På roadshow med Rylberg

img_0146

 

Fra: Hanne Sindbæk

15. 12. 2003 12:36

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Det er jo sådan, at jeg helst skal lave mindst én større historie om året med dig! Og nu har jeg ideen til 2004-artiklen, og så håber jeg, du er med på den.

Jeg vil lave en reportage fra et roadshow. Det er jo noget, der er blevet en fast bestanddel af de fleste toplederes liv, men vi og læserne ved ikke, hvad der egentligt foregår og hvordan. Det er det, jeg gerne vil fortælle…

 

16.12. 2003 kl. 10.13

Han vil godt! Ringede på min mobil. Næste tur er i marts, hvor Rylberg rejser rundt m. årsberetning. Jeg skal med! Må få ham til at forstå, at jeg går efter the full Monty, og har tænkt mig at sove i fodenden af hans hotelseng!

 

Fra: Hanne Sindbæk

13. 2. 2004 14:39

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Så nærmer tiden sig for årets roadshow, som jeg sådan glæder mig til at følge oh so close!

Jeg har lige en ekstra bøn, jeg håber, du kan opfylde.

Det vil være rasende interessant for mig at overvære et møde, hvor I diskuterer strategien for, hvordan resultaterne skal præsenteres

Hvad siger du til det?

 

Hæ! Tag den for en test på overdreven åbenhed!

 

16. 2. kl.13.07

Nå. Det blev også et ja. Ikke vant til åbenhed i de doser. Hmm, hvad går det ud på?

 

10.3. kl. 9.45 ISS, Bredgade

Vil ikke komme for sent til åbenhed i store doser. Venter et kvarter i nypoleret lobby m. stor kunst og Kjærholmmøbler.

Underholdning: Tv-skærm med personnavne rullende over : ”250.000 employees and still counting”. Fikst.

 

10.3. kl. 10.05, Rylbergs kontor

Roadshow-crew minus 1 samlet i Rylbergs kontor, der er all mahogany på den moderne måde med kunst skødesløst drysset rundt.

Crew:

Eric Rylberg: Top-guy, showstjerne

Karina Deacon: Afg. IR-chef

Thyge Boserup: Tiltr. IR-chef

Carsten Højlund: IR medarbejder

Mangler: Karsten Poulsen: CFO, co-star der kører sit eget roadshow parallelt med Rylbergs. De tager dog de første par møder sammen for ”at kalibrere budskaberne.”

Showpremiere i morgen. Rylberg ikke nervøs. Er den irriterende elev i klassen, der har fulgt med hele året, og derfor ikke behøver febrilsk at punktlæse pensum, og satse på at hive resten hjem på charmen.

 

10.3. kl. 12.33

So much for åbenhed!

Ikke meget strategisnak v. strategimøde. Trykt årsberetning lå i læg (ligger i øjeblikket i pres efter bogbinding – ISS er gået over til hardback i blåt-er-altid-pænt – man må da håbe best. godkender det i morgen! Ellers bliver der gang i makulatorerne).

Nok se, men ikke læse! ”Vi vil ikke gøre noget, der er imod fondsbørsens regler, det vil det være, hvis du ser eller hører tallene et døgn før fondsbørsen!” Rylberg ubøjelig. Diskuterer i stedet, hvad jeg kan og især ikke kan skrive fra de kommende investor-møder. Glemmer det straks.

Emner Rylberg regner med bliver hotte:

Organisk vækst

Kapitalstruktur

Opkøb

 

Antal emner Rylberg siger, han frygter: 0

Antal emner Rylberg frygter: 1

Han gider ikke tale kapitalstruktur. ”Man kan ikke slå markedet” er Rylbergs mantra.

Det fede for ham er, hvis både regnskab og roadshow bliver en non-event. ”Det kan godt være, det er usexet, men det er heller ikke nogen pornoforretning, vi driver.”

Regnskab skrevet efter Rylbergs dogme-regler:

  1. Undgå brug af tillægsord
  2. Ingen selvvurderinger
  3. Undgå løfter
  4. Skriv om facts
  5. Skriv kort, knapt og korrekt
  6. Skriv om virksomheden
  7. Skriv ærligt om risici
  8. Udstræk ikke konklusioner
  9. Undgå oppustet sprog
  10. Skriv aldrig negativt om konkurrenter eller ”Peer Group”

 

11.3. kl. 13.32 Rylbergs kontor, Bredgade

”Det er et sort marked at komme ud i med regnskabet – se!” Tv-skærmen viser, hvordan morgenens terrorangreb i Madrid har bombet alle KFX-kurserne ned i rødt – undtagen ISS’, som først faldt med syv procent, men efter regnskabsmeddelelsen steg med 12. Bare lidt alm. medvind i markedet ville have pustet kursen højere op.

Ret ØV for ISS, men Rylbergs humør er ikke bear som markedet. Det er nærmest ”sildegodt” (© Rylberg)

 

11.3. kl. 13.53, ISS University, Bredgade

6 ikke særligt strømlinede mennesker fra Streamline sørger for teknik til live webcast af præsentation af årsregnskab. Ser kompliceret ud. Fuglereder af ledningsværk i farver der bestemt ikke matcher mahognigulve og Eames-designerstole.

Rylberg uden premierenerver og i hvid skjorte (hvorfor er det lige, at man kan se, når sådan en har kostet kassen?), som IR-chefen har beordret, fordi ”striber og farver flimrer på skærmen.”

Napper en nysselig lille kage med chokolade og marcipanblomst fra buffetten.

 

Kl. 14.02

Rylberg – nu med Madonna-headset. ”I’ll walk you through the 2003 results”. Det gør han så. På evig rolig vandring gulvet rundt med den ene hånd skødesløst i lommen forklarer han på amerikansk med let dansk accent om det triste erhvervsklima, der prægede 2003, og hvad det gjorde ved ISS.

Englænderne har de fedeste udtryk: Q4 [kju four] er der da mere swung over end fjerde kvartal, gaaab.

Til stede:

22 analytikere og journalister

6 ISS drabanter

6 teknikere

2 stjerner (Rylberg og Poulsen)

Antal webcast-seere:     Ukendt

 

Kl. 14.10.

Får marcipanblomst galt i halsen. Arh hva’ sagde han? Ja, nu vil han altså lige fortælle om firmaets fem største problemer (også det er mere cool på engelsk, hvor man ikke har problemer, men issues). Hvor åbent-agtigt.

ISS’ 5 issues:

Danmark (Helt ny organisation)

Tyskland (Nye ledere importeret fra andre ISS-lande)

Schweiz (Ledelsen skiftet ud)

Damage Control Norge (Landechef skiftet ud)

Health Care (Ledelsen skiftet ud)

Ikke mindst når man taler om issues, skal man vare sig for triggers som kan sende ivrige aktieanalytikere ud af uønskede analysespor. Det gælder om at bruge afdramatiserende vendinger.

Non-event-skabende Rylberg-fraser:

There is nothing new in that…

Don’t read too much into it…

We’ve been completely open about that…

As I said 8 month ago…

Don’t overinterpret that…

There is nothing up my sleeve…

 

Kl. 15.10. Rylbergs kontor

Humør: Højt!

Journalister ringer for kommentarer til regnskabet. Sætter medhør på, den flab, så jeg kan høre kollegers spørgsmål. Er ikke dummere end mine – så langt fra!

Tema i morgendagens aviser: Rylbergs løn. (Står i alle detaljer med bonus, pension, aktieoptioner – the works i regnskabet. Det’ en historie, der er lige til at gå til.)

 

12.3. Kl. 8.00 ISS, Bredgade

På besøg: Storaktionær ATP, 2 pers.

Fra ISS: Rylberg, co-star Karsten Poulsen og Thyge Boserup

Stemning: Kammeratlig

Smalltalk: Flåden af sorte Audier udenfor vinduet. Rylberg har bestemt, at der skal være stil og fælles linje over direktionsbilerne. Derfor kører man kun sorte Audi’er. Det fører lige over i snak om en cost-saving ide, han har, om sammen med en anden virksomhed med lige så stor en bilpark som ISS (13-14000 på verdensplan), at gå direkte til f.eks. VW og få en go’ deal.

Emner dækket: organisk vækst, virksomhedskøb (af bolt-on slagsen), cash conversion (150% i 03, men nu er det bal forbi), offentlige virksomheder i visse lande som dårlige, i hvert fald langsommelige, betalere (noget EU tager fat i), sæsonbetonet virksomhed (landskabspleje og skadedyrsbekæmpelse), makroøkonomiske udsigter, facility service (ny kontrakt med Sonofon i DK), bruttomargin og USA (ikke længere et no no for ISS, men neutral).

 

12.3. Kl. 9.37 Rylbergs bil

Rylberg er Ringenes Herre i sin Audi, som ikke bare er en Audi. Hans har aluminiumsspejle. Ikke for pynt (ellers go’ nok grund), men for at fortælle de andre tabere, at det her er en S6. Det er noget med motoren. Den er stor. Og hurtig. Kan gå fra 0-100 km på 5,8 sek. Det stemmer. Kører på Thorkild Thyrring-måden.

 

12.3. Kl. 9.43 Nordeas danske hovedsæde

I go’ tid. Rigtig go’ tid. Får lov at vente.

Møder: 1 styks velforberedt portfoliomanager, som har skrevet samtlige 148 regnskabssider ud fra nettet, og vil høre om landenes resultater og issues fra en ende af.

Rylbergs rekvisitter: 0 – hvis man ser bort fra den enlige cola light, han lige når at snuppe for næsen af Karsten Poulsen. Tænker på Ninn-Hansen, som spredte frygt, når han mødte op med ingenting i hånden og alting i hovedet. En mand, der kan det, er svær at slå ud af kurs.

 

12.3. Kl. 16.17

Har faret København rundt i sort Audi. Hvorfor har store pengetanke ikke navne, men bogstaver? ATP, PKA – sig mig var der ikke liiige råd til et par vokaler mere.

 

14.3. Kl. 15.37 Gate A11

Rylberg er der allerede. Mangler totalt topchef-evne til at komme blæsende i sidste flyet-venter-nok-på-vigtig-mand-som-mig-øjeblik. Det er vi så andre, der kan.

ISS-følget kommer med senere fly, så det er kun mig og 1 stk. CEO.

Udveksler stress-historier. Det koster at være topchef. Han har prøvet at gå ned, ikke med flaget, men venstre arm, som han en dag fik han pludseligt forbandet ondt i, ”og når man ikke har sovet i tre måneder, begynder det at kunne mærkes – ens tålmoldighedstærskel bliver urimeligt lav.” Fandt aldrig ud af hvorfor. Kan stadigvæk ikke sove på den arm. Så købte han bare en større seng, så armen kan ligge udstrakt. Sådan kan man jo også gøre.

Må huske at købe chauffør for at kurere min køre-bil-selv-fobi.

 

14.3. Kl. 17.40 (UK-tid) Himlen over England

Flymad er morsom – alle de små pakker med hyggelige overraskelser. Rylberg skal ikke have noget. Skal tabe to kilo – den tynde mand – for at blive klar til Berlin Maraton. Løb 35 km på løbebånd i går. Løb i dag med Else Marie, fordi ”hun kan lægge en dæmper på, ellers kan jeg bare blive ved,” forklarer han undskyldende.

Tænker han er en præstationsmaskine. At en virkelig udfordring for ham ikke er et maraton, men et spa-ophold med strenge påbud om at slappe heeeelt af og se samtlige 24 langsomme afsnit af Matador.

 

14.3. Kl. 20.44 Renaissance Chancery Court Hotel, London

Middag for to i loungen. Tager en cigaret. Rylberg tager tændstikkerne. Gammel vane – har taget tændstikker med hjem til sin far fra alverdens hoteller. For otte uger siden døde far’en, ”den prægtige mand”. Rylberg arvede samlingen og har puttet den i en enorm cylinderformet glasvase som mindestøtte over levet liv – både sit eget og far’ens.

Taler om Kommunismen sorte bog og andre ”langhårede” (©Rylberg) hits fra Weekendavisens bogtillæg, som han tydeligt formoder, jeg har læst. Kan man virkelig se P1-agtig ud i stilletter?

 

15.3. kl.7.30 Hotel-lobby

Fan’me tidligt for en fuldblodsjournalist. En CEO har selvfølgeligt trodset sit B-menneske-instinkt og været oppe siden kl. 5 for at stryge skjorte og løbetræne. Er vel nødt til at futte noget energi af, for at kunne virke stenrolig og confident resten af dagen.

Dagens lokale roadshowmanager: Deutche Bank

Bil stillet til rådighed: Sølvgrå Mercedes E

Chauffør: Peter af persisk oprindelse med både pli og træning i executive sikkerhed. Betryggende. SLURP! siger det, så snart bildørene er smækker, så er der centrallåst.

 

15.3. kl.7.47 Deutche Bank, City

Ankommer til morgenmøde inden morgenmaden. Analytikere flokkes om Rylberg, Rajlbørg, som han hedder her. Prøver at få ham til at sige, at dividenden går dramatisk op for 2004 ([ou får] på cool engelsk). ”Vi har sagt den skal stige, ikke drastisk, men gradvist.” Rylberg bruger tricket med at citere sig selv = ”rolig nu, intet nyt under solen.”

Early show populært.

Antal tilhørere: 16 mænd, 2 kvinder

 

15.3. kl.9.38 Merrill Lynch, City

En N/A’er (not applicable), som IR-chef Karina Deacon så poetisk har beskrevet det i rejseplanen. Merril Lynch ikke blevet spurgt om journalistbesøg ok. Rylberg insisterer på, vi forsøger. ”Investorerne taler og taler om corporate governance og åbenhed, så må de også selv give noget.” Det lykkes. Svært at sige nej til CEO live.

 

15.3. kl.11.00

We ask for three minutes silence for the terrorvictims in Madrid,” lyder det over intercom’en. Føles fjollet i lille citronfromagegult mødelokale med blankt mahognibord og butlerserveret kaffe (og diet coke on special request), men opfordringen efterkommes.

 

15.3. kl.12.48 ISS London

Roadshow A-hold, Rylberg/Deacon, mødes med roadshow B-hold Poulsen/Højlund til frokost i virksomhedens London-kontor. Så rent, at man kan spise direkte af gulvet – det er jo ISS.

Localmanager Jim Hayes, der sammen med landechef, David Openshaw har bygget hele London-forretningen op fra grunden (fra 3 til 3.500 mand), er overjoyed over det fine selskab. Han har 1000 ting at fortælle og vise og muligheder, han vil diskutere med topcheferne.

Han kender klogt deres vaner. Så der er Cola Light i rigelige mængder og tre varianter (Cola light LIME! Hvor kom dét nu fra?) og han har omhyggeligt sørget for at maden (små sandwiches og skiveskåret frugt og grønt) leveres af Eaton, så cheferne kan smage vareprøver fra det nyerhvervede cateringsfirma.

 

15.3. kl.14.35 Sølvgrå Mercedes E

Rylbergs humør: Total topklasse

Årsag: Rigtige mennesker i rigtig ISS-verden

Mentalt overskud bruges bl.a. til at grine ad artikel i Børsen, der med mange hvis’er har regnet ud af Rylberg får 15 mio. kr., i afskedsgave, hvis han bliver i ISS til han er 62. Han er 47.

 

15.3. kl.14.44 Legal & General, City

Endnu en investor uden sans for journalister, men vi forsøger. Og dog. Deutche Bank-repræsentanten fortæller, at de har ringet for få timer siden, for at sikre sig journalistens fravær.

Trækker mig.

Man forstår vel, når man er uønsket.

I hvert fald hvis man får det serveret med en klaphammer lige mellem øjnene.

Har pludseligt et langt frikvarter.

 

Ka’ godt være det hedder City of London, men i dér er ikke meget at gøre for en deltids shopaholic. Køber kaffe og bog. Også mere P1-agtigt.

 

15.3. kl.19.05 Renaissance Chancery Court Hotels topklasse restaurant

Middag med ISS’ UK management.

Drinks før middagen er mest en talemåde i ISS-sammenhæng. Rylberg noget så ualkoholisk. Da han er værten, bliver han spurgt til sidst. Tager fusen på alle, der har bestilt colaer og vand. Bestiller hvidvin.

David Openshaw ligner en hård hund i blød indpakning. På hans venstre hånd bærer han chefens kontante påskønnelse af hans indsats for at drive fremtidens forretningskoncept, facility service-markedet frem i UK – et Breitling-ur i 40.000 kroners-klassen.

Middag: Rylberg og Poulsen simultanspiser stor grøn salat (uden NOGEN former for ost) og rød bøf. Rører ikke tilbehøret. Kan ikke fordrage ”champignon og andre ting, der har groet i hønselort.”

 

16.3. kl.8.05 Enskilda, City

Møde med Invesco fund managers. Vil godt vide mere om damagecontrol-forr. i Norge, som havde et dårligt 03.

”Nu lyder jeg som en bedemand, men et godt år er masser af regn og oversvømmelser – det er som en licens til at trykke penge, i en begrænset tid.”

 

16.3. kl.11.30 Morley, City

Også en N/A’er, Rylberg vender til en JA’er. Lader Deacon køre showet – hun ka’ det ligeså udenad.

 

16.3. kl.12.22 Enskilda, City

Det er altså sådan, det er, altid at være den, der kommer i god tid. Har snart ventet i hver eneste lobby i City, og der sker aldrig no… hov, hva’ pokker, det er da…

Hooooooldt stop – jeg skal lige have et billede. Michael Pram is in the house. Som Rylberg er han handelsrejsende i troværdighed. Pram på jeg-behøver-ikke-at-bevise-en-skid-måden. Han løber m. garanti ikke. Slet ikke maraton. Og så ryger han. SÅ menneskelig. Hvis ikke for unaturligt lyseblå outerspace-øjne.

Frokost-møde et tilløbsstykke. Om det er Rylbergs Roadshow eller Pesto Chicken Supreme wrapped in Parma Ham, der trækker, vides ikke. Men kyllingen er go’. Den er fra Eaton. Så either way, vinder ISS.

Rylberg får ikke noget. Han taler. Han er faktisk flyvende nu.

 

16.3. kl.15.33 Deutche Bank Asset Management, City

Hentes af Enskilda-chauffør i sort Jaguar.

Bil har: Stil

Chauffør har: Ikke

Har til gengæld: Personlige problemer, som kun kan løses v. uafbrudte mobiltelefonsamtaler. Ku’ i det mindste sætte medhør på.

Sum af analytikeres anmeldelser af roadshow:

På skala fra 1-10 har Rylberg de sidste tre år arbejdet sig op fra 6 til 8-9. Er bedst sammen med folk, der ved, hvad det handler om. Hader åbne (uforberedte) spørgsmål. Rene 10-taller scores af folk som Ericssons Svanberg og Securitas’ Berglund.

 

16.3. kl.17.05 Fly på vej til Skotland

Rylbergs tilstand: Nærmest lykkelig

Markant stemningsskift i løbet af dagen.

Fra: Lettere sammenbidt

Til: Næsten euforisk.

Kapitalstruktur, tilbagekøb af aktier og andre kursfiksfakserier var slet ikke på dagsordenen. Mens budskabet om mere reelt værdiskabende tiltag som akkvisitioner, organisk vækst indenfor især Facility Service blev godt modtaget.

”Det er en 180 graders vending fra sidste år!”

 

16.3. kl.19.43, Balmoral Hotels Restaurant No.1, Edinburgh

Selskab reduceret til mig, Rylberg og Carsten Højlund, der er årsberetningsslæber, flyombooker og talsufflør. Drinks før middag (mest mig). Tænker det er underligt, at Højlund slæber karrieretaske med til middag.

Forklaring: Indeholder gave.

Til mig!

Gave: Kommunismens sorte bog, som vi talte om 1. aften.

Det er sådan noget man kan i toppen af corporate verdenen. Nok skal man knokle 24/7, men hvis man vil have en bog fra København til London – så får man det! Nu!

Takker for gaven. Og tilliden. (Er lixtal hos franske filosoffer ikke abnormt?)

 

17.3. kl.7.52 Kempen, Edinburgh

Rylberg altid først oppe, først ude, først fremme, først inde i bilen og først ude igen. Ikke en flig af initiativ mistes. Det hedder altså rettidig, ikke førtidig omhu!

 

Rylbergs arbejdstøj:

Jakkesæt: Ermenegildo Zegna

Skjorte: Fra Fashionable på 5th. Av. N.Y. (hvor man får matchende boxershorts pakket i lille pose, så det ligner en dukkepude) m. dobbeltmanchet, selvfølgeligt

Manchetknapper: Guldknude fra Georg Jensen

Ur: Breitling

Slips: Leonard (Rue Saint Honoré i Paris)

Sokker: Boss

Sko: ? men sikkert Church

Stil: Klassisk with a twist

Resultat: Får min stemme i årets bedst-klædte-danske-topchef-konkurrence

 

17.3. kl.9.27 coffeeshop, Edinburgh

Rylberg tjekker som i hver eneste pause mail på uundværlig Nokia Communicator.

”Incentive er gået konkurs! Det er sgu ærgerligt, når man har lagt otte år af sit liv der.”

 

17.3. kl.9.27 XX, Edinburgh

En N/A’er, men kommer med ind mod at love ikke at nævne virksomhedens navn.

Nej jeg siger det ikke!

Så spændende er det altså heller ikke. Men de har en smuk udsigt ud over Edinburgh Castle – det med tattoo’et.

De er ellers go’e på spørgsmålene – meget målrettede. De har som alle andre analytikere deres egen regnemodel, de prøver at få Rylbergs hjælp til at fylde ud, så de kan komme med deres helt eget særlige bud til kunderne på aktiens reelle værdi.

 

17.3. kl.10.56 Scottish Widows, Edinburgh

”Enkerne” har meget passende en enorm buket hvide liljer i receptionen og en stille andægtig stemning ved mødet. Rylbergs engagement usvækket. Har faktisk talt 90 procent af tiden ved samtlige møder.

Antal ? han ikke har kunnet svare på: 0

Antal ? han ikke har villet svare på: Ca. 17. Alle forsøg på at være mere specifik end årsberetningen ang. udsigterne for 04.

 

17.3. kl.12.28 Baillie Gifford, Edinburgh

N/A bli’r til NO! Så får vi prøvet det også. Tager min upassende person med på café og byder den på fish’n chips.

 

Dagens og turens sidste møde er aflyst. Firmaet har fyret 40 analytikere, så der er ikke rigtigt nogen at mødes med.

Livsnyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os kigge på byen og slappe af!

Livsyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os løbe og nå et fly!

Livsyder vinder.

 

Antal fly-afgange ændret: Alle! (Fuld valuta for businessclass-pengene)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *