Tag-arkiv: bank

Nordea – banken for børn, shopaholics og andre uansvarlige

Det ser sløjt ud for Nordea. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har bankens ord for, at jeg er en af dens bedste kunder! Og så ser det ærlig talt sløjt ud.

Først troede jeg, det bare var den unge uerfarne telemarketingmand, der var lige lovlig frisk, da han sagde til mig, at jeg var en af bankens bedste kunder, og derfor ville de gerne invitere mig til et møde med min bankrådgiver. Men da jeg siden fik skriftlig mødebekræftelse stod der sort på hvidt, at jeg var blandt de bedste kunder. Selvom mine forventninger til den slags møder er i bund, havde jeg nemlig alligevel takket ja, for det var da lidt spændende at se, hvad de bedste kunder blev budt på. Brevet lokkede ligefrem med ”et overblik over hele din økonomiske situation – både nu og fremover.” Og det var jo ikke så lidt.

Alarmklokken burde selvfølgelig have ringet, da jeg blev bedt om at medbringe min seneste lønseddel. Det var da lidt mærkeligt, at banken ikke havde opdaget, at jeg ikke er lønmodtager men selvstændig på 13. år.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte min såkaldte rådgiver, da jeg sad i de nedslidte 80’er kontormøbler på det lurvede tæppe. Men det havde jeg sådan set regnet med, at hun ville fortælle mig, eftersom det var hende, der havde insisteret på mødet. Nå ja, men først måtte hun  have nogle oplysninger om mig. Oplysninger? Jeg var en af hendes BEDSTE kunder, og alligevel anede hun intet om mig! Jeg har været kunde, siden jeg var syv år, og det hed Andelsbanken, så der burde sådan set have været tid til at samle et par kundeoplysninger sammen undervejs.

Nå men for ikke at virke helt uforsonlig, sagde jeg, at hun da kunne give mig en bedre rente. Den jeg får, er nemlig på et stort rundt nul, mens den jeg giver ligger og dingler omkring 8-9 procent. Da jeg påpegede, at det virkede en anelse skævt, spurgte rådgiveren, om jeg havde hørt om finanskrisen… Hvis hun havde forberedt sig på mødet, havde hun nok i det mindste haft styr på, at denne bedste kunde qua sit erhverv, tolkede finanskrisen, længe inden, hun formentligt havde hørt ordet. Men altså finanskrisen var der ifølge rådgiveren kun to til at betale: Kunderne og så – en kende overraskende – de bankansatte! Her syntes jeg nok, hendes overblik røg. Hvad mon en bankkunde helst have: Mere i rente eller en rådgiver, der har tid til at holde møde bare for mødets skyld? For en af de bedste kunder, er det ikke et svært valg.

Stemningen blev ikke bedre, da jeg spurgte, hvad det mere præcist var, der gjorde mig til en af bankens bedste kunder, mens jeg viftede med min skriftlige dokumentation. ”Nåh, det der – det er bare et standardbrev,” svarede min nye og kommende forhenværende bankrådgiver. Standardbrev med standardsmiger – ja det er da noget, der varmer en trofast kundehjerte. NOT!

Hvornår slog Nordea ind på den kurs? Mit gæt er, at det skete efter topchefskiftet i 2007. Lars G. Nordström der var privatkundemand ind til benet og chef for bankens retaildivision – altså hele filialnettet – inden den sidste store forfremmelse til toppen af Nordea, blev afløst af Christian Clausen der kun kendte til privatkundehåndtering på lang afstand. Hans karriere og betragtelige ekspertise ligger indenfor kapitalforvaltning, og han var, inden han overtog topposten, chef for Nordeas Asset Management division. Så er det ikke så underligt, at banken har været i stand til at passe godt på pengene gennem krisen, men det burde heller ikke komme bag på nogen, at der ikke har været nogle tiltag, der er til reel nytte for de almindelige privatkunder. Bankens website er lige så nusset og rodet som filialgulvtæppet, og dens mobilapplikation kræver tid overskud og en manual at sætte sig ind i.

Kigger man til konkurrenten Danske Bank,  har den haft rigeligt problemer med at passe på pengekassen. Til gengæld er topchef Peter Straarup retail bankmand til fingerspidserne, så de ting, der har reel betydning for privatkunderne – de virker bare. Hvad end det er det tydelige website, den selvindlysende mobilapplikation eller den måde, rådgivere og reklamer taler til kunderne på. ”Stå stærkere” hedder det nye slogan der, og man forstår, at man som kunde kommer til at stå stærkere med Danske Bank ved sin side. Nordea har valgt ”Gør det muligt”, som om banken er den gode fe, der ved at trylleslag får de barnagtige kunders ønske til at gå i opfyldelse. En holdning til kunderne  som bliver helt tydelig i et af bankens seneste tiltag: ”Spar op, hver gang du bruger penge”. Her bliver der hver gang kunden bruger sit dankort automatisk sat et beløb ind på en opsparingskonto. Det er da en bank for børn, shopaholics og andre uansvarlige! Derfor er jeg på udkig efter en anden. Danske Bank virker tillokkende med en kundevenlighed, der grænser til kundebegejstring. Men jeg holder nu lige skarpt øje med, om Peter Straarups afløser bliver en retailmand, for hvis de der svenske kapitalfondsfolk får magt som de har agt, bliver det nok ikke privatkunderne, der kommer til at stå stærkere.

 

©Hanne Sindbæk

Fra arbejderdreng til kronprins

Det stod ikke skrevet over Tonny Thierry Andersens vugge, at han skulle havne som kronprins i Danske Bank. Det er ikke desto mindre det, der er sket. Ad veje, der både er direkte og snørklede. I første omgang har han dog nok at gøre med som direktør for bankens danske aktiviteter at få rettet op på et skrantende image. ”Folk opfattede Danske Bank som en blankpoleret Mercedes Benz, men den har fået buler og ridser i lakken under finanskrisen,” siger han i dette interview.

Siden Tonny Thierry Andersen sidste år blev udnævnt til direktør for Danske Bank i Danmark og dermed fik ansvaret for mere end halvdelen af koncernens samlede forretning, er han blevet anset som kronprins i banken. Det er i høj grad ham, der skal rette bankens imagemæssige skude op. Og der er virkelig noget at rette op. I Berlingske Nyhedsmagasins imageanalyse lå Danske Bank som nr. 94 i år efter i 2009 at have ramt bunden med en 137. plads – målt op imod, at Danske Bank faktisk for bare syv år siden som den første bank havde kæmpet sig op i top 10.

Hvis Tonny Thierry Andersen bliver Peter Straarups afløser vil det på flere måder være et brud både med stil og traditioner i banken. Han er meget forskellig fra både Peter Straarup og hans forgænger Knud Sørensen, og det kan man hurtigt komme med konkrete eksempler på.

Det første kunne f.eks. være dette interview. Peter Straarup har aldrig fortalt om sit private liv offentligt. Som han sagde til denne journalist i 2005: ”Jeg har et job, jeg sagtens kan forstå er interessant, men hvordan jeg mener, privatlivet skal indrettes, og hvad, jeg i øvrigt gør og tænker, er efter min opfattelse uinteressant – både for dig, dine læsere og i virkeligheden også for mig.”

Der lyder helt andre – og mere moderne – toner fra Tonny Thierry, der beredevilligt fortæller om sit liv.

Det andet er, at han er noget så usædvanligt på de bonede gulve som vaskeægte arbejderdreng. Oprindeligt fra Køge, men siden 10årsalderen Vanløse-dreng. Hans mor var rengøringsassistent, hans far tjener og hans stedfar automekaniker. Indretningen var efter hans eget udsagn typisk ”hr. og fru Danmark” og årets højdepunkt var ferien i den lille campingvogn.

Det tredje er, at han ikke blot selv er skilsmissebarn – han er også skilsmissefar. Han har sine to sønner på seks og otte år fire dage ud af 14, og det påvirker naturligt nok hans arbejde.

”De dage jeg har drengene er blokeret i min kalender fem år frem. Folk herinde ved, at de dage holder jeg ikke sene møder med mindre det er meget vigtigt. Jeg henter dem torsdag og afleverer dem mandag. Når jeg har dem, er jeg der 100 procent for dem, og det tilrettelægger jeg mit arbejde efter.”

Fortalte du Peter Straarup om det, da han tilbød dig det her job?

”Det er helt forkert, hvis man tror, han er sådan en kold tør gråhåret mand. En skilsmisse er det største nederlag i ens liv, og han har støttet mig og vist en stor rummelighed om de ting.”

Er det svært at være frakilt og have sådan et topjob?

”Det behøver det ikke være. Det er et spørgsmål om at prioritere og at afgøre med sig selv, hvor man er gladest som menneske. Jeg er kommet tættere på mine drenge og taler også fint med min ekskone.”

”Ingen i din familie havde en akademisk uddannelse – hvor kom dine ambitioner fra?

”Det er et godt spørgsmål. Altså, jeg har altid godt kunnet lide tal – lige fra starten af skolen. Og måske valgte jeg i virkeligheden for alvor, da jeg skulle i erhvervspraktik. Jeg ville enten være kok eller i en bank. Det kan lyde pinligt, men jeg havde husgerning som den eneste dreng. Jeg kan godt lide mad, og jeg kan lide at lave mad. Dengang var det måske også fordi, det var det, min biologiske far repræsenterede. Han har både haft restaurant og hotel.”

Men hvor kom ideen om bank fra?

”Det ved jeg egentlig ikke – der var ingen i familien, der var i en bank, så det var vel, fordi jeg kunne lide tal, at jeg så det som en mulighed. Jeg var erhvervspraktikant i en uge i Sparekassen SDS, og året efter var jeg i praktik i Privatbanken. Det føltes rigtigt. Der havde man med mennesker og finans at gøre, og det var en god kobling for mig.”

Hvad drømte du om dengang?

”Jeg var elev i Jyske Bank, og på et tidspunkt sagde min filialchef til mig, at han mente, at jeg en dag godt kunne blive prokurist. Det var godt nok spændende, at nogen mente, jeg havde de muligheder og det potentiale, så jeg tror ambitionerne kom gradvist i takt med, at jeg blev kastet ud i nye opgaver og lykkedes med det.”

Du var ung bankmand i guldflippernes årti, 1980erne – hvad var dine idealer?

”Det var ikke børsmæglertyperne. Jeg var ikke specielt fascineret af Wall Street, men jeg var nu meget tiltrukket af USA. Da jeg var udlært kom jeg til Forstædernes Bank, og der var der en, der hed Henrik Pade, der lavede lederevaluering. Han havde studeret i USA, og han opfordrede mig til at prøve at kommer der over.”

Han mente simpelthen du havde potentiale?

”Det gjorde han nok, og han forklarede mig, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. At jeg først måtte studere i Danmark og få nogle gode karakterer. Jeg havde også en chef, der havde opfordret mig til at læse HD på aftenskole, men det havde jeg ikke tid til, for jeg dyrkede judo på eliteniveau. Det endte faktisk med, at jeg fik lov at gå om morgenen de første to år. De sidste to tog jeg så om aftenen. Det var virkelig spændende, og det tændte mig, at det var kompliceret. Jeg begyndte at kunne se sammenhængen med finans og organisation, og ledelsesdelen begyndte at interessere mig.”

Betød det noget for dig på Handelshøjskolen, at du havde dyrket elitesport?

”Det er jeg sikker på. Jeg vidste fra Judoen, at hvis man arbejder hårdt med sin træning, så opnår man også resultater, og jeg brugte de samme teknikker mentalt i arbejdssammenhænge, som jeg havde brugt på judomåtten. Det gjorde, at jeg vidste, når jeg var klar.”

Du tog faktisk en MBA i USA – hvordan kunne du finansiere det?

”Der er mange gode legater, man kan søge, og jeg var så heldig at få et meget stort et fra den amerikanske ambassadør i Danmark, der selv havde været rektor for det universitet, jeg kom på. Det hed et Fulbright scholarship. Jeg fik legater for 450.000 kroner, og MBA’en kostede 500.000.”

Hvordan var det at komme til USA?

”Jeg var 29 år, havde sagt mit job op og, da jeg fløj ind over markerne i Virginia tænkte jeg: ”Hvad fanden laver jeg her”. Jeg havde ikke nogen lejlighed og anede ikke, hvordan tingene foregik derovre. Da var jeg virkelig på fremmed grund, men jeg fik et fantastisk ophold. Jeg boede i Virginias hovedstad, Charlottesville, hvor jeg lejede førstesalen i et hus, en af mine klassekammerater fra Saudi-Arabien havde købt. Han kom jo fra en helt anden kultur, men vi fik et fantastisk venskab. Det blev en øjenåbner for mig. 20 procent af de studerende var fra lande meget anderledes end Danmark som Japan, Sydamerika og Tyrkiet, og vi skulle arbejde tæt sammen. Og vi skulle klare os godt, for fik vi et femtal, blev vi sendt hjem uanset det havde kostet os en halv million, så der var virkelig incitament til, man tog sig sammen.”

Hvad skete der med dig derovre?

”Jeg blev meget mere åben i forhold til at forstå verden og andre kulturer, og jeg fik også en klar oplevelse af styrken i at arbejde tæt sammen med nogle, der er meget anderledes end en selv. Jeg var i gruppe med en amerikaner, der havde arbejdet med politik på Capitol Hill, med en marketingekspert, med en kineser, der var computerekspert og en japaner der arbejdede som ingeniør. Vi løste omkring 600 cases sammen på de to år, og jeg oplevede, når jeg troede, jeg selv havde løsningen, så kom japaneren med et andet bud, og kineseren med et tredje, jeg slet ikke havde tænkt på. Det var tydeligt, at opgaven blev løst meget bedre, når man arbejdede sammen med nogen, der havde en anden vinkel på det, end man selv havde. Den erfaring giver altså en helt anden verdensopfattelse.”

Er det i virkeligheden det største vendepunkt i dit liv?

”Det er det. Henrik Pade havde sagt til mig: ”Du har et liv, før du tager MBA, du får et andet liv under MBA, og så får du et helt andet liv bagefter.” Og sådan er det.”

Hvad var det for en mand, der kom hjem fra USA og havde du overhovedet lyst til at komme hjem?

”Jeg havde faktisk valget, for jeg havde fået tilbudt et job på Wall Street hos J. P. Morgan, hvor jeg havde arbejdet om sommeren med investment banking. Jeg vidste, at hvis jeg tog det valg, ville jeg få en amerikansk familie og børn, der talte amerikansk til mig. Og jeg ville gerne være rodfæstet i dansk kultur. Men jeg var meget i tvivl.”

Hvad har det betydet for din ledelsesstil?

”Rigtig meget. Jeg ved, at jeg ikke har svaret på alting, og jeg vil gerne have folk i min ledelsesgruppe, der ikke ligner mig, og som kommer med skæve vinkler på problemstillingerne, for det bliver løsningen bedre af. University of Virginia havde en code of honor, som vi skrev under. Den betød, at man udviste stor tillid til de studerende og lod dem f.eks. tage eksamensopgaver med hjem. Til gengæld var straffen hård og ubønhørlig, hvis man snød. Det har præget min tilgang til ledelse. Jeg har tillid til folk, indtil det modsatte er bevist. Og jeg tror på, at folk kan mere, end man tror, så man skal ikke styre så meget i detaljer.”

Du satte dit hold i januar – hvad lagde du vægt på?

”At folk brænder for deres job. Hvis man har en chef, der brænder ikke bare for arbejdet men menneskene omkring sig, så kan man løfte en hel organisation. Man skal kunne tænde for lyset i folks øjne, så de vil arbejde for at flytte banken til næste niveau. Det var også vigtigt for mig at få et team med forskellighed i køn, faglighed og tilgang til tingene. Man skal passe på, man ikke bare får ja-sigere.”

Hvad var det første, du gjorde?

”Det er vigtigt for mig at sørge for, at hovedkontoret kommer tættere på det, der sker ude i virkeligheden i filialnettet. Derfor var jeg slet ikke på kontoret de første to måneder i mit nye job. Jeg rejste rundt, besøgte filialer og prøvede at arbejde derude. Jeg sad i kassen og havde møder med alle slags kunder for at finde ud af, hvordan de ser banken?”

Og hvordan så de så banken?

”De har stor tillid til os, men vi bliver nødt til at fokusere på at blive mere moderne. komme i øjenhøjde og få lagt finanskrisen bag os. Den her bank har noget unikt og hvis vi får det til at spille er der ingen der kan matche os i Danmark.

Danske Bank er gået fra at være et af de ti stærkeste brands i Danmark til at ligge og rode nede i bunden. Hvordan kunne det ske?

”Jeg tror, at banken – med rette – havde opbygget et image som en blankpoleret Mercedes Benz, mens nogle af vores konkurrenter blev set som en bulet Ford. Så kom krisen, og folk forventede, at vi ville klare os bedre end andre. At vi kun har klaret os på niveau med andre, har skuffet folk. Der kom ridser og buler i det blankpolerede.”

I blev opfattet som en solid konservativ bank, men det viste sig, at I også havde engagementer med gråzone-developere og Stein Bagger – hvorfor gjorde I overhovedet sådan noget?

”Det er et godt spørgsmål. Det svage svar er, at det var der også mange andre banker, der gjorde. Jeg kan i hvert fald sige, at det er noget, vi har lært af.”

Hvordan oplevede du selv finanskrisen?

”Hele den globale finanssektor og vi var under et enormt pres, og der blev arbejdet igennem i de dage. Jeg må sige, at Peter (Straarup, red.) var fantastisk. Når vi andre begyndte at få ondt i maven, bevarede han en utrolig ro og et overblik over, hvad vi skulle gøre. Det var meget beroligende i en vanvittig tid, hvor der pludselig gik der rygter om Bear Stearnes, og så gik Lehmann Brothers ned, mens man måbende tænkte, hvad sker der så? Vi diskuterede meget i direktionen, hvordan man ville få sat en prop i hullet, for hvis ikke den lavine blev stoppet, og tingene blev stabiliseret, så ville hele det finansielle system vælte, fordi finansverdenen hænger sammen på kryds og tværs. Så kunne det godt være, vi væltede som den sidste eller andensidste i Danmark, men det var jo lige meget, hvis alle væltede. Det kommer til at sidde i hjernen og rygmarven på den generation, der har været igennem det her, mange år frem. Og det vil ændre den måde, man driver bank på.”

Hvordan?

”Det vil blive mere konservativt i forhold til, man skal have større buffere. Mercedesen skal simpelthen have flere airbags. Jeg mener, det er sundt, fordi vi har set, hvor afgørende det finansielle system er for væksten. Jeg mener, at reguleringen skal betyde, at bankerne bliver stærkere og mere solide. Så kan det godt være, at økonomien vokser langsommere, men vi får en mere stabil økonomi.”

Der er blevet talt en del om, at du er kronprins i danske Bank…

”Det er jo mest sådan noget Se & Hør journalistik, som jeg ikke går op i.”

Jeg tænkte da også, at det ikke kan passe, for du er jo ikke uddannet i Fredericia afdelingen som Danske Banks topchef plejer. Der kom både Peter Straarup og hans forgænger Knud Sørensen fra!

”Arhh, men nu er det altså ikke noget, jeg har fokus på det der kronprinse-snak.”

Det kan jeg godt forstå, du er jo bagud på point! Du har heller ikke været i banken hele dit liv sådan som dine forgængere!

”Alle institutioner fornyr sig jo…”

Men der er også en fast tradition for, at det skal være nogle lidt skræmmende typer, der står i spidsen for banken!

”Ja, så kan jeg nok ikke kvalificere mig – det kan jeg godt se. Jeg må nok hellere koncentrere mig om at gøre det, jeg gør nu, rigtig godt.”

Gøre det du er bedst til?

”Ha ha – det kan du sige.”

 

Blå bog

Tonny Thierry Andersen er født i 1964, uddannet bankassistent, har HD i finansiering og en MBA fra University of Virginia i USA. Desuden er han 9 gange Danmarksmester i judo

 

2010 Bankdirektør for Danske Bank i Danmark

Bestyrelsesformand for Realkredit Danmark

2006 Indtrådt i direktionen for Danske Bank A/S

2003 Økonomidirektør og medlem af Eksekutivkomiteen

2001 Underdirektør i Koncernøkonomi (Danske Bank)

1999 Afdelingsdirektør i Koncernøkonomi (Danske Bank)

1996 Afdelingsdirektør i Nykredit Bank A/S

1995 Medarbejder i Corporate Finance, Financial Institutions Group, J.P. Morgan i New York, 1986 Erhvervskunderådgiver, kreditchef & direktør for datterselskaber (leasing & ejendomme) i Forstædernes Bank A/S

1984 Bankelev, bankassistent & investeringsrådgiver i Jyske Bank

 

Tonny Thierrys 3 must-win-battles

1. Kunderne skal blive mere tilfredse og loyale.

2. Når både privatkunder og erhvervskunder bliver spurgt om, hvilken bank der er moderne, giver god rådgivning og er hurtig til at give svar – så skal de først nævne Danske Bank

3. Det forspring banken har på teknologisiden bl.a. indenfor mobilbank skal bevares og udbygges.

 

©Hanne Sindbæk

Om Tyren, Bjørnen og Banken

Gads Forlag lavede en fin lille film til at promote bogen.

 

…og pressen skrev

På Berlingske Nyhedsmagasin fik Tyren, bjørnen og banken ★★★★★✩ af Johannes Bøggild, der kaldte det en “medrivende og meget velskrevet fortælling om et spændende stykke nyere dansk erhvervshistorie.”
Man kan læse anmeldelsen her.

På borsen.dk var Mikael Vest meget begejstret og gav bogen ★★★★★✩. Han skrev blandt andet:
“Umiddelbart er der tale om en biografi om stifterne kombineret med et virksomhedsportræt. Men efterhånden som jeg læser bogen og godt hjulpet på vej af Hanne Sindbæks evne til at skrive levende og til at skrive som tingene foregår her og nu bliver det faktisk mere en roman. En spændende én af slagsen endda.
Hanne Sindbæks anderledes måde at skrive en biografi på trækker klart antallet af stjerner op.
Det er interessant, at ved at læse bogen om stifternes passion, handlekraft og energi, så får du som læser også selv tilført lidt energi. Og som læser får du måske selv lyst til at hæve din overligger lidt.” Hele anmeldelsen kan læses her.

Politiken gav desværre kun ♥♥♥ ♥♥♥, selv om de skrev mange pæne ord. Blandt andet:
“Det er indiskutabelt to af dansk erhvervslivs mest interessante personer, journalist Hanne Sindbæk har valgt at portrættere i sin medrivende og skarpslebne fortælling, ’Tyren, Bjørnen og Banken – To mænd og en fælles drøm om milliarder’.
Og er man i forvejen fascineret af de to finansfyre, der er alt andet end ordinære, sluger man fortællingen råt og hurtigt.
De er to af landets mest kompromisløse kapitalister, og det er basalt spændende at få et indblik i, hvorfra deres verden går.
Men de to herrer bliver ikke mindre interessante af at komme ud af fingrene på Hanne Sindbæk – og dette er paradoksalt nok også bogens problem:
Forfatteren er helt åbenlyst lige så fascineret af de to herrer som undertegnede, og derfor kommer man desværre til at sidde fast i den glatte historie om de to renskurede og genuine forretningsgutter, der har det liberale hjerte på rette sted.”
Vil du læse, hvad Politikens Poul Aarøe Pedersen synes er mindre godt ved bogen, så klik her.

På Børsen var situationen omvendt, for her virker det generøst at give bogen ★★★★✩✩ i forhold til de harske ord, avisens kompetente litterære anmelder skriver om den. Blandt andet:
“I en biografi, der er lidt en blanding af væsentligt og mindre væsentligt, får Sindbæk portrætteret den side af “Saxo-ånden” med indlevelse”

Anmeldelsen ligger desværre ikke frit tilgængeligt.

Lille verden, hvad nu?

Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Nanocover for et år siden, ville du have haft 791 kr. i dag. Hvis du havde købt for 10.000 kr. Dansk Pilsner i Fakta for et år siden og drukket dem, ville du kunne få 4.666 kr. for de tomme flasker og kasser i dag. Når verden er så tosset er det lige før, jeg må bide hovedet af al skam og erkende, at jeg muligvis tog fejl, da jeg skrev, at en Prada-taske ikke er en investering. Læs med her for så ved du i det mindste noget om, hvorfor og hvordan verden går under i denne omgang.

Måske er verden gået under, inden disse linjer når ud til nogen. Eller – værre endnu – ordene her er allerede, mens du læser dem, fuldstændigt håbløst uddaterede og latterlige, som en koboltblå PH-lampe over et hvidt Elipsebord. “The Times They Are a-Changin'” som den altid moderne Bob Dylan allerede sang i 1964. Det er sådan, det er. Tiderne skifter. Og det gør de lige nu. Hvordan verden bliver, kan ingen forudse, for historien gentager sig aldrig. I hvert fald kopierer den ikke sig selv. Én ting er rimelig sikkert: Den guldfeber, der har raset på ryggen af de seneste års vilde højkonjunktur, den er slut. Det er den historie, den højprofilerede finanskrise er budbringeren af.

Du tror måske, det ikke rigtig har noget med dig at gøre. At finanskrise er en sport for mænd med hidsigt hår og hektisk røde kinder, der i tv med dramatisk indlevelse kommenterer aktiekursernes ræsen op og ned.

”Jeg kan da ikke mærke finanskrisen,” kan jeg næsten høre dig sige. Men ved du hvad? Det kommer du til! Du må hellere ruste dig med det samme, og hvis ordsproget har ret, at viden er magt, så læs med her, for så ved du i det mindste noget om, hvorfor og hvordan verden går under i denne omgang.

Altså… Det startede som så meget andet nymodens pjat i Guds eget land. Det er faktisk ikke helt retfærdigt, for det var bare der, symptomerne først viste sig, og det med en skræmmende kraft. Vi lærte pludseligt Fannie Mae og Freddie Mac at kende, og det var ikke, som nogle af os troede, hyggelige modebrands sådan lidt Odd Molly american style. Det var realkreditinstitutioner! Men det fandt vi ikke ud af, før de blev nationaliseret. VUPTI! 100 procent kommercielle børsnoterede virksomheder NATIONALISERET i kapitalismens højborg! Det er jo Gordon Gekko på statsstøtte! A pro pos helten fra filmen, så fortsætter producenterne bag med kamikazeagtig sans for timing forberedelserne til Wall Street 2. Men denne skribent vil nu godt vædde en Bonusbankaktie på, at dén film aldrig når det hvide lærred. I hvert fald ikke uden markante omskrivninger af manuskriptet.

Pludselig lærte vi Fannie Mae og Freddie Mac at kende, og det var ikke, som nogle af os troede, hyggelige modebrands sådan lidt Odd Molly american style. Det var realkreditinstitutioner!

Det, der gik forud for de statslige indgreb, var den boligboble, vi også kender til her til lands. Huspriser, der bare steg og steg, fordi højkonjunkturen sørgede for, at stadigt flere fik stadigt flere penge og derfor råd til at købe hus. Eller til købe et andet og større hus. Det var nemt at låne penge, og det var billigt. Alt for billigt. Det er lektien i dag, fortæller Carsten Koch, der er økonom, formand for regeringens skattekommission, tidligere skatteminister, og gennem 8 år var direktør for Danske Invest.

”Det er noget af det, man kritiserer Alan Greenspan, for i dag. Han har stædigt holdt renten på alt for lavt et niveau alt for længe,” fortæller Carsten Koch.
Greenspan var USAs nationalbankdirektør, indtil han gik af i 2006 efter at have styret amerikansk økonomi gennem 19 års op- og nedture. I 2000, hvor den store dot.com-boble brast, var han meget offensiv og satte renten ned, så snart han opdagede, at aktiemarkederne og den økonomiske vækst faldt. Det dæmmede op for den nedtur, for lav rente er lig med billige lån, og så bliver der købt ind af private, og erhvervslivet investerer, og det skaber alt sammen vækst. Da følgerne af terrorangrebet 11. september truede væksten, tvang han renten yderligere ned og havde en vis succes med at få bremset nedturen. Men han har været for langsom med at sætte renten op, da konjunkturopgangen accelererede.
”Det lagde grunden til den situation, vi står i, for den lave rente lokkede alle mulige til at købe boliger, som egentlig ikke havde råd,” siger Carsten Koch.

I Danmark fik vi de afdragsfrie lån, men sammenlignet med det amerikanske lånemarked oser de nærmest af soliditet.
”I USA skabte de alle mulige former for teaserlån, som de kaldte det – lokkelån. For eksempel lån hvor de første tre år både var afdragsfri og med en ekstraordinært lav rente, men efter de tre år blev renten på lånet sat gebommerligt op. Det har lokket mange i fedtefadet.”

Det var derfra den nedadgående spiral startede, for det var ikke kun almindelige mennesker med alt for små indkomster, der havde lånt for meget. Det havde alle. Ikke mindst alle de finansielle virksomheder som for eksempel Fannie Mae og Freddie Mac. Deres business var at finansiere hushandler indirekte. De købte huslån op hos banker og realkreditinstitutter, og så samlede de lånene i puljer og solgte risikoen videre i form af en særlig slags obligationer, CDOer. Store velrenommerede investeringsbanker som Lehman Brothers og Bear Stearns købte ind med arme og ben af den her type obligationer. Og de lånte penge – big time – at købe ind for.

Man kan stille spørgsmålet, om finansfolk dannede en kæde af komplette idioter, siden nogle af dem lånte ud til usikre låntagere, andre købte disse lån og andre igen købte de obligationer, der blev udstedt med sikkerhed i de usikre lån. Men idioter var de nu ikke – i hvert fald ikke komplette. Det var nemlig ikke så vigtigt, om folk faktisk kunne afdrage på deres realkreditlån, så længe huspriserne blev ved med at stige, for så havde man jo garantien i husene. Og det hører med til historien, at Clinton-regeringen havde presset toneangivende långivere som Fannie Mae og Freddie Mac til at sætte deres krav til låntagere ned, så også folk med små indkomster kunne købe huse.

Problemerne begyndte først, da huspriserne faldt.

”Ingen kan rigtigt tidsfæste det, men der kom bare stadigt flere historier om, at den amerikanske økonomi gik lidt nedad. Antallet af beskæftigede faldt, huspriser faldt en anelse – historierne kom dryppende en efter en. Hver for sig ikke er alarmerende, men efterhånden stod det klart, at væksten var ved at aftage, og så er det slut med højkonjunktur, og de kloge begynder at sælge aktier og ejendomme,” forklarer Carsten Koch.

Efter de kloge, kommer resten, og det startede en lavine.

Aktiemarkedet er en skønhedskonkurrence

Hvis man vil vide, hvad det er, der sker, kan man slå op i leksikonet under krise:
”Den psykiske reaktion efter alvorlige belastninger, som truer den enkeltes liv eller velfærd. Oftest gennemgås et flerfaset forløb: chokfasen, hvorunder den udløsende begivenhed ikke følelsesmæssigt erkendes, reaktionsfasen, hvorunder begivenheden gennemleves på ny ledsaget af voldsomme følelsesudsving, bearbejdningsfasen med følelses- og fornuftmæssig erkendelse af tilstanden samt nyorienteringsfasen, hvorunder tilværelsen genoptages på de nye livsvilkår.”
Sådan står der, og sådan er det. Vi er i reaktionsfasen, hvor udsvingene er vilde og voldsomme.

Man kan stille spørgsmålet, om finansfolk dannede en kæde af komplette idioter, siden nogle af dem lånte ud til usikre låntagere, andre købte disse lån og andre igen købte de obligationer, der blev udstedt med sikkerhed i de usikre lån. Men idioter var de nu ikke – i hvert fald ikke komplette.

”Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg tror ikke, man har set så dramatiske kursfald siden 1930’erne,” siger Morten W. Langer. Han er stifter af AktieUgebrevet og Nyhedsbrev for Bestyrelser og har fulgt og kommenteret aktiemarkedet i mange år. Han afviser, at det er ren psykologi og hysteriske børsmæglere, der er hovedårsag til de dramatiske kursfald.

”Noget af kursfaldet har at gøre med frygt, men en stor del har at gøre med det, vi står foran nu. Når A. P. Møller – Mærsk-aktien falder til halv pris, har det ikke meget at gøre med den reelle værdi på virksomheden lige her og nu, men det har noget at gøre med virksomhedens værdi på sigt. Hvis den globale økonomi går i stå, vil det gå det hårdt ud over A. P. Møller – Mærsk, der er en meget konjunkturafhængig virksomhed. Aktiemarkederne er en af de bedste temperaturmålere for den globale økonomi, det skal man aldrig undervurdere,” siger Morten W. Langer.

Det betyder ikke, der ikke er psykologi i aktiemarkedet, for det er der selvfølgelig. Masser. En af verdenshistoriens mest berømte økonomer, John Maynard Keynes, lavede en historie, der er blevet kaldt den Keynesianske skønhedskonkurrence, for at forklare de mekanismer, der giver kursudsving på aktiemarkedet. Han sagde, at man skulle forestille sig, at en avis udskrev en konkurrence, hvor læserne skulle vælge de smukkeste kvinder ud fra en række fotos og dem, der valgte den mest populære, vandt konkurrencen. Umiddelbart skulle man så tro, at folk bare stemte på den, de syntes var smukkest, men så naiv er mennesket ikke, når det vil opnå en præmie.

”Det handler ikke om at vælge de ansigter, der efter ens bedste skøn virkelig er pænest. Heller ikke om at vælge de ansigter, der efter den almindelige mening er pænest. Vi har nået den tredje grad, hvor vi vier vores intelligens til at forudse, hvad den almindelige mening forventer den almindelige mening at være. Og der er dem, tror jeg, der praktiserer fjerde, femte og sjette grad,” skrev Keynes i 1936.

Altså de, der spekulerer i aktier, spekulerer ikke bare i, hvad en aktie er værd, men i hvad andre spekulanter tænker, andre spekulanter tænker, den er værd. Sådan er det også, men da kursfaldet først fik fart, var der andre mekanismer, der gik i gang.

”Store finansinstitutioner, der havde lånt penge i bankerne til deres værdipapirkøb, blev tvunget til at sælge, fordi bankerne kræver, der er en vis balance mellem de værdier, man har, og det man låner. Pludseligt var deres aktier ikke så meget værd mere, og derfor blev de tvunget til at sælge massivt ud for at holde den balance. Og det er nogle af de allermest interessante aktier, f.eks. Vestas og FLS, de har solgt, fordi det var dem, man kunne komme af med. En virksomhed som Dansk Formuepleje har tvangssolgt aktier for 7,5 milliard kroner,” siger Morten W. Langer.

En deprimerende depression

I USA gik de guldrandede investeringshuse Lehman Brothers og Bear Stearns ned. Bear Stearns blev solgt og Lehman gik simpelthen konkurs. Tilsammen var de to 243 år og – troede man – uovervindelige. Deres fald var et chok, der vil svare til, hvad vi vil få her til lands, hvis Danske Bank gik neden om og hjem. En scenarium, der ikke som hidtil er fuldkommen utænkeligt.

Pludseligt handlede det ikke længere om, hvor mange penge, man skulle betale for en aktie, men for hvor mange aktier man skulle lægge for at få nogle penge. Aktier var der nok af, penge var, er og bliver et godt stykke tid endnu en mangelvare.

”Bankerne går fra at være meget villige til at låne penge ud til at være ekstremt modvillige. De næste 4-5 år skal de forsøge at genopbygge sig selv. Og der vil være meget kort snor med overtræk på konti og kassekreditter. Når bankerne ikke låner penge ud, mister man benzinen til samfundets motor. Det er fuldstændig uundgåeligt, at vi står overfor en bølge af tvangsauktioner, en bølge af konkurser i erhvervslivet og stigende arbejdsløshed. Og så er vi inde i en negativ spiral. I dag taler vi ikke om, hvorvidt vi får en recession, men om hvorvidt recessionen vil udvikle sig til en egentlig depression som i 1930’erne,” siger Morten W. Langer.

Den store depression blev krisen i 1930erne kaldt, og den startede også med en række bankkrak og bankfiaskoer, men normalt tidsfæster man krisens start til 24. oktober 1929, hvor aktierne faldt dramatisk på børsen i New York. Sorte torsdag, kalder man den, og den blev fulgt af sorte mandag, hvor kurserne faldt 13 procent og sorte tirsdag, hvor de faldt 12 procent. Og det fortsatte, så i løbet af tre år var markedet faldet med 89 procent. Det vil sige, aktierne – og virksomhederne bag – var altså kun 11 procent af det værd, de havde været i begyndelsen af 1929. Og de genvandt først for alvor fordums kraft i 1954. Så lang tid tog det dengang.

I dag går alting jo hurtigere, så mon ikke også en krises livscyklus er blevet forkortet. Aktiemarkedet er i hvert fald nu så sønderbombet, så Morten W. Langer mener, der er en god mulighed for, at det har nået bunden. Rutscheturen giver nye betydninger til ordet investering, hvad den her lille opgørelse er et eksempel på:

Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Roskilde Bank for et år siden, ville du have 64 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Bonusbanken for et år siden, ville du have 206 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Nanocover for et år siden, ville du have 791 kr. i dag.
Hvis du havde købt for 10.000 kr. Dansk Pilsner i Fakta for et år siden og drukket dem, ville du kunne få 4.666 kr. for de tomme flasker og kasser i dag.

Når verden er så tosset, er det lige før, jeg må bide hovedet af al skam og erkende, at jeg muligvis tog fejl i en tidligere klumme, hvor jeg skrev at en Prada-taske ikke er en investering. I den nye virkelighed kan det vise sig, at Prada-tasken faktisk er en investering, mens værdipapirerne kan bruges til køkkenrulle.

Festen er slut

Hvad, der gjorde Den store Depression så deprimerende, var, at den var global. Det er denne krise i endnu større omfang, men til forskel fra 1930’erne griber politikere og myndigheder nu ind med offensive handlinger.

”Centralbankerne kører en meget ekspansiv politik. De prøver at sætte renten ned, sende flere penge i omløb – alle de der redningsøvelser, der kører i stor stil nu. Det ville man aldrig have gjort i 30’erne. Der er også kommet en række mere automatiske stabilisatorer ind i de statslige finanser. Hvis arbejdsløsheden stiger, stiger statens udgifter, og det betyder, der kommer flere penge i omløb, og de bidrager til vækst,” siger Carsten Koch.

Men nogen fest, skal vi ikke vente os.
”Man kan ikke gøre noget for at undgå en recession, men at man nu fra politisk side stabiliserer finansmarkederne, betyder måske lige akkurat at vi måske kan nøjes med en recession og undgå en depression,” siger Morten W. Langer.

Der er ikke meget mere optimisme at hente hos Carsten Koch, når man spørger, om vi ligger ned.
”Ikke endnu, men det kommer vi til! Vi har ikke har nået bunden af boligmarkedet, og når bankerne ikke vil låne til hinanden, vil de heller ikke låne til virksomheder. Så vil arbejdsløsheden stige, og det vil forstærke faldet på boligmarkedet, og så ruller snebolden. De uuddannede er de første, der bliver arbejdsløse, derefter bliver den mindre uddannede del af arbejdsmarkedet ramt. En rum tid endnu vil der være mangel på de veluddannende og folk i den kreative klasse,” siger Carsten Koch.

Morten Langer mener, at den krise, vi oplevede i 1980erne med kartoffelkur og tårnhøje renter, er det rene vand mod det, vi har i vente.
”Vi går fra en fest til en mere grå hverdag. Det blive sværere at få job, sværere at drive virksomhed. Der vil ikke være nogen lette gevinster i huse og aktier. Ingen friværdislån. Tvært imod vil mange danskere spare mere op, fordi deres pensionsopsparing er faldet i værdi, og så bliver der brugt endnu færre penge, og det bliver endnu sværere for erhvervsliv og detailhandel. Det er svært at sige, hvad der sker, for vi har ikke oplevet det her før. Jeg ser det som et virkelig dramatisk skift. Festen er slut. Der er bare ikke så mange, der har opdaget det endnu,” siger han.

Når du helt fortvivlet spørger, om der slet ingen positive budskaber er, vil jeg sige, at det sandelig kommer an på øjnene, der ser. Personligt glæder jeg mig til, at den tid slutter, hvor stribet, blomstret og prikket i alle farver – sammen, er tilladt, fordi ”alt er tilladt”. Hvad alt selvfølgelig aldrig er, men når konjunkturfester ruller, kan det næsten ikke blive skørt nok. Med mindre man er Anne Marie Helger, vil man vel sige, gudskelov farveladefesten er ovre. Hvis det går som det plejer, bliver moden lidt mere afdæmpet som i 1990’erne, hvor enkle bløde feminine former og farver var in, og sandfarvet var den nye sort.

En anden mulig positiv følge af krisen kan være, at det igen – måske – bliver moderne at være sygeplejerske, togfører, sosu-assistent og skolelærer, fordi tryghed i ansættelsen måske igen bliver en faktor, der kan konkurrere med det private erhvervslivs højere lønninger.

Et tredje positivt budskab er, at nu, hvor du ikke skal halse rundt og bruge din friværdi, sætte dig ind i boligmarkedet i Sydfrankrig, lede efter den bedste plads til en ny og større båd, så får du tid til at glæde dig over det, du allerede i din egen Gordon Gekko-rus har anskaffet. Du får tid til at tage det navigationskursus, så du kan sejle den båd, du får brugt de 17 par sko, du har anskaffet og du behøver ikke bygge et større klædeskab.

Men inden jeg helt forvandler mig til Buddha under piletræet, må jeg spørge sagkundskaben, om der da ikke kan komme noget positivt ud af krisen. Om vi da ikke i det mindste bliver klogere?

”Jeg går ikke med på den forestilling, at nu har vi fået løst problemerne også til næste gang. Sådanne problemer opstår altid på en andet, nyt og uforudset område. Grådigheden kan du aldrig sætte i system og indhegne, så den opfører sig rationelt. Den er så grundlæggende en naturkraft, at den stikker sit hoved frem alle steder. Der har længe været grådighed i aktiemarkedet med optioner og med lån, men der vil komme nye former, for grådighed kender ingen grænser. Sådan er det i et kapitalistisk samfund. Grådighed er en stærk kraft,” siger Carsten Koch.

Så måske er der ikke andet for, end at vente på det går over, og huske hvad industrimagnaten John D. Rockefeller sagde i begyndelsen af 1930’erne:
“These are days when many are discouraged. In the 93 years of my life, depressions have come and gone. Prosperity has always returned and will again.”
©Hanne Sindbæk

1 dåse testosteron og 1 dåse husmodersnusfornuft, tak!

Jeg synes alt, der koster mere end 1000 kroner, er dyrt. Hvad enten det er en flaske vin eller et chateau. Så det er aldrig blevet til noget med store investeringer i mit liv. Måske fordi der har ikke været en mand til at skabe modvægt, er jeg stadig en tøs, når det kommer til økonomiske satsninger. Også professionelt. Jeg kan med ro i sindet sige, at det er ikke mine risikofyldte disponeringer, der har skabt krise på min tidligere arbejdsplads. Det kan Niels Valentin Hansen ikke. Hans er nu sat til salg!

Allerede dengang, han først stod frem i 2006 i noget dårlig stålbrille og et lidt for stribet polyesterslips, tænkte jeg: Arhh, 134 millioner danske kroner! Er det nu rimeligt?

Det var ikke Laudrup. Det var ikke opfinderen af isterningposen. Det var en bankdirektør! Oven i købet for virkelighedens Korsbæk Bank, nemlig Roskilde Bank. Han havde fået for 134 millioner kroner aktier i banken for at have sat turbo på forretningen. Især udlånsforretningen, skulle det senere vise sig.
134 millioner…
Og det var vel at mærke oven i en månedsløn på 450.000 kroner.
Nu er det ikke fordi, jeg normalt har det specielt svært med, at nogen belønnes. Heller ikke i den størrelsesorden.
Jeg siger total godt gået og tillykke til Janus Friis, der blev mangemillionær på at opfinde, udvikle og sælge Skype (systemet, hvor man taler i telefon over computeren). Og til Eric Rylberg, der fik millioner, da ISS blev solgt til en kapitalfond, fordi hans ideer og indsats betød, at virksomhedens ejere fik 30 procent mere for deres aktier, end de var værd på børsen.
Hurra for dem, der kan noget særligt og gør noget særligt.
Men så stod han der, Niels Valentin Hansen. Lignede en jysk bykonge, der kunne ryste hænder, daske fortroligt på skuldrene og være chummy med alle byens spidser. En bykonge, som aldrig mødte modstand, og derfor ikke syntes, han behøvede så meget som at prøve på at se skarp ud. Så han kørte sit et-jakkesæt-er-et-jakkesæt-, og briller-hvis-glas-skifter-farve-efter-lyset-er-da-praktisk-look.
134 millioner! Min husmodersnusfornuft sagde nej.
Nu er Roskilde Banks dage som selvstændig talte, eftersom banken har lånt flere penge ud, end den kan holde til.

“Vi hylder dem, der vinder, og håner dem, der taber. I virkeligheden er der mere grund til at hylde dem, der for alvor selv sætter noget på spil. Hvad enten de vinder, eller taber. Men der er ingen grund til at hylde folk i AFP-sektoren for dristige investeringer. Heller ikke selvom de vinder. AFP, som i Andre Folks Penge. Og det var dem, bankdirektøren var dristig med.”

Især har polyesterslipset lånt ud til folk i ejendomsbranchen, som jo har boomet, men nu nærmest er bombet. Og Niels Valentin Hansen har været large med, hvem han lånte ud til. For jo flere udlån, jo større blev hans forretning og jo federe blev hans egen fortjeneste. Så pyt med, om der er nogle tvivlsomme ejendomsspekulanter blandt de store erhvervskunder.
Der er hentet enorme gevinster på ejendomsmarkedet de seneste år. Nu er tabene begyndt at vælte ind. Vi hylder dem, der vinder, og håner dem, der taber. I virkeligheden er der mere grund til at hylde dem, der for alvor sætter noget på spil – selv. Hvad enten de vinder, eller taber. Men der er ingen grund til at hylde folk i AFP-sektoren for dristige investeringer. Heller ikke selvom de vinder.
AFP, som i Andre Folks Penge. Og det var dem, bankdirektøren var dristig med.
Han var ret enerådig, for bestyrelsen, hvis fornemste opgave det er at holde en direktør i ørerne, bestod på Matadorsk vis af byens pæne borgere med manufakturhandleren i spidsen. Han havde arvet sin formandspost efter faderen, og familien havde været i bankens bestyrelse i generationer. Sådan en manufakturhandler har svært ved at stå op imod en bankdirektør, der er driftig og ikke mindst dristig.
Det eneste kvindelige islæt i direktion og bestyrelse har været et guldindrammet portræt af Matador-moderen og kvindesagskvinden, Lise Nørgaard, så mandligt kønshormon har det ikke skortet på i toppen af Roskilde Bank.
Til gengæld har der været en udtalt mangel på husmodersnusfornuft. Den ville have fortalt, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også løgn. Bagsiden af husmodersnusfornuften er, at den gør det svært at blive rigtig rig. For ud over held, arbejdsomhed og kreativitet kræver det ikke mindst risikovillighed. Og den er pakket godt ind i testosteron. Det kunne være, at en blanding var en god ide. 1 del testosteron til 1 del husmodersnusfornuft…
Men hvad ved jeg? Min forretningsmæssige dristighed begrænser sig til, at jeg med en shoppetur til New York i tankerne købte dollars, da de var virkeligt billige. Som 6,50 kroner stykket. Min husmodersnusfornuft sagde, at jeg skulle slå til. For dem, der ikke lige følger med der, kan jeg berette, at man nu kan få sådan en dollar for en flad femmer. Så nu må jeg vente med at tage af sted til dollaren er steget til over 7 kroner.
Jeg tror, jeg vil ønske mig en dåse af det der testosteron i julegave.

©Hanne Sindbæk

”I bankens historie er jeg blot et PS”

Internt i Danske Bank, kaldes han PS. Eksternt har han haft navne som von Straarup og gebyrgribben. Det kan han slet ikke forholde sig til. ”Jeg kan ikke beslutte mig til at være anderledes, end jeg egentlig er, for at opnå popularitet,” siger Peter Straarup over champagnebrunchen. Tom Ingvardsen har taget billedet af Peter Straarup og det er ikke gjort bedre, hverken før eller siden.


”Slipper jeg for at drikke et glas champagne på det her tidspunkt? Jeg kom hjem fra USA i går og er ved at indhente tidsforskellen, og det tager i hvert fald længere tid, hvis man begynder at drikke alkohol om morgenen!”

Men så mærkes det ikke så slemt!

”Det kan man sige. Ok, jeg skal nok se ud som om, jeg smager,” siger Danske Banks topchef, Peter Straarup

Jeg blev helt nervøs, efter du havde ringet og sagt, jeg skulle være opmærksom på, at du jo kun taler om banken og den slags ting. Hvorfor er det vigtigt, man ikke ved noget om dig som privatmenneske?

”Jeg ved ikke, om det er vigtigt. Jeg har et job, jeg sagtens kan forstå er interessant, men hvordan jeg mener, privatlivet skal indrettes, og hvad, jeg i øvrigt gør og tænker, er efter min opfattelse uinteressant – både for dig, dine læsere og i virkeligheden også for mig.”

Er det ånden fra hovedaktionæren, der smitter af?

”Nej, det er ikke på grund af en stor aktionær, at jeg har det forhold til, hvordan jeg optræder ud ad til. Hvad er det, der er så interessant? Hvad er det du gerne vil vide?”

Alt! For jeg har kigget i arkiverne og fundet stort set intet!

”Du får det til at lyde som om, der er en afgrund af uvidenhed om, hvordan jeg lever min tilværelse. Når man er ansat i Danske Bank i mit job, så arbejder man stort set hele tiden. Jeg har en familie, har været gift med den samme kvinde i over 20 år og hun er blevet! Jeg har to børn og lever et fuldstændig almindeligt familie. Jeg arbejder nok mere end andre og har derfor færre interessante hobbyer. Så for mig at se er der tale om en ganske almindelig tilværelse. Er det særligt spændende? Nej! Skal jeg forsøge at gøre det spændende? Nej, det vil ikke være troværdigt!”

Jeg synes, og tror også læserne synes, det er spændende, hvem denne mand er, der ifølge Forbes leder verdens 148. største virksomhed!

”Ok, men nu har jeg jo fortalt dig det!”

Overhovedet ikke! Fortæl mig f.eks. – er du en god far?

”Arhhh, det skal du nok spørge andre om. Jeg har to børn, jeg mener er rimeligt velfungerende, som jeg også har brugt tid med – ikke så meget som jeg måske kunne have gjort, men jeg har et udmærket forhold til dem. Min søn går på gymnasiet, og han har faktisk haft job herinde på cafeen som gulvkanon.”

Gulvkanon?

”Ved du ikke, hvad en gulvkanon er? Det er sådan en, der rydder af bordene! Det var et job, han havde for at tjene lidt ekstra. Nu konkluderer du så, at jeg er fedtet med lommepenge!”

Næh, men jeg forestiller mig, at du er sådan en far, der synes, det er sundt for børn selv at lære, hvor penge kommer fra!

”Det er også rigtigt. Jeg ved ikke, om det er lykkes i fuldt omfang. Muligvis fordi deres generation har haft flere valgmuligheder og mere velstand end de foregående. Mine børn har i hvert fald flere tilbud om materielle ting, end jeg har haft og er vel så forkælede, som alle vores børn er.”

Kan de slå dig for 500 kroner uden at få et foredrag om, hvor hårdt det var, da du var barn?

”Ja ja, det kan de godt.”

Lad os tale om noget helt andet. Danske Bank har helt usædvanligt lige sneget sig ind på top 10 i årets imagemåling. Hvorfor er det så svært for finansielle virksomheder?

”Det er noget, der bekymrer os meget, og det kan jeg egentligt ikke svare på. Men pengeudlånere har historisk set ikke været særligt populære. Renteberegning har været forbudt indenfor de fleste trosretninger, og det er selvfølgelig ikke på grund af det, at erhvervet er omgærdet af en vis negativ holdning i mange lande. Men der er lidt om det. Hvis du tjener penge på penge, så er det et mindre synligt bevis på en indsats, end hvis du laver en radio, der er ret flot designet. Det er mærkværdigt, at folk på den ene side godt kan lide deres bankmand og på den anden side har en meget negativ holdning til pengevæsnet generelt. Dankortsagen, hvor vi blev udsat for et markant politisk bedrag i flere omgange, skabte en folkestemning mod pengeinstitutterne, der forbløffede mig. Tænk, at det kan lade sig gøre på grund af 50 øre, og at man i alvor kan få en meget stor del af befolkningen til at sige, at de synes, Nationalbanken skal overtage driften af dankortsystemet!”

Tror du, der politisk blev spillet på, at bankerne er nemme at få til at fremstå som skurke?

”Det gjorde der nok. Der er jo en tendens til, at man politisk kommer med forbrugerrelaterede udtalelser, som man føler vækker genklang i befolkningen.”

Når man så dig på tv virkede det som om, du var i et vældigt hopla – følte du det sådan?

”Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg har erfaret, at hvis man er vred på en tv-skærm, så samler man altså ikke mange point op. Jeg har set klip, hvor har været i diskussion med Mogens Rubinstein i tv-avisen – og det lander altså ikke godt. Derfor er der ikke andet at gøre end at forsøge at slappe af og forklare situationen fra pengeinstitutternes synsvinkel.”

Da måtte du virkelig trække luft ind?

”Ja, det kan du sige. Og det, at vi jo tabte den moralske kamp i dankortsagen, viser, at der er ikke forståelse for pengeinstitutterne på samme måde, som der er for andre erhvervsgrene. Derfor har vi i Finansrådet besluttet at dyrke det at synliggøre pengeinstitutternes samfundsmæssige værdiskabelse.”

Sig mig, kan en bank ikke tjene for mange penge?

”Nej, det kan den ikke. Ikke i en markedsdomineret økonomi, hvor der er en naturlig konkurrence, og man bliver udfordret på kompetence, kvalitet pris. Danske Bank tjener over 10 mia., og virksomheden er over 100 mia. værd, så vi tjener altså omkring 10 procent – er det for meget? Ikke hvis man kigger på det i forhold til andre virksomheders indtjening. Du kan spørge, hvis Danske Bank var halvt så stor og tjente halvt så meget, blev kunderne så dobbelt så tilfredse? Det tror jeg ikke.”

Hvorfor tager vi penge, og folk med penge så alvorligt?

”Gør vi det? Hvis du kigger på samfundets anskuelse af, hvem det er vigtigt at berette om, altså mediernes kommunikation, så er der i Danmark en mindre fokusering på folk, der har penge, end f.eks. USA. Hvis du ser på, hvem der kommer i Se & Hør og i avisen, så er det ikke med afsæt i, om de har tjent så og så mange penge.”

Det kunne også have noget at gøre med, at dem der sidder for bordenden i de store virksomheder ikke stiller sig til rådighed!

”Touché!”

Hvad er det fedeste ved at have dit job?

”Dels har jeg en betydelig indflydelse på at gennemføre de ting, jeg tror på. Dels har jeg en fremragende mulighed for samarbejde med meget dygtige mennesker. Det er vel noget af det fedeste. Uden at være magtmenneske er det også ret behageligt, at jeg kan påvirke tingene så meget, at jeg får min vilje for at sige det rent ud.”

Internt i banken kaldes du PS – hvad kan få dig til at føle dig som sådan et ydmygt PostScriptum?

”Det faktum, at virksomheden var der før, og utvivlsomt er der efter, jeg går eller bliver smidt ud. Jeg har været der i så mange år, at jeg ved, at når man flytter en ledende medarbejder, er det ligesom at trække en finger op af et badekar. Der kommer en rettelse til telefonbogen og i løbet af meget kort tid er vandstanden den samme, som den har været altid. Så når der er gået 20 år, så er jeg blot et postscriptum.”

 

 

Brunch på sidespor

Von Straarup: Min karriere i banken har bl.a. været præget af nogle tunge sager, hvor jeg var om ikke oprydder, så i hvert fald ansvarlig for at håndtere dem. Det gav sådan et underligt image, hvor jeg blev kaldt hård nyser, von Straarup og andre ting, aviserne boltrede sig lidt i. Det kan jeg ikke forholde mig til. Jeg kan forsøge at have en ordentlig adfærd overfor andre, men jeg kan ikke beslutte mig til at være anderledes, end jeg egentlig er, for at opnå en eller anden popularitet.

 

Utilstrækkelighed: Jeg føler mig utilstrækkelig, hvad angår det at nå organisationen og i større omfang være synlig. Det er muligvis, fordi jeg ikke uddelegerer nok. Jeg har ikke mulighed for at bevæge mig så meget rundt, som jeg gerne vil, fordi der også er en daglig arbejdsbyrde.

 

Religion: Jeg var forbløffet, da jeg i Amerika fik nogle statistiske oplysninger om det antal, der deltager i det, de kalder worship – mellem 120 og 140 mio. hver weekend! Så religion har en markant indflydelse på samfundet i visse lande, men i Danmark har vi vel en forholdsvis pragmatisk holdning til det – ligesom jeg i øvrigt selv har.

 

Det du er god til: Hvis jeg skulle sige, hvad jeg er god til, ville jeg have det svært på grund af min nedarvede beskedenhed. Men mine kompetencer har vel været at have et overblik og være rimelig god til at foretage de tilpasninger, der skulle foretages. Men absolut ikke til første karakter.

 

Det du ikke er god til: Jeg har aftjent min tvungne 12 måneders værnepligt i Livgarden, men det var ikke et sted, jeg havde nogen særlig trang til at være i en længere periode. Det er ikke et miljø, jeg kunne begå mig i, bl.a. er jeg ikke så macho, som jeg tror, man skal være. Jeg tror heller ikke, mine færdigheder i sådan en kæft trit og retning organisation er særligt gode.