Det er, mens dette skrives, 10 år, 7 måneder, 20 dage, 2 timer 38 minutter og 33 sekunder siden, konkurrencen om at blive det danske forsvars nye kampfly startede. Det må åbenbart være meget svært at tage den beslutning. Måske har beslutningstagerne brug for et godt råd, og sådan et går man ikke forgæves efter hos mig, for som Karen Blixen sagde: ”Jeg lader altid gode råd gå videre. Man kan ikke bruge dem til noget selv.”
Først vil jeg lige rydde den lille forhindring af vejen, der udgøres af spørgsmålet om vi i det hele taget skal have nye kampfly. Nej, allerførst spørgsmålet om vi overhovedet skal have kampfly. Det diskuteres stadig væk intenst. I snævre kredse ganske vist, men de skal da også tilgodeses her.
Og ja, det skal vi. Der er bred enighed i Folketinget om at sende danske flyverdrenge ud og bekæmpe verdens ondskab – næste omgang er Syrien. Så skal de saftsuseme også have noget ordentlig værktøj.
Hvad angår spørgsmålet, om vi skal have NYE kampfly, så er svaret: JA! Hvorfor? Fordi dem, vi har, er fra 1980. Vi har ministre, der er yngre end vores kampfly. F16-jagerne er ganske vist kram, men det var Volvo 760 også, og den er der altså ingen, der frivilligt kører rundt i længere.
Hvilket fly skal vi så vælge?
- Boeing F/A-18F Super Hornet
- Lockheed Martin F-35 Lightning II, også kaldet Joint Strike Fighter
- Eurofighter Typhoon
Også i dette spørgsmål vil denne klummeskribent gøre sig lidt nyttig. Valget er nemlig ikke så svært. Det skal være Boing’s Super Hornet. Sådan.
Det er flyet, som alle danskere har lært at kende efter den massive og kritiserede annoncekampagne, der er kørt de seneste uger. Den kritik er helt forfejlet. Det er danskerne, der skal betale de mange milliarder. Så er det da kun rimeligt at fortælle os lidt om, hvad de milliarder bliver brugt på. I virkeligheden er det elendigt af de to øvrige i kampflyræset, at de ikke har gjort sig samme ulejlighed.
Det er selvfølgelig ikke på grund af en reklamekampagne, vi skal vælge Super Hornet. Det skal vi af en bestemt årsag: Skidtet virker!
Det amerikanske militær råder over mere end 700 af slagsen og de har været på vingerne i mere end en million timer, heraf 300.000 i kamp. Det er altså temmelig sandsynligt, at Super Hornet kan klare opgaven.
Eurofighteren er der kun 467 af i drift. Den er altså ikke helt så gennemprøvet. Og så er den bygget i et samarbejde mellem England, Tyskland, Spanien og Italien med franske Airbus som producent. Hvem har lyst til at sende sin søn op i sådan en omgang EU-fletværk? Jeg kan lige supplere med at minde om Tårnfalken – det franske dronefly, som kostede det danske forsvar 470 millioner kroner inden det blev skrottet. Uden det nogensinde kom på vingerne.
Joint Strike Fighter skal der nok være nogle ansatte i ministerier, styrelser og forsvar, som er helt vilde for at få, for den er et udviklingsprojekt, man kan lave alenlange specifikationslister til. På den måde kan Flyvevåbnet få sin helt egen specialdesignede maskine, der både kan rejse i tid, rum og pudse pilotens briller på samme tid.
Den slags kan der ikke advares nok imod. Det lyder overbevisende, når bureaukrater insisterer på at ”fremtidssikre” og tage højde for alle mulige og umulige situationer. Men det, man forsøger at lave, er i virkeligheden en fempattet ko. Sådan en, man tror, løser alle problemer, og som derfor løser ingen. Det bliver altid for dyrt, for dårligt, forsinket.
Rækken af eksempler er endeløs. IC4-togene er indlysende. Det startede med at DSB fremlagde visionen ”Gode tog til alle”. Her vil jeg lige indskyde, at når jeg hører ordet vision, så trækker jeg min blok og udskriver en dummebøde. Visioner er altid dyre og som oftest dumme. Men altså to år efter visionen blev ordren på 83 togsæt afgivet til en pris af fem milliarder kroner. Det første tog kom fem år forsinket i 2008 og har ikke været til andet end besvær. Sådan går det tit, når det offentlige har den store pengepung fremme. Sikkert i iver efter at få mest for skattekronerne, så skriver og skriver embedsværket om alt det, de nye indkøb skal kunne. Da det digitale motorregister skulle laves, fyldte kravspecifikationerne 16.000 sider. Jamen sådan noget ER jo en skandale, der venter på at udfolde sig. Og de står i kø: EFI – Skats inddrivelsessystem: Skrottet, Polsag – Politiets sagsbehandlingssystem: Skrottet, og dronningen over alle: Amanda -Arbejdsmarkedsstyrelsens it-system, der blev skrottet til pris på en milliard kroner.
I DSB har man forsøgt at lære af sine fejl. Fremtidens tog skal ”så vidt muligt baseres på afprøvet materiel og produktplatforme,” lyder det fra Statsbanerne.
Flyvevåbnet bør skrive sig det bag øret. Vi skal have ca. 20 – ikke 100, ikke 1000, men tyve fly. At vælge afprøvet materiel lyder som en rigtig god ide. Beslutningen er lige op over. Det ved jeg fra siden nytkampfly.dk, som er et prisværdigt privat initiativ taget af journalist Andreas Krog, der “påtog sig opgaven som skatteydernes repræsentant og vagthund, da ingen andre medier for alvor beskæftigede sig med det.”
Nu er der 41 dage 10 timer 6 minutter og 12 sekunder til deadline for typevalg nye kampfly til det danske forsvar. Svaret er Super Hornet. Selv tak.
