Lundbecks koncernchef er kendt som lidt af en hård negl, men han har en blød side. Hun hedder Randi og er hans store kærlighed. Randi og Böste, som er deres svenske fiskerhusidyl – så kan Erik Sprunk-Jansen ikke få det bedre.
Helt nede på sydspidsen af Sverige i den lillebitte gamle by, Böste, ligger et yndigt fiskerhus, nænsomt restaureret efter alle den svenske indretningskunsts regler med linoliemaling i svenske almuefarver, originale folkloristiske tapeter, bilæggerovn og brændekomfur. Her blandt akelejer, høstanemoner, stokroser, frugttræer og pileflethegn til at holde ulvehunden, Mr. Lundbeck III, inde og med direkte adgang til en dejlig sydvendt strand har Erik Sprunk-Jansen det godt. Den blomstrende fiskerhusidyl er hans yndlingssted på kloden. Nok er det kun en times kørsel fra Lundbeck, men det er en verden til forskel.
Som erhvervsleder er han kendt som lidt af en hård negl, og det ville da også være for meget at sige, at Böste-idyllen gør ham til en blød mand – alt for meget. Men han har en blød side, og det er Randi. Hans 21 år yngre smukke norske kone. Så når man møder ham i selskab med hende i deres svenske oase, så er det muligt at få Erik Sprunk-Jansen til at fortælle om, hvordan han var et ”skrækslagent lille skvat” som barn og om, at selv om rigtige mænd af hans generation ikke græder, så kan de godt med et udtryk, Randi siger er Jens Gaardbos, godt få runde øjne. Og det har han tilsyneladende let ved – det sker i hvert fald et par gange i løbet af vores samtale.
Huset fandt de på en familie-køretur, og de bestemte sig øjeblikkeligt. Der skulle ikke pruttes om prisen, de skulle bare have det.
”Sådan er det – vi har aldrig tænkt os om med det, vi gør, privat,” siger Erik Sprunk-Jansen.
Sådan var det også, da de fandt hinanden. Som alle forelskede elsker de at fortælle historien om, hvordan de mødtes. Det pudsige er, at entusiasmen er lige så stærk som hos nyforelskede, selvom det snart er 16 år siden, de mødtes.
”Jeg plejer at sige, at jeg har kendt Randi fra hun var fire år – uden hun vidste det. I 1961 købte jeg norske Sigurd Hoels ”Mødet ved milepælen” i paperback, og den er slidt fuldstændigt i laser, så meget har jeg læst den. Den kvindelige hovedperson i bogen hedder Kari, hun ligner Munchs maleri, Madonna – og det er nøjagtigt hende, du ser, sidder dér. Pludseligt stod denne fiktive flamme lyslevende i receptionen hos Lundbeck i Norge. Da var jeg leveret,” fortæller Erik Sprunk-Jansen, der har opkaldt deres første datter efter bogens hovedperson, Kari.
”Det var på min første rejse for Lundbeck, hvor jeg besøgte datterselskabet i Oslo. De tre ledende medarbejdere holdt hver et foredrag, og jeg skrev flittigt ned, hvad de sagde, indtil det blev Randis tur. Ved hende skrev jeg ikke noget… Jeg har papirerne endnu!”
Og sådan kan ingenting være meget væsentligt! Var det love at first sight?
”Ikke fra hendes side. Det tog halvandet år, men så klappede fælden.”
Havde du ingen reservationer med hensyn til aldersforskellen?
”Nej, det måtte være hendes problem. Mine børn var voksne, og hun havde heldigvis ikke havde nogen. Havde nogle af haft små børn, så tror jeg nok, at vi havde reageret anderledes.”
Hvordan adskiller livet herovre i Böste sig fra det derhjemme?
”Det er meget anderledes. Man bliver ligesom plantet om. Man slipper for ens dårlige samvittighed med alt det, man burde gøre derhjemme. De 20 flyttekasser f.eks., der stadigt står uudpakkede. Livet er mere enkelt herovre. Man har ikke mere med, end man kan overkomme at lave, og man kigger ud over havet og ser skibene sejle forbi. Her har vi ikke fjernsyn, men jeg ser i øvrigt jeg ser meget lidt fjernsyn. Jeg får mine informationer fra aviserne.”
Hvordan følger du så med – du er da nødt til at følge med, når du har så unge børn?
”Hvad skal jeg følge med i?”
Hvem Eminem er, f.eks.
”Ja, det taler mine døtre om. Vi har en advokat i Holland, som også er advokat for Rolling Stones og Madonna, og han sendte for nogle år siden et par billetter til kongelogen i et eller andet sportssted, hvor Rolling Stones skulle optræde. Jeg vidste ikke, hvem det var, så jeg smed dem bare væk… Randi var ved at kværke mig, da jeg fortalte det.”
Hvad betyder huset her for dig?
”Det er et meget uprætentiøst sted, og så er der ingen, der ved hvem vi er. Havde vi haft hus i Hornbæk, ville folk komme og sige, nå nu er den gal med aktiekursen i Lundbeck osv. Herovre er vi bare en dansk familie.”
Da du var barn, hvad ville du så være når du bliver stor?
”Elektroingeniør – det kendte jeg fra Berlingske Tidendes leksikon fra 1930’erne, hvor alle artikler om elektroteknik var skrevet af en docent der hed von Holstein-Ratlau. Og jeg læste om elektromotorer og dynamoer – det synes jeg var så spændende.”
Da du var teenager, hvad troede du så du ville blive?
”Det blev mere og mere matematik, og også kemi. Hver anden dag ville jeg være matematiker, hver anden dag ville jeg være kemiker. Jeg havde en onkel, der var kemiker, direktør og forsker, og det var ham, der gjorde jeg valgte at blive kemiker.”
Hvad har du haft af øge- og kælenavne?
”Min far var fransklærer, og min mor var vokset op på fransk. De var blevet forlovet i Eiffeltårnet, så mit hjem var meget franskpræget – derfor var mit første kælenavn Bébé [baby]. I skolen hed jeg i mange år Jumbo på grund af mine – manglende – gymnastiske evner.”
Hvordan vil du beskrive din barndom?
”Meget beskyttet. Jeg var enebarn og formentligt resultat af, at min mor havde fuppet min far. Han ville ikke have børn. Han sagde, at han som lærer havde børn nok. Jeg var meget forkælet i en familie, hvor det var helt oplagt, at hvis jeg i øvrigt kunne lære alfabetet, så skulle jeg studere.”
Var du udadvendt som barn?
”Nej, nej, det var jeg ikke. Jeg var et skrækslagent lille skvat. Jeg kan huske – jeg var møntsamler, og sammen med et par kammerater havde jeg været hjemme hos min klasselærer for at se hans møntsamling. Bagefter sagde min mor, at jeg skulle huske at sige tak. Det ødelagde hele min påskeferie – tanken om, at jeg skulle gå op og henvende mig til klasselæreren… Og nogle gange lod jeg være med at sige, at jeg havde fødselsdag, fordi jeg ikke turde gå rundt og dele bolcher ud, som min mor havde givet mig med… Nej jeg var et skrækslagent lille skvat.”
Hvornår vendte det?
”Da jeg i 4. mellem, altså 9. klasse, fik en matematiklærer-vikar, som var ude af stand til at holde orden. Så begyndte jeg at læse selv og opdagede, at jeg havde særdeles store evner for matematik. Det gav mig en ny form for selvsikkerhed. Og så blev jeg en ren satan i gymnasiet. Drillede f.eks. engelsklæreren med at binde en snor til katederet og sidde og hive i det, til han ude af sig selv skreg: ”Og så sidder han dernede med sit diabolske grin og trækker i trådene”. Så blev jeg bortvist fra timen.”
Blev du også mere udadvendt?
”Ja, men ikke så meget at det gjorde noget. Min udadvendthed, hvis jeg har en, det er noget tillært.”
Hvad betyder penge for dig?
”Ingenting. Ja, det er bedre at have dem, end ikke at have dem. Men pengene er ikke drivkraften. Jeg plejer at sige som min gamle farmor: ”Det vigtigste i verden er at have sin helse.” Og hun havde ret. Vi har lige været til det værste, vi har prøvet i vores liv nogensinde – en begravelse af en lille kiste. Det var en fra børnehaven, hvor den ene af et tvillingepar ikke vågner en morgen, og der sidder så mor, far og den overlevende tvilling. Det var barsk.”
Græd du så?
”Nej, det ligger ikke til mig.”
Du er da lige ved at knibe en tåre, når du fortæller om det?
”Det er nok rigtigt, men det er vel sådan en kulturel ting, at mænd i Danmark af min tid, de græder ikke. Derfor kan man godt gøre et indeni.”
Hvad har der været af omkostninger ved den måde, du har levet livet på?
”Altså, jeg er nok mere sammen med mine nuværende små børn, end jeg var med de to, der nu er i 30’erne, for da de var små, skulle jeg gøre karriere. Det er det, man oplever, når man stifter familie anden gang – man tænker mere over det, og er mere med til alting, forældremøder og den slags. For 30 år siden var det ligesom lidt mere morens ting.”
Har du børn og børnebørn på samme alder?
”Ja, min datters ældste er på alder med vores mellemste.”
Var du ikke i tvivl om, du skulle have flere børn?
”Det ville have været ekstremt egoistisk af mig – Randi havde jo ingen børn.”
Men du havde ikke behovet?
”Det var et andet behov jeg havde… Men når man slår sig sammen med et andet menneske, vil man gerne have at det forhold skal føre til noget – at det skal holde. Det er vel en naturlig konsekvens af, at man forelsker sig – man vil føre slægten videre.”
Tænker du ikke på alderen – I kan jo fejre 75 års fødselsdag og konfirmation på samme tid?
”Næ, hvorfor skulle jeg tænke på det? En i Randis familie sidder som 40-årig med hjernesvulst og to små børn. Uanset om man er 29, som jeg var, da jeg fik min første datter, eller 60, som da jeg fik min sidste søn, så ved man ikke, hvad der skal ske.”
Hvornår har du sidst været bange?
”Da Carl-August blev født på fødeklinikken på Gentofte Hospital. Det var rædselsfuldt. Der var intet, der fungerede. Jeg rendte rundt med en svensknøgle og skruede på varmeapparatet – det var november og hundekoldt. Så skulle jeg ud et øjeblik, og da jeg kommer ind igen, ser jeg min søns hoved stritte ud af Randi, som er på vej op af badekaret, hvor hun skulle føde, men hun måtte ikke blive der og vaklede over i sengen med ham halvt ude. Lige efter fødslen blev hun mere og mere underlig og kold, og da de endelig målte hendes blodtryk var det 70 over ti, og det er altså lige før lukketid – da var jeg bange.”
Hvad er din dårligste egenskab?
”Måske en vis utålmodighed med andre folk…”
Hvad sætter du mest pris på hos dig selv?
”Jeg går ikke så meget op i mig selv… Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige…en god egenskab…Randi synes, jeg er en god elsker… hvad faen skal jeg sige.”
Forstår du kvinder?
”Jeg synes, kvinder er utroligt dejlige mennesker i alle livets forhold – undtagen kvindelige erhvervsledere. Der har jeg mødt nogle ualmindeligt hårdkogte af slagsen – meget værre end mænd. Det er nok fordi, det er svært for en kvinde at komme frem, så det er de værste menneskelige egenskaber, nogle kvinder dyrker for at klare sig i mandsverdenen.”
Hvad tror du på?
”Jeg er matematiker og kemiker. Jeg tror ikke på noget som helst. Hvis jeg endelig skal være lidt højtidelig – så tror jeg, man skal leve, så man kan se sig selv i et spejl. Man skal opføre sig ordentligt hvad det så end indebærer.”
Hvordan har du det så med tvivl?
”Det kender jeg ikke – jeg har aldrig tvivlet på noget. Jeg så på Randi i 1987 og tænkte, hende vil jeg have. Jeg lagde en plan, og så fik jeg hende. Når jeg siger, jeg ikke tvivler på noget som helst, er det ikke fordi, jeg er så helvedes selvsikker – jeg går bare ikke op i det.”
Man kan godt blive en lille smule i tvivl, om det med Sprunk-Jansens manglende tro. For ved siden af Rado-uret, som han har fået i 10 års bryllupsgave af Randi, sidder en tynd grøn snor, og der har den siddet non-stop i halvandet år. Det er ikke fordi, han har været på Roskilde-festival – intet kunne ligge ham fjernere.
”Den er velsignet af en ualmindelig veldrejet sort voodoo-præstinde, der var med ved indvielsen af Lundbecks kontor i Rio de Janeiro. En af de unge kronprinser havde den med hjem til mig. Når den bliver sat på med tre knuder, skal man ønske tre ting, og efterhånden som ønskerne går i opfyldelse, falder knuderne af.”
Skal man have Sprunk-Jansen til at tro, så nytter det altså ikke at stille med en teologisk embedseksamen – fordelagtige feminine fortrin er langt mere effektive.
©Hanne Sindbæk
13 personlige
Hvad er din yndlingsfilm?
Jeg ser stort set ikke fjernsyn – det må blive Matador.
Din yndlingsbog?
Mødet ved Milepælen af Sigurd Hoel og Lykkeper af Pontoppidan.
Din yndlingsmusik?
Rakhmaninov.
Hvilken dyd er den vigtigste?
At turde ikke at være politisk korrekt.
Hvilken menneskelig egenskab sætter du størst pris på?
Evnen til ikke at tage sig selv så højtideligt – at kunne le ad sig selv
Hvis du ikke var dig selv, hvem ville du så gerne være?
Hmmm…Randis første mand.
Hvem er din helte/heltinder?
De, der fra min egen tid har betydet mest for menneskeheden, det er Churchill, Thatcher og mest af alt Reagan.
Hvilken historisk person afskyr du mest?
Det må være den der har ødelagt mest for menneskeheden – Stalin…
Hvilken historisk person ville du helst have mødt?
Jeg ville gerne have mødt Napoleon – det havde været spændende.
Hvilken materiel genstand er du gladest for?
Det er mit hus her i Böste.
Hvad er din livret?
Stegt flæsk med persillesovs.
Hvad kan gøre dig rasende?
Dyre- og børnemishandling.
Hvilken begivenhed ser du mest frem til i det kommende år?
New York City Ballets besøg i Tivoli, som Lundbeck er med til at sponsorere.
Blå bog
Erik Sprunk–Jansen er 66 år, bor i Hellerup, gift i 1990 med 21 år yngre norske Randi, der er uddannet biokemiker med egen konsulentvirksomhed. Sammen har de Kari-Nina på 12 år, Emma-Line på 10 år og Carl-August på 5 år. Fra sit tidligere ægteskab har Erik Sprunk-Jansen Ida, der er 37 og pædagog samt Rolf på 34 år, der er cand. merc. Seks børnebørn er det blevet til. Med til familien hører også ulvehunden Mr. Lundbeck III (det er den anden ulvehund med det navn – Mr. Lundbeck I var nemlig den rigtige Lundbeck – grundlæggeren af medicinalvirksomheden.)
1960: Uddannet civilingeniør (kemi) med udmærkelse
1960-73: Kemiker i Haldor Topsøe
1962: Chef for Haldor Topsøes Siliciumfabrik
1972: Chef for den samlede siliciumaktivitet
1973-87: Adm. direktør i Greenex A/S
1987: Koncernchef i H. Lundbeck A/S.
