Nogen bærer ikke deres brandert særlig godt

IMG_1678

Så blev det HOC-tid igen. Ved I ikke hvad det er? Altså, virkelig ikke? Så er der godt nok ikke meget bysmart over jer. Sirdetbar… Det handler selvfølgelig om House of Cards. Netflix har lige åbnet for 13 spritnye afsnit, hvor det ultimative powercouple Claire og Frank Underwood med alle deres modbydelige med- og modspillere kan svindle, sleske, slå og slagte sig vej til magten. Det hygger vi os meget med herovre i den kreative klasse og omegn.

Det vil sige… Jeg hygger mig faktisk ikke så meget med det mere. Siden Frank helt koldt, beregnende og uden skrupler myrdede den unge journalist Zoe ved at skubbe hende ud foran et tog, er min fascination dalet. Det var endda ikke første gang, han slog nogen ihjel, men efter dette var enhver mulighed for den mindste godhed nogen steder helt forsvundet. Der er ingen tilbage i serien – slet ikke hans hustru Claire – der har nogen idealer eller nogen intentioner om at være noget godt for nogen. Alle ser kun magten, og gør hvad som helst for at komme ind til centrum af den. For mig bliver det en smule kedeligt, men det virker bredt accepteret, at jo mere kynisk en fortælling er, jo mere sand er den. Som om dystopier var et klarsyn direkte ind i fremtiden. At ond er mere sandt end god. At sund fornuft er ond fornuft.

Det er fjollet, men vi mennesker er åbenbart tilbøjelige til at vælge frygten som rettesnor. Lige fra de små emner som cykelhjelme og racehygiejne blandt hunde til de helt store emner som Den Kolde Krig. Dengang mange helt sikre på, at Sovjetunionen ville smide A-bomben. På den anden side af jerntæppet har de sikkert være lige så sikre på, at amerikanerne ville gøre det.

Og i dag er vi ved at ”smadre” vores klode. Det er i hvert fald et udtryk, man hører lidt for tit. Som om det værste helt sikkert vil ske. Rykker man blot en anelse på mængden af gødning, er det SLUT med rent drikkevand for de kommende generationer. Og massedød blandt bier er et tydeligt tegn på, at vi er rykket et skridt nærmere kanten: ”Bierne er truet af klimaforandringer, parasitter og pesticider – og uden de summende insekters bestøvning ville vores verden se ganske anderledes ud,” skrev for eksempel Sjællandske Nyheder. I samme artikel fortalte en smoothies-producent om sin frygt for fremtiden, for ingen honning, ingen smoothies:

“Forestil dig en verden uden grønne æbler, røde tomater, gule gulerødder eller uden spraglede, strålende forårsblomster. Det synes vi simpelthen lyder så trist – og det vil vi gerne gøre noget for at forhindre,” sagde smoothies-damen og lovede, at hendes firma ville udsætte én bi for hver smoothie, de solgte de kommende to måneder.

Frygt sælger simpelthen godt. Vi er prædestinerede til at tro på det dårlige. Langt de fleste tror, at miljøbevægelser er de bedste kilder til information. 70-80 procent af os stoler mere på dem end på Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og uafhængige forskere fra universiteterne. Og miljøbevægelserne har jo aldrig noget rart at fortælle.

Måske hygger vi os egentlig godt med frygten. Vi rykker tættere sammen om det imaginære lejrbål, når vi sådan taler om de store farer, der lurer. Ellers kan jeg ikke regne ud, hvad der er så attraktivt ved frygten og ondskaben.

Frygten for udviklingen, klimaet, trafikken, sygdomme, krig, terror, tyveri eller mandeinfluenza. Vi svælger i frygt. Vent bare… Det onde vil ske.

Når jeg hører folk trutte fornøjeligt i dommedagstrompeterne, kommer jeg altid til at tænke på det kapitel i Emil Fra Lønneberg, hvor kometen kommer! ”…folk i Småland gik og ventede på en stor komet, som skulle komme og nu havde det stået i Vimmerby Tidende, at kometen ville komme susende netop den 31. oktober og måske støde sammen med jordkloden, så den gik i tusinde stykker.” Så kan det ellers være, at Lønnebergs borgere gik i gang med at forberede sig på det store endeligt. De for rundt som forvildede høns i frydblandet skræk og rædsel.

Det gode findes. Det er lige så udbredt som det onde. Det er min knivskarpe analyse.

Det findes også i politik – endda i storpolitik. Gandhi er et lysende eksempel. ”Vær den forandring, du ønsker at se i verden,” sagde han og levede som han prædikede. Dystopikerne vil nok sige, at han bare var naiv. Eller måske ligefrem så ond, at han spillede god for at opnå magten i en vanvittig ond hensigt. Nej, nu får jeg snart hovedpine.

Det er ikke fordi, jeg er fuldkommen idiot. Fuldkommen er der ikke så mange, der er i det hele taget. Jeg ved udmærket, at magt korrumperer, og follow the money er en glimrende rettesnor for at blive klogere på sammenhængene.

Magt er ligesom kærlighed berusende. Og nogen bærer ikke deres brandert særlig godt.

Men er Frank og Claire Underwood i deres magtrus ikke nogenlunde lige så irriterende som et nyforelsket par. Hvem gider dog tilbringe en time i sådan et selskab?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *