december 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Forkælet halvt ihjel

Det er ikke altid lykken at have rige forældre. Heller ikke når man er en virksomhed. Georg Jensen var i mange år ejet af Carlsberg, der tog kunstindustriens tab med ophøjet ro og sendte flere penge. Det er svært at udvikle en sund forretning i det miljø.
       

Man kan undre sig over, at det kan lade sig gøre ikke at lave penge på et brand som Georg Jensen. Det har det hele: Unikt design, fantastisk håndværk, den gode historie, en bred vifte af produkter og et enormt katalog af designperler, der bare ligger i arkivet og venter på at blive støvet af og tilpasset tidens trend. Alligevel er det mere reglen end undtagelsen, at tallene på virksomhedens bundlinje er brændende røde. Sådan har det været i mange mange år og bare de seneste fire har budt på et minus på syv millioner, på 15, på 42 og i 2007 et minus på 18 millioner kroner.

Og hva’ så? Det kan vi da være fuldstændigt ligeglade med, tænker du måske. Det sjove er, at det er vi ikke. Georg Jensen er en af    den håndfuld virksomheder, danskerne føler noget for. Ligesom B&O, Royal Copenhagen og Danmarks Radio.
Kan man forestille sig Georg Jensen stille og roligt lukke og slukke? Det er som at spørge, om man kan forestille sig kongehuset opløses. Nogle ting skal bare være der, for at et land giver mening. Georg Jensen er dannet dansk design, og har som de andre ikonvirksomheder gennem generationer defineret, hvad dansk smag er, når den er god. Og det er svært i sig selv, men ikke noget imod, hvor svært det åbenbart er at tjene penge på det. Til trods for at den begavede billedhugger og sølvsmed Georg Jensen næsten omgående fik succes med sine art deco smykker, da han åbnede smedjen i 1904 og til trods for, at han meget hurtigt fik en betydelig eksport, så måtte han efter bare 12 år have investorer, som så igen ville have indflydelse på hans virksomhed. Og sådan er det gået lige siden. Ofte har virksomheden haft kunstnerisk, designmæssig og sådan set også kommerciel succes, fordi tingene solgte godt. Det har bare ikke været til at lave et ordentlig overskud alligevel.
Der er kun en årsag: Dårlig ledelse. Okay, faktisk halvanden årsag: Dårlig ledelse OG dårligt ejerskab.

 

Kan man forestille sig Georg Jensen stille og roligt lukke og slukke? Det er som at spørge, om man kan forestille sig kongehuset opløses. Nogle ting skal bare være der, for at et land giver mening.

 

I sidste halvdel af 1900-tallet ejede Carlsberg gennem rigtig mange år Georg Jensen. Sølvsmedjen var en del af et konglomerat, der også rummede Den kongelige Porcelænsfabrik og Holmegaards Glasværker. Kunstindustrivirksomhederne var som en knaphulsblomst i reversen på Carlsbergs ledelse. Der var noget fint, nærmest patriotisk over at eje nationale skatte som Georg Jensen, Royal Copenhagen og Tivoli, og man tjente så godt på øllet, at udbytte ikke var det vigtigste ved at eje virksomhederne med de skønne kunstnerier.
Sådan en holdning kommer der ikke gode forretninger ud af.
Det bliver lidt lige som vittighedstegningen, hvor en ældre nobel direktør skuer ud over sit fabriksimperium og stolt siger til sin søn: ”Jeg har lært at klare mig selv!” Hvorpå sønnen replicerer: ”Ku’ du så ikke lige lære mig det også?”
Sådan er der jo mange af 2900 Happiness’ børn, der har det. Får alt forærende, og får et chok, hvis de en dag skal stå på egne ben. For Georg Jensen var det en brat opvågning, da man i 2000 sagde farvel til Carlsbergs trygge favn, og blev solgt til kapitalfonden Axcel. Nu skulle der tjenes penge, og det kunne kun gå for langsomt.
Om Axcel er de rigtige ejere, har de endnu til gode at bevise, men sikkert er det, at det var noget af en rodebutik, de overtog fra Carlsberg. Ledelseslaget i virksomheden var tykt som de langluvede tæpper på direktionsgangen, og beslutningsgangene træge. Royal Scandinavia, hed konglomeratet, som Georg Jensen var en del af, og det rummede foruden de danske kunstindustrier, også de svenske glasværker Orrefors Kosta Boda og Höganäs Keramik.

 

Konger i eget rige
Ideen havde været at sælge skandinavisk kunsthåndværk under én hat i de samme forretninger og få en masse synergier ud af det. Konceptet blev dog lidt sværere at forklare, da man havde indføjet det italienske glasværk Venini i konglomeratet. Synergi kan altså også være et dække for ledere, der har imperiebygger-trang.
Konglomeratet var ikke nogen succes. Produkterne klædte ikke hinanden, bare fordi de var skandinaviske. Og hvis skulle man have haft noget ud af samsælgningen, ville det have krævet en knivskarp ide, en stram styring og en klog koordinering, der ikke eksisterede, for i hver virksomhed sad der ledere, der var konger i deres eget rige. Og dem orkede ingen at tage kampen op med.
Alle producerede på livet løs, selvom tingene ikke solgte, og varelagre hobede sig op. Da Axcel købte Royal Scandinavia var der lagre for 1,7 mia. kroner. Georg Jensens andel var 350 mio. kr. Det er ikke en god ting. For det er sjældent, uhyre sjældent, at ting bliver mere værd, mens de står på et lager! Georg Jensen har lige siden kæmpet med at få bragt lageret ned i en mere acceptabel størrelsesorden, men hidtil forgæves. Det er gået lidt op, lidt ned og sidste år lykkedes det, fortæller man stolt i regnskabet, at reducere lageret med 75 mio. kroner. Og så er man ”nede” på 423 mio…
For Axcel har det været deres største udfordring, at få Royal Scandinavia på ret kurs. Alt er solgt fra bortset fra sølvsmedien og porcelænet, for det er dem, man regner med at få seriøse penge for, når de er rettet op. Ifølge planerne skulle de være solgt for længst, men hele tiden er det ikke gået, som budgettet sagde, og man kan ikke få rigtigt gode penge for en virksomhed, før man har bevist, at den kan tjene penge og sandsynligvis kan komme til at tjene tonsvis af penge i fremtiden.

 

Jensens diamanter
Sagen er vel, at Axcel ikke havde erfaring for at drive en virksomhed i det underlige felt mellem kunst og industri, men det forhindrede dem ikke i at have helt faste meninger og med stor beslutsomhed sætte en ny bestyrelsesformand ind. Og fyre ham. Sætte en ny ind. Og fyre ham. Sætte en ny ind. Som gik. Og sætte en ny ind. De seneste fire år er Georg Jensen blevet kastet fra den ene favn til den næste. Virksomheden har i det tidsrum haft næsten lige så mange direktører som de foregående 100 år til sammen. Alle har haft deres mening om, hvad der skulle til, for at Georg Jensen fik succes.
Der har været så mange strategier og så mange smarte managementudtryk, at Georg Jensen-ledere burde være nordiske mestre i bullshitbingo. Segmenter, internationalisering, missionstatement og det mest slidte af dem alle: Synergi, som rundt regnet betyder, at man lægger to og to sammen og får det til at give fem. Se dét er et regnestykke, en virksomhedsejer kan li’, så der er ikke noget at sige til, at det er favoritudtryk hos de fleste direktører, når de skal formulere deres plan for virksomheden.
De sidste par år har det store dyr i Georg Jensen-åbenbaringen været diamanter. Jensen skulle ikke være en dansk sølvsmed, nej. George Jensen [djårts ‘djensen] skulle være et international luxury watch and precious jewellery-company. Sådan et, der kunne være et alternativ til Tiffany og Cartier. Da den strategi havde kørt et par år og resulteret i et underskud på 42 millioner kroner, fik direktøren silkesnoren.
Nu er der så kommet en ny direktør. Med en ny plan. Og selvom en mangeårig Georg Jensen-iagttager efterhånden er blevet hærdet mod at overbegejstres, når endnu en direktør kommer med endnu en redningsplan, kan man ikke undgå at mærke og påvirkes af det kollektive lettelsens suk, der er gået gennem Georg Jensen. For Ulrik Garde Dues plan er ikke at splitte. Det er ikke at dele op, ikke at smide ud og rationalisere. Hans plan er at samle virksomheden, rumme alle dens forskelligheder og være stolte af dem. Samle alle dens ansatte, hvad enten de arbejder med at gøre butikken i Hong Kong ren, laver julepynt i Hjørring eller er hot shot designer i New York. Samle alle butikkerne og produkterne. Hans Georg Jensen er The only true Scandinavian luxury lifestyle brand.

©Hanne Sindbæk

Georg Jensen

Mesteren selv, sølvsmeden Georg Jensen

 

Georg Jensen i glimt

1904 GJ åbner værksted i Bredgade 36 og får næsten omgående succes med sine art deco-smykker, hattenåle og bæltespænder. (foto GJ på værksted CD)

1909 Første forretning i udlandet på Kurfürstendam i Berlin.
1912 Flytter til større lokaler i Knippelsbrogade.
Forretning åbnes i Bredgade 21.
1916 Georg Jensen omdannes til aktieselskab med svogeren Thorolf Møller og ingeniør Peder Anders Pedersen som hovedaktionærer. De overtager ledelsen af selskabet.
1918 Nybygget smedje i Ragnagade tages i brug.
Udnævnes til kgl. svensk hofleverandør.
1920 Åbner forretning i Paris.
1921 Åbner forretning i London.
1924 Udnævnes til kgl. dansk hofleverandør.
Åbner forretning åbnet i New York.
Virksomheden deles i to. Thorolf Møller får detailforretningen i Østergade, P. A. Pedersen får sølvsmedjen.
1925 Åbner forretning i Barcelona.
1930 Sigvard Bernadotte knyttes til smedjen. (foto Bernadottebestik eller –kande GJ-arkiv på nettet)
1932 Åbner forretning på Østergade 40.
1935 Georg Jensen dør 69 år.
Åbner forretning i Bruxelles.
Åbner tre etagers forretning i New York på 5th Avenue.
1937 P. A. Pedersens søn, Anders Hostrup Pedersen overtager direktørjobbet.
1939 Bernadottes bestik, Bernadotte, sættes i produktion.
1940 Besættelsen lukker for forsyningerne af guld, sølv og ædelsten
Den største salgssucces nogensinde, Kongemærket, sættes i produktion. Der sælges knap 1,2 mio. eksemplarer.
1941 Det første stålbestik produceres på grund af sølvmangel.
1946 Koppels første arbejde for Georg Jensen, armbånd med organisk formede, unikke led.
1952 Koppels kande, ”den gravide and”.
1954 Nanna Ditzel knyttes til Georg Jensen
1962 Georg Jensens søn, Søren Georg Jensen, bliver kunstnerisk direktør.
1967 Vivianna Torun Bülow-Hübe knyttes til Georg Jensen. Hendes bøjleur sættes i produktion.
1969 Eksport til Japan indledes.
Toruns ”Möbius” broche.
1969 Georg Jensen overtager hofjuveler A. Michelsen, der bl.a. har skabt Daisy’en.
1970 Anders Hostrup-Pedersen går af Bent Le Fèvre overtager.
Den første årsske.
1973 Den kongelig Porcelænsfabrik køber Georg Jensen.
1984 Den første juleuro
1985 Georg Jensen, Den kongelige Porcelænsfabrik og Holmegaards Glasværker fusionerer under navnet Royal Copenhagen.
1988 Georg Jensens aktiviteter flyttes til Porcelænsfabrikkernes bygninger på Frederiksberg. Ragnagade lukkes.
1991 Hans Hansen Sølvsmedje opkøbes
1999 Michael Ring bliver direktør for Georg Jensen
2001 Japan er nu Georg Jensens største enkeltmarked med 25 butikker
2001 Axcel køber Royal Scandinavia
2002 Royal Copenhagen spaltes i tre selskaber: Georg Jensen, Holmegaard og Royal Copenhagen (Porcelænet).
Marie Berntsens termokanden ”Quack”
2003 Michael Ring fyres, Hans Kristian Højsgaard, der har siddet i bestyrelsen overtager.
Forretningen på Strøget renoveres
2004 Diamanternes indtog i Georg Jensen. Bl.a. en diamantbesat version af et Nanna Ditzel- halssmykke til 2,2 mio. kr.
2007 Højsgaard fyres og erstattes af Ulrik Garde Due, der vil have Georg Jensen tilbage til rødderne.
2008: Daisy’en relanceres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.