Rend mig i tonen!

IMG_0399

 

Kender I det, at man vågner op og er grundsur. Ikke over noget bestemt. Bare sådan rundt regnet rasende. Man sparker til skoene, der står i vejen, så de kommer helt på tværs. Og man lader sin trafik-tourette få lov til at folde sig fuldstændigt ud som en stor ækel kødædende blomst. Egentlig er man lidt flov, for vrede klæder ingen. Man håber, at dem i bilerne ved siden af tror, man bare synger med på lidt heavy metal. Det gør man ikke. Man skriger &%¤#!@#!*% ”sleske spytslikker”, ”interplanetariske slørhale” og andet fra Kaptajn Haddocks fantasifulde bandeskuffe.

Hvis det lige får taget toppen af galden, så kan man muligvis lige trække vejret længe nok til at finde den flig af selvironi, der kan få en til at nøjes med at synge Tante Sofies vise fra Folk og røvere i Kardemommeby. Det er i hvert fald, hvad jeg gør, når det kommer over mig:
Uha da da hvor er jeg gal
jeg er så vred og sur
for her i Kardemomme
er der ingenting der dur!

Så er dét på plads.

Bagefter må man lede efter en måde at bruge vreden på godt og konstruktivt. Den kan faktisk hjælpe en til at få talt om ting, man ikke har turdet tage op før.

Lad mig bare indrømme, at sådan en dag har jeg i dag. Jeg ser mig om i medielandskabet for at finde et passede mål, og jeg behøver ikke kigge langt for at finde noget, der virkelig trænger til at blive sat på plads. Op af tågerne dukker nemlig endnu engang debatten om tonen i debatten.

Egentlig er jeg ikke meget for at bidrage til at spilde mere spalteplads på det, for min pointe er netop, at der er brugt alt for meget krudt på denne pseudodebat allerede. Men kan dagens vrede hjælpe til at banke den helt i jorden, så er den gået til et godt formål. For hvordan kan det være, at mens terroren har øget sine punktnedslag i Europa og det kun er et spørgsmål om tid, før den når Danmark, og mens velfærdssamfundet er ved at blive tvunget i knæ af krav og forventninger, og det stadig ikke er lykkes at få gang i noget vækst, der kan betale for gildet – mens alt det sker, og det haster med ideer til løsninger, så er der begavede mennesker, der bruger krudt på at harcelere over tonen i debatten? Tonen – ikke indholdet!

Selvfølgelig går jeg ikke ind for, at man taler grimt. Jeg synes bare ikke, det er det vigtigste. Det vigtige er, hvad man siger – ikke hvordan man siger det. Det er et demokratisk gode, at de nye medier og kanaler har givet mulighed for, at mange flere kan deltage i debatten. Det tavse flertal er blevet mindre tavst. Så kan det godt være, at folkene dér ikke kan ord som diskurs og paradigme, men de ved godt, hvad de mener, og de udtrykker sig som oftest i umisforståelige vendinger.

Det samme kan man langt fra altid sige om tonen-i-debatten-debattørerne. Som for eksempel Henrik Marstal, der for nylig skrev en kronik i Berlingske – vist nok til forsvar for politisk korrekthed: ”Krænkelseskultur og offermentalitet er ord opfundet af dem, der gerne vil blive med at krænke og offergøre. De er en del af det neoliberalistiske nysprog, hvis etos ikke bare er den stærkes ret, men også retten til verbalt at svine ofrene til.”

Ærlig talt forstår jeg ikke en fløjtende fis af den sætning. Jeg får en fornemmelse af, at den heller ikke er møntet på mig, men den bliver brugt til at pynte sig med overfor ligesindede og –uddannede. Og mens man sådan gør sig til for hinanden, så vokser de virkelige problemer i samfundet. Det er dem, det ikke så tavse flertal er begyndt at forholde sig til i uforblommede vendinger.

Debatten om tonen er blevet en hel stråmand i sig selv, der skal få det til at se ud som om, man faktisk bekymrer sig om samfundsudviklingen. Det gør man ikke. Man har kun blik for sig selv, og for hvordan man tager sig ud.

Det er debatten om ytringsfriheden om igen. Når man talte om, hvor vigtig ytringsfriheden var, og hvordan vi skulle forholde os til truslerne mod den, så var der altid nogle, der begyndte at tale om ytringsfrihed, men… ”Vi har ytringsfrihed, men… ikke ytringspligt,” sagde de. Og så kunne man bruge lang tid på den pseudodebat i stedet for at finde ud af, hvordan vi kunne værne om denne grundsten i vores samfund.

Det siger sig selv, at når alle dem, der hidtil bare har kunnet råbe ad fjernsynet, pludselig i hånden har en mulighed for at give deres besyv med, når noget oprører dem, så ryger der finker af panden i hobetal. Det skal nok finde sit leje på et tidspunkt. Vi må lære at sige fra, at blokere, at slette og svare igen, når nogen er grove. Med ord skal ord bekæmpes – og det bliver de da også. Man skal huske på, at det ikke er nær så belastende, at nogen kalder en et idiotisk røvhul. Det er meget værre med dem, der faktisk kan vise, at man er det. Dem der har indhold i ordene, er dem, man bør frygte. Det andet er bare en shitstorm i et glas vand. Vi kommer til at lære at sortere det.

Det står langt værre til med typer som Henrik Marstal, der taler pænt, men fuldstændig uforståeligt: ”Og hvad er det så for en magtudøvelse? Jo, det, som de ”politisk ukorrekte” siger, er: ”Vi kræver retten til at tale nedladende til og om andre, hvis vi har lyst til det – og det må ingen kritisere os for at ville.” Det er denne ret, denne privilegierigdom, som disse personer forsvarer ved at forsøge at udskamme alle, der betvivler deres ret, og dømme dem ude som ”politisk korrekte”.

Volapyk, men selvom jeg er rundtosset af det, kan jeg spotte en ekstra stråmand, hvor han lægger fiktive modstandere ord i munden. Det må vist være en stråmand inden i en stråmand. En slags stråmændenes trojanske hest. Mens vi spekulerer over det, så sker der ikke en dyt ude i samfundet. Og det kan gøre mig så rasende, at jeg må synge de sidste fire linjer fra Kardemomme-Sofie for at falde ned og grine lidt ad mig selv igen:

Hvis alle bare var som jeg
så gik det nok til sidst.
Men ingen andre er som mig
og det er meget trist, ÆV!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *