En embedskvinde af den rette støbning

Hvis man  skulle lave en konkurrence om, hvem der er den sejeste kvinde i dansk erhvevsliv – og det skal man nok ikke, for feltet vil være så pinligt lille – så ville min stemme ubetinget gå til Agnete Gersing.

Chefen for Konkurrencestyrelsen har ikke blot fortsat sin forgængers jagt på virksomheder, der bryder konkurrenceloven. Hun har smidt statens selskaber lige ned i puljen af virksomheder, styrelsen skal holde i ørerne. Og holdt i ørerne bliver de, så det er en fryd at følge. De facto monopoler som Post Danmark, Dong Energy og Københavns Lufthavne vrider, vender og vånder sig, når Agnete Gersing og kompagni tager fat.

Den seneste sag, der har fundet vej til offentlighedens skarpe lys, har Københavns Lufthavne som hovedaktør. I december afgjorde Konkurrencerådet på -styrelsens anbefaling, at “Københavns Lufthavne har misbrugt sin dominerende stilling ved at stille diskriminerende krav til flyselskaber for at bruge lavprisfingeren CPH Go. Betingelserne betyder, at en række flyselskaber i praksis er henvist til at bruge de dyrere faciliteter i lufthavnen.”

Konkurrencerådet påbød Lufthavnen at ophæve de diskriminerende betingelser inden seks måneder. Det var åbenbart noget, der ville koste dyrt – ikke bare for den 39,2 procent statsejede lufthavn, men også for det statsejede SAS, så jeg gætter på, at både Lufthavnens og  SAS’ bestyrelser har trukket i alle de tråde, de kunne. Og det er ikke så lidt, når man er et statsselskab. I hvert fald tog sagen en overraskende drejning, der var utænkelig for et privatejet selskab. For Trafikstyrelsen kom pludseligt i tanke om, at det nok ville give sikkerhedsproblemer at have flere konkurrerende terminaler. Det havde Trafikstyrelsen ellers hidtil bakket op om.

Trafik- trumfede Konkurrencestyrelsen og Lufthavnen kunne ånde lettet op – monopolet var sikret. Og dog… Hvis Agnete Gersing havde været så pæn en pige og så Yes-minister-agtig en embedskvinde, som de der ansatte hende nok har troet, havde hun bare stukket piben ind. I stedet undrede hun sig højlydt i pressen på sin egen kølige og faktuelle facon: “Det er bemærkelsesværdigt, at Trafikstyrelsen pludselig ændrer sin egen afgørelse og dermed afskærer Konkurrencerådet fra at gribe ind,” sagde hun til Børsen, som mere end antydede, at der havde været indgriben fra politisk side.

Nu rumler den sag videre på minister- og Folketingsniveau, og så ved man aldrig, hvor den lander. Men jeg sætter mine penge på Agnete Gersing, selvom hendes odds i lige denne sag lige nu ikke er høje. For hun har det, der skal til, når det er op ad bakke. Som Eric Rylberg forklarede mig, dengang ISS var en opkøbsmaskine, og han var CEO: “I en forhandling er det ikke ham, der larmer og fremsætter firkantede krav, mens han sætter sig for bordenden, man skal frygte. Nej det er ham den tynde fyr nede i hjørnet, der ikke siger så meget. For når klokken er mange og alfahannerne er trætte, så bider han sig fast i bordkanten. Og sådan en fyr giver sig ikke. Han bliver ved, til han vinder. Persistancy prevails!”

Og sådan en fyr er Agnete Gersing. Hun er hverken larmende eller opmærksomhedssøgende, men arbejdsom, vedholdende og principfast. Og så er hun helt usædvanlig ubange. Hvis hun mener, det er rigtigt, går hun op imod de helt store, selvom det kunne få en negativ indflydelse på hendes egen karriere. En af dem er den danske stats svar på Godfather’s consigliere, Fritz Schur. En mand, der som filmens consigliere er soft-spoken og giver alt et legitimt skær men gerne bruger bissemetoder udenfor spotlightet. Det har jeg selv og mange andre erfaret.*

Fritz Schur har staten altså sat ind på formandsposten i SAS, Post Danmark og DONG Energy. Tre virksomheder, der jævnligt har pådraget sig Konkurrencestyrelsens opmærksomhed. Ikke mindst Post Danmark, der har misbrugt sin dominerende stilling så mange gange, at Agnete Gersing har meldt virksomheden til Bagmandspolitiet. Det gjorde hun, efter Konkurrenceankenævnet i december havde givet hende ret i at Post Danmark havde været på gale veje.

Det fik den ellers så kølige Fritz Schur helt op i det røde felt – et sted han ellers aldrig kommer offentligt. Til Børsen sagde han tydelig oprevet (som avisen skrev):

“Nej, nej, nej, nej, slut prut færdig, tak. Vi er ikke dømt i konkurrenceankenævnet. Det er ikke rigtigt, hvad Ritzau og Børsen har skrevet. Der står i den afgørelse, og jeg har den tilfældigvis her, at ankenævnet sender møget tilbage i hovedet på Konkurrencestyrelsen. Hvis de nu mente, at Konkurrencestyrelsen havde ret, var der jo ingen grund til det.” Og så fortsatte han med en slet skjult trussel: “Jeg må sige, at fru Agnete Gersing er meget hurtig til at kommentere ting. Jeg tror, hun skulle have tøvet lidt.”

Det skal bliver så interessant at følge il consigliere og denne embedskvinde af den rette støbning.

 

 

*Efter jeg havde lavet et i øvrigt nok lidt for nydeligt portræt af Fritz Schur, spredte han lystigt det ondsindede rygte, at jeg skulle have opsøgt hans mindreårige nevøer for at presse oplysninger ud af dem. Meget ubehageligt, men siden fandt jeg ud af, at andre journalister havde oplevet noget lignende fra Schurs side.

 

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *