Har du købt Dong-aktier? Held og lykke!

IMG_0002
Fik du hapset en karton Dong Energy aktier i torsdags? Jamen så tillykke! Eller skal man sige: kondolerer! Det er ikke til at vide endnu. Nok er der næppe risiko for en OW Bunker-situation, men mindre kan vel også være træls nok. Dong-aktiernes værdi hviler på et luftigt grundlag, nemlig vejr og vind. Og som om det ikke var utilregneligt nok, så afhænger indtægterne i grusom høj grad af diverse landes regeringers energipolitiske luner. Vil de mon blive ved med at have en forkærlighed for strøm fra møller? Svaret blæser i vinden. Held og lykke fristes man til at sige til de nyslåede aktionærer.

Ok, jeg er så ikke ligefrem investeringsekspert. Men da alle andre mandagstrænere har givet deres besyv med, vil jeg da også pippe lidt. Op til børsnoteringen har der været skrevet, talt og råbt meget om Dong og især om de milliarderne, der blev væk. Solgte staten for billigt til Goldman Sachs eller gjorde den ikke? De helt store konspirationsteorier har været i cirkulation, for hvordan kunne en virksomhed dog blive så meget mere værd på så kort tid? Tja, man kan vel starte med at se på den generelle stigning i aktiemarkedet. Fra Goldman Sachs købte i efteråret 2013 og til nu er det amerikanske SP500 steget ca. 50 procent og det danske OMXC20 ca. 70 procent. Set i det lys er den amerikanske kapitalfonds afkast af Dong-investeringen ikke overdrevet. Når man dertil lægger risikoen ved at investere så heftigt og direkte i en unoteret enkeltaktie som Dong – noget staten ikke selv ville – og dermed binde en stor sum penge i noget, der ikke umiddelbart kan afsættes i modsætning til noterede aktier, så er Goldman Sachs’ fortjeneste nok både rimelig og indenfor normalen.

I stedet for at fokusere på, hvad den amerikanske kapitalfond og pensionskasserne har fået, kunne man se lidt på, hvad de har givet. Kunne det ikke tænkes, at Dong Energy er blevet betydeligt mere attraktiv for investorer alene af den grund at Goldman Sachs, ATP og PFA allerede er med? Kunne det ikke muligvis forholde sig sådan, at de nye investorer går ud fra, at så hårde hunde allerede har lavet en grundig vurdering af virksomheden? Og at de har puffet på og vil fortsætte med at puffe på for at få reorganiseret, slanket og sat Dong på et spor, der vil gøre det til en rigtig rentabel forretning? At Goldman Sachs’ involvering simpelthen bliver opfattet som en blåstempling af Dong Energy som en god investeringscase? Jeg tror det.

Aktier køber man i tillid til, at investeringen vil forrente sig. De af jer der tror, at statsvirksomheder vil være dygtige til at forrente jeres penge, ræk lige fingeren op! Nå, det tænkte jeg nok. Når Dong-aktien blev så populær så hurtigt, har det nok en del at gøre med, at private investorer har følt tryghed ved det statsgaranterede og optimisme ved det privatkapitalistiske. At de to ting kan ende med at spænde ben for hinanden, har de fleste valgt at se bort fra.

Siden 2004 er der blevet råbt ”børsnoteringen kommer” så mange gange, at torsdag må have været en uvirkelig oplevelse for mine gamle kolleger i Dong. (Jeg arbejdede der i 1990erne) I 2009 havde man været tæt på en børsnotering så tit, at det var et emne i årets personalerevy. Jeg gav selv en hånd med at få versefødderne til at danse til den melodi, som Grethe Sønck og Volmer Sørensen gjorde kendt, da de som to pensionister sang ”Og så blev vi færdig med den dag”. I Dong-versionen lød omkvædet:

Vi’ stadig i gang, holder møder med Rothschild og regner på aktiernes pris

Vi taler og læser om IPO og IR og tegner prospekter i titusindevis

Og så regner vi igen og vi tjekker for fejl, der er nul – det’ en go’ dag

Så trykker vi på print, deler rundt og så er vi vist færdig’ med den sag.

Heller ikke dengang i 2009 blev det til noget. Derfor er det en pragtpræstation, at det overhovedet er lykkes at få Dong på børsen nu. Det eneste rigtigt ærgerlige er, at staten beholdt 50,1 procent af aktierne. Men godt begyndt er vel halv fuldendt. Og staten scorede da i hvert fald kassen mere end nogen. Som chefredaktøren skrev så præcis i sin leder i onsdags: ”Alle har vundet, ingen har tabt.”

Nej, den eneste rigtige skandale i sagen om Dong er den spektakulære fyring af Anders Eldrup i 2012. Billederne fra pressemødet på Hilton, hvor en alvorsfuld bestyrelsesformand trak tæppet helt væk under sin direktør har prentet sig ind i manges bevidsthed. ”…nu kommer det mest rystende desværre. For jeg er ikke færdig. Nu kommer det værste. For nu kommer der noget, som bestyrelsesmedlemmerne aldrig har set før…” lød en af Fritz Schurs mange teatralske replikker i forestillingen, som en kulturkommentator kaldte ”et barokt sørgedrama.” Siden hen supplerede bestyrelsens fineste navne, Lars Rebien Sørensen og Lars Nørby Johansen, med for rullende kameraer at agere tæskehold og rive Eldrups renommé i laser. ”…jeg har aldrig set noget lignende. Det er helt uhørt, det der er foregået,” fremturede Novo Nordisk’ topchef.

Eldrup blev i primetime fremstillet som skurkagtig og uduelig. Han har fået voldgiftrettens ord for, at han ikke er det første. Og det sidste modbevises af, at Dong i dag har succes med at følge hans storstilede havmøllestrategi. Det er glimrende, at det er en mere kommercielt orienteret direktør, der står for eksekveringen, men dramaet omkring direktørskiftet var både overflødigt og dybt skadeligt for virksomheden. Skarpretterne går fløjtende videre og lader som ingenting. De to bestyrelsesmedlemmer har formentlig privat beklaget overfor Anders Eldrup, men det ville have klædt både dem og dansk erhvervsliv, hvis de og formanden offentligt havde erkendt deres eklatante fejlskøn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.