Mac til at sætte deres krav til låntagere ned, så også folk med små indkomster kunne købe huse.

Problemerne begyndte først, da huspriserne faldt.

”Ingen kan rigtigt tidsfæste det, men der kom bare stadigt flere historier om, at den amerikanske økonomi gik lidt nedad. Antallet af beskæftigede faldt, huspriser faldt en anelse – historierne kom dryppende en efter en. Hver for sig ikke er alarmerende, men efterhånden stod det klart, at væksten var ved at aftage, og så er det slut med højkonjunktur, og de kloge begynder at sælge aktier og ejendomme,” forklarer Carsten Koch.

Efter de kloge, kommer resten, og det startede en lavine.

Aktiemarkedet er en skønhedskonkurrence

Hvis man vil vide, hvad det er, der sker, kan man slå op i leksikonet under krise:
”Den psykiske reaktion efter alvorlige belastninger, som truer den enkeltes liv eller velfærd. Oftest gennemgås et flerfaset forløb: chokfasen, hvorunder den udløsende begivenhed ikke følelsesmæssigt erkendes, reaktionsfasen, hvorunder begivenheden gennemleves på ny ledsaget af voldsomme følelsesudsving, bearbejdningsfasen med følelses- og fornuftmæssig erkendelse af tilstanden samt nyorienteringsfasen, hvorunder tilværelsen genoptages på de nye livsvilkår.”
Sådan står der, og sådan er det. Vi er i reaktionsfasen, hvor udsvingene er vilde og voldsomme.

Man kan stille spørgsmålet, om finansfolk dannede en kæde af komplette idioter, siden nogle af dem lånte ud til usikre låntagere, andre købte disse lån og andre igen købte de obligationer, der blev udstedt med sikkerhed i de usikre lån. Men idioter var de nu ikke – i hvert fald ikke komplette.

”Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg tror ikke, man har set så dramatiske kursfald siden 1930’erne,” siger Morten W. Langer. Han er stifter af AktieUgebrevet og Nyhedsbrev for Bestyrelser og har fulgt og kommenteret aktiemarkedet i mange år. Han afviser, at det er ren psykologi og hysteriske børsmæglere, der er hovedårsag til de dramatiske kursfald.

”Noget af kursfaldet har at gøre med frygt, men en stor del har at gøre med det, vi står foran nu. Når A. P. Møller – Mærsk-aktien falder til halv pris, har det ikke meget at gøre med den reelle værdi på virksomheden lige her og nu, men det har noget at gøre med virksomhedens værdi på sigt. Hvis den globale økonomi går i stå, vil det gå det hårdt ud over A. P. Møller – Mærsk, der er en meget konjunkturafhængig virksomhed. Aktiemarkederne er en af de bedste temperaturmålere for den globale økonomi, det skal man aldrig undervurdere,” siger Morten W. Langer.

Det betyder ikke, der ikke er psykologi i aktiemarkedet, for det er der selvfølgelig. Masser. En af verdenshistoriens mest berømte økonomer, John Maynard Keynes, lavede en historie, der er blevet kaldt den Keynesianske skønhedskonkurrence, for at forklare de mekanismer, der giver kursudsving på aktiemarkedet. Han sagde, at man skulle forestille sig, at en avis udskrev en konkurrence, hvor læserne skulle vælge de smukkeste kvinder ud fra en række fotos og dem, der valgte den mest populære, vandt konkurrencen. Umiddelbart skulle man så tro, at folk bare stemte på den, de syntes var smukkest, men så naiv er mennesket ikke, når det vil opnå en præmie.

”Det handler ikke om at vælge de ansigter, der efter ens bedste skøn virkelig er pænest. Heller ikke om at vælge de ansigter, der efter den almindelige mening er pænest. Vi har nået den tredje grad, hvor vi vier vores intelligens til at forudse, hvad den almindelige mening forventer den almindelige mening at være. Og der er dem, tror jeg, der praktiserer fjerde, femte og sjette grad,” skrev Keynes i 1936.

Altså de, der spekulerer i aktier, spekulerer ikke bare i, hvad en aktie er værd, men i hvad andre spekulanter tænker, andre spekulanter tænker, den er værd. Sådan er det også, men da kursfaldet først fik fart, var der andre mekanismer, der gik i gang.

”Store finansinstitutioner, der havde lånt penge i bankerne til deres værdipapirkøb, blev tvunget til at sælge, fordi bankerne kræver, der er en vis balance mellem de værdier, man har, og det man låner. Pludseligt var deres aktier ikke så meget værd mere, og derfor blev de tvunget til at sælge massivt ud for at holde den balance. Og det er nogle af de allermest interessante aktier, f.eks. Vestas og FLS, de har solgt, fordi det var dem, man kunne komme af med. En virksomhed som Dansk Formuepleje har tvangssolgt aktier for 7,5 milliard kroner,” siger Morten W. Langer.

En deprimerende depression

I USA gik de guldrandede investeringshuse Lehman Brothers og Bear Stearns ned. Bear Stearns blev solgt og Lehman gik simpelthen konkurs. Tilsammen var de to 243 år og – troede man – uovervindelige. Deres fald var et chok, der vil svare til, hvad vi vil få her til lands, hvis Danske Bank gik neden om og hjem. En scenarium, der ikke som hidtil er fuldkommen utænkeligt.

Pludseligt handlede det ikke længere om, hvor mange penge, man skulle betale for en aktie, men for hvor mange aktier man skulle lægge for at få nogle penge. Aktier var der nok af, penge var, er og bliver et godt stykke tid endnu en mangelvare.

”Bankerne går fra at være meget villige til at låne penge ud til at være ekstremt modvillige. De næste 4-5 år skal de forsøge at genopbygge sig selv. Og der vil være meget kort snor med overtræk på konti og kassekreditter. Når bankerne ikke låner penge ud, mister man benzinen til samfundets motor. Det er fuldstændig uundgåeligt, at vi står overfor en bølge af tvangsauktioner, en bølge af konkurser i erhvervslivet og stigende arbejdsløshed. Og så er vi inde i en negativ spiral. I dag taler vi ikke om, hvorvidt vi får en recession, men om hvorvidt recessionen vil udvikle sig til en egentlig depression som i 1930’erne,” siger Morten W. Langer.

Den store depression blev krisen i 1930erne kaldt, og den startede også med en række bankkrak og bankfiaskoer, men normalt tidsfæster man krisens start til 24. oktober 1929, hvor aktierne faldt dramatisk på børsen i New York. Sorte torsdag, kalder man den, og den blev fulgt af sorte mandag, hvor kurserne faldt 13 procent og sorte tirsdag, hvor de faldt 12 procent. Og det fortsatte, så i løbet af tre år var markedet faldet med 89 procent. Det vil sige, aktierne – og virksomhederne bag – var altså kun 11 procent af det værd, de havde været i begyndelsen af 1929. Og de genvandt først for alvor fordums kraft i 1954. Så lang tid tog det dengang.

I dag går alting jo hurtigere, så mon ikke også en krises livscyklus er blevet forkortet. Aktiemarkedet er i hvert fald nu så sønderbombet, så Morten W. Langer mener, der er en god mulighed for, at det har nået bunden. Rutscheturen giver nye betydninger til ordet investering, hvad den her lille opgørelse er et eksempel på:

Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Roskilde Bank for et år siden, ville du have 64 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Bonusbanken for et år siden, ville du have 206 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Nanocover for et år siden, ville du have 791 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. Dansk Pilsner i Fakta for et år siden og drukket dem, ville du kunne få 4.666 kr. for de tomme flasker og kasser i dag.

Når verden er så tosset, er det lige før, jeg må bide hovedet af al skam og erkende, at jeg muligvis tog fejl i en tidligere klumme, hvor jeg skrev at en Prada-taske ikke er en investering. I den nye virkelighed kan det vise sig, at Prada-tasken faktisk er en investering, mens værdipapirerne kan bruges til køkkenrulle.

Festen er slut

Hvad, der gjorde Den store Depression så deprimerende, var, at den var global. Det er denne krise i endnu større omfang, men til forskel fra 1930’erne griber politikere og myndigheder nu ind med offensive handlinger.

”Centralbankerne kører en meget ekspansiv politik. De prøver at sætte renten ned, sende flere penge i omløb – alle de der redningsøvelser, der kører i stor stil nu. Det ville man aldrig have gjort i 30’erne. Der er også kommet en række mere automatiske stabilisatorer ind i de statslige finanser. Hvis arbejdsløsheden stiger, stiger statens udgifter, og det betyder, der kommer flere penge i omløb, og de bidrager til vækst,” siger Carsten Koch.

Men nogen fest, skal vi ikke vente os.
”Man kan ikke gøre noget for at undgå en recession, men at man nu fra politisk side stabiliserer finansmarkederne, betyder måske lige akkurat at vi måske kan nøjes med en recession og undgå en depression,” siger Morten W. Langer.

Der er ikke meget mere optimisme at hente hos Carsten Koch, når man spørger, om vi ligger ned.
”Ikke endnu, men det kommer vi til! Vi har ikke har nået bunden af boligmarkedet, og når bankerne ikke vil låne til hinanden, vil de heller ikke låne til virksomheder. Så vil arbejdsløsheden stige, og det vil forstærke faldet på boligmarkedet, og så ruller snebolden. De uuddannede er de første, der bliver arbejdsløse, derefter bliver den mindre uddannede del af arbejdsmarkedet ramt. En rum tid endnu vil der være mangel på de veluddannende og folk i den kreative klasse,” siger Carsten Koch.

Morten Langer mener, at den krise, vi oplevede i 1980erne med kartoffelkur og tårnhøje renter, er det rene vand mod det, vi har i vente.
”Vi går fra en fest til en mere grå hverdag. Det blive sværere at få job, sværere at drive virksomhed. Der vil ikke være nogen lette gevinster i huse og aktier. Ingen friværdislån. Tvært imod vil mange danskere spare mere op, fordi deres pensionsopsparing er faldet i værdi, og så bliver der brugt endnu færre penge, og det bliver endnu sværere for erhvervsliv og detailhandel. Det er svært at sige, hvad der sker, for vi har ikke oplevet det her før. Jeg ser det som et virkelig dramatisk skift. Festen er slut. Der er bare ikke så mange, der har opdaget det endnu,” siger han.

Når du helt fortvivlet spørger, om der slet ingen positive budskaber er, vil jeg sige, at det sandelig kommer an på øjnene, der ser. Personligt glæder jeg mig til, at den tid slutter, hvor stribet, blomstret og prikket i alle farver – sammen, er tilladt, fordi ”alt er tilladt”. Hvad alt selvfølgelig aldrig er, men når konjunkturfester ruller, kan det næsten ikke blive skørt nok. Med mindre man er Anne Marie Helger, vil man vel sige, gudskelov farveladefesten er ovre. Hvis det går som det plejer, bliver moden lidt mere afdæmpet som i 1990’erne, hvor enkle bløde feminine former og farver var in, og sandfarvet var den nye sort.

En anden mulig positiv følge af krisen kan være, at det igen – måske – bliver moderne at være sygeplejerske, togfører, sosu-assistent og skolelærer, fordi tryghed i ansættelsen måske igen bliver en faktor, der kan konkurrere med det private erhvervslivs højere lønninger.

Et tredje positivt budskab er, at nu, hvor du ikke skal halse rundt og bruge din friværdi, sætte dig ind i boligmarkedet i Sydfrankrig, lede efter den bedste plads til en ny og større båd, så får du tid til at glæde dig over det, du allerede i din egen Gordon Gekko-rus har anskaffet. Du får tid til at tage det navigationskursus, så du kan sejle den båd, du får brugt de 17 par sko, du har anskaffet og du behøver ikke bygge et større klædeskab.

Men inden jeg helt forvandler mig til Buddha under piletræet, må jeg spørge sagkundskaben, om der da ikke kan komme noget positivt ud af krisen. Om vi da ikke i det mindste bliver klogere?

”Jeg går ikke med på den forestilling, at nu har vi fået løst problemerne også til næste gang. Sådanne problemer opstår altid på en andet, nyt og uforudset område. Grådigheden kan du aldrig sætte i system og indhegne, så den opfører sig rationelt. Den er så grundlæggende en naturkraft, at den stikker sit hoved frem alle steder. Der har længe været grådighed i aktiemarkedet med optioner og med lån, men der vil komme nye former, for grådighed kender ingen grænser. Sådan er det i et kapitalistisk samfund. Grådighed er en stærk kraft,” siger Carsten Koch.

Så måske er der ikke andet for, end at vente på det går over, og huske hvad industrimagnaten John D. Rockefeller sagde i begyndelsen af 1930’erne:
“These are days when many are discouraged. In the 93 years of my life, depressions have come and gone. Prosperity has always returned and will again.”
©Hanne Sindbæk