Kopier er en gave til møbelproducenter

møbelkopier er en gaveDu har prøvet at få adgang til en hjemmeside, som indeholder materiale, der krænker ophavsretten. Derfor er internetudbyderne blevet pålagt at blokere for adgang til siden.
Orv manner! Sådan må det være at bo i Kina og prøve at komme ind på dekadente vestlige websites.
Jeg er hverken ved at prøve at stjæle de nyeste film eller seneste hits, da jeg møder det helt store STOP-skilt på internettet. Jeg har såmænd bare forsøgt at finde lidt information om, hvad kopier af designermøbler som Ægget, Svanen eller Syver’en koster nu om stunder. Men næ næ næ næ næ det må vi ikke, fy fy skamme skamme fy fy ah ah, slemme slemme fy fy næ næ nix nix, slut forbudt!
Jeg sidder tilbage med ubehagelig en Big Brother is watching you-fornemmelse, og undrer mig over, at lidt træ, stål, polster og læder er så eksplosiv en blanding, at myndighederne må skride ind.
Det kommer sig af en dom, der blev afsagt ved Sø- og Handelsretten sidste år. Fritz Hansen, Louis Poulsen, Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture og Erik Jørgensen – vi kunne kalde dem The Big Five of Danish Furniture Classics – havde sagsøgt den engelske møbelproducent Voga for at sælge kopier af de møbelklassikere, som The Big Five havde ophavsretten til. Ingen bestred, at det var, hvad Voga gjorde. Ingen bestred heller deres ret til at producere møblerne, da det foregik under engelsk jurisdiktion, men de måtte åbent reklamere med dem overfor danskere. Her i landet gælder der nemlig den lov, at møbeldesignerens efterladte beholder ophavsretten til værket i 70 år efter hans død. 70 år! Arne Jacobsen døde i 1971. Det betyder, at indtil 2041 må hans værker som Svanen og Syver stolen kun produceres og sælges af hans efterladte. Det er godt nok at tage møbler meget alvorligt!
Loven er lavet for at beskytte kunstneren/kunsthåndværkeren. Det er både rimeligt og sympatisk, da det er fag, det er rigtigt svært at vride en anstændig månedsløn ud af. I praksis er det dog producenten, der har eneretten, når det gælder kunsthåndværksagtige produkter som møbler.
Under alle omstændigheder er 70 år efter ophavsmandens død virkelig lang tid at beholde monopol på et produkt. Novo Nordisk har 20 år til at tjene deres enorme investeringer i forskning og udvikling af ny medicin hjem. Så udløber patentet og kopiproducenterne kan gå i gang. Og man skulle tro, det var en noget mere omkostningstung proces at udvikle en ny insulintype end en skammel.
I virkeligheden var der nok aldrig kommet væsentlige nyudviklinger som NovoPennen, hvis ikke kopiproducenterne havde åndet virksomheden tungt i nakken. Monopoler udvikler sjældent noget nyt. Det burde de hidsige møbelproducenter tænke lidt over. De skulle være glade for at blive kopieret. Men som alle tykke katte vil de have deres fløde for sig selv i stedet for at jagte mus.
Det må da være interessant for Fritz Hansen at erfare, at et møbel som Ægget kan produceres og sælges med fortjeneste for 7000 kroner i stedet for de 40.0000, originalen koster. Det kunne give inspiration til nye produktionsmetoder.
The Big Five’s frygt for at kunderne køber kopier i stedet for originaler virker ret overdrevet. Det er nogle helt andre købere, der er i kopi-markedet. Selvom Voga åbenbart laver fremragende kopier, så er og bliver det kopier. Min veninde har købt nydelige stole til sit sommerhus der. Det var ikke et valg mellem dem og originalen. De stole bliver aldrig særlig meget værd for hende. Hun synes altid, hun er nødt til at skynde sig at indrømme, at det er kopier, selvom de færreste – om nogen – kan se forskellen. For sådan er det. Handmade Replica Designer Furniture som Voga’s vil aldrig give sin ejer samme potente følelse som en original Fritz Hansen.
I praksis stjæler kopierne ikke markedet – de udvider det. De er gratis reklame for de fine gamle designerting. I stedet for at bruge penge på at bekæmpe de anstændige blandt kopisterne ved domstolene, kunne The Big Five tjene penge på at lade andre lave deres version af originalerne. Ligesom det er helt legitimt i musikbranchen at lave covernumre af andres hits. Nogle gange bliver covernummeret endda større end originalen. Hvem kendte for eksempel til Dolly Parton-sangen I will always love you, før Whitney Houston tog sig kærligt af den. Det tjente Dolly Parton enorme summer på, så det var ren win-win.
Faktisk kopierer Fritz Hansen og de andre i The Big Five også hver eneste dag. Det er bare sig selv, de kopierer. Det var måske bedre at overlade en del af den scene til kopister og fortolkere og fokusere på at forblive originale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.