Fornuft og følelse på tærsklen til en ny tid

Kun hvis du kan give svar på, hvad meningen med livet er!

Som journalist får man ind imellem henvendelser fra mennesker, der mener, at man absolut bør interviewe dem, og sådan en fik jeg for en del år siden fra filosof. Det er en titel, der automatisk får mig til at rode i værktøjskassen efter sydende sarkasme. Derfor opstillede jeg den betingelse, at han skulle kunne give mig svaret på livets store spørgsmål. Til min forbløffelse tøvede han ikke et sekund. Det kunne han sagtens, påstod han, og så var jeg ligesom nødt til at lave det interview. Det blev på en måde en livsomvæltende altforandrende oplevelse. Ikke på grund af hans svar på spørgsmålet over dem alle. Det er der ret beset ikke nogen, der kan give. Det skulle da lige være tegneserievikingen Hagbard: NU ved jeg det – NU har jeg svaret på livets store gåde – jeg kan formulere det i én eneste sætning, siger han. Så bliver der zoomet ud og vi ser, han ligger under et bord i selskab med en bunke tomme flasker, men han råber: FSCHHJHURRMGHHH RRYMGG SHHZZKRSJJDZX! Og det er nok det tætteste, vi kommer på et meningsfuldt svar på dét spørgsmål.

Det var altså var noget helt andet, der satte mig i gang med en ny måde at tænke på. Vi talte om topchefer – for det er nu mit gebet – og jeg kom op med et dilemma mellem fornuft og følelse, som filosoffen skulle give en løsning på. Jeg havde da ved Gud forventet, han ville sige, at topchefen skulle følge sin mavefornemmelse, lytte til sit hjerte og hvad vi ellers har fået tudet ørerne fulde med i årevis. Men det gjorde han ikke. I stedet fortalte han, hvordan følelserne er så forførende, at de får os til at tro, at det rigtige er at følge dem. I virkeligheden fører de os oftest et forkert sted hen. Følelser er i høj grad styret af vores egen personlige historie og er ikke den højere sandhed, vi er tilbøjelige til at gøre dem til. Følelser kan være meget vildledende, advarede han.

Banalt? Muligvis, men for mig dengang var det lidt af en mavepuster. Jeg så mig omkring, og hurtigt blev det tydeligt, hvor udbredt den antagelse er, at stærke følelser er lig med stor sandhed. Det er noget, der også kendetegner debatten, hvor følelser i hobetal fiser formålsløst rundt. Formålsløst, fordi følelser fører til udbrud, til demonstrationer, til uendelige ordkrige på de sociale medier, men sjældent til konstruktive handlinger. Man kan roligt sige, at debatten på følelser som oftest bliver til en shitstorm i et glas vand. Hvis man dryssede den med nogle skefulde fornuft, kunne der nok komme flere løsninger på mange af de problemer, der oprører os så meget. Men det vil ikke føles helt så spændende. Der er noget dejlig sanseligt, oprindeligt og ægte i at være i sine følelsers vold. Så de er nok – mod al fornuft – kommet for at blive.

Det er 204 år siden, Jane Austen skrev sin verdensberømte roman, der fortæller om to søstre, hvor den ene lader sig lede af følelsen, den anden af fornuften. Den udkom, netop da oplysningstiden gik på hæld. Fornuften havde domineret i 100 år og nu skulle der nye romantiske boller på suppen.

Jeg håber, at vi her i 2015 er på tærsklen til at en ny oplysningstid, hvor fornuften får overtaget – ikke bare lokalt men globalt. Eller endnu bedre: at vi kommer så langt, at vi mestrer kombinationen, så det ikke er et enten-eller. Romanen hedder faktisk Fornuft OG følelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.