Ej blåt til lyst – ej heller til nytte

img_007
Lige som man tror, at nu kan det ikke blive ringere med posten, så strammer de op, tager sig sammen, slår bundrekorden og får sat barren så langt ned, som ingen troede den kunne komme.

Det er ikke så meget det, at de fyrer 770 medarbejdere i Danmark. Det er mere begrundelsen:

”Vi er igennem en fortsat proces, hvor mængden af breve falder ret dramatisk. Det fører desværre til, at vi må tage den konsekvens, at der skal være færre medarbejdere ansat, siger firmaets HR-direktør,” Hans Erik Lindkvist.

No shit, Sherlock, fristes man til at replicere. Altså i 2016 – 44 år efter den første @-besked blev sendt over computernetværk – kommer det stadig så meget bag på Postens ledelse, at mængden af breve falder, at de er nødt til at gennemføre endnu en massefyring.

Jamen det er vel meget naturligt at downsize medarbejdergruppen, når antallet af ordrer falder, sidder I måske og tænker. Hvis I gør, så er I i hvert fald ikke ledere i det private erhvervsliv. For sådan nogen ved, at deres fornemste opgave er at sørge for, at virksomheden konstant får nye ordrer, og hvis efterspørgslen på et af produkterne fejler, så udvikler man nye.

Posten har haft SÅ mange privilegier, siden Christian IV juleaften 1624 udsendte sin ”forordning om postbude”, at det er en skandale, det ikke er lykkes at lave en solid overskudsgivende forretning på det grundlag. Hver gang det er gået nedad, er uvæsnets ledelse løbet grædende hjem til staten og har bedt om hjælp. Senest er det lykkes at overtale et bredt politisk flertal til at ophæve Post Danmarks pligt til at dele breve ud fra dag til dag. Nu må et standardbrev være fem dage undervejs, og jeg skal da lige hilse og sige, at det er det så sandelig også!

Post Danmark tilbød så kunderne den glimrende service, at de ved at betale 330 procent ekstra kunne få brevet bragt ud i løbet af en dag. Det er ikke en urimelig pris i dagens marked. Faktisk er 27 kroner billigt for en garanti for, at ens brev kommer frem i løbet af et døgn. Men den garanti er nogenlunde lige så pålidelig som et politisk løfte i en valgkamp.

Quick-brevene er blevet en af de klassiske historier, der verserer på Facebook for tiden:

“Jeg sendte et brev med to koncertbilletter sidste mandag. Det kom frem til modtager i dag. Ærgerligt at koncerten var i torsdags.” Sådan lyder en af de mange klagesange.

En anden klassiker handler om kunder, der venter på en pakke; de ser postbuddet komme og smide en seddel i postkassen, hvor der står, han har forsøgt at aflevere pakken. En af klagerne fik løbet postbuddet op, og han havde slet ikke pakken med, for der var ikke plads på cyklen. Og så er der klassikeren over alle, der handler om, hvor afsindig lang tid, det tager for post at nå frem.

PostNord er bestemt ikke populær, og det ses på Facebook. Faktisk kan det undre, at hele 1785 har liket deres side. At dømme efter mit postbuds stadig mere ludende gang er det næppe medarbejderne, der har trykket tommel op. Kommentarerne på siden viser, at likes’ene heller ikke er et udtryk for kundetilfredshed. Måske skyldes de, at firmaet til trods for at have brugt mange ressourcer på at få os til at forstå, det nu hedder PostNord, så vælger at hedde Post Danmark på Facebook. Det navn kan få sentimentale følelser frem om de gode gamle dage, hvor posten var til at stole på.

Post Nord fungerer bedst der, hvor PostNord blander sig udenom: Der, hvor man selv kan hente sin pakke i pakkebokse. Eller der hvor man kan hente sin postpakke i interimistiske posthuse oprettet hos private handlende. Det kan man gøre i forretningens åbningstid, der som oftest i private selskaber justeres efter kundernes behov. Hos min lokale grønthandler og i min lokale føtex skal jeg ikke trække et nummer, vente en halv time og så få besked på, at hvis ikke jeg har mit sygesikringsbevis med, så kan jeg altså ikke få udleveret min pakke.

Til min forbløffelse er der en del på Facebook, der lider af den vildfarelse, at Posten er privatiseret, og at det er årsagen til alle dårligdommene. Det forholder sig omvendt. Posten blev faktisk ”afprivatiseret”, da kapitalfonden CVC blev købt ud i 2009. PostNord-koncernen er i dag ejet af den danske og svenske stat i fællesskab. Og hvis man tror én stat er klodset som virksomhedsejer, så kan man roligt gange med halvanden, når der er to stater involveret.

Hvis man er meget konspiratorisk anlagt, kunne man få den tanke, at ledelsen kører Posten stille og roligt halvt i sænk, så det vil blive værdisat rigtig lavt for så at blive solgt vildt billigt til… tjaaaa hvad skal vi sige – en kapitalfond måske? Ledelsen får selvfølgelig lejlighed til at købe en anseelig bunke aktieoptioner til den lave pris. Det er kun rimeligt. Efter et salg kan den pludselig finde nye vildt effektive måder at drive forretningen på. For eksempel ved at…. lad mig se… faktisk at bringe folks breve og pakker ud og generelt yde den service, kunderne betaler for.

Nu er jeg ikke tilhænger af konspirationsteorier generelt, men det forekommer så besynderligt, ja nærmest usandsynligt, at en stor gammel virksomhed kan ledes så konsekvent dårligt. At man kan bruge krudtet på overfladiske ting som koncernfarver, logoer, uniformer og tv-reklamer for det, mens udviklingen og vedligeholdelsen af kerneydelserne får lov at sejle sin egen sø. Jeg melder mig i hylekoret på Facebook: Ej blåt til lyst – ej heller til nytte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *