Er Mærsk på tålt ophold i København?

IMG_0247Ligesom man troede, at nu kunne politikerne på Københavns Rådhus ikke blive mere rabiate, så slår de til igen. Og igen.

Som om det ikke var nok med fodhvilere til cyklister – 5 styks = 187.000 kroner. Jow, I læste rigtigt derude i provinsen. I hovedstaden synes vores omsorgsfulde byråd, at det er alt for anstrengende for cyklisterne at sætte foden helt ned på asfalten. Derfor er der ved store vejkryds opsat stålrørskonstruktioner, som har plads til at mindst to cyklister kan støtte sig, mens alle de andre kigger misundeligt og udmattede på. Den tog byrødderne så lige en tand videre med indkøbet af for 40 millioner kroner elektrificerede bycykler med indbygget GPS. De har været mere til pynt end til gavn. Ligesom den lysende bænk, der kostede en million kroner. Da besindede man sig dog og nøjedes med en enkelt.

Kommunen elsker den slags tosserier. Hvis der er en flok, der gerne vil bruge en søndag på at løbe som bissende bøfler langs alle hovedfærdselsårer, jamen så lukker man da bare byen af. Det er klart. Samtidig stresser man byens bilistborgere, som om de var narkohandlende køllesvingende rockerbander. Det er vi ikke. Vi vil bare så gerne have et sted at parkere bilen, mens vi slæber de tunge sække med vores skattekroner ind i Rådhushallen. Næh nej, det kan vi ikke få. Vi kan få lov at betale 510 kroner i parkeringsbøde, kan vi.

Mens vi så gør det, så sidder borgmestrene på deres flotte kontorer med borgmesterbilen gratis parkeret ventende på, de skulle få lyst til at bevæge sig lidt ud i virkeligheden. Det har de ikke. De vil hellere sidde og finde ud af, hvordan de kan højne borgernes – noget blakkede må man forstå – moral.

Med en fryd, de genkender fra nytteløse projekter som netop lysende bænke, fodhvilere og bycykler, har politikerne igen bevilget penge til hipsternes afdansningsbal Numero Uno: Distortion. Gøgl og gejl for 1,4 millioner af kommunens kroner til – som arrangørerne selv kalder det – a week of orchestrated chaos. I rest my case! I år havde der dog sneget sig en slange ind i det festlige paradis, for Distortion havde allieret sig med – ARRRRRRGGGHHHHHJAMENALTSÅ (lyden, der runger gennem det for 121.752 skattekroner designermøbelindrettede kontor hos den ræverøde revolutionære teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, da han hører nyheden) – Uber. Af alle har hipsterne valgt den frie app-baserede taxaservice som sponsor for danseballaden. Den går ikke. Morten Kabells skrig fik vækket den ansvarlige borgmester i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Carl Christian Ebbesen. Han er fra Dansk Folkeparti, og så kan det nok være, at de skarnsunger fik læst og påskrevet, indtil de højt og helligt lovede aldrig at gøre det mere: ”Der kommer ingen støtte fra kommunen næste år, hvis den kontroversielle kørselstjeneste Uber står som medsponsor af festivalen og spytter penge i den,” sagde han strengt. Festivallederen kiggede brødebetynget ned på sine tilpas slidte canvas sneakers og sagde: ”Vi vil gøre, hvad vi kan for, at I og andre kan have tillid til at Distortion er en professionel og ansvarlig organisation, der lever og ånder for kærligheden til København.”

Men de havde slet ikke opbrugte kvartalskvoten for moralske kvababbelser på borgernes vegne på Københavns Rådhus. Så langt fra. Pludseligt kom de i tanke om, at det der Mærsk – det er da noget med olie, ikke? Og olie, det kan vi ikke lide, for det er sort. Sort er ondt. Nemmerlig sagde de røde til hinanden. Vi er de grønne. Altså ikke alternativt neongrønne. Bare sådan grønrøde. Eller rødgrønne. Nogenlunde sådan må det være foregået, da politikerne opdagede nogle Mærsk-aktier, der lå og flød på et af borgmesterkontorerne.

Nu var jeg temmelig overrasket over at høre, at kommunen ligefrem ejer aktier. Jeg synes, de fjoller nok med mine penge i forvejen. Så jeg var da næsten glædeligt overrasket over, at det var Mærsk, de havde investeret i og ikke et hulahopfirma på Papirøen (det har de sikkert også). Kort var glæden, for Frank Jensen gav den igen som moralsk overdommer på borgernes vegne: De aktier skal ud. NU! Mærsks oliepenge havde været fine nok, da de røde på Christiansborg skulle have finansieret togfonden. Men de var i hvert fald ikke fine nok til at finansiere hipsterfestivaller og bycykler.

Mærsk-koncernens arbejdspladser i byen, indkomstskatterne fra dem, selskabsskatterne og donationerne lever kommunen nådigst videre med. Det er der sikkert en forklaring på, der ikke har noget med penge at gøre. Overhovedet. De 3,4 milliarder kroner der blev betalt sidste år i selskabsskat (og det var et dårligt år) er man da ikke interesseret i at få del i. Og de 750 millioner kroner Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla lige har doneret til socialt udsatte, skal man nok hjælpe med at bruge, men hun skal ikke regne med, at det på nogen måde er en formildende omstændighed. De forhærdede socialistgemytter vil se det som aflad og bevis for Esplanadens olieglinsende sorte samvittighed.

Eller også er forklaringen en helt anden… Måske er de i virkeligheden møgsnedige og drevne daytradere i kommunen! De har læst skriften på aktieanalytikernes facebookvægge: Mærsk-aktierne har tabt 33 procent i værdi på et år. Lad os slippe af med dem og score lidt politisk grøn goodwill ved samme lejlighed. Det er sådan de grummeste kapitalister tænker. Det er lige før man får respekt for kommunen igen. Jeg sagde: Lige før.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.