december 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Riskær på hjemmebane

Klaus Riskærs ørkenvandring i London-exilet er for alvor slut. Han er tilbage i det København, han elsker og er omgående kommet tilbage i mediaspotlightet. Nu skal han give den som Danmarks svar på Donald Trump i tv-programmet “Hyret eller Fyret”, men det er en businessmagnat uden dankort, vi får at se.

Klaus Riskær er tilbage i Danmark. For fuld musik. Han havde dårligt nok tømt flyttekasserne fra sit London-exil i maj og stillet på plads i den enorme lejelejlighed på Østerbro, før han endnu engang befandt sig midt i mediespotlightet. Ikke kun fordi hans nye projekt, CopyGene der indsamler stamceller fra nyfødtes navlestrengsblod, i vanlig Riskær-stil er grænseoverskridende, nyt og kontroversielt. Ikke kun fordi han nu skal give den som det danske svar på Donald Trump i TV Danmarks ”Hyret eller fyret”. Også fordi det er Riskær. Vi journalister synes simpelthen, han er sjov at interviewe og ræsonerer, at så synes læserne nok også, han er spændende at læse om. Riskær er større end Klaus. Riskær er et fænomen.

Og han er sjov at interviewe. Han er tændt og fyldt med overraskende svar, og prøver sandelig ikke at please nogen. Hvis samtalen tager en drejning, han ikke bryder sig om, er han mester i at sige: ”Det er ikke temaet for interviewet – det er fuldkommen uinteressant”, så man krymper sig og tænker: ”Nåh nej, hvor er jeg dum – det er det da heller ikke.” Karakteristisk for Riskær er det ikke svære eller ubehagelige spørgsmål, han viger udenom. I virkeligheden er han allermest i hopla, hvis han har en superkritisk dybdeborende og kompetent erhvervsjournalist overfor sig, så jeg har ham mistænkt for, at der, hvor han lukker af, er, når det enten slet og ret keder ham, eller når han ikke kan finde på noget spændende at sige.
Problemet med at interviewe Riskær er selvfølgelig, om man overhovedet kan finde på noget at spørge ham om, han ikke er blevet spurgt om 100 gange før. Og det kan man måske heller ikke. Men jeg kan berolige læserne med, at Riskær sagtens kan finde på noget nyt at svare!

Jeg har læst Henrik Madsens meget fine biografi, ”Riskær”, og besluttet at starte med at tale lidt om kunst. For hans far var en del af Københavns avantgarde kunstnermiljø, og Riskær tilbragte de formende år af sin barndom hos ham. Når han altså ikke lige blev sendt rundt mellem fru Nyboe på Nørrebro, sin mormor i Hellerup, sine bedsteforældre i Aalborg eller på kostskole i Bagsværd. Han var lige så tryg ved sin fars Fluxus-kunstner-venner, som et andet barn er det ved børnehavepædagogerne. Fluxus betyder flydende, og leksikonet fortæller, at det “hentyder det til bevægelsens likvidering af den borgerlige kunst”. Og det forklarer måske noget om Riskær, der som en businessartist altid har givet det klassiske erhvervsliv et ordentlig dyt i hornet.
Han havde selv en flot samling af moderne europæisk kunst. Men da AccumulatorInvest var gået konkurs, blev den solgt på Bruun Rasmussens Auktioner som ”The Riskær Collection”.

Jeg boede da i en etværelses i København på et tidspunkt efter alt det der. Ja, ok, godt nok en stor etværelses – altså 300 kvadratmeter.”

Du har mange store hvide vægge i denne her lejlighed, hvad savner du mest fra din gamle kunstsamling?
”Man skal ikke traske tilbage i de spor, man har gået i tidligere. Den samling havde jeg købt gennem 1980’erne og 1990’erne. Det var et symbol på den tid, og forsvandt med den.”

Ville det i virkeligheden være forkert for dig at have et af dem hængende her?
”Ja, når du har et sammenbrud som det med AccumulatorInvest, og man rydder hylderne fuldstændig for alt – huse, biler, indbo, du beholder i princippet kun dit tøj, så ville det være meget forkert at tage nogle af disse referenceikoner, som malerierne var, og forsøge at putte dem ind i din nye tid. Forkert både overfor dig selv og overfor omgivelserne. Det er i sådan klassisk mytologisk forstand offeret, der må bringes.”

Hvis man holder fast i den tanke, så vil jeg da sige, at offentligheden nok godt ville have set dig i en toværelses ude i Herlev!
”Der er ingen grund til at proletarisere sig selv, hvis man kan undgå det, vel? Jeg boede da i en etværelses i København på et tidspunkt efter alt det der.”

I en etværelses?
”Ja, ok, godt nok en stor etværelses – altså 300 kvadratmeter.”

Det er ikke liiige det, jeg forstår ved en etværelses – jeg mener, man ville nok godt have set dig på bistandshjælp en overgang, ikke?
”Jo – formentlig! Men jeg stod altså på det sidste trin på stigen. Jeg havde på det tidspunkt trådt rigtig mange trin ned ad den stige. Mange flere end de fleste andre ville have kommet til at tage – selv i meget slemme situationer. Jeg nåede lige at holde mig på det sidste trin, og det er meget godt, hvis man skal kunne kravle op igen. Jeg havde stadigt noget at kunne gribe fat i.”

Du har en enkelt skulptur der – hvad er det?
”Den er fra 1962 og hedder ”Et brudstykke af Brøndby Strand”. Den er lavet af Arthur Köbcke som en karikatur på et samfund, han mente, ville drukne i sit eget møg.”

Har den været med dig hele vejen igennem?
”Det har den faktisk. Den tilhører min far, så den har overlevet konkursen. Men jeg har nu altid haft den stående. Den har fulgt mig troligt de sidste tretten år. Ligesom Joachim von And havde sin femogtyveøre, så har jeg min Arthur Köbcke collage.”

Interesserer du dig for kunst i dag?
”Ja, det gør jeg, og jeg er overbevist om, at vi står overfor et kvantespring. Det er nok også derfor, jeg ikke har så meget lige nu, fordi jeg fornemmer, at vi er i en tid, hvor man bliver mindre fokuseret på, om kunsten er et billede, der kan hænges op med ramme over pejsen. Jeg tror, at man vil se kunsten blive integreret, som en del af folks hverdagsliv. Jeg har en stor fladskærm hængende der, og hvis vi går lidt længere frem i tiden, vil jeg nok købe retten til at downloade kunstner X’s værk – f.eks. et tema over en vulkan i udbrud, som han har bearbejdet og streamer ud til folk, der abonnerer præcist på det. Og folk, der kommer her, vil sige: ”Gud er det lykkedes dig at få en af de streams fra ham – der er jo kun 20 af dem i hele verden!”

Jeg er jo inkarnationen, legemliggørelsen af en person, der overhovedet ikke prioriterer andet end mig selv – mit eget projekt og min egen tid.

Du havde jo en lidt speciel opvækst hos din far, der begik sig i de avantgarde kunstnermiljøer. Hvilke forventninger havde han til dig?
”Jeg tror ikke, han har haft nogen. Ligesom jeg ikke har nogen ambitioner kørende for mine børn eller noget format, de skal presses ind i. Jeg har virkelig set mange dele af det her samfund, både toppen og bunden, og jeg har set toppen i alle mulige afskygninger. Og hvis der er én ting, jeg har lært med stor, stor sikkerhed, så er det, at det absolut ikke er nogen garanti for en lykkelig tilværelse at have karrieremæssig eller økonomisk succes. Alle dem, der har det, går hele tiden på kanten af at kompromittere indholdet i deres personlige liv.”

Altså, hvis man sætter alt på et bræt, så er der en hel masse andet, der ryger i vasken – hvorfor gør du det så?
”Ja, jeg er allerværst. Folk må sidde og rive sig i håret, når jeg siger det her, for jeg er jo inkarnationen, legemliggørelsen af en person, der overhovedet ikke prioriterer andet end mig selv – mit eget projekt og min egen tid. Det er det eneste der – overhovedet i hele verden – interesserer mig, så jeg er aldeles uegnet til at komme med den her udtalelse. Men måske kan man så sige, at jeg med stor troværdighed kan tillade mig at komme med den, faktisk som en erkendelse.”
Hvorfor gør du det? Det er jo ikke et tog, du er hoppet på, hvor du ikke kan komme af – du har adskillige gange haft mulighed for at vælge og sige: Det gør jeg ikke en gang til, nu skal der andre boller på suppen!
”Det kunne jeg gøre lige nu! Det er almindelig kendt, at jeg lever af rundhåndede tilskud fra en fond, som er stiftet i 1997, så jeg har ikke noget økonomisk behov for at lave forretninger. Når jeg gør det, er det fordi, jeg ikke fungerer uden. Jeg vil lave nogle ting, som er sjove, spændende og giver mening for mig.”

Kunne du med den opvækst ikke lige så godt være blevet kunstner?
”Det tror jeg nu ikke, men jeg har for så vidt har taget en del af inspirationen fra kunstnermiljøet, hvor man er meget ubundet af normopfattelser og den slags – det er et miljø, der grænser til det ansvarsløse. Det går ikke, når du laver forretning”.

Bortset fra, at det måske lige var det, der skete dengang med AccumulatorInvest, ikke?
”Det handlede ikke om ansvarsløshed. Det var simpelthen manglende viden, erfaring, kunnen fra nogle unge mennesker. Den kunstneriske ansvarsløshed ligger mere i, at de næsten siger: Det vil jeg skide på! Det kan man ikke sige, jeg gjorde med AccumulatorInvest – jeg tog skraldet og levede op til mit ansvar.”

Du kalder det ansvarsløshed; kunne man ikke sige, at dygtige kunstnere ofte er kendetegnet ved et vist mål af kynisme?
”Jo, det ligger i kortene.”

Minder det ikke lidt om den måde, du arbejder på?
”I de projekter, jeg laver, har jeg en kynisme, hvor jeg siger: Det er sådan jeg vil lave det, for det er sådan, det bliver rigtigt! Og der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvordan det gøres, fordi det er mit projekt! Det er den frit formende kreative kapacitet, jeg har og bruger. Jo mere man hiver andre ind, der korrigerer og retter, jo mere fjerner man sig fra muligheden for, at man i det projekt, kan arbejde kreativt til et sådant niveau, at man sprænger grænserne. Mange projekter af den art vil typisk blive lavet med et vist forbehold fra omgivelserne. Det kan jeg nævne masser af eksempler på. Vi lavede radio og tv, før lovgivningen var på plads, CyberCity var endnu et monopolbrud og her med mit stamcelleprojekt startede balladen forfra med diskussionen i det offentlige rum. Og jeg lover dig – det bliver til at græde over – om 10 år sidder man og ryster på hovedet af, at man overhovedet havde den diskussion. Men det er den måde, jeg arbejder på. Jeg tager nogle muligheder, der er i tiden, sammensætter det på en ny måde, og omdanner derved en konceptionel mulighed til kommerciel virksomhed. Det er det, der er det virkelig svære. Der er masser af idemagere, masser af konceptudviklere med store tanker i denne verden, det er ikke pointen. Pointen er eksekution! Hvis du ikke kan bringe ideen ud i det virkelige rum, som et brugbart virkeligt projekt f.eks. et produkt, så er der ikke noget projekt, så er det bare fantasifostre.”

Penge korrumperer på den måde, at de kan forstyrre din prioritering og forståelse af, hvad du har lyst til at lave og ikke at lave, og det er farligt.

Der er blevet skrevet meget om dit arbejdsliv, men hvordan har pauserne egentlig formet sig – sidst mellem CyberCity og CopyGene?
”Jeg kalder dem ørkenvandringer – det er sådan en tomhed, hvor man går rundt uden at ane, hvad man skal lave. Hvad er spændende ved sådan en ventetid?”

Hvad skete der i praksis, da du havde solgt Cybercity?
”Så sad jeg bare i sådan et tomrum. Mine børn var flyttet op til deres mor, firmaet var solgt, og jeg var skilt. Jeg havde lejet en lejlighed i St. Kongensgade, hvor jeg havde en stor seng midt på gulvet, et stort skrivebord med en fladskærm på, min store bogreol, to sofaer, et spisebord og tolv stole rundt om – det var den lejlighed! Jeg havde ikke nogen kæreste, og jeg var træt efter CyberCity-indsatsen. Det mindede lidt om tiden efter kollapsen i 1992. Bortset fra at det selvfølgelig er rarere at være i den situation, når der kommer nogle solide checks hver måned, som du kan drukne sorgerne i. På den anden side er det måske meget godt for de processer her, at man ikke er for meget ovenpå materielt set, for jo federe du bliver, jo mere lazy bliver du.”

Blev du så det?
”Det synes jeg nok lidt! Penge korrumperer på den måde, at de kan forstyrre din prioritering og forståelse af, hvad du har lyst til at lave og ikke at lave, og det er farligt.”

Hvordan havde du det?
”Det var tomhed, tomhed. Sådan er det bare efter et projekt er sluttet. På en måde kan man sige, at jeg aldrig har det rigtig sjovt, fordi enten arbejder jeg røven ud af bukserne, og når jeg har lappet hullet i bukserne, går jeg rundt og bliver frustreret over, hvad jeg så skal give mig til.”

Har du det aldrig rigtig sjovt?
”Jeg kan da godt gå ud og fyre den af en aften, men desværre kan jeg ikke se på mit liv som sammenhængende, velfungerende, sjovt og hyggeligt. Enten er det arbejde og ballade, eller også kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal lave. Jeg har måske ikke fikset mit liv så godt, som andre har. Jeg kan godt misunde nogle af mine venner, der bor på 15. år i deres hus i Hellerup, og har deres tre børn – altså, jeg kan da godt se det, for fanden. Jeg føler mig lidt som pigen med svovlstikkerne engang imellem, der står med næsen presset mod ruden og kigger ind. Men det er et tableau for mig. Jeg ville gerne have kørt – måske ikke ligefrem i en Volvo – men i tilnærmelsesvis den samme bil i mere end et år ad gangen, ad de samme gader til de samme mennesker i de samme omstændigheder med de samme grillfester og traditioner, men det er fuldstændig out of body – det er en umulighed for mig.”

Jeg kan ikke engang få et Visa/Dankort!

Var det svært at komme tilbage og arbejde i Danmark?
”Nej, det var skønt. Jeg kan så godt lide danskerne. De er så søde og rare – skønne mennesker at arbejde med og sindssygt dygtige. Det her er min hjemmebane. Her har jeg mine kontakter med forretningslivet og erhvervslivet i almindelighed. De fleste kender mig igennem det offentlige rum og er dermed åbne, hvis jeg foreslår noget – hvis jeg lige ser bort fra bankerne.”

Der er du stadig ikke velset?
”Af uransagelige årsager. Altså jeg har måtte tigge og bede Danske Bank og true med at hive dem i Pengeinstitutankenævnet for at få lov at åbne en konto, jeg kunne sætte penge ind på. Jeg kan ikke engang få et Visa/Dankort! Det skal lige tilføjes, at Danske Bank ikke har tabt en krone på nogen af mine virksomheder på noget tidspunkt.”

Vil det sige, du lever kontant?
”Ja, jeg lever på hævekort.”

Jamen, går der ikke mange penge ind på din konto hver måned?
”Det gør der, men jeg har spurgt alle de ledende banker, og alle sammen har nægtet, fordi det at give mig Visa/Dankort, er det samme som at give mig en kredit. Og der er noget andet, jeg heller ikke kan. Jeg ville gerne købe et hus, da jeg kom hjem. Så fandt jeg et til syv mio. kr., som er ok til mine indkomstforhold. Jeg kom med 40 pct. i udbetaling, og ville låne de sidste 60, men kreditforeningen sagde nej. Jeg henvendte mig til samtlige kreditforeninger, og de sagde alle sammen nej!”

De må jo synes, at du er en risiko?
”Du kan ikke sige, at det er en risiko at låne 60 pct. i et hus! Eller give et Visa/Dankort til en med en minimumsindkomst på 1,5 mio. årligt. Er det en risiko, eller er det en politisk stillingtagen? Det vil jeg lade dig og læserne om at vurdere. Der er nok mange mennesker nu, der slår kors for sig og siger: Gud – tænk at sidde i Søndags Berlingske og udstille sin egen utilstrækkelighed på den måde! Jeg synes ikke, det er min utilstrækkelighed. Det kan ikke være rigtigt, at noget er så infantilt tåbeligt. Derfor vil jeg i stedet more mig lidt over det. Over at det er så åndssvagt – hvad siger folk dog til den her samtale? Det er bare en god historie, er det ikke? Hvor interessant er det egentlig? Det er bare mit problem – who cares?

Det pudsige er, at we care! Her 12 år efter vil vi stadigt høre Accumulator-historien – hvorfor, tror du?
”Det spørger jeg også mig selv om efterhånden. Det er bizart i virkeligheden.”

”Nu er jeg jo ikke sådan en vældig lovable character, vel?”

Efter Accumulatorsammenbruddet så det ud som om, familien rykkede tættere sammen, men så blev du alligevel skilt – hvad skete der?
”Det er en misforståelse at tro, at når man har problemer i tilværelsen, så er det lettere at have en familie – det er det overhovedet ikke. Det er bare en yderligere  byrde! Det er meget lettere at være alene. Man kan hurtigere kæmpe sig ud af det, hvis man bare har sig selv at tænke på.”

Nå!
”Ja, det er da klart.”

Nej, det er da ikke klart?
”Det, synes jeg, er ret klart. Du er altid bedre stillet, hvis du bare skal tænke på dig selv. Styrken henter du i dig selv. Det er noget, du må gennembearbejde alene og komme styrket ud af. I modgangstider er det i sig selv en stor belastning at forholde sig til omgivelsernes skuffede forventninger, uro, usikkerhed, behov for tryghed og den slags ting.”

Men da er det vel også vigtigt at vide, at der er nogen der elsker en uanset omstændighederne!
”Nu er jeg jo ikke sådan en vældig lovable character, vel?”

Er du ikke?
”Det ved jeg ikke, men jeg mener ikke, det er et tema for et interview at sidde og diskutere gamle ægteskaber. Mit ægteskab er ikke brudt sammen af andre grunde, end alle mulige andre menneskers ægteskab bryder sammen – punktum!”

Nu har du giftet dig igen, og din kone er 27 år yngre end dig!
”Jeg har giftet mig med Jill, på trods af hendes unge alder, ikke på grund af den. Selvom man er ung, kan man godt være en reflekteret og interessant personlighed. Min kone er ved at tage afgang på Kunstakademiets Arkitektskole i en alder af 23 år. Hun er knippelgodt begavet og intellektuel velfunderet – alderen er ikke et tema her. Det er den personlige relation, der er afgørende.”

Det siger de jo alle sammen – Peter Asschenfeldt, Bille August og Reimer Bo, er det ikke lidt af en kliche?
”Du skal ikke tro på Peter Assenfeldt og Bille August, du skal tro på mig! Jeg tror, det er en trend. Tiden ændrer sig. Du kommer til at se, at piger i en meget ung alder vil stifte familie, fordi de i uddannelsesårene har tid til at passe børn. Derfor vælger de lidt ældre mænd, der er mere stabile end de unge. Når de så er i 30’erne, vil du se, at hvor det i gamle dage var mændene, der sagde farvel til konerne, så bliver det pigerne, der siger farvel til mændene.”

Så forholdet er midlertidigt?
”Det er jo ikke noget, jeg opfinder. Man taler om serielt monogame forhold som tidens trend. Den vedvarende kernefamilie, der kører igennem et helt liv – det bliver en sjældenhed.”

Hvorfor er du med i TV Danmark-projektet, Hyret eller Fyret?
”Det er selvfølgelig lidt vanvittigt, fordi det ligger meget langt fra, hvad der dybest set interesserer mig. Men jeg laver det, fordi det passer godt i relation til andre projekter, jeg skal lave i foråret, men som jeg ikke vil tale om endnu. Hidtil har jeg holdt mig helt fra den del af programfladen, der handler om underholdning, men det her er så et iværksætterformat, hvor den, der vinder, vinder sin egen fremtid. Det er et eksperiment for mig, men jeg synes, jeg har plads til at lave det eksperiment.”

Har du overvejet, at du kan blive frygtelig til grin?
”Det tror jeg ikke, men hvis jeg gør, hvad så? Herre Gud, altså – det er da sjovt at få lov at lave fjorten tv udsendelser – det er da en foræring. Når jeg endelig går med i et underholdningsprogram, så har jeg sagt, ok, så lad mig gøre det full metal jacket! Så skal der altså være knald på. Hvorfor skulle jeg være så krukket, at jeg sagde: Tænk, hvis jeg får dårlig omtale! So what? Så er der bagefter år 2006 og 7 og 8 og 9 og 10!”

Vi husker det jo, som vi husker AccumulatorInvest fra 1992!
”Så kan det jo være, at det kan overtage AccumulatorInvests position, hvis det bliver et flop. Så er jeg da i hvert fald kommet 13 år frem i tiden!”

©Hanne Sindbæk

Klaus Riskær om…

…dansk skat

”Jeg betaler skat til Danmark, men gør det udfra det, der hedder globalitetsbetragtningen. Når ens generelle centrum for livsinteresser er i Danmark, dvs. at her har man ens sit primære virke eller arbejde, sin familie, sine interesser, så er man fuldt skattepligtig i Danmark – også selvom man opholder sig en større del af året udenfor Danmark.”

…London

”London Kensington er en ghetto af overskudstid. Der skal tiden bare fyldes ud, så det er ikke godt miljø at være i, hvis man gerne vil lave noget i denne verden.”

…Søren Kirkegaard

”Det tager seks til otte uger, seks til otte timer om dagen at læse ”Enten-Eller”. Det er lang tid siden, jeg gjorde det, men det er et banebrydende, et formaterende værk. Kierkegaard er fuldstændig afgørende for forståelsen af den måde, vi lever på. Selvom jeg aldrig har troet på, at mennesker enten var æstetikere eller etikere. Jeg tror vi har delkomponenter til begge dele i os, og det er mixet, der er interessant.”

…Danmark

”Danmark er mit laboratorium – det er her, jeg hører hjemme. Vi er et lille land højt mod nord, og vi er ikke særlig meget, som alle andre er. Vi har vores egen måde at kommunikere på, vores egen humor, vores egen måde at være sammen på. Her ved jeg, hvordan jeg skal forholde mig. Klaus Riskær ville ikke have en kinamands chance for at lave noget som helst andre steder end i Danmark.”

Blå bog

Navn: Klaus Riskær Pedersen
Alder: 49 år
Job: Grundlægger, ejer af og adm. direktør for CopyGene, der lagrer stamceller fra nyfødtes navlesnorsblod, som senere i barnets liv eventuelt kan bruges til sygdomsbekæmpelse.
Baggrund: Banebrydende og fornyende projekter som Børsinformation, Kanal 2, The Voice og CyberCity. Tidligere EU-parlamentariker for Venstre (57.000 personlige stemmer), floppede med et ostebutik-projekt, krakkede med AccumulatorInvest, dømt 2,5 års betinget fængsel for mandatsvig, skyldnersvig og overtrædelse af aktieselskabsloven i forbindelse med AccumulatorInvest.
Privat: Gift med Jill på 23, der er ved at tage afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole. De bor i en stor – meget stor – lejet patricierlejlighed på Indre Østerbro i København sammen med Jack Russel-terrieren Kashmir, og med Riskærs sønner, Christian og Frederik, når de er hjemme fra Bagsværd kostskole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.