En solid succes

I en depressiv tidsånd, hvor man ikke drømmer så meget om de hurtige penge, som om de solide pålidelige indtægter er Søren Langvad og hans entreprenørvirksomhed Pihl en positiv historie. Han har gennem mere end 30 år styret sit firma i bløde positive kurver, der ikke afspejler den turbulente byggebranches op- og nedture. Ikke lige ved hjælp af de mest moderne ledelsesbegreber, for det interesserer ham ikke, og som sønnen Kjartan Langvad siger: ”Why fix it, when it works!”

Tilbagegang, stagnation, usikkerhed, besparelser, øget pres, kriseledelse, fyringer – vi kunne blive ved. Og det gør vi. For erhvervslivet i almindelighed og medierne i særdeleshed, inklusive dette magasin, flyder for tiden over af den slags kedelig virkelighed. Så her kommer en positiv, opbyggelig historie om, hvordan man kan trodse enhver tids tendenser og drive en virksomhed i en blød kurve opad opad opad.

”Man” er måske lidt flot sagt, for det er ikke hvem som helst, der kan gøre det, for så gjorde hvem som helst det nok. Nej, vi taler her om Søren Langvad. Ejer, bestyrelsesformand og adm. direktør i den 115 år gamle entreprenør-virksomhed,  E. Pihl & Søn – i daglig tale Pihl.

Man kan ikke aflæse konjunkturerne i firmaets regnskabskurver. Hverken byggeboomet i midtfirserne, tilbageslaget i slutningen af årtiet, lavpunktet i 1993 eller stagnationen og nedturen efter årtusindskiftet. Hos Pihl er det gået støt og roligt fremad. Kun et eneste år har resultatet været nede og kysse nulpunktet, og selv det er nærmest en regnskabsmæssig finurlighed, for året før gav et pænt overskud og året efter et betydeligt pænere overskud.

”Søren Langvad er jo anden generation i firmaet, og han har udviklet det helt enormt. I branchen ser man hen til Pihl med respekt og en vis portion misundelse. Der er mange, der gerne ville lure ham kunsten af,” siger DA-formand, Jørgen Vorsholt, der indtil i år var formand for Danske Entreprenører og administrerende direktør for det fusionerede MT Højgaard.

Så lad os da kigge lidt på Søren Langvads opskrift på, hvordan man klarer sig og klarer sig godt i en turbulent og ekstremt konjunkturfølsom branche.

 

Evnen: Den korte version af opskriften er ganske enkelt, som et bankslogan lyder for tiden: Gør det, du er god til! Og Pihl er vældigt gode til at bygge.

Det kan godt være, at Søren Langvad og Pihl ikke er kendt af de mange, men det er deres huse, og det vil de være i mange generationer fremover, for efterhånden er det blevet sådan, at man ikke kan lave et prestigebyggeri i Danmark uden deltagelse af Pihl. Arken, Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, stort set alt det nye i lufthavnen, Storebæltsbroen, Øresundstunnelen bare for at nævne nogle. Og som toppen af den kransekage blev virksomheden personligt udvalgt af Mærsk McKinney Møller til at lede byggeriet af det nye operahus. Hr. Møller ville have de bedste, afsøgte markedet og kom frem til at de bedste, det var Pihl.

”Det er selvfølgeligt en stor cadeau, men vi betragter det også som en meget stor forpligtelse, og vi lægger alle vores kræfter i opgaven,” siger Søren Langvad.

Det har ikke altid været sådan, at Pihls navn poppede op, hver gang en arkitekt havde tegnet et unikt storværk. Indtil midten af 1990’erne var det i høj grad konstruktioner som broer, dæmninger og vandkraftværker, der tegnede sig for omsætningen. Men det billede vendte, da firmaet var flyttet ind i eget selvbyggede domicil. Huset blev til i et usædvanligt tæt samarbejde mellem arkitekten Jan Søndergaard (der siden bl.a. har tegnet B&Os hovedsæde) og bygherren Søren Langvad, og det satte helt nye standarder for den form for byggeri. I en tid, hvor det var beton, marmor, stål, glitter og glimmer, det gjaldt, byggede Pihl sit hus i gedigne nordiske materialer og med arkitektonisk lange og  rolige flader. Huset blev nomineret til den internationale Mies van der Rohe-pris, og fik helt usædvanligt ti sider i det prestigøse “Living Architecture”, der indledte artiklen:

“Lige som man troede, at dansk arkitektur havde overgivet sig til den internationale 90′-er trend med metermålsarkitektur, dukker en bygning op, der forfriskende viser at den urgamle tradition for arkitektonisk format, stadig lever i Norden.”

Søren Langvad gik imod strømmen, og det har rigeligt betalt sig siden, for Pihl kom for alvor på arkitekternes verdenskort. Huset blev en showcase, der kastede masser af lignende opgaver af sig. ”Hvor visionært og fremsynet,” kan man tænke, men det er Søren Langvad meget imod at bade sig i bagklogskabens klare lys.

”Det var ikke et forsøg på at få flere af den type opgaver, men det blev en konsekvens. Mange siger: Jeg havde en strategi… men sådan er det slet ikke. Det er meget mere tilfældigt. Jeg foretog en fornuftig disposition og byggede mit eget kontor. Vi boede ikke godt, og jeg fik tilbudt en grund, og det var min kone, der sagde: Du skal tage Jan Søndergaard, for han er en god arkitekt. Og det blev så vellykket, at danske arkitekter nu kender os. Det er sådan det foregår – det er sandheden, alt andet er noget sludder,” siger Søren Langvad.

 

Koncentrationen: Men det er ikke tilfældigt, at Søren Langvad byggede et kvalitetshus til sit firma. Ikke fordi han har brug for prangede omgivelser eller strømmen af beundrende arkitekturstuderende og –interesserede. Men skal man bygge, skal man gøre det ordentligt, hvad enten det er er et kraftværk eller sit eget hus.

”Søren Langvad er et forbillede i branchen – et eksempel på at det kan lade sig gøre at satse på kvalitet hele livet,” siger redaktøren af fagbladet Byggeri, Tove Malzer.

Og hvordan bliver man så god til det? Ved at koncentrere sig om opgaven og ikke tage for mange svinkeærinder ud i periferien. Søren Langvad har f.eks. holdt sig fra enhver form for spekulation.

”Han ville ikke engang købe nabogrunden til sit eget domicil, og det kunne ellers være praktisk at have, hvis man skulle udbygge,” fortæller arkitekten Jan Søndergaard.

”Jeg havde ikke brug for den på det tidspunkt, den var til salg,” siger Søren Langvad.

Pihl spekulerer ikke – hverken i jord, huse eller andet, og de er gået i en stor bue uden om developer-fristelserne, som andre i branchen er faldet så fatalt for.

”Det interesserer os ikke. Vi har haft nok at gøre med at udfylde den mission, det er at bygge. Det, synes vi, er spændende. Desuden kræver det adgang til stor kapital. Vi så i 1980’erne, hvordan mange af dem forsvandt. Axel Juhl-Jørgensen f.eks., som på det tidspunkt ifølge ham selv var en mia. værd – i løbet af få år var han ingenting værd. Disse foretagender havde en meget lille egenkapital og blev hjulpet af finansinstitutter. En af dem, der gik ned, havde to procents egenkapital – resten var lånt! De mennesker, der lånte ham penge, havde sgu rigtigt godt af at tabe nogle dem, for det er da ikke rimeligt,” siger Søren Langvad.

Og det er holdninger, der til tider er faldet på et tørt sted i byggeriet.

”Søren Langvad har løftet fagets anseelse og selvbevidsthed. Det er jo en branche, som det suspekte og småsnavsede har klæbet til, og der har han hele tiden stået som en markant repræsentant for det modsatte. Det at bygge ordentligt, er nærmest et kald for ham,” siger Erik Ross Pedersen, mangeårig direktør i Danske Entreprenører, nuværende formand for TV2s bestyrelse.

For Søren Langvad handler det om, at firmaet skal udfylde sin plads i samfundet.

”Det er ikke nok at tjene penge. Der er kommet mange civiløkonomer ind på direktionsgangene rundt omkring, og de kan ikke blive begejstrede for at bygge en dæmning eller en tunnel. De spørger kun: Tjener vi penge på det? Og hvordan påvirker det aktiekursen på onsdag? Det er deres eneste synspunkt. Udfylder man så sin plads i samfundet? Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis man lader sig degradere til at være en pengemaskine. Selvfølgeligt kan vi ikke leve uden at tjene penge, men vi skal gøre det i kraft af at udfylde vores position i samfundet – som byggere,” siger Søren Langvad.

 

Midlerne: Penge skal der til – men de nemme og hurtige findes ikke i Søren Langvads verdensbillede. Derimod går det godt med at få dem ind i det lange seje træk.

En knap så talorienteret journalist kan hurtigt miste overblikket over, hvor mange gange, Pihl har fordoblet omsætningen, og vil nøjes med at fortælle, at den er vokset fra 223 mio. kr. i 1980 til 2,5 mia. kr. sidste år, og at den bliver markant større i år. Men alt det er Søren Langvad sådan set kold overfor.

”Vi har aldrig stræbt efter øget omsætning – aldrig. Vi påtager os det, vi kan overkomme. Men vi skal udføre det godt, og det tror jeg ikke, vi kunne, hvis vi havde ekspanderet hurtigere, end vi har gjort. Hvis man omsætter sin egenkapital mere end 15 gange om året, så får man det ikke let. Tyve gange, så er man nødt til at låne rimeligt mange penge, med de bindinger og risici det indebærer. Men omsætter man kun 3-4 gange egenkapitalen, så er man doven og har anbragt sine penge åndsvagt. Omkring ti gange om året, det er det ideelle,” siger Søren Langvad.

Og det niveau har Pihl holdt sig på i hvert fald de seneste tyve år.

Det lykkes, bl.a. fordi Søren Langvad følger økonomien tæt. Hver uge får han rapporter fra igangværende projekter.

”Man skal have inputs så hyppigt, at man kan have en realistisk bedømmelse af det, der foregår, så man kan sikre virksomheden. Successiv approksimation, kalder jeg det – man nærmer sig stadigt mere det sandsynlige resultat. Der sker ikke noget uventet. Der kan stadig ske noget, der ikke burde ske, det gør der også her gang på gang, men det bliver mindre jo tættere man følger det op,” siger Søren Langvad.

Han er uhyre omkostningsbevidst, og Pihls administrationsudgifter hører til de laveste i branchen.

”Han har nærmest sat en ære i ikke at have en sekretær. Så er det også svært for andre herude at retfærdiggøre, at de skulle have en. Han leder med eksemplets magt – har lange arbejdsdage, ingen stor bil eller dyre vaner. Han kan sagtens være stor i slaget og give en økonomisk håndsrækning, men hvis man skylder ham 3,75, så husker han det,” siger sønnen Kjartan Langvad, der er civilingeniør, arbejder i firmaet og sidder i Pihls bestyrelse.

 

Viljen: Geografisk risikospredning er en af forklaringerne på, at konjunkturvindene ikke har blæst Pihletræerne omkuld. Virksomheden har siden Søren Langvads far, Kay Langvad, i 1947 købte sig ind i den, arbejdet i udlandet. Dengang var det især i Island, som der er stærke familiemæssige bånd til, men i dag er der snart ikke den plet på kloden, hvor Pihl ikke har arbejdet. Lige for tiden er det så forskellige lokaliteter som Samoa, Gaza, Curacao i det Caribiske hav, Polen og Ækvatorial Guinea i Afrika. I snit har virksomheden halvdelen af omsætningen uden for Danmark.

”Hvis konjunkturerne er dårlige her, har vi det enorme udland. Danmark er jo en knappenålshoved på kortet. Der er 170 andre lande, man kan gebærde sig i. Det har vi gjort. Det er faktisk vores løsning. Vi er ikke bange for at kaste os ud i nye opgaver og tage risici. Nogle projekter giver grimme underskud, nogle giver fine overskud – men tilsammen er grundlaget fornuftigt.”

Entreprenørarbejde i den store verden er i høj grad en fest, man skal invitere sig selv til. Der er ingen, der kommer og byder et forsagt ukendt firma fra et lille land op til dans.

”Man skal hele tiden være til stede på markedet og byde på opgaverne. Og så byder vi mere eller mindre aggressivt afhængig af, om vi har behov for og kræfter til at påtage os mere. Der er ingen, der siger, at vi skal vinde alle licitationer – vi skal være lidt selektive og søge efter det, der passer til det, vi kan, og til den kapacitet vi har ledig. Men man skal være på markedet, så heldet kan opsøge en. Vi havde f.eks. en opgave i Norge, som vi ikke spandt guld på, men vi løste den meget dygtigt, og det førte til, at kolleger kom og spurgte, om vi ikke sammen med dem ville være med på et kæmpejob for Statoil i størrelsesordenen en mia. kr. Så nu er vi i gang med at byggemodne en ø til en LNG-fabrik i Nordnorge,” fortæller Søren Langvad.

 

Manden: Man kommer ikke udenom den sidste helt afgørende ingrediens i Pihls succesopskrift – manden selv. Søren Langvad har i høj grad ejerlederens magiske og nærmest royale karisma, som næppe kan overvurderes, når det gælder om at inspirere medarbejderne.

”Han rager vidt op over chefer hos vores konkurrenter – han er teknisk dygtig, har klæbehjerne og finder altid de svage punkter i et projekt. Vi har en flad organisation, som ikke mindst de unge ingeniører sætter pris på, fordi de så er i direkte kontakt med ledelsen. Men den generelle firmakommunikation er et svagt punkt. Folk vil gerne vide mere om, hvad der foregår,” siger ingeniør Hans Henrik Wissing, der har været i 30 år i firmaet, som ledes efter devisen stor frihed og stort ansvar til den enkelte.

Ledelse som disciplin interesserer ikke Søren Langvad. Han har da engang prøvet at læse nogle managementbøger, men det fængede ikke. Hans ledelsesfilosofi kan nogenlunde koges ned til:

”Du skal inspirere dine medarbejdere til at gøre, som du vil, og som du tror, er rigtigt.”

Og det gør han først og fremmest ved at være sig selv. Erik Ross Pedersen beskriver han således: ”Han fører sig, som om han havde levet et helt liv i udenrigstjenesten.”

Til trods for den diplomatiske fremtoning er Søren Langvad en mand, der siger sin mening, så det er til at forstå. Og han synes, der siges meget vrøvl om etik og corporate governance – man skal jo bare opføre sig ordentligt – hvor svært kan det være? Og fusions- og opkøbsbølgen har han ingen intentioner om at surfe på.

”Hvad skulle det føre til? At vi får halvdelen af et større selskab, for så at tabe det, der for os er meget væsentligt: Friheden til at være herre i eget hus og bestemme selv. Jeg mener, man skal være stor nok til at løfte den opgave, man påtager sig. Men det kan ikke være et mål i sig selv at blive stor. Vi har ikke købt et firma, vi har ikke tilført egenkapital – og nej, vi er ikke til salg,” siger han.

I en alder af 78 år og med en vellykket femdobbelt by-pass bag sig har Søren Langvad tænkt tanker om firmaets liv efter ham. Men kun i moderat grad, for en klog advokat sagde engang til ham, at ”man ikke skal lade den døde hånd råde.”

”Det er er umuligt at sige, hvordan verden ser ud i morgen – derfor må man overlade det til den næste generation og håbe, de bruger deres sunde fornuft og træffer de beslutninger, der er nødvendige på det tidspunkt.”

Familiejerskabet er rustet til fremtiden. Alle børn har aktier og er i mere eller mindre grad aktive i firmaet. Og i holdingselskabet bliver der sparet op til arveafgiften, så det ikke er pengene, der skal drive familien ud af foretagendet.

Familien består af hustruen Gunvor, to sønner, to døtre og tja… firmaet.

”Min mor plejer at sige, at hun er den eneste kvinde i Danmark, der må være jaloux på byggekraner,” fortæller Kjartan Langvad.

Familien og firmaet – det kan ikke skilles ad. Så hvad gør man, når man som firmaets ambassadør er blevet inviteret til at tale i Verdensbanken, og det falder sammen med ens guldbryllup? Når man er Søren Langvad, så gør man en dyd af nødvendigheden og inviterer hele holdet af børn, svigerbørn og børnebørn med på en 14-dages fælles USA-ferie.

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *