september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

“Livet er for kort til dårlig bourgogne!”

Det er ikke, fordi husholdningsbudgettet i tidens løb har givet megen plads til at mæske sig i fine vine. For med én officersløn til at forsørge en familie på seks, har forsvarschefen spist vandgrød nok for resten af sit liv. Citatet er i højere grad et udtryk for en holdning om, at vi lever på lånt tid. Noget der er krystalklart for Jesper Helsø, der har mistet alle sine tre brødre.

Lønnen rækker ikke til en placering i topchefernes superliga. Knap 900.000 kroner årligt giver det at være fire-stjernet general og øverst ansvarlig for 30.000 ansatte og et budget på 17 mia. kr. Men der er så sandelig andre fordele ved stillingen som forsvarschef. F.eks. tjenesteboligen på Kastellet, som er det tætteste, man kan komme at bo på landet midt i byen. Bag de grønne volde er der række efter række af yndige røde nyrenoverede bindingsværksrækkehuse fra 1600-tallet, en romantisk barokkirke og lige overfor, den statelige og rummelige Kommandantgården, som Jesper Helsø med sin store familie fylder godt ud. Det er ikke så meget de flotte rum, f.eks. den store spisestue med mahognimøbler nok til at der kan være 28 til middag, der gør det til et væsentligt gode for forsvarschefen. Det, der for ham virkeligt er privilegiet, er at bo lige midt i historien.
Jesper Helsø holder af at gå en tur på voldene rundt om Kastellet. Hele ruten tager i dasketempo ca. tre kvarter, og turen er frygtet af familien, for så skal de endnu engang høre om og høres i Danmarkshistorien. Når forsvarschefen går der og kigger ud over havnen, indstiller han blikket, så han ikke ser vindmølleparken og B&Ws gamle store grå montagehal, men i stedet skruer tiden mindst 100 år tilbage og ser en lille købstad med et enormt liv og en meget aktiv red, hvor handelsskibene sejler ud og ind.
“Alt, hvad jeg ser heroppe fra, er led i den historie, arv og det afsæt som København har, og som denne virksomhed, jeg er ansat i, har. Det fascinerer mig. Når jeg kigger ud over havneindløbet, ser jeg Trekroner, Middelgrunden og Flakfortet og tænker på, hvordan nogen altså meget dygtigt har vurderet vanddybder og angrebsmuligheder på Københavns svage side, nemlig søsiden, og så har man lagt gamle skibe ud, fyldt dem med kampesten og brugt dem som fundament for de tre fæstningsværker,” fortæller generalen.

Ridder Bollekind: Når han kigger ind over Kastellet, er det ikke bare historien om Frederik III og hans alliance med københavnerne efter svenskernes storm mod byen, han ser. Det er også sin barndoms gade. Fra han var et til han var syv år boede han nemlig her lige indenfor Kongeporten med sin officersfar, sin mor og to brødre.

Hvordan var det at vokse op her?
“Det var et eldorado for en dreng. Dengang var der liv i Kastellet. Der var mange aktive soldater, der lå herinde, og der var også mange flere bygninger, som nu er revet ned. Der var to, der var ubeboede, hvor vi kunne lave huler. Det måtte vi ikke, så det gjorde vi selvfølgeligt. Vi måtte heller ikke lave huler på volden, så det gjorde vi også – drenge er drenge.”

Hvad kan du huske fra din barndom herinde?
“Jeg kan huske, når hele familien en gang om ugen drog af sted i optog belæsset med rent tøj, badehåndklæder, sæbe og skrubbebørster ned i gymnastiksalen, hvor man så kunne få varmt bad. Til hverdag måtte vi nøjes med en lille gasvandvarmer, og den kunne ikke fylde et badekar. Og jeg kan huske den månedlige vaskedag, hvor der kom en kone kl. 8, og vi måtte op kl. seks for at få tændt op under gruekedlen og lave varmt vand. Så blev der vasket i store mængder, og vi drenge skulle bære det våde tøj op under taget og hænge det på tørreloftet, og hente det ned igen, når det var tørt. Det er sådan nogle indtryk. Og så har jeg endnu meget tydeligt et billede i hovedet af Jutlandia, der kommer hjem. Det er så markant, fordi da blev jeg væk fra far og mor og blev kørt hjem af politiet.”
Hvad har du haft af kælenavne?
“Jeg tør næsten ikke sige det… Ridder Bollekind… I mine drengeår var jeg rimeligt hårdt pumpet. Jeg gik på besøg hos pastorinden, som lavede de bedste arme riddere, man kunne få. Jeg besøgte Lottekompagniet, som boede derhenne, og de syntes jo også, den lille dreng var så sød. Og derhenne lå forsvarets brødfabrik, hvor man kunne snige sig ind og få et sigtebrød, man kunne udhule. Min mor lavede et skilt, som blev syet fast på min overalls, hvor der stod “fodring strengt forbudt”. Det var mine brødre, der opfandt Ridder Bollekind, og det holdt lige så længe, de levede, selvom det kvabsede gik af mig, da jeg blev soldat.”

Tre brødre døde: Man kan ikke gå tur på Kastellet med forsvarschefen, uden det lyder igen og igen “Goddag hr. general”, og så bliver der gjort honnør. Og han kan ikke gå mange steder uden at opleve det.

“Når vi skal i byen, siger min kone ind imellem, at nu håber hun ikke, der er for mange i dag,” siger Jesper Helsø. For selv på Strøget i t-shirt, cowboybukser og sejlersko bliver han mødt med de respektfulde soldaterhilsner.
Din far var også officer (generalmajor), hvad ville han sige, hvis han kunne se dig i dag?
“Han gnider sig lidt i hænderne, og så vil han sige: “Det er godt gået på en studentereksamen med 03 i skriftlig og mundtlig matematik og 5 i fysik og i øvrigt luddoven.”
Var du fars dreng?
“Nej, mors dreng. Jeg var en efternøler, og det var en stor chance, mine forældre tog, for de havde haft én søn, der døde som et-årig. Men de prøvede alligevel lige en gang til i håbet om, det blev en pige.”
Hvad skete der med dine brødre?
“Den ældste blev pilot i flyvevåbnet, men gik så ud af forsvaret og døde som 49-årig af kræft. Nummer to døde som 32-årig af leukæmi, og min far døde da han var 64 af en kræftsvulst.”
Hvad har det betydet for dig?
“Det største indtryk er nok, at min gamle mor skulle opleve først én søn dø, så én søn til, så hendes mand og så én søn til. Midt i alt det, som nok kunne have slået benene væk under de fleste, forblev hun konstant aktiv, positiv og interesseret lige til det allersidste. Hun ville ikke gå glip af noget, det var hendes holdning. Det, synes jeg, er det stærkeste.”

Men det må da også have været barsk for dig at miste to brødre, du var glad for?
“Ja, men man kan ikke ændre på fakta. Når jeg har det sådan, skyldes det dels det arbejde, jeg har, og de ting jeg har været igennem i Bosnien. Man bliver nødt til at have et meget afklaret forhold til liv og død. Det andet aspekt er, at vi ikke er sat på jorden for at bide mærke i elendighed, men for at få noget aktivt ud af det. Jeg tror, der er noget efter dette liv, og så bliver døden ikke et skrækscenarium.”
Hvornår har du sidst grædt?
“Da jeg begravede min gamle mor i september sidste år. Men det blev ikke ved så længe, for man kan jo ikke forlange at blive meget mere end 90 år og så endda selv beslutte, at nu er det slut. Hun vendte ansigtet mod væggen og nægtede at spise og drikke. Det var stærkt.”
Hvad har der været af vendepunkter i dit liv?
“Det kristne ungdomsarbejde, jeg startede med i gymnasiet har været et vigtigt vendepunkt. Vi havde en meget aktiv historielærer som holdt ungdomslejre, som jeg deltog i for at spille fodbold og have det rart. Men han havde nogle aftenandagter og nogle morgenandagter, og pludseligt var der noget i det kirkelige bibelske miljø, der tiltalte mig overordentligt meget. Lige siden har vi alle i familien været forankret enten i kirkearbejde eller i evangelisk børnemission. Det var ikke noget, jeg havde med hjemmefra – det har været min egen beslutning.”
Hvad har der været af omkostninger ved det liv, du har ført?
“Vi valgte, at min kone skulle kvitte sit arbejde som jurist og fuldmægtig for at gå hjemme og passe børn. Det har ikke altid været morsomt for hende.”
Og på en officersløn?
“Der var nogle ret stramme år. Vores to ældste børn fortæller deres mindre søskende om dengang, der var en grøddag og en suppedag om ugen. De mindste har heller ikke oplevet, at det store scoop i sommerferien var at få råd til to klippekort til HT-bussen og så køre fra Fredensborg til Hornbæk med madkurv. Vi købte hus en blomstrende varm sommerdag, og så kom vinteren! Vi levede i køkkenet, for temperaturen i stuen kunne ikke komme op over 18 grader – det var noget gammelt skidt. Så gik jeg i gang med at renovere, hulmursisolere, lave forsatsvinduer og nye kloakker. For når man ikke har pengene, må man lave det selv.”
Det må have været surt nogle gange?
“Det var det da også. Vi levede med armeret plast for badeværelsesvinduet i to vintre, til vi havde sparet op til et nyt forsatsvindue. Vi havde selvfølgelig ikke bil, alle vores cykler blev købt brugte, meget af tøjet var arvet. Jeg har stadigt nogle sweatre, som en nevø ikke ville gå med – dem går jeg da gladelig med, de fejler jo ikke noget. Der er ikke nogen i vores familie, der har taget skade af at leve nøjsomt.”

Rundt regnet lykkelig: Hvad er fed fritid for dig?
“At gå med en pibe i munden og nusse i en have – som min kone siger, at gå rundt i små cirkler. Så er der et usynligt skilt i panden på mig: Lad mig være! Så går jeg og tænker lidt over tingene. Men jeg er også glad for at ligge og læse – politik, historie, biografier. Lige nu læser jeg, “Hvad gik galt?”, som handler om sammenstødet mellem europæisk kultur og Mellemøsten, og jeg er også i gang med en biografi om Bismarck.”
Hvilken materiel genstand er du gladest for?
“Det er nok en proptrækker – ellers kan man ikke få rødvinen op. Jeg er ikke bundet af ting. En pibe er en pibe, og en manchetknap er en manchetknap, også selvom den har været min farfars. Dog vil jeg sige: Min sabel, den skal man holde nallerne fra. Min farfar fik den, da han blev søløjtnant i kystartilleriet i 1901, min far fik den, da blev officer i 1932, og jeg fik den, da jeg blev linjeofficer i 1974. Den indeholder en historie og er overleveret med den klausul, at den må aldrig komme op og hænge. Den skal være i aktiv tjeneste, og den er en del af min uniform i dag.”
Hvad er lykke for dig?
“Det er sådan nogle glimt. Grillen i sommerhuset, ture på stranden, turen til Østrig med familien, konstateringen af at “koncernledelsen” er enig og med på, hvad man gør. Det er også lykken en majmorgen kl. 5.15 på en jagt at opleve den største rådyr, jeg nogensinde har set. Jeg betragter i det hele taget mig selv som et meget lykkeligt menneske.”
Hvornår har du sidst været bange?
“Det var i august 1995 i Bihac, det gik op for mig at FN-styrkerne var direkte mål for dem, der prøvede at komme ind i området, og vi kunne konstatere, at de kunne lægge granater 50 meter fra lejren – da følte jeg mig lidt lille. Man taber ikke hovedet i sådan en situation, men bliver nærmest en smule kold og meget analyserende for at håndtere krisen.”
Hvad sætter du mest pris på ved dig selv?
“Det er jo svært…Mit positive sind. Jeg plejer at sige, at livet er for kort til dårlig bourgogne – det kan godt være, der sker mange ting, der kræver tung behandling og tung tankegang, men man skal huske, at vi lever på lånt tid. Vi skal også have det positive med. De kan presse mig hårdt – men de får ikke lov til at tage mit gode humør.”

©Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.