Post eller kolera

”Post Danmark tjener næppe penge på Coop-aftale.” Den overskrift havnede i mit newsfeed forleden. Baseret på mine oplevelser i sommerlandet i år vil jeg sige, at det lyder sandsynligt. Set fra Tuse Næs virker det som om, Post Danmark ikke har fundet sig til rette i en kommerciel rolle. Til gengæld har virksomheden helt droppet at værne om sin gamle kernekompetence: Udbringningen af post.

Jeg har benyttet mig af den fine service at flytte min postlevering til sommerhuset. Til min forbløffelse er det åbenbart en garanti for, at man ikke bliver forstyrret overhovedet. Ingen regninger, ingen rykkere og heller ikke nogen af de breve, jeg ved, er blevet sendt af sted i min retning. Intet kommer frem til sommerlandet. Til gengæld drypper der nu og da lidt ind i postkassen på hjemadressen.

Min klage på postens hjemmeside fører ikke til noget, så jeg ringer op. Efter en ventetid, der ikke er urimelig, hvis man alligevel ikke har noget at give sig til, får jeg en venlig kvinde i røret, der godt kan se, adressen er ferieflyttet, men hun kan altså ikke gøre noget ved, at posten ikke kommer frem. Jeg kan praktisk taget høre, hun trækker på skuldrene. Hun kan nævne det overfor de to involverede posthuse. Det er alt. Det sker der så heller ikke noget ved.

Jeg tænker med længsel tilbage på dengang, hvor skuldertræk over manglende post bestemt ikke var en del af Post Danmarks vokabularium. I regn og slud i sne og frost, skal posten ud, når man er post, som de sang i ”Vinterbyøster”. Sådan er det ikke mere. Posten har fået andre interesser. For eksempel at køre de omtalte pakker for Coop. Om de faktisk kan tjene på det, må tiden vise. Om de er gode til det, kan jeg allerede svare på: Det er de ikke.

Jeg får nemlig mine Irma-varer kørt ud i sommerlandet. Sidste år var det en privat vognmand, og det fungerede upåklageligt. Stor er min overraskelse, da Postbilen i år triller op ad indkørslen og begynder at hive Irma-kasser ud. Overraskelsen skyldes både, at det er posten, der kommer med varerne, men ligeså meget tidspunktet. Jeg har bestilt levering efter 12, men klokken er kun 10. Jeg spørger postbuddet, hvordan det kan være. Jooo, hun mener, hun ligeså godt kunne tage det med, når hun alligevel skulle ud med post. Det er sådan set da rigtigt nok. Bortset fra at det er helt forkert, fordi kunden har bestilt noget andet.

Det der med kunder, det har posten ikke helt vænnet sig til. Det er som om den gamle etatskultur klæber til virksomheden, og forhindrer den i at tage de skridt, der skal til for at virke i den nye markedsorden. Jeg får mine varer, når det passer posten. Og jeg får også en – mild, bevares – irettesættelse, da jeg afleverer hele tre kølekasser, der skal retur til Irma. Jeg kan vel se, bilen ikke er ret stor, så jeg må ikke aflevere så mange på en gang. Og det kan jeg da godt se. Jeg kan også se min hidtidige overstadige begejstring for Irma-lige-til-døren sive ud af min kundekrop. Jeg føler mig sendt direkte tilbage til skranke-pavinden på posthuset i 1990erne. Men i det mindste borgede hendes løftede pegefingre for, at hun nok personligt skulle se til, at posten kom ud til tiden.

Nu er Post Danmark hverken en etat eller en velfungerende kommerciel vareudbringningsvirksomhed. Det er blevet et valg mellem post og kolera.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.