Vi har det internationale på den ene side af muren, det nationale på den anden, men Muhammed-sagen slog hul i den mur, og nu diskuterer man om den skal genopbygges eller helt rives ned i erkendelse af at det ikke længere er muligt at skelne så skarpt. Det mener prorektor på Københavns Universitet, EU-ekspert og fodboldnørd Lykke Friis.
Jeg syntes, vi skulle brunche på en sportspub, fordi du er fodboldnørd, men kan du overhovedet koncentrere dig med VM kørende i tv’et?
”Ork, ja – den kamp der har jeg set. Det er Serbien-Montenegro mod Holland, og Holland vandt. Den var interessant, men mest fordi Montenegro lige har stemt for selvstændighed, og det er ikke implementeret endnu, så de er stadig på hold med Serbien. Sådan bliver fodboldnørden nogle gange overpowered af den politiske nørd!”
Du er jo halvt tysk, så hvis det her er Lykke Friis’ hjerte – hvilket flag er så tættest på?
”Det er det danske, men jeg synes egentlig ikke, jeg behøver at vælge. Man kan sagtens have mange forskellige identiteter, der er overlappende. Jeg kan definere mig selv som Frederiksbergborger, som dansker, som halvtysker og som europæer. Det har jeg ingen problemer med. Men hvis du spørger, hvem jeg holdt med ved EM-finalen mellem Danmark og Tyskland i 1992, så var det Danmark.”
I en rasende global verden er fodbold da den sidste nationale krampetrækning?
”Det tror jeg ikke. Nyheden om nationalstatens død er stærkt overdrevet. Når makroniveauet er voldsomt indviklet, fokuserer man på mikroniveauet; på fodbold, håndboldpigerne, kongehuset og Krøniken. Den følelsesmæssige link er i høj grad stadig til nationalstaten. Det er den, man har sine forventninger til, og det er den, der leverer varen i form af sygehuse, børnehaver, efterløn og alle de nære ting. Så kampen mellem det nationale og internationale kører stadig for fuld skrue.”
Hvordan?
”Helt overordnet er det danske samfund præget af – for at bruge et tysk billede – en mur i hovedet. Den mur i hovedet skiller det nationale og det internationale herunder det europæiske, og sådan rubricerer vi tingene. At det egentlig flyder sammen og er vanskeligt at skelne, hvad der er nationalt, og hvad der er internationalt – den erkendelse har vi meget vanskeligt ved at komme frem til.”
Men er du ikke en del af en international elite, der ikke har de der blokeringer i hovedet?
”Det vil jeg opponere imod. Jeg er netop klar over spændingen mellem det nationale og det internationale. Når jeg taler med en franskmand, ved jeg udmærket, at han først og fremmest er franskmand. Jeg tror ikke, det nationale bliver udvisket, men det internationale kommer på som en overbygning, og man når måske til en erkendelse af, at tingene hænger sammen. Det er mere den erkendelse, der adskiller den internationale elite fra andre.”
Hvad har Muhammed-krisen betydet i det regnestykke?
”Det var en murbrækker! Fra den ene dag til den anden skabte den erkendelse hos mange af, at hvad, der foregik i Jylland, havde konsekvenser på den internationale scene. Så der røg pludseligt et ordentligt stort stykke af muren ned. Nu er der så en kamp om, hvad konsekvenserne skal være. Nogle vil mene, at den mentale mur skal bygges op igen, for det er en farlig verden derude, hvorimod andre vil argumentere for, at hele muren skal ned, og vi i stigende grad skal være aktive på den internationale scene og prøve at præge folks opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk.”
Og hvordan gør man så det?
”Indenfor international politik er der et begreb, der hedder softpower – i modsætning til hardpower, der er krudt og kugler. Efter den kolde krig betyder hardpower mindre og softpower meget mere for et lands indflydelse. Det, at man kan få andre til at have fascination af sit land og ønske at efterligne det. Det er også derfor Tyskland har problemer, for der er sjældent nogen, der ønsker at kopiere tysk kultur, tysk politik eller ser op til Tyskland. Nu bruger de meget bevidst VM-værtsskabet til at styrke deres softpower. Deres slogan er Die Welt zu Gast bei Freunden. Du skal altså komme og besøge nogle venner i Tyskland, for vi er ikke et støvletrampende, kedeligt, småborgerligt folk, men er åbne, har flotte cafeer og lækkert design som Adidas og Boss. De prøver at få nogle nye elementer ind på vores mentale postkort fra Tyskland.”
Hvordan skal Danmark få noget ind på softpowerkontoen?
”På Harvard University har guruen over dem alle indenfor det her, professor Joseph Nye, faktisk afholdt seminar, hvor han brugte Danmark som casestudy for, hvad der sker med et land, der kommer ud i sådan en søgang, og hvad det kan gøre bagefter for at glatte ud eller ligefrem bruge det offensivt. Han mener, at udveksling af studenter mellem Danmark og Mellemøsten og flere scolarships til folk fra Mellemøsten på danske universiteter er en af de knapper, vi skal dreje på.”
Har det kun kostet?
”Det har i hvert fald også givet det, at mange nu ved, hvor Danmark ligger, og at her tager man nogle principielle debatter. Det kan sammenlignes med, at vi i EU blevet meget kendt for vores forbehold. Og selvom mange i Bruxelles ikke er enige med os, er de meget imponerede over det danske debatniveau. Hvis man spørger folk på gaden i København om Nice-traktaten, vil man oftest få et svar. I Irland har jeg prøvet op til deres folkeafstemning at lave min egen lille voxpop, og de troede bare, jeg ikke kunne udtale ordet nice. Så det hører vel med til postkortet, at det endnu engang er cementeret, at Danmark er et sted, hvor vi diskuterer – også de ting, der er vanskelige at gå til, som EU.”
Nu er Muhammed-sagen vel nærmest død?
”Men softpower-begrebet er noget mere vedvarende. Tag nu Tyskland… vi tænker måske ikke automatisk nazisme, men når britisk presse dækker Tysklands fodboldkampe, bruger de ord som Kampf, de taler om the Krauts og om panserfodbold. Så et image kan være meget vedholdende. Men det gamle danske image med politimanden, der stopper trafikken, så ænderne kan komme over gaden, det er ikke fuldstændig forsvundet. Nu er det blandet med kongehuset, Muhammedsagen, H. C. Andersen og Christiania, så det er blevet noget kontrastfyldt.”
Det er vel egentligt spændende, for hvad er det ved at være et land, der er en folkemindesamling?
”Det bliver interessant at se, om København nogle år er blevet mere attraktiv som international studieby. Det kan godt være, at de unge tænker, at det er et spændende land, hvor man diskuterer og forholder sig til ting, og hvor der er kontrast. Men det er for tidligt at sige noget om.”
Havde du troet, at tegningerne ville få den effekt?
”Helt klart nej, og det kan jeg nærmest dokumentere! I slutningen af november var jeg nemlig nede og høre Erdogan, den tyrkiske premierminister, tale i Politiken. Det var stort for mig, for det var hans første offentlige tale i Danmark, som er et af de lande, der er allermest kritisk overfor Tyrkiets optagelse i EU. Det var hans gyldne lejlighed til at forklare, hvorfor vi ikke skulle være bange for Tyrkiet, og så drejede 90 procent af hans tale sig om tegningerne! Og still there, I didn’t get it! Jeg var nærmest ophidset over, at han havde misset lejligheden til at sige noget om Tyrkiet og EU. Da burde jeg jo nok have erkendt, at det med tegningerne var noget større, end vi umiddelbart troede. Så nej, jeg så ikke den flodbølge komme!”
Hvor hyggeligt! Selv du skal altså nogle gange have det serveret med en klaphammer lige mellem øjnene for at fatte det!
”Ja, og jeg fattede det stadigt ikke!”
©Hanne Sindbæk
Brunch på sidespor
De bedste tabere: Danskerne har sådan en kombination af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Det ser man også i sporten. Vi har vi ikke kvalificeret os til VM, men i tv er der lange diskussioner om, at vi er det bedste hold, der ikke kom med! Altså hvad kan du købe for det? Ikke særlig meget!
Vinderne: Brasilien vinder over Argentina i VM-finalen, det er mit bud.
Værterne: Tyskland frygter ikke at ryge tidligt ud. Det er nærmest vorprogramiert. Imagemæssigt vil det være bedst, for så kan de stå der som den perfekte vært. For er noget, der irriterer folk, så er det når Tyskland vinder.
Flexicurity: I øjeblikket er the true story om Danmark vel den succesrige økonomi. Det mix vi har formået at skabe på arbejdsmarkedet mellem sikkerhed og fleksibilitet, den berømte flexicurity-model, det er det, der pt har størst interesse i udlandet.
Globaliseringsrådet: Hvis Danmark i 2015 skal være den mest konkurrencedygtige nation i verden, så vil det også kræve, at Europa, hvor vi har størstedelen af vores samhandel, er blevet løftet. Hvis det stadig er et hensygnende kontinent, er det svært at tordne der ud ad selv.
