september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Niels Due Jensens karakterselvmord

”Spørgsmålet er om al hurlumhejet omkring Lars Kolind ikke skygger for det virkelige ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?”

Det har nok ikke været den bedste måned i Lars Kolind erhvervsliv. Kritikken er haglet ned over ham siden bogen ”Arvtageren” udkom i midten af november og blotlagde forløbet, da Niels Due Jensen blev presset til at forlade Grundfos’ koncernbestyrelse og i stedet indtage den mere nestoragtige rolle som formand for ejerfondens bestyrelse.
Han er blevet kåret som ”ugens taber” i Berlingske Business, hvis seniorkommentator supplerede med at mene, at ”manglende realitetssans fældede Grundfos-formanden”. Samt at Lars Kolind havde brudt den væsentligste regel og taget en intern konflikt og gjort den ekstern. ”Det er en eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt,” skrev Jens Chr. Hansen. Også den estimerede CBS-professor Steen Thomsen var i den grad ude med riven efter Lars Kolind. Han kaldte det i en kronik i Børsen et forsøg på karaktermord og skrev skråsikkert, allerede inden bogen var udkommet, at Lars Kolind burde gå af.

Spørgsmålet er, om ikke alt hurlumhejet omkring Lars Kolind skygger for det helt centrale ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?

Birgitte Erhardtsen har ganske vist bevist, at hun kan skrive virkeligt gode og læseværdige bøger. Hun har nemlig fire af slagsen bag sig. Men det er ikke biografier om nydelige blåt-er-altid-pænt topchefer i C20-klassen. Det er dels to business-thrillers, Bristepunktet og Barbarerne, der er mere eller mindre opdigtede historier om skyggesiderne i erhvervslivet. Og så har hun lavet to fakta-bøger, der er fortællinger fra dansk erhvervslivs kulørte og odiøse overdrev. Det gælder Milliardærklubben, der handler om en gruppe guldflipperes forretningspartnerskab. Og det er portrætbogen Erik Damgaard om IT-milliardærens storhed og fald.

I sit journalistiske arbejde på Berlingske Business er Birgitte Erhardtsen terrieren, der bider sig fast i en historie og ryster kilderne, indtil nogle lunser af de ubehagelige sandheder ryger af. Senest har hun oprullet krigen i en anden af landets store erhvervsfamilier, Færch-familien.

Det var altså hende, Niels Due Jensen insisterede på, skulle skrive hans biografi. Man fristes til at citere de ovenstående Lars Kolind-kritikere og spørge, om det var ”manglende realitetssans” og en ”eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt”?

Det kunne have været et udtryk for en modig erhvervsleder, der ønskede hver sten vendt og sandheden frem om ham selv og sit imperium. Ligesom Apples Steve Jobs, da han bad Walter Isaacson skrive sin biografi, og den bestemt blev ikke specielt smigrende for Jobs – til gengæld blev den formentlig specielt sand. Sådan var det ikke med Niels Due Jensen, for han blev rasende og undsagde bogen offentligt.

Så er det, man må spørge, hvor kæden er hoppet af. Man kan sige sig selv, at en journalist af den klasse og kaliber vil kigge efter skeletter i skabe, snavs under gulvtæpper og uro i ledelsesgrupper. Og hvis hun er dygtig og erfaren som Birgitte Erhardtsen, så vil hun finde noget. Hvordan det kan komme bag på Niels Due Jensen er en gåde. Det kunne tyde på, at han er vant til at bevæge sig i en verden, hvor hans ord er lov og hans vilje gældende. I sådan en verden kan det være svært at forestille sig, at der er nogen, man ikke kan styre. Og så er det, man glemmer at lave sit hjemmearbejde og undersøge hvem, det er, man inviterer ind i den inderste kreds. Derfor står der pludseligt en kritisk erhvervsjournalist med en passerseddel fra topchefen.

Det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at bogen skulle skrives, og det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at den skulle skrives af Birgitte Erhardtsen. Han bad alle omkring sig tale med forfatteren og hjælpe hende med arbejdet med bogen. Det giver ikke Lars Kolind megen mulighed for at udvise den diskretion, erhvervsparnasset hylder så højt i disse uger. Når han så sidder der med forfatteren, og hun ikke kun spørger efter heltehistorierne om Niels Due Jensen (og dem er der ved grød flest af i bogen og i virkeligheden) men også om det, der gør ondt; hvad skal Lars Kolind så gøre? Skal han lyve? Det ville ikke stemme overens med de værdier, både Kolind, Due Jensen og Grundfos deler og besynger, f.eks. ”Open and trustworthy – In Grundfos we do what we say, and we say what we do. Our communication is open and honest among ourselves and with the world around us. We put the facts on the table – also when it is not pleasant.”

Man skal huske, hvem der har sat Birgitte Erhardtsen i den stol overfor Lars Kolind og har bedt ham svare på hendes spørgsmål. Så må man vel konkludere, at der ikke så meget er tale om et forsøg på karaktermord som et gennemført karakterselvmord.

 

©Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.