september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Er Danske Banks chefrotation god selskabsledelse?

Jeg tror, Eivind Kolding er en pæn mand. Og en dygtig mand. Bare lige for at slå det fast. Men er jeg virkelig den eneste, der sidder med hævede øjenbryn efter den stoleleg, der roterede ham ind fra formandsposten i Danske Bank til jobbet som øverste direktør?

I mandags takkede Peter Straarup af efter 14 år i spidsen for banken. Ti gode år fulgt af fire virkeligt turbulente år, der har givet ret mange ridser i det ellers så polerede image.

Han købte to irske banker i 2005. Dengang syntes man, det var vældig dynamisk. Faktisk havde der længe været kritik af Danske Banks alt for forsigtige ekspansionsstrategi. Så det var da på tide, de kom med på opkøbsvognen. Irland havde den mest boomende økonomi i Europa og blev kaldt den keltiske tiger. ”Med købet af to irske banker stiger Danske Bank på en vækstraket, der de seneste år er steget med tocifrede procenter,” skrev Børsen begejstret.

Men den irske økonomi kollapsede totalt efter finanskrisen, og nu var bankerne pludseligt en kæmpe byrde, der kostede Danske Banks aktionærer milliarder. Samtidig krakkede Lehman Brothers, som banken havde en halv milliard til gode hos, og det viste sig, at Stein Bagger havde haft held til at snyde banken for flere hundrede millioner kroner. Alt i alt betød det, at Danske Bank stod allerforrest i køen, da staten delte Bankpakke 1 ud. Der er dem, der mener, at bankpakken faktisk var skabt til Danske Bank, som ligefrem ville være gået konkurs uden.

Det skal jeg ikke kloge i. Men det er vel åbenlyst, at Danske Bank i en årrække har været ekstremt presset. Og det er oftest i ekstremt pressede situationer, at man gør mindre pæne ting. Igen – jeg siger ikke, at man har gjort mindre pæne ting i Danske Bank. Men hvis man skulle have gjort det, kommer det da i hvert fald aldrig frem i lyset, når man roterer den ansvarlige formand hen i direktørstolen. Han har jo været medvidende om alt.

Eivind Kolding har siddet i bestyrelsen siden 2001, været næstformand siden 2003 og formand siden marts sidste år, så han bærer sin del af ansvaret for dispositionerne i banken. Derfor er det sandsynligvis sådan, at hvad der måtte være fejet ind under de ægte tæpper på direktionsgangen – det får nu lov at blive der, for enhver anklage mod den tidligere ledelse vil også være en anklage mod Eivind Kolding selv.

Mine øjenbryn formede allerede to store spørgsmålstegn, dengang Eivind Kolding meddelte, at han kandiderede til direktørjobbet. Det havde han ellers tidligere afvist, men som næstformand Ole Andersen siden forklarede: ”På et tidspunkt har vi en diskussion i bestyrelsen uden Eivinds tilstedeværelse, hvor vi beslutter at tage en snak med ham om at lade sig stille op som kandidat.”

Altså bestyrelsen har diskussioner uden formandens tilstedeværelse! Vi lader billedet stå et øjeblik… Herefter får Ole Andersen Eivind Kolding overtalt til at kandidere, og det er da helt sikkert en 100 % uselvisk handling. Ingen kan vel forestille sig Ole Andersen skele til den prestigefyldte formandsstol, der ville blive ledig, hvis Kolding-som-direktør-missionen lykkedes.

Eller hvad?

Som kandidat måtte Eivind Kolding naturligvis trække sig som formand for nomineringsudvalget, for han kunne trods alt ikke ansætte sig selv. Bestyrelsesformanden smed altså en bestyrelsesformands allervigtigste opgave fra sig, nemlig at sørge for at virksomheden får den helt rigtige direktør! Den dag Eivind Kolding som formand for alvor skulle træde i karakter, trådte han i stedet ud af rummet.

Nu har Eivind Kolding så overtaget Peter Straarups stol, mens Ole Andersen er roteret fra næstformandsop i formandsstolen. Man mangler lige at rotere Peter Straarup ind i bestyrelsen, så vil den indspiste ring være sluttet.

Så er det, man savner at høre fra nogle corporate governance fortalere. I det mindste burde der vel lyde et lille diskret hm hm… Man skulle tro, at sagen var betydningsfuld nok til, at formanden for Komitéen til god Selskabsledelse kom på banen. Men det er måske for meget forlangt, at hun skulle forholde sig kritisk til Danske Bank. Hun har trods alt siddet i bankens bestyrelse i 15 år.

 

©Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.