oktober 2017
M T O T F L S
« maj    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Fri mig fra føleri på arbejdspladsen

Fri mig fra føleri på jobbet

Nogle udgivelser lander på ens bord med en timing som en kold øl i august. Først kom Svend Brinkmanns bog om at stå fast og tage nejhatten på og nu følger Charlotte Mandrups ”Vær professionel på jobbet”. Det er lige til at blive i godt humør af. Hun mener, vi skal lade følelserne blive hjemme og holde op med at forvente, at arbejdet skal være livets mening. Ind imellem er arbejde træls, og nogle gange er et arbejde kun et arbejde, hvor selve meningen er, at man forsørger sig selv og bidrager til fællesskabet. Og det er vel heller ikke så lidt endda.

Personligt har jeg i årevis været træt af den følelsesmæssige omklamring, der er blevet almindelig på arbejdspladserne. Det er længe siden, det var nok at have et nært professionelt forhold til hinanden. Og det er da ellers nogen af de bedste forhold i livet, synes jeg.

Jeg er virkelig helst fri for at forholde mig til kollegers venners hundes sygdomme. Eller høre om den middag, de lavede i går, og hvad lillemanden nu har sagt. Jeg er ikke engang særlig interesseret i at høre om deres seneste elskovs-affærer. Alt sammen emner, der interesserer mig voldsomt, når det gælder mine egne venner og familie. Men jeg har – som sikkert mange andre – til en vis grad lagt øre til og nikket forstående, forhåbentlig på de rette tidspunkter, fordi sådan er reglerne. Nu er tiden så ved at skifte. Det satser jeg i hvert fald på, at Charlotte Mandrups bog er et varsel om. Hun er trods alt kvinden, der skubbede voldsomt til mindfulness-bølgen og sendte den som en tsunami ind i chefgangene i de danske virksomheder. Nu er hun den angrende synder. Efter i 20 år at have trænet danske ledere i at være coachende og anerkendende, ser hun, at det er løbet af sporet.

”Jeg vil gerne bidrage til at gøre op med den omsorgstyngede retorik, der tvinger mennesker tilbage til infantil sårbarhed og hjælpeløshed,” skriver hun og mener at en del af stressepidemien kan tilskrives alle disse følelser, der roterer rundt i arbejdslivet.

Det er sjovt nok ikke så ofte brandmænd og Falck-reddere, der bukker under for stress. Man skulle ellers mene, at deres arbejde konstant bringer dem op i det røde felt. Næh, der er undervisere, akademikere, psykologer og andre computerkrammere. Det tætteste vi kommer på liv-eller-død-situationer i vores arbejde, er, hvis vi kommer for sent til frokostbuffeten.

Det startede ellers som en god ide. Passionerede medarbejdere var guld værd for virksomhederne. ”Jeg vil have deres sjæl og deres hjerte. Deres krop, hjerne og fysiske tilstedeværelse har jeg kontrakt på, men jeg skal have hjertet og sjælen – det er der, det kan rykke noget.” Sådan sagde Erik Sørensen til mig i 2004. Og han fik for alvor rykket noget som CEO for både Chr. Hansen og Alk-Abelló.

Hvem kunne vide, at al den passion ville føre til, at stress blev en folkesygdom.

Vi bliver ikke syge af, at arbejde for meget. De 35-45 timer om ugen er trods alt ikke mere end 15 procent af et liv, fortæller Mandrup. Vi bliver syge, fordi vi i hidtil uset grad ”gifter” os med vores arbejde. Vi lægger uendeligt mange følelser i det, og forventer loyalitet, anerkendelse, ja praktisk taget kærlighed retur . Ud over – selvfølgelig – en velvoksen løncheck.

Man skal nok ikke regne med, at det bliver bedre, når curling-børnene begynder at indtage arbejdsmarkedet. Så skal der for alvor roses og nurses og pusles om og passes på. Noget må gøres for at dæmme op for det.

Måske skulle vidensarbejderne gøre som håndværkerne, som gifter sig med deres fag, ikke med deres arbejdsplads. Det gør det noget nemmere – følelsesmæssigt – at skifte arbejdsplads.

Meget af stressen bunder nemlig i frygt, mener Mandrup. Frygt for ikke at slå til fagligt og følelsesmæssigt. Frygt for at ledelsen ikke kan lide en. Eller kollegerne. Ultimativt frygten for at blive fyret. Mange er så forandringsparate, at de vil gøre alt, for ikke at blive fyret. Det bliver hverken deres arbejde eller deres liv ikke nødvendigvis bedre af. Og mange vælger den taktik at sovse chefen og kollegerne så meget ind i privatsfæren, at det vil føles illoyalt at fyre dem. Men – surprise! – fyret bliver de alligevel.

Og det er da ubehageligt. På den anden side er det ingen skam, for det er der så mange, der bliver. De fleste bliver også hyret igen. Ubehageligheder hører med til arbejdslivet. Jeg har samlet et lille tip op fra mit livs første yogatime, som er allround anvendeligt til den slags: Mærk det. (Og når du har gjort det) Acceptér det. (Og når du har gjort det) Gå videre.

Eller som min far altid sagde: Schwamm darüber.

Eller som min kloge veninde siger: Det er, som det er.

Med disse tre gode råd til at tackle ubehagelighederne, håber jeg, læserne er klar til at lægge følelserne på hylden, inden de i morgen går på arbejde. Følelserne er langt bedre brugt i privatlivet, og så kan vi måske nå frem – eller tilbage – til den situation, hvor vi fløjtende kan gå ud i det, Lise Nørregaard kaldte: Dette store rekreative område de kalder arbejdsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.