Ork jamen selvfølgelig – tommel op somansir…
Så kom man til at love redaktøren, at man da sagtens kunne skrive en sjov og klog klumme, der med velvalgte skarpe ord fik sat alt det med erhvervs- og kapitalbeskatning godt og grundigt på plads.
Og den eneste tanke, jeg får, der nærmer sig emnet, er sådan en lyserød en, der spørger om, hvorfor det egentlig hedder skat? Altså hvordan skete det lige, at der er ordet gys-gru-rædsel-død: SKAT. Og der er det andet ord, skaaat – fyldt med varme, intimitet og liv. Og de har intet med hinanden at gøre. Intet.
Har fortidens smarte konsulenter konstrueret det så lusket, at de har kaldt SKAT skat for at give borgerne en positiv indstilling til det onde væsen?
Ikke særligt nyttige tanker, når redaktøren forventer, man faktisk bidrager konstruktivt til serien ”Slip formuerne fri!” (Her vil jeg slet ikke nævne, hvilke tanker den titel giver mig, men der er noget Prada og powershopping inde over).
Én ting har SKAT og skat dog tilfælles. Det er – som man siger på facebook –kompliceret. Og skat i alle mulige selskabelige afskygninger er ikke mindre kompliceret. Det ved enhver, der har set sin udkårne danse lidt for tæt med andre til en fest.
Ole Birk Olesens tale på Liberal Alliances landsmøde er et subtilt eksempel. Med patos, store armbevægelser og en attitude som Napoleon før Waterloo startede han:
”Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent. Jojo, andre var også med til det, men lige nu er det mig, der har talerstolen. Og når jeg går i seng om aftenen, så er jeg ikke bare en hvilken som helst 43-årig mand med briller og mere og mere gråt hår, der lægger sig til at sove. Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent, som skal have min velfortjente hvile. Og når jeg drømmer, så drømmer jeg ikke bare helt almindelige drømme om at kunne flyve som en fugl eller om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage mit tøj på. Nej, mine damer og herrer. Jeg drømmer om at blive finansordfører Ole Birk Olesen, som sænker registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 150 procent til 120 procent. Og som så sænker den til 90 procent. Og så 60 procent. Og så 30 procent. Og så … 0 procent!
For så vil jeg endelig være lykkelig. Ikke før!”
Den tragiske vittighed gik hen over hovedet på nogle. En facebookven var hurtigt ude med forargelsesriven: Wauw, det er simpelthen den store politiske vision fra LA: lavere registreringsafgift, så vi kan købe større biler, skrev hun intetanende.
Vi, der er dyyyyyybt inde i samfundsøkonomi og erhvervsbeskatningsfilsofi, ved imidlertid, at når det er komisk, at finansordfører Ole Birk Olesen puster et forholdsvis lille økonomisk resultat stort op, så beror det på det tragiske faktum, at det afspejler, hvor trægt, tungt og kompliceret skattesystemet er i alle det afskygninger. Det er så latterlig svært at få en skat sat ned, at man må fejre de bittesmå sejre.
Og ned skal de, skatterne. Mindre selskabsskat og lavere skat på kapitalgevinster giver flere investeringer i Danmark – det er de fleste økonomer trods alt enige om. Og vi amatørøkonomer siger dem sandelig ikke imod. Det store spørgsmål er, hvorfor man ikke laver det om med det vons, når det er sund fornuft? Svaret er for det første, at sund fornuft aldrig har været den styrende kraft i den politiske debat og for det andet, at det er umuligt at finde nye indtægtskilder til at erstatte det tab!
Peter Loft, der efter 19 år som departementschef må siges at have en vis indsigt i systemet, fortæller, at skattekilderne simpelthen er ved at være udtømt. Det er ikke længere muligt at hitte på nye skatter og afgifter i en størrelsesorden, der batter, når velfærdssamfundet skal have sin glubende appetit stillet.
Derfor betyder enhver sænkelse eller fjernelse af skatter og afgifter af en hvilken som helst art simpelthen – GYS! – nedskæringer, besparelser og den visse død for livet på jorden, som vi kender det.
Nogle kæfter ganske vist op om dynamiske effekter og selvfinansierende skattelettelser, men det er aldrig bevist, at det virker, for det vil kræve, at man tester det. Og den risiko er der alligevel ingen embedsmænd og kun ganske få politikere, der tør løbe.
Så hellere stagnation og den japanske syge.
”Min drøm er, at fremtidens skattepolitik ikke kun tager hensyn til, hvor meget den gør statskassen rigere. Men at den også tager hensyn til, hvor meget den gør samfundet som et hele fattigere,” sluttede finansordfører Ole Birk Olesen sin landsmødetale.
Hans drøm om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage sit tøj på, er nok mere realistisk.
Man fristes til at spørge: Er du skidt, skat? Og svare: Ja, i den grad!
