Finansgenierne fra Gentofte

Pludseligt dukkede de op ud af det blå og stod igen og igen der i nyhederne på tv og forklarede konsekvenserne af udsving på valutamarkederne. Noget som analytikere fra de gamle mastodonter som Nordea og Danske Bank ellers har haft monopol på. Scenen var sat i et dealerrum mindst lige så topmoderne og overbevisende som de gamle bankers, og forklaringerne lød kompetente. Men som seer måtte man spørge sig selv – når der nu ikke var nogen klogere i nærheden: Hvad f… er Saxo Bank?
Det korte svar er, at det er en dansk ejet global investeringsbank, som sælger valuta og kapitalmarkedsprodukter som futures og optioner via internettet. Og selvfølgelig har de været på banen i en årrække, for man bygger altså hverken Rom eller en investeringsbank på én dag. Men det er ikke meget galt, for det er gået rigtig stærkt for Lars Seier Christensen og Kim Fournais, der er entreprenør-tornadoerne bag Saxo Bank.
”2002 var et rigtig godt år, og da vi i bestyrelsen skulle kigge på budgettet for 2003, blev vi temmelig overraskede over, at også det indeholdt ret så betydelige vækstmål. Men selskabet har ikke blot levet op til målene, resultatet er endnu bedre end budgetteret,” fortæller advokat John Korsø Jensen, der har siddet i Saxo Banks’ bestyrelse de seneste fire år. Hans forbindelse til banken startede i øvrigt, da selskabet fik brug for en advokat med ekspertise i bagmandspolitisager. Den historie kommer vi tilbage til.

Indtægterne steg fra 2001 til 2002 med 134 pct. til 158 mio. kr., og resultatet blev 23,9 mio. kr. De foreløbige tal for 2003 viser indtægter for 280 mio. kr. og et overskud på 60 mio. kr. Omsætningen, som hovedsageligt stammer fra valutahandel er astronomisk. På en normal dag omsættes der fra domicilet i Gentofte omkring 10 mia. kr. – eller det samme som på en virkelig hektisk dag på fondsbørsen. Og når det kommer til valutahandel, er Saxo Bank ikke bare en af Danmarks absolut største, den er også blandt de bedste i verden. I november røg de ind på det anerkendte valutanyhedsbrev FX-Weeks årlige top 10 liste. Det var de adspurgte investorer, der mente, at Saxo Bank hørte hjemme i det fine selskab, der blandt andet også tæller Royal Bank of Scotland, amerikanske State Street og J.P. Morgan.

En hård start: Men før de er nået dertil, er de gået så grueligt meget igennem. Saxo Bank startede som sidegadevekselerer, før ordet fik en odiøs klang. I de tidlige 1990’ere dækkede betegnelsen blot over børsmæglere, der ikke var direkte medlemmer af Fondsbørsen. Lars Seier Christensen og Kim Fournais havde spottet en ubesat niche i valutahandelsbranchen, og nøgleordet var service.
”Dengang skulle kunderne nærmest komme med hatten i hånden hos bankerne for at få lov til at åbne en konto og handle valuta. Vi ville tilbyde private investorer bedre service, bedre priser og mulighed for at handle 24 timer i døgnet. Det kan være livsfarligt at lukke klokken fire, hvis man sidder i markeder som de her. Men dengang var det kun Jyske Bank, der havde døgnåbent, og man fik virkeligt lov til at betale for det, hvis man benyttede sig af deres natdesk,” fortæller Kim Fournais.
Sammen med Lars Seier Christensen stiftede han selskabet Midas. På det værst tænkelige tidspunkt, viste det sig. I løbet af weekenden op til åbningen mandag den 15. september 1992 tabte danske investorer 30 mia. kroner efter en devaluering af pundet, liren og en række andre valutaer.
”Så er det ikke sjovt at ringe op og sige, at man er et nystartet selskab indenfor valuta, og kunne I måske tænke jer at investere?,” siger Kim Fournais.
Presset på ham var stort. Lars Seier Christensen sad fortsat i sit job i London hos den amerikanske børsmægler Gerald Metals og servicerede danske finansvirksomheder, der iblandt Midas, så det var op til Kim Fournais at skaffe kunderne. Og tiden var knap. Tre en halv måned havde han til at generere positivt cashflow, for derefter var det slut med den halve million kroner, hans kompagnon havde puttet i selskabet. Men det lykkedes. Efter to måneder begyndte pengene at komme ind og i løbet af de næste tre år voksede forretningen støt til 20 ansatte. Når Kim Fournais skulle have ferie kom Lars Seier Christensen over fra London og passede butikken, og i 1995 var den blevet så spændende, at han besluttede sig for at blive.

Igennem mediemaskinen: Nogle gange blev det lige lovlig spændende, og onsdag den 30. oktober 1996 var en ren gyser. Den aften sendte DR Jens Olaf Jersilds ”Rapporten” om sidegadevekselerer, og da udsendelsen var slut, var seerne ikke i tvivl om, at Midas og de to gutter bag, var nogle værre fupmagere. Igennem programmet blev de blandet godt og grundigt sammen med Bernstein & Co., der dagen efter flygtede til Schweiz og senere måtte lukke.
”Vores argumenter og vores dokumentationer havde Jersild ingen interesse for. Historien var lavet, inden han lavede interviewet med mig. Det var en chokerende oplevelse,” fortæller Kim Fournais.
Sagens fakta var eller slem nok. Midas havde i marts tabt 38 procent på et investeringsprogram, og det havde blandt andet givet deres nye kunde, Blå Avis-millionæren Karsten Ree et tab på 800.000 kroner, og det var ham, der var sandhedsvidnet mod Midas i tv-udsendelsen.
”Det, der var sandt, var, at vi havde tabt 38 procent, og det var vi mildest talt ikke stolte over. Så hvis nogen sagde, vi var udygtige måtte vi leve med det. Men angrebet på vores integritet og ærlighed, det følte jeg mig meget forurettet over. Det er ødelæggende i en branche som vores, der bygger på tillid. Og det gav konkurrenterne nogle urimelige våben mod os. Vi har adskillige eksempler på folk, der har villet flytte deres depoter over til os, og så siger deres bankrådgiver: Vil du virkeligt flytte dine penge over til de gangstere? Det forsinkede den fremadrettede del af vores forretning, men de kunder, vi allerede havde, dem beholdt vi,” fortæller Lars Seier Christensen.
Det kom så meget desto mere bag på de to at blive udstillet som gråzoneryttere, eftersom deres selskab et halvt år forinden blev det første, der fik Finanstilsynets blå stempel i form af tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, og dermed var underlagt offentligt tilsyn.
Så var de mere forberedte, da Bagmandspolitiet som en udløber af tv-udsendelsen henvendte sig. De sikrede sig advokatbistand fra Bonde-Nielsen-forsvareren John Korsø Jensen, der om nogen har indgående kendskab til Bagmandspolitiets arbejde.
”Sagen var åbenlyst grundløs, og det blev da også kun til et enkelt møde mellem os og to folk fra Bagmandspoltiet. De havde nogle spørgsmål, de fik svar, og siden hørte vi aldrig fra dem igen,” fortæller John Korsø Jensen.

Sin egen lykkes smed: Det kunne se ud som om partnerskabet mellem de to Saxo Bank-ejere blev skabt den dag, det store matchmakerprogram holdt en fridag, for de to er nøjagtigt så ens som ild og vand. Kim Fournais er lille, tæt og ilter, Lars Seier Christensen er stor, rund og rolig.
Hvor Kim Fournais blev matematisk student, arbejdede i et handelsfirma, læste på DTU og gik ind i telemarketing, blev Lars Seier Christensen klassisk-sproglig student, luksuspunker med mohikanerfrisure, oprørsk københavner-KU’er, og drog straks efter studentereksamen til Spanien, hvor han sammen med en kammerat købte og drev en restaurant på Costa del Sol i fire år.
Der er altså ikke lige noget i de tos baggrund, der ser ret ens ud. Én livsomvæltende oplevelse har de dog til fælles: Deres fædre dør fra dem, da de er hhv. 14 og 15 år, og det sætter sit præg.
”Jeg tror, det har betydet meget for vores livsopfattelse og politiske holdninger. Altså når sådan noget, der er så forfærdeligt, sker, finder man ud af, at det kan godt være, det er synd for en, men der kommer altså ikke nogen og ændrer på tingene for en – man må selv prøve at komme videre i teksten. Vi har begge oplevet at vores sikkerhedsnet blev revet væk meget tidligt, og så kan det være man bliver mindre bange for at risikere noget for at opfylde sine drømme,” siger Kim Fournais.
Kim Fournais og Lars Seier Christensen er begge superliberalister og dybt optaget af den amerikanske forfatter Ayn Rands politiske filosofi, objektivismen, som forfægter fornuft, egoisme og individets rettigheder. Saxo Bank har købt et oplag på 10.000 af Ayn Rands hovedværk, Atlas shrugged, og de to ejere har skrevet forord til den og har brugt den som julegave til forretningsforbindelser i 2003.
”Den bog er det ultimative statement for et frit liv, man selv tager ansvar for. Vi tror på, at man er sin egen lykkes smed,” siger Lars Seier Christensen.

Lige for lige: De to partneres forhold bygger på gensidig respekt og ubegrænset tillid til hinanden, og når det har holdt både i gode dage og i onde dage, så godt skyldes det vel først og fremmest, at de gør det, alle parterapeuter altid anbefaler: Tal sammen! De sidder overfor hinanden og sludrer sammen hele dagen. Om aftenen, i weekenden og i ferier taler de i mobiltelefon, e-mailer og sms’er. De ved alt, hvad den anden foretager sig og kan efter godt 11 år sammen stort set læse hinandens tanker. Ansvarsområderne i virksomheden er ikke delt op. Principielt kører de begge virksomheden uafhængigt af hinanden, men instinktivt ved de, at der er nogle ting, den anden tager sig af. Marketing er hovedsageligt noget Lars Seier Christensen tager sig af, mens Kim Fournais naturligt tager sig af it-delen.
Og så ser det ud som om, de hylder princippet: lige for lige, når venskab skal holdes:
De ejer lige meget af firmaet – 42,5 pct., har begge titel af adm. direktør, har nøjagtigt samme beslutningskompetencer, får lige meget i løn, har begge deres koner ansat i firmaet og helt ned til størrelsen og indretningen af deres kontorer er de fuldstændigt ligestillede.
”Man kan sige, at vi lever i et førsteklasses kommunistisk forhold, fordi vi er meget ligestillede. Vores økonomiske skæbner er tæt forbundne, så det, der er godt for Kim, er pr definition også godt for mig,” siger Lars Seier Christensen.

Partnerskab giver vækst: At være sin egen lykkes smed, er ikke noget driverliv. Kunderne skal serviceres til hver en tid for enhver pris.
”Jeg har aldrig før oplevet nogen, der er så tilgængelig til hver en tid for os, som Lars Seier Christensen er. Og jeg tænker, at hvis fyren i toppen af virksomheden er villig til at putte så meget energi i samarbejdet, forholder det sig nok også sådan hele vejen ned gennem hans virksomhed,” siger Conor Ringland, chef for E*Trade Pro i London.
Og E*Trade har grund til begejstring. Efter de har lanceret en skræddersyet version af Saxo Banks online-handelssystem, SaxoTraderen, som magasinet Euromoney i efteråret kårede som bedste it-handelsplatform for privatkunder, har E*Trade fordoblet sine indtægter i Storbritannien, og systemet skal nu lanceres i E*Trade i Danmark, Sverige, Tyskland og Hong Kong.
Samarbejdet er et såkaldt white label partnership, og det er Saxo Banks helt store vækstområde. I stedet for at åbne lokale (og omkostningstunge) kontorer rundt om i verden, indgår Saxo Bank partnerskaber med lokale veletablerede banker og børsmæglere. Partnerne får gratis en skræddersyet version af SaxoTraderen, som de kan sætte deres eget logo, Saxo Bank får handelsflowet, og er på den måde blevet en grossist i valuta. Det har gjort banken til Deutche Banks største b-2-b-valutakunde. Foreløbigt er der indgået 33 af den slags partnerskaber i blandt andet Australien, Kuwait, Qatar, Italien, Spanien og Portugal, og i 2003 kom mere end halvdelen af Saxo Banks indtjening fra ”grossistvirksomheden”.
”Detailvirksomheden” servicerer fortsat private investorer, og den del af butikken handler ud over den helt store vare, valutaen, også med aktier, futures, CFD’er og fra i år også med obligationer, ikke danske, men internationale. For selvom banken har det oldgamle dansk navn Saxo, og bor i Gentofte er ord som global og international ikke til pynt og pral. Kunderne kommer fra mere end 100 forskellige lande, og for at kunne passe dem ordentligt, har Saxo Bank ansatte af mere end 30 forskellige nationaliteter, og det giver et dynamisk og kosmopolitisk arbejdsmiljø.
”Under VM i fodbold tænkte vi, at vi da godt kunne vise fodbold et par timer om dagen på de store skærme inde i dealerrummet, hvis det gjorde folk glade. Vores problem var bare, at vi kunne ikke nøjes med at vise de danske kampe. Vi havde ansatte fra halvdelen af alle nationer, der deltog i VM, så der blev vist rigtig meget fodbold i de dage,” fortæller Lars Seier Christensen.
Man skulle mene, det måtte være fristende efter 11 års hårdt arbejde med at opbygge en vel efterhånden ret så værdifuld virksomhed, at sælge og læne sig tilbage og nyde tilværelsen. Men det ligger ikke til de to ejere.
”I modsætning til mange, kan vi faktisk godt lide at arbejde – for os er det en meget meningsfuld aktivitet og en vigtig del af tilværelsen, så vi render ikke rundt med et til-salg-skilt på maven. Jeg kan sagtens se mig selv blive pensioneret herfra,” siger Lars Seier Christensen.
Og Kim Fournais er helt enig.
”Uanset hvor mange penge, man så havde, ville det være en kedelig ting, hvis man ikke kunne lave det mere, som tænder én, og som man tænker på som det sidste, når man går i seng om aftenen og det første, når man vågner om morgenen,” siger han.



Saxo Banks milepæle
1992: Selskabet stiftes under navnet Midas.
1996: Får Finanstilsynets tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, skifter navn til Midas Fondsmæglerselskab.
1997: Introducerer sit første program til online-valutahandel for kunderne.
2001: Får godkendelse til at drive bankvirksomhed, skifter navn til Saxo Bank.
2001: Får de første white label partnere, der benytter sig af Saxo Banks online handelssystem, SaxoTraderen.

Fælles netværk
I Saxo Bank-regi er det særligt vice-CEO Eric Michelsen, og CFO Robin Patel, Lars Seier Christensen og Kim Fournais støtter sig til. Fra bestyrelsen er det formanden, BG Banks tidligere adm. direktør, Henrik Thufason, John Korsø Jensen, der har været selskabets advokat siden 1998 og advokat Peter Lerbrandt, der ud over at sidde i bestyrelsen er selskabets største aktionær efter de to stiftere.

Lars Seier Christensen
41 år, gift med engelsk/nigerianske Yvonne, der er ved at tage en HD i markedsføring og arbejder i Saxo Bank med markedsføring. Sammen har de fem døtre. Zara på 19 år, Eloise på 10 år, Natascha på 8 år, Lauren på 6 år og Angelica på 2 år.

1987: Petley & Co, futures broker i London
1988: LIT Europe i London, chef for den skandinaviske desk
1990: Gerald Metals, chef for den skandinaviske desk
1992: Stifter Midas sammen med Kim Fournais
1995: Direktør i Midas
2001: adm. direktør i Saxo Bank

Netværk
Frank Homann, der er en af grundlæggerne af IT-firmaet Zen-Sys, som han diskuterer tilværelsen store spørgsmål med. De er begge meget frihedsorienterede. Torben Rene fra reklamebureauet Bang & Bang er en god personlig ven og sparringspartner gennem mange år omkring markedsføring. Det er blandt andet ham, der fandt på navnet, Saxo Bank, og det er også ham, han ser FCK-kampe med.
Der er adskillige overlap mellem banken og privatlivet, f.eks. er Saxo Bank’s chef for online sales, Kurt Carlsson, både kollega og en særdeles nær ven.
Den helt private vennekreds er ganske snæver og tæller fem-seks gutter, han har kendt tilbage fra gymnasietiden, blandt andet forfatteren Benn Q. Holm (der har beskrevet Lars Seier Christensens tid som restaurantejer på Costa del Sol i romanen Flugtens tid) og maleren Kristian Hornsleth (der har stået for hele den kunstneriske udsmykning af Saxo Banks domicil).

Kim Fournais
37 år, gift med Trine, der arbejder på deltid som direktionssekretær i Saxo Bank, og i øvrigt arbejder med keramik. Sammen har de Emil på 7 år, og tvillingerne Sara og Rosa på 3 år.

1986: MSC Gruppen, teknisk analytiker
1989: Børsinformation, accountmanager
1990: MSC Gruppen, money manager
1991: Lannung Bank, money manager
1992: Stifter Midas sammen med Lars Seier Christensen
1992: Direktør i Midas
2001: adm. direktør i Saxo Bank

Netværk
Har et tæt forhold til sin tre år yngre bror, Jens Fournais, der har skabt, ejer og driver it-virksomheden Bluecom. Den tidligere professionelle cykelrytter, Per Bausager, der idag driver online-cykelforretningen Bikebuster og Torben Kaaber, der er tidligere dealer i Saxo Bank, idag er elektricitetshandler for Elektra, er nære venner og træningskammerater, når der skal cykles.

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *