I statens tjeneste

Når man er født med en diamantbesat guldske i munden og konservative dyder som ”den, der har evnen, har også pligten!” mejslet ind i rygraden, må man selv give sit liv betydning. Det er den korte forklaring på, at Fritz Henrik Schur ikke danderer den på Rivieraen, men bruger meget af sin tid på så prosaiske foretagender som DONG og Post Danmark.

Der er dog ingen grund til at nøjes med den korte forklaring, når den lange er så underholdende, og Fritz Schur for første gang har indvilliget i selv at bidrage til den. Og underholdende er den, for Fritz Schurs liv ligner ikke de flestes. Det ligner mere noget fra en tid så svunden, at det er muligt, den kun har eksisteret i romanernes verden. Det er et liv med generalkonsuler, skydebrødre, bridge med de kongelige, Wienerballer, jagt, golf, lancier, yachtsejlads, butler, privatchauffør, og stilfuldt klædte tjenere, når der skal være fint selskab – og det skal der tit på hans Christiansholm.

Men det er også et liv hvor ordet pligt spiller en central rolle – et liv præget at stor disciplin og flid. Han forlanger meget af sig selv, men sandelig også af sine medmennesker. Han kan drive folk i DONG til vanvid med sine krav om informationer helt ned i detaljen, og han kan blive ”frådende tosset” hvis et bestyrelsesmedlem møder uforberedt.

”Det er ikke sådan, at man kan se det, men jeg lover dig, det er registreret hos mig. Så er jeg sur,” siger han.

Det kan være lidt svært at forestille sig, som han sidder der afslappet klædt i jeans og slipseløs stribet skjorte i den højloftede stue på Christiansholm, hvor indretningen er helt i tråd med de tanker, arkitekten Eigtved gjorde sig, da han tegnede det lille rokokoslot i midten af 1700-tallet. Der serveres kaffe og te af smukke sølvkander, og det er bare at trykke på en knap, så kommer der nye forsyninger. Ilden vil ikke rigtigt fænge; der er ellers altid tændt op i alle husets tre pejse, når han er her. Det er han tit, selvom slottet faktisk er et sommerhus. Han håber at det kan få helårsstatus, så han for alvor kan flytte fra huset i Hellerup.  Ovenpå i ”det store bibliotek” ligger weekendens læsebunker helt ministerielt linet op. Der er meget DONG-materiale, lidt mindre fra Post Danmark og SAS, så er der lidt fra 5-6 andre bestyrelser og Globaliseringsrådets udspil, der også skal fordøjes inden mandag.

”Jeg er ekstremt struktureret. Jeg tror, mange mennesker mister meget tid på doing nothing. Jeg har fuldstændigt styr på, hvad jeg skal lave. Bunkerne er linet op i den rækkefølge, jeg skal læse dem, og der er en målsætning for, hvor jeg skal være i dag, i morgen og så videre.”

Det er ikke en forkælet rig fars dreng, der taler sådan, men en dreng der vil anerkendes, og som føler sig forpligtet af sin baggrund.

 

Højkonservativ opvækst: Fritz Schur tilbragte sine første leveår i Horsens, hvor familievirksomheden har sit udspring. I en årrække boede familien både der og i velhaverkvarteret i Gentofte, som er det, han opfatter som sit barndomshjem til trods for, at han var 12-13 år, da familien endegyldigt forlod Jylland. Det var et meget konservativt hjem, hvor penge ikke var noget, man talte om. Det var bare noget, man havde rigeligt af. Der var – selvfølgelig – godt med hjælp ansat til at holde det 700 kvadratmeter store hjem kørende. Der var barnepige og privatlærer til ham og søsteren, Karen, og det var først som 12-årig Fritz Schur junior, eller Henrik, som han hedder i familien, kom rigtigt i skole. Det var ikke nogen stor succes. Han beskriver sig selv som en videbegærlig nørd, der tullede rundt med en bog under hver arm og havde underholdning nok i det og sig selv. Hvad skulle man med kammerater, når man havde Rousseau og Sartre? Det ændrede sig, da han startede i realskolen på Ordrup Gymnasium.

”Det var dengang konservatismens højborg – både politisk og opdragelsesmæssigt. Der sagde man ikke engang De til lærerne, man omtalte dem i tredje person; ”Vil lektoren forklare det…” og sådan noget. Virkelig gammeldags. Sådan var det. Men jeg er vokset op i et meget korrekt hjem, så det var ikke noget problem – det var bare som derhjemme,” fortæller han.

Så han trivedes i gymnasiet, og kammeraterne derfra er stadig en del af hans enorme omgangskreds – de var senest samlet til fest på hans slot i september.

Moderen var udadvendt og elskede fest og farver, mens faderen, Fritz Schur senior, var mere tilbagetrukket. Han var specialisten, der ikke interesserede sig synderligt for virksomhedens drift, men til gengæld kunne bruge lang tid på selv at tegne en ny fabrik.

Fritz Schur juniors ambitioner gik i retning af studier i sammenlignende litteratur eller historie, men der var en moralsk forventning om, at han overtog familievirksomheden. Og sådan blev det, for faderen var en mand, han havde respekt for og hvis anerkendelse, det var værd at slide for. Det var som et ridderslag for ham, da faderen efter generationsskiftet overdrog ham et over 200 år gammelt lommeur, der har været i familiens eje i generationer, og som indtil da kun var gået videre ved arv.

”Han var ikke følelsesmæssigt åben, så det var hans måde at sige på, at han accepterede, at det var mig, der kørte showet forretningsmæssigt,” fortæller Fritz Schur, der som regel har uret på, når han er i kjole og hvidt.

Respekten for faderen har holdt sig livet igennem og grænser til ærefrygt. F.eks. bad Fritz Schur junior om faderens tilladelse, da han gerne ville navngive sin båd Henka – et navn faderen havde brugt til sine både, fordi det var en sammenstilling af hans to børns navne, Henrik og Karen, Henka.

Faderen døde sidste år, og selvom han var 92 år, var det et hårdt slag for Fritz Schur.

”Det er et af de tungeste breve, jeg har skrevet, da jeg måtte meddele rundt i familiens virksomheder, at min far var død. Jeg måtte skrive det lidt sådan – kongen er død, kongen leve! For første gang skulle jeg underskrive et brev som Fritz Schur og ikke som Fritz Schur junior. Men jeg bestemte, at sådan skulle det ikke være, for Fritz Schur – det er min far, så jeg underskrev mig Fritz H. Schur, og det gør jeg stadigvæk.”

 

En ordentlig pløjedybde: Faderens hus står her et år senere stadig urørt og bliver gjort rent og vedligeholdt.

Det er klart, at når man har det sådan med sin far, så satser man ikke på at køre noget hjem på charmen. Så skal der knokles for det.

”I den fine ende af Esplanaden taler de om rettidig omhu. Hos os taler vi om pløjedybder. Det har vi gjort helt tilbage til min bedstefars og fars tid. Tingene skal gøres ordentligt, og hvis du ikke pløjer ordentligt, så får du ikke en ordentlig høst ud ad det. Pløjedybden skal være i orden, og vi gør vores ting rigtigt første gang.”

En ordentlig pløjedybde – det dækker Fritz Schurs generelle livsindstilling. Hvad enten det drejer sig om at få DONG-fusionen på skinner eller lægge bordplanen til næste fest. Og det er en del af forklaringen på, at Fritz Schur bliver bedt om at påtage sig tunge opgaver. Hans flid kan man regne med, og man kan stole på manden. Han er ikke en type, man behøver lave skriftlige aftaler med. En anden del af forklaringen er, at han efter alt at dømme har forretningsmæssig tæft. Vi ved ganske vist ikke præcist, hvor dygtig en forretningsmand, han er, fordi hans virksomheder og deres resultater er gemt for offentligheden, men alt det ydre tyder på, han har gjort det særdeles godt. En sidste del af forklaringen er hans sociale talent. Da han blev udnævnt til DONG-formand rasede Svend Auken over, hvad han anså for kammerateri fra regeringens side, men efter et møde med Fritz Schur faldt han helt ned, og i dag siger han:

“Fritz Schur er en kompetent og god bestyrelsesformand for DONG. Det er jeg overbevist om. Han virker som et sympatisk menneske, som er mere åben overfor omverdenen end mange erhvervsfolk”.

Fritz Schur kan noget med mennesker. Og han kender ufatteligt mange. Udtrykket ”de nærmeste 500” er ikke en vits i hans tilfælde. Hans forbindelse til Venstres top er velkendt. Han er formand for liberal erhvervsklub, der samler penge ind til partiet og er medlem af hovedbestyrelsen. Men det er mere en konsekvens end en årsag, for hans Venstre-venskaber rækker helt tilbage i ungdommen. Helge Sander har han kendt så længe og så godt, at videnskabsministeren er en af de få, der kalder ham Henrik. De lærte hinanden at kende, da Helge Sander blev gift med Inge Lis, der var sygeplejerskekollega med Fritz Schurs søster, Karen. Anders Fogh Rasmussen har han kendt næsten lige så længe. Det var dengang Schur flyttede hjemmefra – langt væk hjemmefra – til et lejet skovridderhus i venstrekommunen Bramsnæs. Sædvanen tro lærte Fritz Schur hurtigt interessante folk i kommunen at kende, bl.a. viceborgmesteren. Hans datter hed Anne Mette og blev gift med Anders Fogh Rasmussen. Dengang syntes Fritz Schur med sin højkonservative baggrund godt nok, at ham formanden for Venstres Ungdom var noget rød med sine ekstreme holdninger til OD og ØD, men venner blev de over årene, og venner er de stadig.

De mest prominente i omgangskredsen er de kongelige. Hans ses privat med toppen af den kransekage og spiller bl.a. bridge med Prins Henrik. Han var som en af de meget få erhvervsfolk inviteret med til den allerfineste del af kronprinsebrylluppet, nemlig middagen på Fredensborg, ligesom han var en naturlig gæst ved barnedåben i januar.

 

Bal på slottet: Selv har han også fået en lidt småkongelig titel. Han er nemlig generalkonsul for Finland, og gør sit for at fremme det nordiske broderland. Bl.a. påpeger han selv, at Anders Fogh Rasmussen i sin berømte tale på Venstres landsmøde – den første uden manuskript – nævnte Finland rigtig mange gange.

Men toner så i øvrigt sin egen politiske indflydelse ned og bruger den ”skrupskøre danske arvelovgivning” som eksempel. Han har længe forsøgt at påvirke sine brede politiske kontakter, der også tæller socialdemokrater og ikke mindst Mogens Lykketoft, til at lave den om – foreløbigt uden held.

Fritz Schur opponerer, når man bruger begrebet netværk, fordi det antyder en vis beregning. Han elsker simpelthen bare at være sammen med mennesker.

”Jeg er meget åben. Ikke over for den store offentlighed, der er jeg ganske privat, men overfor mennesker jeg møder. Jeg hører til dem, der glæder mig, når jeg skal ud om aftenen og synes, det er spændende, hvem jeg nu møder,” siger han.

Han elsker mennesker og har et utal af interesser, og det kombinerer han så i mere eller mindre formelle klubber. Der er en gruppe, han danser lancier med; der er to grupper han spiller bridge med; der er fodboldklubben med Anders Fogh Rasmussen og Helge Sander, der ser landskampe i Parken; der er dem i Simon Freud-selskabet af 1921, han diskuterer psykologi med; en anden gruppe han diskuterer litteratur med, og så er han med i et hav af vinklubber og –paneler, bl.a. dagbladet Børsens. Det er for at være sammen med mennesker – ikke for at smage de bedste vine, for ”Der er ikke nogen vinoplevelser, jeg ikke vil kunne få i mine egne kældre,” som han siger.

Han er med egne ord ”frygtelig selskabelig anlagt” og holder et væld af middage og mindst en gang om måneden et større selskab, hvor der spilles op til dans på slottet, der snildt kan rumme 110 middagsgæster. Det kan f.eks. være et Wienerbal, for ”hvorfor skal det være forbeholdt de, der bor i Wien at danse vals”.

Han er efter sigende en fabelagtig og omsorgsfuld vært. Alt er timet og tilrettelagt nærmest efter en drejebog; indbydelserne er skriftlige og inkluderer en liste over de øvrige gæster; bordplanen er nøje afstemt efter, hvem gæsterne har haft til bords de sidste fire-fem gange; det er undersøgt, hvem der ryger hvad, og både Fritz Schur og hans faste stab gør sig store anstrengelser for, at gæsterne skal have det rart – også dem, der ikke er vant til så fine selskaber.

”Jeg havde et ægtepar med til et selskab, og da min daværende husbestyrerinde kom med salatskålen stod rædslen malet i ansigtet på hustruen; man kunne næsten se hende overveje, om den der salat nu skulle på den store eller den lille tallerken. Min husbestyrerinde hviskede så til hende: ”Undskyld – jeg har været sjusket, da jeg dækkede bordet, jeg har fået sat fruens salattallerken langt væk!” Og så flyttede hun den lidt. Det er noget, jeg taler meget med personalet om. Hvordan vi skal hjælpe den gæst, som pludselig bliver nervøs. Det er vores opgave at give gæsten en god aften,” siger Fritz Schur, der nok kunne tage et DM i værtskab, hvis den slags fandtes. Kronen på det værk var hans 50 års fødselsdag – den eneste fødselsdagsfest, han har holdt. Det foregik på D’Angleterre med Radioens Symfoniorkester til at spille under middagen, og Ib Glindemanns Big Band, der skiftevis med Schurs svenske yndlingsorkester Kickis spillede op til dans bagefter. Et brag af en fest, der skulle have kostet vel over millionen.

 

Selskabelighed og statslige selskaber: Nu er det ikke fordi, det altid skal være så fornemt. Faktisk fortæller Fritz Schur, at det i omgangskredsen er blevet in med ”køkkenmiddage”, hvor man spiser gammeldaws frikadeller eller stuvet hvidkål. Og der er også god plads til drengestreger især i Young Presidents Organisation, YPO, hvor en hårde kerne har dannet sangkoret Forum, der underholder med at synge Beatles-sange højt og meget uskønt. Det gik f.eks. ud over Lars Nørby Johansens 50 års fødselsdag. Værre endnu gik det for Ib Kunøe, der er meget glad for Ferrari. Ved hans fødselsdagsfest kunne han og gæsterne via en tilsyneladende live-tv-sending se en Skoda blive støbt fast i beton som en skamstøtte midt i fødselarens indkørsel.

Fritz Schur er sjov at kende, fordi han holder eventyrlige selskaber. Og han er nyttig at kende, fordi han kender så uendelig mange, og han er ikke bleg for at bruge sine kontakter og få ting til at ske. De gamle konservative dyder ligger dybt i ham: Man skal være til nytte, og man skal hjælpe dem, der har hjælp behov, hvad enten det er finsk erhvervsmand, der mangler en god forretningskontakt i Danmark, eller det er spejderbevægelsen, som han yder rundhåndede bidrag til, eller det er en gammel nabo i Bramsnæs, som ikke har nogen, der kan stå for kontakt med den kommunale hjemmehjælp. De mennesker, han kender, kan han ikke lade være at påtage et ansvar for.

At han også vælger at bruge meget, nok det meste, af sin tid på statslige bestyrelsesposter kan måske undre. Men Fritz Schur har hverken kone eller børn, som automatisk giver livet betydning. Han beviste på et meget tidligt tidspunkt, at han var i stand til at leve op til sit ansvar og ikke blot at holde familieformuen ved lige, men få den til at yngle kraftigt. Og hvad gør man så, når man er opdraget til, at man skal yde, før det er rimeligt at nyde? Til at det er ok at have et slot med tjenestefolk og de dyreste Mercedeser, hvis ellers man viser sig værdig til sine privilegier? Man siger ja, tak, når man bliver bedt om at ”gøre noget for samfundet”.

Der er ingen tvivl om, at Fritz Schur nyder den position, det giver ham at være med i magtens indercirkel, men sandsynligvis giver det ham først og fremmest en følelse af at leve op til sit ansvar.

Selv siger han:

”Jeg trives så sindssygt godt i det der grænseland, hvor staten slutter, og det private begynder. Mit første møde mandag morgen er med de politiske ordførere bag forliget omkring DONG. Alene der er jeg ude i en flerhed, hvor alle har hver deres berettigede opfattelse af DONG. Dertil kommer det store embedsmandskorps fra flere ministerier – der er mange, der spiller ind på kryds og på tværs.”

Og det er nok i virkeligheden deri Fritz Schurs kernekompetence ligger; at få mennesker med vidt forskellige baggrunde, meninger og dagsordner til at fungere godt sammen, hvad enten det gælder selskabeligheder eller statslige selskaber.

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *