Egentlig var det Rolex’erne, der trak. Det var det da. Enhver fest, hvor man med rund hånd drysser ure ud i 40.000-kroners klassen, må være værd at skrive hjem om. Det var to år siden, Eric Rylberg første gang fortalte mig om den årlige event, hvor de bedste ISS-ledere bliver fejret med dyre ure, B&O-anlæg og rejsegaver i et overflødighedshorn af show, hvor man også har kunnet opleve den samlede direktion give den actiongas i rollen som James Bond-agenter eller russiske mafiosoer.
Så jeg havde plaget om at komme med. Han var ikke meget for det, Rylberg, for Senior Executive Conference, SEC, som det hedder, er et yderst internt arrangement, hvor de formelle taler fra scenen og de uformelle i baren afslører forretningshemmeligheder, konkurrenterne ville være ret tilfredse med at læse om i avisen. Men persistancy prevails, vedholdenhed vinder (koncernchefens yndlingsmotto) – i år kom jeg med.
De fem foregående år har Bella Center været rammen om arrangementet, men SEC 2006 var flyttet til Lissabon, ”for vi kan jo ikke blive ved med at lade vores asiatiske kolleger gå og fryse i København.” Og jeg skal da heller ikke klage. Der var dejlig varmt i begyndelsen af juni. Det skulle også være en smuk by. Det ved jeg så ikke så meget om, for når de store C’er; CEO’s, COO’s, CFO’s, fra hele verden mødes, spilder man ikke et minut. Et tæt pakket program skal sørge for, at de både får frisket strategien op, udstukket målene, lært noget nyt af de eksklusive eksterne talere, får netværket og stjålet ideer fra hinanden og får styrket alt det, man kunne kalde de immaterielle værdier: Kulturen, sammenholdet, vindermentaliteten – at man kort sagt bliver malet ISS-blå fra top til tå.
Forlad ikke ISS – du fortryder
Sidder i en malerisk slotsruin på toppen af et bjerg med udsigt ud over Lissabon. Gøglere og tjenere klædt i 1600tals tøj vimser rundt, buffeten er overdådig, sceneriet er magisk, og det her er kun den første og den uformelle af de tre SEC-middage. Sludrer med Luis Andrade, om hvem der kan siges meget. Det bliver der givetvis også, for han er en ISS-stjerne og en stor personlighed, hvis varme udstråling kun overgås af størrelsen på han moustache. Han er landechef for ISS Portugal, og ved siden af styrer han så også lige ISS’ indtog i Sydamerika, dvs. foreløbigt Brasilien, Chile, Argentina, Uruguay og Mexico. Han er medlem af de to mest eksklusive ISS-klubber; Rolexklubben og Breitlingklubben. Rolexklubben består af tre personer, der hvert år siden SEC’s start i 2001 har gjort sig fortjent til et Rolexur ved at være en star-performer og nå et E=MC2 tal over 36. Formlen er Rylbergs opfindelse, og er en måde at måle landenes økonomiske præstationer på. Breitlinguret er Rylbergs personlige påskønnelse af en ISS’er, der betyder noget helt usædvanligt for virksomheden og for ham personligt. Det er Breitlinguret, Luis Andrade bruger, selvom han først syntes, det var alt for flashy.
”Nu går jeg med det hver dag, for jeg har fået det i respekt af en mand, jeg selv respekterer højt,” fortæller han. Andrade virker som en blanding af en hyggeonkel og en storcharmør, men er altså chef for 38.000 mennesker. Jeg spørger, hvordan det er at arbejde for ISS, hvor COO’en, Flemming Schandorff, vist er noget af en jernnæve i en fløjlshandske. ”Fløjshandske? Den må være til ære for dig,” griner Andrade.
”ISS drives efter en operator-logik, hvor business noget personligt. Det er et sag mellem to mennesker,” fortæller han. Det får mig til at tænke på Eric Rylbergs beskrivelse af Schandorff: ”Flemming er sådan, at hvis der er et tal, der afviger med 0,001 procent, så spørger han til det på en måde, som han lige har set jorden åbne sig!”
Samme Schandorff tegner sig for konferencens helt store overraskelse. Han går ikke på pension alligevel. Det har ellers været længe planlagt, men han fortrød i sidste øjeblik. Det er en nyhed, der bliver rigtig godt modtaget, og Rylberg bruger det til en generel advarsel: ”Forlad ikke ISS – du fortryder det!”
Walk the talk på rute 101
Vi er på Route 101, one-O-one. Det er tydeligt for enhver. Scenen er en high tech-kukkasse, hvor video og grafik kører som en omnimaxfilm – bare mere firkantet. En scenograf fra Det kgl. Teater har skabt rammen; kreative hoveder fra og ikke mindst udenfor ISS har skabt det visuelle indhold, men de har skabt det ud fra Eric Rylbergs ideer. Det er hans show det her. Det er ham, der er hovedattraktionen; ham, de er kommet for at opleve, og han har langt mest taletid i løbet af konferencen. Han har skrevet hvert et ord selv. Der er ting, der skal siges, og det visuelle skal understøtte stemningen i det, så hele sanseapparatet røres.
”Hvis du har et kvalificeret budskab, skal du ikke pakke det ind i madpapir,” sagde han til mig over morgenmaden, da jeg spurgte, hvad alle udenomsværkerne skulle til for.
”Vi kan også sætte os i en kostald, og jeg kan sige det samme, men det vil ikke virke på samme måde. Det, man kan huske bagefter, er stemningen. Og jeg vil altså gerne kommunikere, at vi er en professionel virksomhed – professionel i alt, hvad vi gør. Vi har 350.000 ansatte og er en af verdens 25 største arbejdsgivere, så det kan altså ikke nytte, jeg står og fumler med en overheadprojektor.”
Og det gør Eric Rylberg i hvert fald heller ikke. Han står alene midt på scenen mens den lange øde vej kører i baggrunden. Han siger Mexico, og en kaktus dukker op langs vejsiden. Han taler om de nye ISS-lande og et verdenskort dukker frem over ham. Det er konferencens åbningstale, og vi kunne kalde den ”Walk the talk”, et udtryk, der går igen en del gange, mens Rylberg gennemgår, hvor langt vi er nået ad Route one-O-one.
Walk the talk betyder: Vi gør, hvad vi siger, vi vil gøre. Og der er særlige skulderklap til de lande og navngivne landechefer, der er eksponent for det i år. Bl.a. Danmark, som har skaffet en ny mega-kunde, nemlig TDC, indenfor Integrated Facility Services, der er det store dyr i ISS-åbenbaringen. ISS skal ikke bare være en rengøringsvirksomhed her og en cateringvirksomhed der, for det tjener man ikke særlig meget på. De store penge og de store udvidelses- og udviklingsmuligheder, ja selve fremtiden ligger i at tilbyde at servicere hele kontorhuse med rengøring, catering, receptionspasning, bygningsvedligehold, landskabspleje og skadedyrskontrol – alt det, der ikke er kundens egen kernekompetence. Det er midlet til at nå Route 101s ambitiøse mål, som er en omsætning på 101 mia. kroner om året. (Hyggeligt nok regner man i verdensfirmaet ISS alting i danske kroner.)
Eric Rylberg når at skifte tøj fem gange i løbet af sin tre kvarter lange tale. Han når at være casual (men dyrt – meget dyrt) klædt, formel med mørkt jakkesæt og slips, i rød parkacoat i snestorm og i skjorteærmer under en interaktiv gimmick, hvor konferencedeltagerne skal stemme om hvem af tre personer, de er blevet præsenteret for på video, der er den bedste til et lederjob i ISS. Pointen er, at forskellighed er konge. ISS har brug for mange slags ledere på den opdagelsesrejse til nye forretningsgalakser, man er draget ud på. Og for at sætte en markant streg under den pointe er scenen pludseligt en inferno af lys, lyd og røg, mens en rumraket brager til vejrs, op, ud, forbi månen og ud i galaksen. Da lyden og røgen lægger sig, går bagtæppet op og ud træder otte astronauter. Det er den samlede ISS-direktion. Dem, der skal føre an på opdagelsesrejsen, og Rylbergs stemme lyder som gennem en radioforbindelse fra månen: ”In business warfare there is no stronger weapon than a united team. See you in 101!”
Taler samme sprog – businessk
Der er meget, man ikke ved om ISS, efter kapitalfondene har overtaget. F.eks. vidste jeg ikke, at Karsten Poulsen har delt sit job i to og har overladt CFO-titel og økonomiansvar til Jeff Gravenhorst, mens han selv nu er Chief Treasury Officer med ansvar for finans. En lidt komisk titel i betragtning af, at den ”skat”, han vogter, er gælden, kapitalfondene bragte med. Møder ham ved computerne i hotellets businesslounge. Han har ganske vist sin bærbare pc med til Lissabon, men selvom eller måske netop på grund af at han styrer pengene i en biks, der omsætter for 46 mia. kr., så vil han ikke lade firmaet betale 22 euro i døgnet for en netforbindelse på værelset. ”Det er jo røveri,” siger han oprørt.
Det er også gået hen over hovedet på mig, at ISS’ øverste direktion er blevet udvidet med fire personer, og at bestyrelsen er blevet suppleret med nye navne som Jørgen Lindegaard og Scanias CEO, Leif Östling, der nu er ISS’ bestyrelsesformand. De er på fransk visit på SEC, for ”at møde lederne og få et indtryk af managementpotentialet,” som Ole Andersen, EQTs repræsentant i bestyrelsen, siger.
Bestyrelsen sidder til højbords ved en ved den anden SEC-middag, som er smukkere og endnu mere stilfuld end den første. Sceneriet er en klosterruin, og middagen serveres af munke, eller tjenere, der er klædt ud som munke – jeg er ikke helt sikker. Et munkekor synger munkesange, og pludseligt kommer tre munke gående med fakler gennem salen med hætterne godt oppe. Det er så koncernchefen og hans to ledende Chief Operating Officers, Flemming Schandorff og Thorbjørn Graarud, og de vil godt lige se alle ISS-talenterne på scenen. Det er nemlig sådan, at hvert land inviterer et ungt talent med til SEC, så de kan få et glimt af den verden, de kommer til at tilhøre, hvis de klarer sig godt. Og de får en ordentlig klapsalve med på vejen og en gave – et ISS-ur til mændene og et pashminatørklæde til kvinderne.
Bordplanen er lagt, så man sidder på tværs af landene, men sammen med folk fra samme dele af branchen som en selv. I mangel af journalister får jeg Peter Fane fra Storbritannien til bords. Han solgte for et par år siden sin landskabsplejeforretning til ISS og er til sin egen overraskelse blevet hængende. Den slags møder jeg en del af i løbet af konferencen. ISS kan åbenbart rumme og ligefrem opmuntre entreprenørånd. ”Jeg solgte min virksomhed, men fik en karriere,” som en af dem udtrykker det. ISS har gjort mange mennesker i det her rum rige enten ved at købe deres virksomheder eller gennem bonus- og aktieprogrammer. De behøver strengt taget aldrig at arbejde mere, og alligevel ses de år efter år på SEC. Det vil være overdrevet at sige, det er én stor familie, men det er en flok, der tydeligvis har et fælles projekt, selvom de så også konkurrerer med hinanden indbyrdes. Jeg har været lidt spændt på, hvordan folk fra vidt forskellige kulturer som den kinesiske, indonesiske, sydamerikanske og skandinaviske kunne tale sammen. Men det er overhovedet ikke noget problem. De taler alle samme sprog, og her mener jeg ikke engelsk, men businessk – ISS-businessk. Peter Trampe, der tidligere har arbejdet for ØK og FLS ude i verden, men nu er forretningsudvikler for ISS i Kina (han taler flydende mandarin) fortæller, at det skyldes den særlige ISS-ånd.
”Man hjælper hinanden, og det er specielt for en stor koncern. Jeg kan ringe til Thailand, hvis jeg har en kunde, jeg skal have i land, og de hjælper. Man er oveni købet villig til at rejse over og hjælpe, selvom man slet ikke har bundlinjeansvar. I FLS havde man sagt: ”Bliv hjemme – det har ikke noget med os at gøre.”
Livets store spørgsmål – og svaret
Sidste dag, sidste tale: Straight talk med Eric Rylberg. Han står alene på scenen og skærmene omkring ham viser en skumrende landskab, og man tror næsten, det er løgn: Han taler om livets gåde! Han taler gud dødeme om, hvorfor vi er her, og det er altså ikke os her i Lissabon, men mennesket i verden, han mener.
”Mennesket er i en anden position end dyrene. Fordi han ved, han eksisterer og ved, han skal dø, så skal han finde ud af, hvad han skal med livet. Han må stille spørgsmålet: Hvorfor? Det er ironisk, at mennesker, der gerne vil leve evigt, ikke har nogen ide om, hvordan de skal tilbringe en regnfuld søndag eftermiddag. Du skal bestemme, hvad du skal med den eftermiddag og med resten af dit liv. Du skal have en vision – en drøm. Intet vigtigt sker i denne verden, uden der først er en drøm,” siger han, og fortæller om sine egne personlige drømme og sine drømme for virksomheden, mens skumringen på skærmene langsomt bliver til stjerneklar nat.
”Vi så et potentiale i markedet og formulerede i Create 2005 vores drøm. Vi er kommet en lang vej. Vi har hørt det de seneste to dage, og det får mit hjerte til at banke af stolthed, når jeg her på scenen ser de operators, som kan virkeliggøre den drøm, og som gør det. Markedet er der, kapitalen er der – hvad står så mellem os og vores drøm om at blive verdens bedste Integrated Facility Servicevirksomhed? Ironisk nok er det os selv. Vores selvopfattelse er den største hindring,” siger han, så man sidder og bliver lidt småreligiøs og overvejer om man har glemt et t i konferencens navn, som i virkeligheden hedder SECT. Mens månen bag ham vokser sig stadigt større, taler han om den opdagelsesrejse, de er på ind i nye ukendte markeder, og om at netop opdagelsesrejser som den og trangen til at lede efter den næste måne er det, der adskiller mennesket fra dyrene.
”Det er en meget god grund til at eksistere, og det er et meget meningsfuldt livsindhold,” slutter han, mens månen roterer. På bagsiden toner Einsteins kontrafej frem og over ham et citat af relativitetsteoriens fader: ”Logik kan bringe dig fra a til b. Fantasi kan bringe dig hvor som helst!” Og så drøner Rylbergs yndlings-Pink Floyd-nummer i højttalerne, og et voldsomt laserlysshow starter i et sansebombardement, hvor man ikke kan tænke en tanke, men bare være midt i følelsen.
Bagefter i pausen ude i solen er samtalen mere dæmpet end tidligere. En australier, hvis firma for nylig blev opkøbt af ISS, fortæller ligeud, at han på det personlige plan havde haft det svært med salget, men talen har givet ham et helt nyt perspektiv.
”Nu føler jeg, jeg er klar til at tage hjem og arbejde; finde min drøm, og få medarbejderne til at fortælle mig om deres,” siger han.
I ISS er decentralisering ikke bare er et ord fra en managementflinkeskole. SEC-konferencen er et rum fyldt med konger i autonome riger med udvidet selvstyre, og Eric Rylberg – han deres åndelige overhoved, og ”I have a dream”-talen har bevæget de her toughe businesskonger.
ISS’ verdensmester
YOU’RE SIMPLY THE BEST!!!! brøler Tina Turner i højttalerne, mens lysshowet går amok og glimmerkonfetti vælter ned fra loftet, så det ikke er til at se en hånd for sig. Egentlig er jeg da SÅ ligeglad. Hvad kommer denne østrigske CEO, Herrn Maximilian og hans team mig ved? Hvad rager det mig, at han får en pokal så stor, at selv en magnumflaske champagne ville ligne en bundskraber i den? Og er jeg dybest set ikke ret ligeglad med, at de her mennesker på scenen får en rejse til Sydfrankrig med ægtefæller og en drengerøvsdrøm opfyldt med tur i en formel 1 racer? Det har ingen mening i eller indflydelse på mit liv overhovedet. Og alligevel står jeg der og tørrer øjne og snøfter, så man fan’me sku’ tro, jeg var kronprins og til mit eget bryllup. Hele salen står op og klapper som vilde med de hvide kastagnetagtige plastikhænder, der er delt ud til formålet (en typisk ISS sans for detaljer. ”Man får jo så ondt i hænderne,” siger Tina Hilligsø, Rylbergs personlige assistent gennem 17 år og SEC-arrangør).
Maximilian, som har en accent, der er som taget ud af tv-serien Allo Allo og en nobel nålestribet fremtoning, har hidtil rundt regnet kun haft ét ansigtsudtryk. Men nu er der kommet et nyt på. Han er glad – han er rigtig rigtig glad. Han kunne ikke være gladere, hvis det var fodbold VM-trofæet, han stod med. Han takker og modtager det på vegne af alle sine ledere i Østrig og de tæt på 9.000 ansatte.
“I går var det 29 år siden, jeg startede i ISS, og jeg har aldrig haft en drøm som denne,” siger han rørt, inden Eric Rylberg og Flemming Schandorff bortfører ham og hans hold til de to ventende stretchlimousiner, der med stil skal føre ISS-verdensmestrene tilbage til hotellet, hvor de har en time til at gøre sig klar til den store gallafest.
Urtid
Sjældent, som i aldrig! har jeg set så massivt mange mænd i smoking. Det er et flot syn, men ender alligevel som en net og rolig baggrund for selskabets få kvinder (13 procent), der har fundet de helt store skrud frem. Den otte mand store direktion står kongeligt på rad og række og trykker hånd med hver eneste, der ankommer Conveto do Beato, oprindelig et kloster bygget i 1400-tallet, totalrenoveret i 1970 og nu majestætiske omgivelser for bunker af gallafester.
Det er tid for det, jeg egentlig er kommet for: Rolex-uddelingen.
De kostbare ure er blevet fragtet til Lissabon fordelt i fire ISS’eres håndbagage og siden i deres safetybokse på hotelværelset. Nu står de linet op. Der burde være ti, men der er kun fire, for seks af modtagerne er gengangere, og da man ligesom kun kan gå med et ur af gangen, får de i stedet andre dejlige gaver som B&O anlæg, rejsegavekort og fancy fladskærme. Det tager lang tid. Eric Rylberg har skrevet en personlig tale til hver af modtagerne, og som de bliver hyldet, går det op for mig, at det er en ren opvisning i personligheder. ISS formelig samler på characters.
Der er Claus Erik Madsen, der egentlig var ambassadørmand i Argentina, som passede børnene og tog tangolektioner, mens fruen passede ambassaden. Han kom sidelæns ind i ISS, da man indtog Argentina, og nu skal han lede slaget i Mexico. Han er lykkelig for sit Rolex og holder en lang takketale om, hvordan han i starten havde det svært med ISS’ indforståede økonomiudtryk.
”CB-one og CB3-three – jeg troede, det var starwars-film, man talte om!”
Der er den korrekte østriger Michael Maximilian, der endnu engang hyldes med stående ovationer. Han har befæstet sin position i ISS top3 og modtager for sjette gang ”Rolex-prisen”. Det gør også Portugals Luis Andrade, som Eric Rylberg kalder streetsmart.
”Luis og jeg kender ikke bare sandheden – vi skaber den selv, i dagens sidste timer. Du er en djævel, men en djævel jeg elsker,” siger han.
Og der er indonesiske Houtman Simanjuntak, stjernen over den alle, som år efter år efter år laver fantastiske resultater i Indonesien. Han har tidligere på sit fløjlsbløde engelsk fortalt mig, hvordan hans største fornøjelse er at se folk vokse. Han er kendt for sine træningsprogrammer, der både er jobtræning og ISSination, som han kalder det. Han har også fået ansvaret for ISS Malaysia, som var et rodet foretagende, men nu er i stærk vækst. Hvordan gjorde du, havde jeg spurgt.
”Først knuste jeg deres hjerter. Jeg sagde, at hvis de ikke troede, vi kunne vokse og troede på vores strategi, så var der ingen grund til, de blev i virksomheden. Because why? Det er vores ansvar at sørge for, at fremtiden er lys for vores ansatte. Det kan den kun blive, hvis virksomheden vokser.”
Houtman, som altid kun omtales med fornavn, for alle i ISS ved, hvem han er, får sin sjette Rolex-pris og bjørnekrammer hele sit team.
Breitling-klubben får tre nye medlemmer, Gerard Brand fra Holland, Bjørn Nilsen fra Norge og Kris Cloots fra Belgien – ”I er de fyre, der maler ISS åh-så-blå,” siger Rylberg, inden han slutter af med at takke alle for deres enestående loyalitet overfor ham i et vanskeligt år, hvor virksomheden blev solgt.
”Jeg sagde til en avis for nyligt, at jeg elsker ISS. I er årsagen til det!”
Jeg kigger rundt i salen på de kinesere, brasilianere, finner, indonesere, portugisere, argentinere, israelere, englændere, spaniolere, schweizere, nordmænd og danskere, jeg har mødt og forstår ham.
