september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Forsker først – formand siden

Alsidig professor Povl Krogsgaard-Larsens indflydelse rækker både vidt og bredt. Fra erhvervslivet, hvor han er formand for Carlsbergs bestyrelse, til forskningen over en bred kam, fordi han er formand for Carlsbergfondet, landets største forskningssponsor. Den rækker helt ind i kunstens verden, fordi kunstmæcen nr. 1, Ny Carlsbergfondet, hører ind under Carlsbergfondet. Men hans sande identitet er forskeren. Som sådan har han vundet stor hæder og forvandlet fluesvampens gift til nyttig medicin.

Povl Krogsgaard-Larsen er uddannet kemiker, men han er ikke sådan at sætte på formel. Ikke for det, som menneske er han ret ligetil og nem at snakke med, men professionelt stritter det godt nok i mange retninger. Han er blevet kaldt Danmarks førende medicinalkemiker og er professor på Farmaceutisk Universitet. Men han spiller også på et andet plan en uhyre væsentlig rolle i dansk forskning. Han er nemlig formand for direktionen i Carlsbergfondet, der årligt donerer næsten 200 mio. kr. til grundforskning ikke bare indenfor naturvidenskab, men også indenfor humanistisk videnskab og samfundsvidenskab. Derved har han stor indflydelse på, hvad der skal forskes i, og hvem der skal gøre det. Hans indflydelse rækker også ind i kunstens verden. Den vel nok økonomisk stærkeste spiller, når det gælder støtte til kunst, Ny Carlsbergfondet, har godt nok sin egen direktion, men hører under Carlsbergfondet, ligesom Frederiksborgsmuseet gør det.
Sidst men ikke mindst spiller han en væsentlig rolle i dansk erhvervsliv, fordi han er formand for Carlsbergs bestyrelse. Det er han, fordi Carlsbergfondet er hovedaktionær i bryggeriet, for sådan havde den gamle brygger Jacobsen bestemt det. Med de poster kan man sige, at Povl Krogsgaard-Larsen professionelt vælter sig i penge. Men på det personlige plan er penge noget af det værste, han ved. Det er ikke i noget pragtpalæ, jeg besøger ham, men i en nydeligt og beskedent gult parcelhus i Blovstrød, som han og hans kone Tove har boet i, siden de fik det bygget for 35 år siden. Bilen er en veltjent blå Opel, og det mest ekstravagante, han har gjort, er, at han har bygget et hus på sin fødeø, Mors. Det har han og Tove taget i besiddelse denne jul.
I min research er jeg faldet over en gammel artikel, hvor der står, at han kunne have kørt i Rolls Royce, hvis han havde taget imod tilbud fra medicinalindustrien. Det er noget af det pinligste, Povl Krogsgaard-Larsen har oplevet.
”Det var ikke mig, der havde sagt det, men en kollega fra industrien, der var til stede under interviewet. Jeg havde det så skidt med, at folk troede, at jeg havde sagt det, at jeg følte, jeg måtte forsøge at forklare det inde i Carlsbergfondets direktion overfor de mennesker, som jeg har stor respekt for. Det sidder stadigvæk i min bevidsthed og generer mig, at det stod i den skabede avis.”

Hvorfor er det så pinligt?
”Det er så pinligt, at jeg skulle have siddet og overdimensioneret mine muligheder for at blive rig ved at arbejde i industrien. Jeg kan love dig for, det nagede mig i lang tid.”

Men hvad betyder penge egentligt for dig?
”Det er nok næsten for flot at sige, at de betyder meget lidt. Men det betyder i hvert fald så lidt, at jeg aldrig nogensinde har foretaget et valg her i tilværelsen under hensyntagen til penge.”

Det er en sjov, sådan lidt verdensfjern holdning at have!
”Det kan man godt sige. Da både min kone Tove og jeg arbejdede, sparede vi nogle penge op. Da vi fik børn holdt Tove op med at arbejde, og så brugte vi de penge  – derefter stiftede vi gæld, og det var en rimelig stor gæld. Jamen, det var jo så bare det. Jeg har aldrig foretaget et valg, hvor penge var nogen som helst betydende faktor. Jeg har også sørget for, at den løn jeg får for min halvtidsstilling på Farmaceutisk Universitet på kroner og øre bliver trukket fra min løn i Carlsbergfondet. På den måde er der rene linjer, og min beslutning om at fortsætte på universitetet eller holde op er uafhængig af økonomiske overvejelser. Hvis man først begynder at interessere sig for penge – jamen så er der ligesom noget, der går i stykker.”

Hvad?
”Ens værdinormer. Hvis jeg skulle prioritere penge op og begynde at spekulere på, hvor meget jeg nu fik ud af noget, så kunne det komme til at lægge nogle begrænsninger på, hvad jeg valgte.”

Nu beskæftiger du dig på topplan med dansk erhvervsliv, hvor man er optaget af bonusordninger, aktier, optioner og warrants – hvordan har du det med det?
”Jeg erkender, at det er og bliver en drivkraft for mange, men selv har jeg f.eks. ingen aktier. Jeg tænker ikke i de baner, men jeg respekterer dem, for hvem det er en drivkraft, selvom jeg somme tider synes, det kan blive lidt for meget.”

Men skal du ikke selv sidde og forhandle med Carlsbergs topledelse om deres ordninger?
”Det gør jeg sammen med næstformanden, Jens Bigum, i erkendelse af, at det har han mest indsigt i, fordi han har levet sit liv i industrien.”

Hvad tænker du så, når du ser alle disse aftaler?
”Jeg under de mennesker det så godt. Dem, som jeg har været med til at give bonusordninger, har ydet en meget stor indsats, og jeg tror, det er en positiv drivkraft for dem.”

De fleste bestyrelsesformænd har selv aktier, hvorfor har du ikke?
”Jeg vil have lov til at foretage mine valg og træffe mine beslutninger, diskutere med mine omgivelser og alting uden hensyntagen til mine egne penge. Som bestyrelsesformand interesserer jeg mig selvfølgelig for aktiemarkedet, men på det personlige plan interesserer det mig egentlig ikke. Når man er sådan, så kunne jeg godt forestille mig, at man på en eller anden måde kunne komme til at klumre i det. Sådan at jeg måske i tankeløshed var insider i en bestemt situation, fordi det simpelthen ikke indgår i mine tanker, og det kunne forvolde stor skade.”

Er det vigtigt for dig at fremstå fuldstændig uafhængig og uangribelig?
”Sådan kan du godt udtrykke det. Jeg vil altså ikke risikere at fumle i det og komme til at skabe ravage – der er jo masser af andre muligheder for at begå fodfejl!”

Som formand for Carlsberg, Danmarks 9. største virksomhed, sidder Povl Krogsgaard-Larsen på en af de højeste poster i dansk erhvervsliv, men det er forskeren, der er hans sande identitet, og det er her, man finder de præstationer, han selv er mest stolt af. Han er internationalt anerkendt for sit arbejde med at identificere og tæmme giftstofferne i den røde fluesvamp for at kunne bruge dem til lægemidler. Et middel mod epilepsi er på markedet i dag som resultat af det, og en helt ny form for sovemedicin er på vej. Men hvordan finder en lille bondedreng fra Mors overhovedet frem til, at han skal være medicinalkemiker?
”Det er de små puf – de mange små puf, der gør det,” siger Povl Krogsgaard-Larsen.
”Allerede som stor dreng havde jeg det sådan, at når jeg stod overfor noget nyt – noget uprøvet, så gik der det her gys igennem mig. Hvis jeg gik i en skov et sted, hvor jeg vidste, der ikke havde været nogen i meget lang tid; hvis jeg fandt en stenøkse, som ingen havde rørt ved i flere tusinde år, eller når jeg blev fortalt om alle de her giftige planter – det gav et vældigt gys. Jeg tolker det som en trang til at bevæge mig ind i noget, der var nyt. Altså fornemmelsen af, at når noget var mystisk, var det spændende. Vi lærte kemi i gymnasiet, men det var meget uinspirerende, fordi læreren var fysiklærer og syntes, kemi var uinteressant. Men jeg fik nogle små sejre hjem, hvor jeg pludseligt kunne svare på noget og løse opgaver, som andre ikke kunne. Så tænkte jeg, at kemi måske havde de elementer i sig – det mystiske og skabende, som var noget for mig.”

Men derfra og til at finde frem til Farmaceutisk Højskole (nu Farmaceutisk Universitet) er der vel et stykke vej!
”Jeg havde en fætter, der havde taget det valg, og jeg syntes det lød spændende og mystisk – tænk at være med til at skabe noget ny medicin! Dengang startede uddannelsen med to år på et apotek. Mit store held var, at vi havde en provisor – det hed farmaceuter på et apotek dengang – der var dybt interesseret i kemi. Han lavede kemiundervisning for mig, vi snakkede meget kemi, og han var dybt, dybt inspirerende. Jeg tror, det blev helt afgørende for mig. Jeg blev klar over, at det var kemien i alle dens mangfoldigheder indenfor det farmaceutiske område, der interesserede mig.”

Men hvordan kan sådan en knægt fra Mors overhovedet forestille sig, at man kunne leve af at være forsker?
”Det havde jeg slet ikke gjort mig nogen forestilling om. En måned efter jeg var startet på Farmaceutisk Højskole skete der noget, der sådan set blev mit held i uheld. Jeg fik konstateret tuberkulose. Jeg måtte altså ud af studiet og ind på et sanatorium i Skive. Det var en frustrerende periode. Først havde jeg brugt to år, som soldat, og et par år efter får jeg tuberkulose – altså fornemmelsen af at have spildt tre år! Den begyndte at gnave. Men det blev mit held, for pludselig sad jeg der og havde oceaner af tid.”

Hvordan blev det et held?
”Jeg begyndte at læse masser af kemibøger, som jeg ellers ikke ville have haft tid. Og jeg gik lange ture, lærte botanikken ude i naturen, samlede planter og fik lavet et ret flot herbarium. Jeg kunne godt mærke, at de planter, jeg mest interesserede mig mest for, var de giftige planter – der har du igen mystikken i det.
På den måde fik jeg et meget intenst og tæt forhold til både kemien og til botanikken. Jeg havde en dejlig overlæge på sanatoriet, som talte med mig om kemien, og han var inspirerende på alle de måder, han nu kunne være inspirerende på. Det var igen sådan et positivt puf, ligesom jeg fået det af provisoren på apoteket. Et positivt puf, hvor der var nogen, der virkelig seriøst interesserede sig for en og gav et af de her inspirerende puf… det har været en drivkraft i hele mit liv.”

Hvor fik du så det næste puf?
”På Farmaceutisk Højskole af professor Helmer Kofod. Det var mod slutningen af studiet, og jeg havde fundet ud af, at jeg godt ville være forsker, og derfor licentiatstuderende. Da jeg fortalte ham det, sagde han: ”Så må du sørge for at blive nummer et på holdet!” Det var jo noget af en melding, men det lykkedes altså. Han blev min vejleder. Det fik jeg nu ikke noget ud af, for han var meget verdensfjern og de samtaler, vi skulle have, blev aldrig til noget. Havde jeg ikke haft en medvejleder, så var det gået helt i fisk.”

Kunne det ikke tage pippet fra dig?
”Nej, for jeg kunne godt gennemskue, at han gerne ville støtte mig, men ikke kunne. Han var dybt intelligent, men hans forhold til virkeligheden var ekstremt skrøbeligt. Det nemmeste ville være at sige – nu kan det filenfisme være nok! Men jeg har altid haft det sådan, at jeg holder fast i en situation – uanset hvor broget den er, indtil jeg får noget positivt ud af den.”

Hvordan det?
”Der er mange situationer, der er vældig brogede. Tuberkulosen var faktisk noget værre møg, hvor man kunne have fordybet sig i frustration og bitterhed. Men jeg fastholder situationen; arbejder bevidst med den, indtil jeg finder et positivt hjørne. Jeg fik jo en masse tid og lejlighed til at fordybe mig, og det var jo positivt. Jeg kan ikke slippet et problem, før jeg har fået noget positivt ud af det.”

Det er jo ikke alle mennesker, der kan det!
”Dem har jeg ondt af. Hvis ikke man har den trang i sig til at få vredet noget positivt ud af en situation, så synes jeg, man mangler noget. Jeg synes, der er mange, som har en grundliggende negativ vinkel på oplevelser. Jeg kan ikke forstå det, selvom jeg kan sagtens forklare det. Jeg synes det gør det hele lidt fattigt.”

Lige da du havde fået din licentiatgrad, fik du job som lektor på Farmaceutisk Højskole – kan du huske omstændighederne omkring det?
”Det kan du lige rolig regne med, jeg kan huske! Jeg blev kaldt ned til professoren, og hun spurgte om den ledige lektorstilling var noget for mig. Og det var det bestemt. Det gik så op for mig, at jeg skulle ansættes til at bygge et helt nyt forskningsprogram op indenfor medicinalkemi.”

Hvilken følelse gav det dig?
”Jeg kunne ikke rigtigt finde hoved og hale i det. Pludselig skulle jeg jo finde på noget, som skulle rive andre med, og som skulle være bæredygtigt. Der gik nogle måneder, hvor jeg havde det ret skidt. Så blev jeg gjort opmærksom på en videnskabelig artikel om den røde fluesvamp, og da jeg læste den, tænkte jeg helt spontant: Der er det!”

Hvad var det, der var der?
”Hele ideen til ny og original forskning indenfor medicinalkemi. Det var ikke alle, der kunne se det. Der var en gammel lektor, der blev virkelig ophidset og sagde, jeg ikke var rigtig klog at tro, jeg kunne lave noget ud af den røde fluesvamp, der kunne blive til lægemidler. Men jeg syntes, man skulle tænke over, hvorfor fluesvampen er giftig. Hvis der som i fluesvampen er nogle stoffer, som påvirker centrale mekanismer og processer i kroppen, bør man tænke, om det kan lade sig gøre at dreje den uheldige effekt til noget positivt.”

Hvor pudsigt – det er ligesom du lige har beskrevet hele din livsholdning – at vende og dreje negative ting til der kommer noget positivt!
”Ja, det er jo det – sådan vil jeg forklare det.”

Du forskede så i fluesvampens giftstoffer nogle år. Var der sådan et tidspunkt, hvor du følte – Ja, nu har jeg fundet det!?
”Absolut! Vi var i Australien og arbejde videre med stofferne, og det sidste trin i at finde noget rigtig spændende, er en test af stoffet i en særlig maskine. Den siger tik…tik…tik…mens den behandler stoffet, og jo mere kraftigt det er, jo længere er der mellem tik’ene. Jeg havde regnet ud, at den ville nå frem til mit stof midt om natten, så jeg stod op og gik hen på laboratoriet – og der var fuldstændig musestille, som næsten kun en australsk nat kan være. Fordi der var så stille, kunne jeg allerede inde i biblioteket høre, maskinen sagde tik………….tik…………..tik. Den var lige ved at gå i stå, og da var jeg klar over, at jeg havde gjort en fundamental opdagelse. Det var helt ubeskriveligt.”

Midt om natten, helt alene, fundamental opdagelse – det må være meget syret!
”Det var en total drømmetilstand. Jeg vidste, at det her var et gennembrud, som jeg slet ikke havde kunnet forestille mig. Her var noget, som var aldeles nyt. Det var dybt fascinerende. Jeg gik hjem gennem den australske nat, hvor opossumerne kiggede på mig med deres runde øjne oppe fra træerne. Jeg var helt distræt, gik igennem skoven og ind i sådan et stort australsk edderkoppespind af den mest klistrede slags. Selvom det var dybt ubehagelig, havde jeg kun den der fantastiske fornemmelse af at have skabt et gennembrud.”

Opdagelsen blev starten på et meget hektisk årti for Povl-Krogsgaard-Larsen. Han blev berømt i videnskabelige kredse, rejste verden rundt og forelæste. Han forskede videre, gjorde endnu en fundamental opdagelse, og som 45-årig havde han nået mere, end de fleste forskere når et helt liv. Han blev dr. pharm. i 1980, professor i 1986, hvor han også blev optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab – en 263 år gammel institution, der er den absolutte top på det videnskabelige Parnas. Her får kun de ypperste 250 af de danske grundforskere tilbudt medlemskab. Selskabet udpeger blandt sine medlemmer de fem, der skal udgøre Carlsbergfondets direktion og dermed være grundstammen i Carlsbergbryggeriets bestyrelse. Povl Krogsgaard-Larsen kom med i Carlsbergfondet i 1993 og i 2002 blev han formand, og altså også formand for bryggeriet.

Hvordan føler du dig egentligt kvalificeret til posten som bestyrelsesformand for Carlsberg?
”Det gør jeg, fordi jeg ved, at jeg er omgivet af kompetente mennesker. Jeg modtager impulser, råd og vejledning hele tiden fra de mennesker, jeg er omgivet af. Hvis jeg skulle have siddet alene i lønkammeret, og regne mig frem til beslutningerne selv, så ville det da ikke være forsvarligt.”

Du kunne jo lave det om, så det ikke var professorer, der sad i bestyrelsen!
”Professorerne sidder jo sammen med nogle så erhvervskyndige folk som Jens Bigum, Henning Dyremose og Søren Bjerre-Nielsen. Jeg mener, at komplementaritet spiller en meget vigtig rolle i bestyrelser. Nu sidder vi altså vi fem professorer i Carlsberg-bestyrelsen, der sidder tre fremragende erhvervsfolk, og så har vi medarbejderrepræsentanterne. Den vægtning kunne godt være anderledes, for fundatsen siger ikke noget om, at disse fem professorer skal sidde i bestyrelsen. Men min oplevelse er, at samspillet mellem professorerne, som hver for sig dækker meget forskellige fagområder og de erhvervskyndige har været fremragende. Og så skal du huske på, der er altså en solid tradition i det. Brygger Jacobsen overlod altså sit bryggeri til professorerne.”

Mange ting ændrer sig jo på 118 år – har du aldrig tænkt på, om man kunne få et bedre udbytte, hvis man overlod bestyrelsesposterne til erhvervsfolk?
”Jeg har stor respekt for dygtige forretningsfolk, men jeg tror sådan set ikke, de kunne gøre det ret meget bedre. Man kan spørge – har bestyrelsen gjort det godt? Ja, det har den vel! Har Carlsberg klaret sig fornuftigt? Ja, det tror jeg! Kunne det have klaret sig bedre, hvis der havde været en anden sammensætning i bestyrelsen? Jamen altså svaret på det blæser i vinden…”

©Hanne Sindbæk

Povl Krogsgaard-Larsen om…

…moderne elektronik
Det er ikke noget, jeg tillægger nogen større betydning. Jeg bruger ikke selv computer. I mine omgivelser er der nogle mennesker, der er fantastisk skrappe til det, og de vil altid være hundrede gange bedre til, end jeg er. Hvorfor skulle jeg så bruge min tid på det? Som videnskabsmand har jeg skrevet rigtig mange artikler. Hvert eneste manuskript er skrevet i hånden. Det er altså en proces. Når jeg sidder med en blyant former tankerne sig, som et led i den proces. Og det kan ikke forme sig på samme måde for mig, når jeg skriver på maskine. Det skal på eller anden måde gå igennem hånden.

…forfriskninger
Altså når man drikker noget, så skal det ha’ en mening. Derfor drikker jeg stærk kaffe om morgenen plus te, men til gengæld ikke noget resten af dagen. Da drikker jeg helst vand. Om aftenen, når jeg runder af, så tager jeg mig en øl eller to. Det har jo også en mening. Det får takten til at rulle lidt langsommere, så kan man begynde at tænke.

…at have hund
Jesper Klein har sagt, at et hjem er et sted, hvor man selv føler sig hjemme – og det skal hunden også gøre. Det tror jeg i høj grad vores hund gør. Den fylder en del, og den er hundehamrende forkælet. Det første jeg gør, når jeg kommer hjem om aftenen, er at tale med den – og det forventer den sandelig også.

…om Gud
Jeg tror på det positive. Og jeg tror på Gud. Der er nogle gange en hånd, der giver de der små skub, som man ikke kan føle, som man pludselig opdager har været der. Selvom jeg er naturvidenskabsmand har jeg ingen problemer med, at Gud ikke kan bevises. Det er i virkeligheden snæversynet og lidt afstumpet at ville have bevis, når det gælder Gud og religiøsitet. Det er jo komplekst, uforklarligt og baseret på fornemmelser. Det er noget, jeg blankt erkender, ikke kan bevises, og som slet ikke trænger sig på med at skulle bevises.

…nærvær
Med det arbejdsprogram, jeg altid har haft, er der klart nogle omkostninger i forhold til familien. Men jeg synes, jeg nåede ganske mange ting med børnene. En af de rigtigste beslutninger, jeg har taget, da børnene var små, var at læse for dem, hver aften jeg var hjemme. Vi læste så mange bøger. Gøngehøvdingen, Ivanhoe og Ingemanns romaner, som man ellers skulle tro var for tunge for børn, men dem elskede  de. Somme tider sad vi og læste en time eller halvanden, indtil de var ved at gå omkuld.

Blå bog

Navn: Povl Krogsgaard-Larsen
Alder:  64 år
Job: Formand for direktionen i Carlsbergfondet, professor på Farmaceutisk Universitet (på halv tid) og bestyrelsesformand for Carlsberg.
Privat: Gift med Tove, der også er uddannet cand.pharm. og som arbejdede på Novo en årrække, indtil de fik børn. Datteren Nina er 30 år, biolog fra Københavns Universitet, siden immunolog på Rigshospitalet. Men i dag er hun forskningsassistent i et mindre firma i Australien og har som perler på snor leveret tre børnebørn, nemlig Daniel på fire år, Thomas på tre og Tanya på knap to. Sønnen Niels følger i fars fodspor, er uddannet cand.pharm. og ph.d.-studerende i et samspil mellem Lundbeck og Farmaceutisk Universitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.