Ærkerivaler og hinandens modstykker. Det skulle man tro om topcheferne fra DR og TV 2, Kenneth Plummer og Per Mikael Jensen. Læs hvordan de to i virkeligheden har det med hinanden.
Jeg havde ellers helt fod på det…
…medietopboss-dobbeltinterview. Troede jeg. Jeg havde et godt emne, nemlig nye medier. Jeg havde en perfekt location, nemlig Berlingske Tidendes hovedkvarter i Pilstræde, der netop er rømmet for at blive renoveret. Her kunne de to hiphop-mediebosser lave tag’s på væggene, og så var billedideen hjemme. Og så havde jeg, syntes jeg da i hvert fald selv, en ekstra finurlig pointe. Jeg ville få de to ærkerivaler til at indse, at de i virkeligheden var de bedste venner… at selvom de var konkurrenter, så kunne de ikke undvære hinanden… at de sådan set havde så meget til fælles, at der også burde være basis for et personligt venskab. De er lige gamle, begge sønner af enlige mødre, fodboldfreaks – oven i købet begge FCK-fans, glade for gadgets, rapmusik, byture og begge dark horses da topposterne i den danske medieverden skulle besættes.
Jeg kunne jo ikke vide, at de allerede var buddies.
Det fandt jeg ud af to sekunder inde i interviewet, da deres snak allerede gik kammeratligt om byture og fælles drengevenner, og da jeg forsøgte at berige selskabet med lidt mediehistorisk viden, opstod en decideret to-mod-en-situation. Kenneth Plummer syntes, det var topsjovt at tænke på, at i de her rum kommer man til at stå og grine ad dengang, da folk var tossede nok til at betale for aviser. Per Mikael Jensen, der dog ellers er avismand om noget, var med på galejen. Så da jeg overrakte et eksemplar af den første avis (3. januar 1749), som nok burde kalde på en lille smule ærefrygt, grinte han bare og sagde, at så tror da pokker, at det går så dårligt for de gamle medier, når hele oplaget af den første avis ikke engang er solgt endnu. Og sådan gik der nærmest slyngelstue og drengene-mod-pigerne i den, så jeg måtte hvine, at “Berlingske har været her i 257 år og vil også være her om 257 år og danse på jeres grave!”
Ok måske lidt skingert, men hvad gør man, når der er to mod en og de to i øvrigt lige havde berøvet mig halvdelen af interviewets pointe?
——————————————–o——————————————–
Jeg kan ikke komme mig over, at I er kammerater. Hvornår mødte I hinanden første gang?
PMJ: “1.maj 2006. Jeg landede fra New York om morgenen, og vi mødtes til frokost. Det var en søndag, dagen før jeg skulle starte på TV2, og vi spillede hjemme vist nok mod Esbjerg.”
KP: “Vi tog i Parken sammen. Per Mikael skal have den credit, at han er fan og FCK’er også i den grad, men han står altså ovre med forretningsmændene. Så vi var ikke sammen derinde, for jeg er hardcore fan, og står på nedre C og synger sange med mine venner.”
PMJ: “Ok, jeg er ikke så vild med nedre C længere. Det er sikkert, fordi jeg er blevet gammel og sat…”
KP: “…du er sgu da ikke gammel! Hvis du er gammel, så er jeg gammel, og hvis vi er gamle, så er Hanne gammel!”
Gud fri mig, det her er et vildspor! Hvad syntes I om hinanden første gang?
PMJ: “Det var sådan et møde, hvor jeg i løbet af to minutter fandt ud af, at det her var sgu en flink fyr. Vi klikkede – sådan havde jeg det – der var kontakt.”
KP: “Det er den samme følelse, jeg havde.”
Hvem er mest nede med Don Ø?
KP: “Det, tror jeg, Per Mikael er. Men vi kender ham begge to, og det er fantastisk, hvad han har bedrevet.”
PMJ: “Jeg har kendt ham i ti år.”
KP: “Jeg har kendt ham i fem – så der vinder du!”
Er det helt uproblematisk, at I er kammerater?
PMJ: “Jeg synes ikke, det er problematisk, for der er ingen tvivl, om at vi konkurrerer. Kenneth elsker at drille TV2, og vi elsker at drille Danmarks Radio. Endelig kan vi jo ikke handle sammen.”
Men I har det til fælles, at I begge er politisk styrede…
KP: “Vi er ikke politisk styrede nogle af os. Vi har en bestyrelse hver især, som er politisk udpeget. Der er ikke nogen politikere, der skal prøve at fortælle mig, hvordan jeg skal drive min butik. Jeg står kun til ansvar overfor min bestyrelse. Den politiske uafhængighed, den tror jeg både for DRs og for TV2s vedkommende er ret hellig. Jeg er i hvert fald klar til at sætte mit job på spil, hvis der er nogen der vil prøve at krænke DRs politiske uafhængighed i relation til den daglige drift.”
PMJ: “Jeg er fuldstændig enig!”
Kan I bruge hinanden til andet end at gå og spille fandango sammen i byen?
KP: “Vi snakker meget om ting med relation til medieverdenen. Der er nogle problemstillinger og udfordringer, vi har til fælles, som vi godt kan diskutere. Der er selvfølgelig også nogle ting, vi aldrig kan bruge hinanden til. Vi konkurrerer jo på nogle arenaer.”
PMJ: “Det gør vi f.eks. big time på nettet. Vi konkurrerer ret indædt om eyeballs. Jeg er sikker på, at der er ting TV2 har gjort, som Kenneth gerne havde været foruden, og der er helt sikkert ting, som DR har gjort, som jeg gerne havde været foruden. F.eks. syntes jeg ikke, det var nogen særlig sjov jul. DR havde investeret i en programplanlægning, der slugte seere, så det gjorde noget. De sad på ni ud af ti af de øverste pladser i julen.”
Om det nye
Der må være store forandringer på vej, for jeg har en søn på 18 år, som ikke ser tv. Hvad sker der lige der?
KP: “Det, der karakteriserer teenagere og unge voksne, er, at tv i den fase af deres liv ikke er den primære mediekilde. Din søn bruger sikkert myspace.com, youtube.com og det, der er værre – eller bedre. Han er sikkert meget global og online i sit medieforbrug, men jeg vil vædde på, han ser tv en gang imellem. Han kan godt finde på at se Dolph eller Drengene fra Angora fredag aften.”
Men han har slet ikke noget tv. Han er lige flyttet hjemmefra og ville ikke have sit tv med!
PMJ: “Jamen altså, han kan da medicineres eller komme på opdragelsesanstalt!”
KP: “Men det er sådan de unge voksne agerer. Han ser stadig tv, men han gør det på nettet. Han gør det på youtube.com, jibjab.com, på TV2 sputnik eller dr.dk.”
PMJ: “Men der er nu et overvældende flertal af de unge, der også godt kan lide at se fjernsyn. En 18-årig bruger nok omkring to timer om dagen på at se tv.”
KP: “Jo, men det er bare rigtigt, at det er faldende…”
PMJ: “Hvis din søn nogen sinde får en helt inden for det skrevne ord, så bliver det ikke en Morten Sabroe eller en Lasse Ellegaard. Sandsynligheden for at det bliver en fra blog-universet eller en på nettet er formentlig 50 gange større, end det bliver en på en avis.”
Kan man tjene penge på det?
PMJ: “Det kan man da. Hver gang du connecter en forretning med en potentiel forbruger, så er du i markedet, og …”
KP: “…det hurtigst voksende annoncemedie det er nettet. Det er der væksten sker mange år frem. Vi er inde på noget af det centrale nu. For ikke særligt længe siden var vi passive medieforbrugere, men forbrugerrollen er blevet udvidet. Den moderne medieforbruger har i stigende grad flere kasketter på og brugergenereret indhold deler sit indhold med andre det bliver mere og mere en del af medieverdenen og selvfølgelig skal vi være med.”
Det kan vel være vanskeligt at være med, når man ikke ved til hvad. Per Mikael citerede Bob Dylan et sted: You always got to be prepared but you never know for what – er det sådan, det er?
PM: “Det er det i mediebranchen – heldigvis for…”
KP: “…det er ikke fis, når man siger, der sker en medierevolution for tiden, og den er drevet af en række forskellige faktorer, der går op i en højere enhed: Af teknologien, udbuddet og brugeradfærden, der hver især påvirker hinanden, og…”
PMJ: “…den vil fortsætte i evindelige tider, fordi alle i dag betragter sig selv som et medie, og privatpersoner eller virksomheder har mulighed for at optræde i rollen som deres eget medie. BMW har f.eks. kørt en kampagne til millioner af dollars udelukkende på deres eget website.”
KP: “De fik en række af verdens førende instruktører bl.a. John Woo til at lave korte handlingsmættede film, hvor BMW-biler indgik…”
PMJ: “…6-7 virkeligt gode film. De sprang bare de gammelkendte medier over og blev deres eget medie.”
Om hinanden
I dag er der jo ingen aviser, tv- eller radiostationer tilbage – det er alt sammen mediehuse…
PMJ: “Ja, det er sådan et buzzword, og man bliver træt af at høre sig selv sige det; mediehus, konvergens, platforme…”
Men det er vel en form for konglomerater, og…
PMJ: “Det er ikke konglomerater, for konglomerater er en samling af virksomheder, som…”
KP: “…ikke hænger sammen…”
PMJ: “…men måske bare er koncernforbundne. Mediehuse er netop samme virksomhed der bare har x antal distributionsformer.”
Men alligevel, sådan noget går jo i bølger. Vil man ikke på et tidspunkt igen sige, at nu skal der fokuseres på kerneforrretningen?
KP: “Det er altid forbrugerne, der sætter agendaen for, hvordan man skal strukturere sin virksomhed, hvis man vil tjene penge som TV2. Jeg har kigget meget på TV2 også i mit tidligere job og tænkt, at de sad lidt på hænderne. Der var så mange flere udviklingsmuligheder, og hvorfor udnyttede TV2 dem ikke? Da Sputnik startede op, var det fordi, jeg inviterede TV2s daværende direktør over på mit kontor og præsenterede ham for ideen. Det blev til i et samarbejde mellem TV2 og Nordisk Film. Nu er Per Mikael kommet til, og det er herligt at se, at han er i gang med at realisere det uudnyttede potentiale, der ligger i den her spændende virksomhed. Det er på tide, synes jeg.”
Tænker du ikke: Bare det var mig?
KP: “Nej for i DR er vi også i gang, og vi har nogle forskellige succeskriterier og forskellige spilleregler, vi skal operere under. Det eneste område, hvor jeg siger, bare det var mig, er, at jeg ville ønske, jeg i højere grad selv kunne påvirke mit indtægtsgrundlag.”
Hvad tænkte du Per Mikael, da du læste, at Kenneth Plummer blev generaldirektør – altså hvis du læste det og overhovedet interesserede dig for Danmark på det tidspunkt?
PMJ: “I’m too big for this country… Selvfølgelig læste jeg det og syntes, det var kolossalt spændende. Et godt valg – et modigt valg af den lille snævre ansættelseskomite, vist nok på et par og 70 mennesker. Danmarks Radio er speciel, fordi det er en kolossal medievirksomhed, som har masser af gode journalister og ergo laver et godt indhold. Derfor kigger man på Danmarks Radio for at finde inspiration til godt indhold og til nye måder at strukturere sig på. Danmarks Radio har haft en forholdsvis fremtrædende position indenfor ny teknologi bl.a. på nettet, hvor man er det største website blandt medier. Den måde, jeg kiggede på Kenneth og på Danmarks Radio dengang var, hvad kommer det til at betyde af ændringer på indhold, af strukturelle ændringer og af nye måder at arbejde på. Men alt det, der interesserer erhvervsfolk rigtig meget, nemlig kroner og ører, der er der ikke så meget inspiration at hente i Danmarks Radio.”
Det nye spilmarked
Det må være skønt for jer, hvis I kan være venner, for du Per Mikael kendte faktisk ingenting til elektroniske medier…
PMJ: “Jo, til nettet, men jeg kendte ikke tv-branchen.”
Men altså, Kenneth kendte jo tv-branchen og i det hele taget de elektroniske medier. Kan du bruge ham til noget der?
PMJ: “Ja, for f… det kan jeg da. Det er dybt inspirerende.”
Så skal man også tillade sig at være lidt dum nogle gange?
PMJ: “Det falder mig ikke svært.”
Har I egentlig ikke også en fælles interesse i…
PMJ: “Gadgets, jo. Vi viser altid telefoner for hinanden, hvis der kommet en ny.”
KP: “Du var lidt misundelig på min Qtek…
PMJ: “Jo, jeg var vant til Blackberry’en fra USA, men tv2 havde en politik med at man ikke kunne få mail på sin telefon. Det har vi så fået ændret, men nu har jeg så den her, som jeg er meget tilfreds med.”
KP: “Nu må jeg hive min frem også…”
PMJ: “Der fotograferes, så pas nu på, det ikke går ligesom dengang med den der playstation-ting!”
En PSP, hedder det – har du også haft sådan en?
PMJ: “Nej, jeg har aldrig interesseret mig for computerspil. Men en nat jeg kørte til Odense, hørte jeg et udmærket radioprogram på en kanal, der står mig nær…”
KP: “Det må være P1!”
PMJ: “Rigtigt, harddisken, hedder programmet, som fortalte om det her onlinespil med 7 mio. brugere. Hvad er det, det hedder? World…”
KP: “…of warcraft?”
PMJ: “Netop. Det var fascinerende. Jeg betragter det som en del af underholdningsindustrien, men medie- og underholdningsindustrien smelter jo sammen. Så lige i dag har jeg sagt ja til to personer, der vil gå i gang med at oprette TV2 på det der secondlife.com.”
Er DR også på secondlife.com?
KP: “Nej, men vi er dybt engageret i onlinespil. Vi har altid været på forkant af udviklingen i Danmark, og vi opererer med en plan om at gøre endnu mere ud af onlinespil med public serviceindhold.”
Burde jeres nye store dramasatsninger så i virkeligheden ikke foregå i spillenes verden?
KP: “Ikke nødvendigvis, men der er masser af onlineaktiviteter. Vores julekalender, Absalons hemmelighed, den levede på alle medieplatforme; tv, radio, nettet, og vi kommer i stigende grad til at opleve, at tingene hænger sammen.”
PMJ: “Alle interaktive ting, der læner sig op ad indhold, det mener vi også, vi er stærke på, og der bliver i dag ikke udviklet noget format på TV2, hvor det ikke er tænkt ind i. Der, hvor det begynder at blive interessant, er der, hvor man først udvikler det til computeren og siden hen til andre platforme. I år kommer vi til at udvikle én ting først til computer og siden til de andre platforme, tror jeg.”
KP: “Det, tror jeg også, vi kommer til. Vi lavede en virtuel spilverden, som hed Hundeparken, som sagtens kunne have bevæget sig videre til at blive en børneudsendelse på tv.”
PMJ: “Det marked er enormt interessant. I dag investeres der mere i den type spil, end der gør i hele Hollywoods filmindustri. Problemet er, at det er så kostbart. Den branche domineres af ganske få spillere, som investerer enorme summer i spil.”
KP: “Det er rigtigt, men jeg har en del erfaring med det, og nogle gange kan du godt lave et relativt simpelt spil, der ikke behøver at koste så meget. Hvis bare gameplayen, altså historien, den er god. Et godt eksempel er Powerbabespillet, et andet er Mujaffespillet, som DR lavede for en del år siden, som fik utroligt mange brugere og virkelig brændte igennem. Mujaffa fik en betydning og havde samtidig en form for public service værdi i relation til integrationsdebatten. Det var et revolutionerende spil, der blev lavet for få penge.”
Når TV2’s røvtur kommer
Det må være underlig at være leder af en virksomhed, som man ikke ved, hvad skal lave i morgen – ingen og slet ikke medarbejdere bryder sig jo om forandring.
PMJ: “Mangel på forandringer gør mig nervøs.”
Det er muligt, men helt almindelige mennesker bliver altså nervøse af forandringer!
PMJ: “Det kommer an på, hvordan du stiller det op. Hvis du nu siger: “Præcis det du laver i dag, skal du gentage hver dag i 40 år – velkommen på TV2!” Så ville folk for alvor gå i panik. Der er nok nogen, der er bange for forandringer, men det har utroligt meget at gøre med, hvordan du præsenterer det og følger det op. Vi har indført en bonusstruktur for alle medarbejdere. Det er en tydelig måde at sige, at der er kommet nogle forandringer.”
Du havde sagt til dine webfolk, at de skulle vokse fra at være 6.størst til at være tredjestørst – hvordan gjorde du det, uden de døde af skræk?
PMJ: “Tja, det lykkes i hvert fald, og der er flere, der har været så storsindede, at de bagefter er kommet hen til mig og har sagt, at vi flyttede os, fordi vi gjorde nogle ting, men vi flyttede os primært, fordi der var nogen, der sagde, at vi skulle. Det er det, der gøre ledelse interessant – hvad kan du egentlig få andre til at opnå.”
Nu rider du også på en bølge, nærmest en tsunami af velvilje…
PMJ: “NÅ!”
Er det ikke rigtigt, Kenneth Plummer?
KP: “Den bølge, Per Mikael rider på, skyldes, at han kom til en virksomhed, hvor der var en masse fede potentialer, og dem er han sammen med sine dygtige kolleger i gang med at realisere. Det får han stor credit for.”
Det var jo aldrig sket for dig, Kenneth Plummer. Per Mikael Jensen kan sige, vi skal rykke fra at være nr. 6 til nr. 3, og der klappes. Men du kan ikke sige, at P1 måske skulle stramme en lille smule op, uden at få røvfuld, vel?
KP: “Jeg synes i hvert fald ikke, at DR får den samme credit for vores resultater i de trykte medier om TV2 gør. De trykte medier kan svælge i, at byggebudgettet ikke holder, men det faktum at DR er en væsentlig mere succesfuld medievirksomhed end nogle af de trykte medier, det får vi aldrig credit for. Vi har nogle fantastiske seer-, lytter- og brugertal, og kvalitetsmæssigt bliver vi vurderet helt i top af den danske befolkning. Jeg har lige fået resultaterne af den eneste undersøgelse af den art, og der er to medievirksomheder, der bliver vurderet højt af danskerne generelt. Det er DR og TV2, og DR ligger faktisk en smule højere. Det får vi aldrig nogensinde credit for.”
Hvad har du så givet af råd til din gode kammerat, Per Mikael Jensen. Du har jo ikke lavet andet i din karrierer end at være sammen med journalister.
PMJ: “Vi taler nok ikke så specifikt. Altså jeg kan sgu ikke sige noget til Kenneth, der kan redde den der byggesag. Der er ikke noget at gøre.”
Men du kan da sige noget om, hvordan han skal turnere den?
PMJ: “Det, tror jeg godt, Kenneth selv ved. Det må jeg tilstå. Det, vi kan tale om, er, hvad det er for nogle mønstre, der er i alt det der. Jeg tror nemlig, der er et mønster. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis TV2 begyndte at få lidt mere modvind, fordi den slags har sin egen indre logik. På et eller andet tidspunkt bliver man træt af at høre om TV2, og hvad de nu har fundet på. Derfor har mine kolleger og jeg også lovet hinanden, at vi gør ikke noget i januar.”
Tror du så, du slipper uden om din egen røvtur i pressen?
PMJ: “Nej, det har sin egen indre rytme, det ved jeg. Der opstår en vis træthed. Jeg talte med en redaktør forleden, som sagde, at nu var de begyndt at holde øje med TV2, for nu blev det for alvor sjovt at påvise, når det gik galt.”
Hvad siger I til påstanden om, at når det gælder topposter i medieverdenen, så kan kvinder ikke kvalificere sig, mens mænd ikke kan diskvalificere sig?
PMJ: “Det der med kvindelige ledere er et problem, fordi det ledelsesmæssigt giver nogle skævheder. Jeg prøver at sørge for, at når jeg skal møde fem kandidater til et job, så skal minimum to af dem være kvinder. Det er en god måde at få dem til samtale på.”
KP: “Og jeg har indført en politik for kvinder og ledelse i DR, fordi det handler om at få et stærkere rekrutteringsgrundlag til alle stillinger. Jeg går ikke ind for kønskvotering, men for at sikre der kommer kvindelige kandidater i betragtning til alle lederstillinger i DR.”
©Hanne Sindbæk
