Jeg vil have æren tilbage i erhvervslivet

 

Fotocollage: Hanne SindbækDer er i hvert fald et styks klummeskribent, der sidder klar foran fjernsynet i morgen aften klokken 20 nul nul. Ikke at jeg gør mig illusioner om at opleve nogen former for happy end i Bedrag. Ikke for nogen overhovedet. Det er bare ikke den slags dramaserie, DR har lavet. Der er ikke noget med let genkendelige skurke klædt i sort og helte i hvidt. Der er slet ingen kærlighed eller humor. Der er penge, magt, vold og kynisme i en grad, som House of Cards dårligt nok kan hamle op med.

Havde jeg vidst det, var jeg aldrig begyndt på at se den. Jeg troede da, at den rå politimand ville ride ud i solnedgangen med sin syge hustru på en bølge af kærlighed. At den yngre Bagmandspolitimand ville få sin heltindejournalist. At den smukke jurist Claudia ville få gjort en anstændig mand ud af Energreens topchef Sander Søndergren, og sammen ville de gøre verden til et bedre sted.

Men der blev jeg ligegodt snydt. Det startede slemt og blev kun værre, så jeg formoder, det ender sort i sort.

Alligevel ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde i min ros af serien og dens bagmænd; instruktør Per Fly og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gramat. Bedrag burde få snakken om DR’s røde dramaafdeling til at forstumme for en stund. I serien er den lille mand lige så ussel og selvisk som den store. Kvinderne lige så enøjede og magtbegærlige som mændene. Og den ældre “vise” bestyrelsesformand lige så modbydeligt bedragerisk som direktøren. At den sidste heller ikke er en helt, accepterer jeg kun modstræbende, for han spilles af den altid uimodståelige Nikolaj Lie Kaas.

Perlerække af anti-klichéer: Serien er en perlerække af anti-klichéer. For eksempel er den ensomme politi-ulv ikke renhjertet, men forfølger sit eget snæversynede mål om at få “knaldet” dem, han synes er forbryderne. Og han skyr ingen midler.

I Bedrag er det ikke, som klichéen foreskriver, kvinden, der prøver at få sin vilje ved hjælp af sex. Det er manden. Ikke bare manden, men den ultimative mand – magtmanden. Han afviser først den unge chefjurists tilnærmelser med et “Det skal vi ikke det her, Claudia!” Men da hun har opdaget hans bedrag og er i farezonen for at blive fjende, så byder han sig til for at beholde hende på sin side. Hun siger ikke nej, men har sin helt egen dagsorden kørende, og der står ikke hverken loyalitet, ordentlighed endsige kærlighed på den.

En anti-kliché er det også det centrale bedrags epicentrum. Det er ikke den pr definition onde kemikaliefabrik, og det er ikke den kyniske bank. Nej, det er en virksomhedstype, som den brede befolkning ofte opfatter som god, ja nærmest idealistisk. Energreen, hedder den i serien. Navnet i sig selv emmer af miljøforkæmpelse og uselviskhed, og virksomheden skal da også forestille at udvikle og sælge alternative energiforsyningsmetoder.

En temmelig uproduktiv business: Den branche er vor tids alkymister, der kan bilde hvem som helst ind, at hvad som helst kan lade sig gøre, fordi vi så inderligt ønsker, det er sandt. At det grønne også er det gode; at verden vil blive bedre. Så glemmer folk let, at the business of business is business! Hvilket egentlig gør erhvervslivet så dejlig enkelt. Men i Energreens tilfælde er der tale om en temmelig uproduktiv business. Den er at vride penge ud af intetanende investorer, der tror på, at det nye guld – det evige solenergisystem – er lige rundt om hjørnet. Det er den historie, der bliver fortalt op til børsnoteringen.

Før det har Sanders business primært været at vride offentlige penge ud af ikke-eksisterende vindmølleparker. For en type som ham – et menneske uden samvittighed – er det som at stjæle slik fra børn. Skattekronerne er så upersonlige. Ingen tager for alvor ansvar for dem. Det er da helt tydeligt, efter 9 milliarder kroner i virkelighedens verden stille og roligt er blevet sendt ud af landet til folk, der hævdede, at de havde krav på refusion af udbytteskat. “Danmarkshistoriens måske største tyveri har tilsyneladende også været danmarkshistoriens måske letteste,” som der stod i en af de bedste artikler om den historie, der blev bragt i POV.international.

Ingen i skat føler rigtigt ansvar. Men vi, der betaler skatten, er også overraskende large. Mange synes, det er super at støtte sol, vind, og andet, der giver god karma og rar stemning med de fælles midler. Vores egne surt sammensparede skillinger er vi noget mere pernitne med.

Det klaver spiller Energreen virtuost på. Man håber, det kun er tv. At der ude i virkeligheden ville være nogen – bare en eller anden, lige gyldigt om det var en Bimse, en Claudia eller endnu bedre en Nikolaj Lie Kaas – der satte hælene i og sagde: “Nu stopper ploven satme!” At der stadig findes folk med ære der ude. Ja, jeg ved godt, at det er et belastet ord, der kædes sammen med drab og andre macho-modbydeligheder. Men jeg ville virkelig ønske, vi tog ordet tilbage, gav det lidt værdighed og lod det fylde i vores liv. Så var der en chance for, at verden reelt ville blive et lidt bedre sted.

Læs Klaus Riskær Pedersens virkeligt indsigtsfulde anmeldelse og bliv meget klogere på Bedrags mange fortræffeligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *