september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Hvad sagde jeg?

Jeg er helt tosset med Will og Grace. Det er ”bare totalt yndlingsfjernsyn,” som Robert i en anden af mine yndlingsserier, Langt fra Las Vegas, ville sige. Jeg praktisk taget er Grace. Bare tykkere. Uden krøller. Jyde ikke jøde. Uden Paul Smith-støvler, og helt helt urimeligt uden smuk og kær bøssesambo, der med fornøjelse samler såvel mine regninger som mit vasketøj op.

Ok, jeg er så ikke helt lige som Grace. Måske oven i købet langt fra. Det har i det mindste den fordel, at min mor ikke er som hendes. Hun, altså moderen (faktisk også Grace, der som det alt for ofte er, ligner sin mor langt mere, end hun kan bære at indse) fryder sig højlydt over andres fejltrin. Ikke mindst Grace’s. Måske fordi det får hende selv til at fremstå mere perfekt. For hende rækker et tørt: Hvad sagde jeg? slet ikke. Hun har lavet en lille sang ud af det. Hun har oven i købet udbygget det med en tilhørende dans:

”I told you so, I told you so, I told you, told you, told you so!” synger hun, mens hun vrikker i hoften og laver jazzhænder. Det er bare SÅ ondt.

Så bitchy er jeg ikke. Jeg er fra Jylland, og der holder vi den slags indenbords, selvom de rigtige jyske kvinder kan sige nøjagtigt det samme med et ahem!. Men altså, jeg er godt opdraget, så det der, det siger jeg ikke. Jeg gør det ikke! Undtagen selvfølgelig de ganske få gange, hvor naturen går over optugtelsen… Som for eksempel nu!

Hvad sagde jeg!

Pyh, det lettede.

Altså, nu er det godt tre år siden, jeg fik min gin/tonix galt i halsen, da jeg så en reklame for Georg Jensen. Aldrig har så mange diamanter været møjet ned på så lidt plads og ødelagt så meget. Som amatør-æstet kunne jeg ikke få luft. Det var et fint og enkelt halssmykke af Nanna Ditzel, det var gået ud over.

Det smykke var alt det, Georg Jensen ikke var. Det var prangende, uden indhold, og havde helt mistet den enkelhed, der er et kendetegn både for mærket og Nanna Ditzel.

 

”Typisk dansk jantelov!” mente han, da jeg påpegede, at når det kom til Georg Jensen-smykker, var for meget af det gode, ikke vidunderligt.

 

Det skrev jeg så om. Og jeg interviewede også firmaets ansvarlige direktør, der selv syntes, det var ikke så lidt af et Columbus-æg, han der havde opfundet, da han satte i gang, at der blev lavet en diamantkollektion baseret på Georg Jensens designikoner. Det var jo der pengene lå, for markedsundersøgelser viste, at diamanter var den hurtigst voksende kategori indenfor luksussmykker.

”Vi har besluttet, at vi i stedet for at være en dansk sølvsmed, skal være en international luksusvarevirksomhed forankret i ure og smykker,” sagde han til mig, og prøvede at få det til at lyde fuldkommen naturligt. Han kunne lige så godt have sagt, at Carlsberg skulle give sig til at lave champagne i stedet for øl, eller Fritz Hansen skulle droppe de der kedelige Ægget-stole og i stedet producere forgyldte rokoko-møbler! Det giver lige så meget mening. Eller lige så lidt.

”Typisk dansk jantelov!” mente han, da jeg påpegede, at når det kom til Georg Jensen-smykker, var for meget af det gode, ikke vidunderligt.

”Om fem år udgør det 15 procent af vores omsætning,” sagde han og lovede, at omsætningen ville stige fra 800 mio. kr. til 2-3 milliarder.

Sådan gik det så ikke. Det var hverken Jantelov, eller min hidsige pip, der gjorde det af med dén direktør. Det var de tørre tal. Min forløsning – og mere vigtigt forhåbentlig også Georg Jensens – kom med årets regnskabsmeddelelse, hvor man beretter, at ”Den omfattende forårslancering af nye guld- og diamantsmykker svigtede…”

og videre:

”De senere års satsning på eksklusive produkter og højere prispunkter er desværre til dels sket på bekostning af Georg Jensens kerneforretning, ”arvesølvet” – forankret omkring de 100-årige traditioner indenfor sølvproduktion og skandinavisk design. Georg Jensen skal tilbage til rødderne og vil med en mere afbalanceret produktstrategi dels søge at revitalisere nuværende sortiment og kendte designs, dels udbrede salget af produkter, som hidtil primært har været forbeholdt hjemmemarkedet…”

HALLO! Det var ligesom det, jeg prøvede at sige dengang. Man må spille de kort, livet har givet. En stor tyk kvinde slipper sjældent af sted med at give den som lille hjælpeløs pige. En Danny de Vito vil ikke være overbevisende i rollen som førsteelsker, og Helena Christensen skal ikke begynde at tale om, at hun da også har det svært med sit udseende. Det er bare ikke troværdigt!

Sådan er det også for virksomheder. De skal være i harmoni med det, de er. Markedet – dig og mig – opdager det omgående, når det kikser.

”Georg Jensen er ikke et designsprog – det er en ånd, som mange har sluttet sig til i tidens løb. Georg Jensen er kærlighed til sølvet og til det at formgive.”

Sådan siger en af vores fineste sølvkunstnere, Allan Scharff. Og han burde vide det. Han er udlært sølvsmed hos Georg Jensen i 1967 og tilbragte de sidste af sine læreår med at være designlegenden Henning Koppels ”hænder”. Koppel var nemlig ikke selv sølvsmed, så det krævede et tæt samarbejde at få hans ting bragt til verden. Og da Scharff selv som anerkendt kunstner vendte tilbage til Georg Jensen i 1980erne, blev han kendt som en at de helt store fornyere af korpusarbejderne, der er de store håndlavede sølvting. Kendetegnende for hans ting og for de store ikondesigneres arbejder er, at det er ligeså meget indhold som form. Der har været tanker bag, når f.eks. Vivianna Torun Bülow-Hübe skabte sine smykker. Hende var jeg så heldig at møde i 1987, hvor hun fortalte mig om sin fascination af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius’ arbejde. Det var ham, der opdagede Möbius-ringen, der kun har én flade og én kant, som når man tager en papirstrimmel, snor den en halv gang og klipser den sammen. I den så hun en dybere sandhed, og hun så uendeligheden, både universets og kærlighedens, og det blev til en smykkekollektion, kaldet Möbius, der er i produktion den dag i dag.

Det var alt det, der var ved at ryge ud med det diamantfyldte badevand, og så har man vel nærmest en pligt til at råbe op. Når man har opfyldt den pligt, har man så optjent en ret til et enkelt I told you so!?

Come on! Når jeg kan fortælle, at flagskibet, Nana Ditzel-halssmykket til 2,2 millioner kroner, ikke er blevet solgt i så meget som et enkelt eksemplar, beretter det vel nok til et I told you so! med dans og det hele? Nå, måske ikke. En kat har ni liv. Så mange I told you so’es er der ikke til rådighed i et enkelt kvindeliv. Og nu har jeg i den grad brugt et, så jeg håber virkelig, at den nye direktør, Ulrik Garde Due, klarer den. For jeg kan jo ikke opbruge hele min kvote allerede nu, for så vil Nemesis ramme mig lige i nakken og formentligt forvandle min mor til Grace’s, som ind i evigheden vil skråle ad mig: ”I told you so, I told you so, I told you, told you, told you so!”

 

©Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.