Oprørsudsalg i Storbrittanien

IMG_0025

 

Y2K – kan I huske det? De tre tegn fyldte os med gys og gru, da 1999 skulle blive til 2000. Vi regnede med, at det blev noget af et ragnarok, for ingen af de mange maskiner i verden var forberedt på, at de to første tal i årstallet kunne være andet end 19. Måske ville de inde ure i alle langdistanceraketterne eller atomkraftværkerne gå amok med uoverskuelige følger. Y2K blev et mytisk begreb, selvom det egentlig bare var en smart amerikansk måde at skrive 2000 på – Year 2 Kilo = År 2 x 1000.

Jeg synes, der er kommet lidt den sammen stemning over begrebet Brexit. Ingen kan forudsige præcis, hvad der sker, hvis Storbritannien faktisk melder sig ud af EU, men er det nødvendigvis lig med en katastrofe? Jeg løb lige ind i Lars Tvede herovre på Bornholm, hvor jeg er på Folkemøde – eller som vi kalder det: Distortion for djøf’ere. Han er en klog mand, så jeg spurgte, hvor galt det kunne gå med UK. Altså faktisk spurgte jeg, om han ikke kunne sige noget sjovt om Brexit. Det kunne han ikke. Og så alligevel… Han sagde nemlig, at selvfølgelig var der skrækscenarier. Storbritannien risikerede jo at ende som Schweiz eller Norge. Oh ve, oh skræk, oh rædsel!

Vi vil selvfølgelig savne vores britiske venner voldsomt i EU, for hvem skal ellers råbe op, protestere og trække den store Bruxelles maskine i den rigtige retning?

Men vi forstår dem godt. Mange danskere deler englændernes dybe skepsis overfor den anonyme union. Ikke kun når den kræver. Også når den giver. For eksempel når man kører forbi et skilt, der proklamerer, at dette regionsudviklingsprojekt er støttet af EU. Man tænker ikke ”hvor generøst”. Man ser instinktivt på det med skepsis. Måske fordi kransen af EU stjerner ligner noget fra en hemmelig loge. Og det er vel også meget rammende. Det er som om, der sker noget med folk, når de kommer ind i EU-systemet. Hvad end de er folkevalgte, udpegede eller ansatte, så er det som om, de ligesom mister lysten til at være en del af vi andre. De er kommet til en ny og bedre verden, hvor de kan regere i fred uden hele tiden at skulle have mandat fra folket. Måske er det sådan noget, de er trætte af, englænderne.

Det kan også være, de har fået nok af det absurde i at have en præsident og en udenrigsminister, de ikke har valgt, og som de ikke ville kunne udpege i et lineup på en politistation, om så deres liv afhang af det.

Muligvis spiller det også ind, at det var et chok at opdage, at EUs ydre grænser var helt ubeskyttede. EUs kerne er det indre marked – varer og menneskers frie bevægelighed. Det siger da sig selv, at mange mennesker i mindre heldige egne af verden gerne vil være en del af den succesopskrift. Behøvede man virkelig en krig og en flygtningekrise til at blive klar over det? Fra Afrika og Asien har de været på vej i årevis. Hvad var det EU ikke kunne se? En stats vigtigste opgave er beskyttelse af dets borgere. Den opgave bliver kun væsentligere, når man skaber en union af stater.

I slutningen af 90’erne proklamerede Poul Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard EU for et socialdemokratisk projekt. Det kan de meget vel have ret i, men det er det ikke blevet folkeligt af. Ikke spor. Faktisk kan man sige, at der er en RØD tråd i, hvad der er gået galt for EU? Dengang det handlede om afregulering, fjernelse af toldmure, fri bevægelighed, fri handel med varer og tjenesteydelser, da gik det godt. Da det begyndte at handle mere – meget mere – om regulering af adfærd og man byggede smørbjerge, skabte vinsøer og bestemte hvilken form agurker skulle have, da gik det skidt.

Gad vidst hvad der var sket, hvis man havde sat det til folkeafstemning: Vil I have mere regulering eller mere frihed? For de fleste havde det nok ikke været et svært spørgsmål. Svaret havde dog været ret træls for den evigt ekspanderende EU-maskine.

Måske synes briterne grundlæggende, at det er virkelig irriterende og helt unødvendigt at blive fortalt hvilke el-pærer og støvsugere, de må få eller ikke få. Især når det er de mindst effektive, de må få. De synes måske ligefrem, at det er fornærmende, at EU-centrale organer insisterer på at vide bedre. Kan det være, de mener, de udmærket selv er i stand til at tage de beslutninger? De, som har haft et verdensimperium, som startede den industrielle revolution og som vandt Anden Verdenskrig!

Hvis det ender med en Brexit, så kommer de britiske politikere på en hård opgave. Ikke bare skal de tilrettelægge post-EU-æraen, de mister også deres foretrukne syndebuk, når noget går galt. Så vil det være deres fejl, ikke EU’s. Hvad udfaldet end bliver, kan man håbe, det får den effekt, at EU kan tyde de klinkende klare signaler og sætter sig selv på en kraftig slankekur.

Jeg ønsker god valgdag på torsdag, sipper lidt Pimm’s, kipper med Union Jack og råber Rule Britannia! Jeg har en fornemmelse af, at briterne råber tilbage: Jamen det er jo netop det, vi vil: Rule Britannia…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.