Maskinstormer Go

IMG_0383_3

 

Personer, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye.

Gotcha! HA! Så fik jeg sgu lige ram på en af de der pokémons. Den hedder Bulbasaur, viser det sig, da jeg googler. Det er jeg nødt til, for jeg er ingen kender af de farverige figurer, men selvom det er sommer, eller noget der ligner, og jeg derfor ikke hænger godt ved i nyhedsstrømmen, så har de mange historier om det nye revolutionerende Pokémon Go-spil til mobiltelefonen alligevel hypet sig frem til mit dasende liv. Og det virker for godt til at være sandt. At man sådan kan fange sjove dyr med sin mobiltelefon ude i den virkelige verden. Jeg downloader spillet, og giver det min sædvanlige tålmodighedsration med den slags – sådan cirka halvandet minut. I løbet af den tid opdager jeg, at der åbenbart befinder sig sådan en pokémon ude i min have! På Tuse Næs, hvor der aldrig sker noget og hvor al udvikling er gået ram forbi, ja der er der åbenbart nu et lille farverigt moderne monster på spil. Da jeg kommer ud og flakser min mobiltelefon rundt i luften som en idiot, er der bingo! Den sidder i træet ved mit brændeskur og er helt tydelig set gennem mobilkameraet. Jeg swiper bolden som en gal og pludselig: Gotcha!

Jamen altså. Det er sgu da morsomt. Jeg fik ikke fanget flere deroppe, for det var mere virkelige dyr som egern, rådyr, pindsvin og fasaner, der befolkede min have end eventyrfigurer. Men jeg var begejstret. Det må jeg indrømme. I årevis har jeg hørt om det der augmentet reality, hvor virkeligheden og det virtuelle smelter sammen til en udvidet virkelighed, men det har forekommet temmelig langhåret og teoretisk. Nu så jeg det udspille sig for øjnene af mig, og det var indlysende, at det er begyndelsen på noget helt nyt. Præcist hvad, det vil udvikle sig til og i hvor mange retninger, er helt uoverskueligt, men nye og endnu mere brugbare ting vil følge i kølvandet. Dét er sikkert.

Derfor var jeg noget forbløffet over at se, hvordan der i mit facebookfeed rejste sig den ene mere bekymrede type efter den anden. Anført af den efterhånden professionelt bekymrede Stine Bosse, der syntes, det var ”grotesk” når overivrige pokémon-jægere forvildede sig ind i private haver. ”Hold dog op, og find noget andet og måske lidt mere væsentligt at beskæftige dig med end at fise rundt og fange ting, der ikke findes,” sagde hun til Kristeligt Dagblad og forsøgte at komme kritikken af hendes kritik I forkøbet: 
“Jeg kan godt høre mig selv være gammel, når jeg siger det… Jeg tror, det er enormt vigtigt, at man taler om det og ikke lader være med at sige, at det er åndsvagt. Man skal forholde sig kritisk til det, tage det op ved middagsbordet og ikke bare lade sig rive med af de her trends,” sagde hun og lød ikke gammel, men gammeldags. På den der 1970’eragtige måde. Dengang kaldte man hendes slags maskinstormere. Sådan nogle der så skjulte farer i al moderne teknik og syntes, det var bedre, om man holdt sig til at trille tøndebånd og andre gode gamle lege fra oldefars tid. Maskinstormerne var dem, der fik vores forældre til at bekymre sig – og os – om, at vi fik firkantede øjne af at se fjernsyn, så vi lige måtte tjekke efter med spejlet, når vi var færdig med at se Tyllefyllebølleby Banegård. Og de bildte vores forældre ind, at vi ikke kunne læse lektier med stereoanlægget tændt.

Maskinstormere er simpelthen folk, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, og som derfor ser farerne lure overalt og helt går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye. Som Stine Bosse, der ser for sig, hvordan den nye dille kan udvikles til noget farligt, for “når et lille spil så let kan få så mange mennesker til at lade sig styre af mobiltelefonen, så kan ellers fredelige og fordragelige mennesker også gøre noget små-kriminelt.”

Øh ja og bridge fører da helt sikkert ludomani med sig for de mange, der er totalt opslugte af det, eller hvordan?

Tænk at nogen kan blive så oprørte over noget så morsomt som Pokémon og mene, det er grotesk, at man render rundt og ”fanger noget der ikke findes,” som bekymringsBoss’en udtrykte sig i et forsøg på at latterliggøre denne revolutionerende nyskabelse.

Som om børn ikke til alle tider har har rendt rundt og forsøgt at fange imaginære figurer i det fri, hvad end det var cowboys og indianere eller nedgravede sørøverskatte, de var på jagt efter. Den slags har der måske ikke være så meget af de senere år, for børnene har hellere villet sidde ved computeren og leve sig ind i spillenes spændende verden. Men nu kommer de børn pludselig ud i den friske luft og går let 10 kilometer i løbet af dagens jagt.

Det gør vi voksne også. Nogle endda i selskab med deres børn. Ikke kun for at være gode forældre, men fordi de spilvante børn er en omvandrende hotline, og vi voksne ikke helt er klar over finesserne i, hvordan vi kommer ind i Pokémons virtuelle træningscentre, og hvordan vi batler med andre spilleres Pokémons til en af dem besvimer – altså ikke spillerne men fantasidyrene. Nu går vi sammen rundt i landskabet. Og hvad der er endnu vildere, er de mange positive historier, der dukker op om autister og socialt angste, der ikke har kunne gå udenfor en dør i årevis, men nu bevæger sig frit rundt i legen og taler med andre mennesker/spillere. Det kan altså mere, end spiludviklerne nok lige havde forudset, da de sendte Pidgey, Drowzee, Charmander, Pikachu og alle de andre ud i vores virkelighed. De havde næppe heller forudset en gruppe tossede schweizere udspille ”Pokémon Hævnen”, hvor de udklædt i Pikachudragter med kæmpebadebolde malet i de rette rød/hvid/sorte farver, drøner rundt i Basel og smider boldene på formodede pokemonspillere. Det er sjovt.

Da jeg opdagede spillet var jeg midt i en bekymret snak om, hvad facebook og de andre sociale medier gør ved vores evne til fordybelse ja i det hele taget vores evne til at holde koncentrationen. Noget jeg mærkede på egen krop var en ret reel bekymringsmulighed, for jeg skal da tjekke hvert femte minut, om der er sket noget. Så kom Pokémon Go og ødelagde den bekymring, for jeg skal da lige love for, at jeg kunne holde koncentrationen i laaang tid i jagten på Pikachu.

Jeg synes bare, Nintendo skal lave en ny version, hvor man kan poke maskinstormere, som med et Gotcha! vil blive fanget i et medietomt rum i ugevis. Se dét vil være løjer, sådan et spil Maskinstormer Go!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *