Der skete noget højst besynderligt ovre i Debatdanmark i denne uge. Der udspillede sig det, man vel nærmest kan kalde en bitchfight om retten til at have holdninger til underklassen. Ja, I læste rigtigt: der står ”underklassen”. Det er altså ikke noget, jeg har selv fundet på. For ordet føles ligeså uartigt at skrive som neger. Det må man heller ikke bruge med mindre, man altså er det. Det var de også engang, de to kvinder i mudderkampen, som nu begge har kæmpet sig ind i middelklassen.
Det virkede som om, at dronningen af underklassen, Lisbeth Zornig, følte tronen vakle, og så fandt hun de beskidte tricks frem. Det var underligt at overvære.
Hvis I ikke rigtigt har fulgt med, kommer der et resume her: Karina Pedersen, der har haft en møgopvækst med verdens dårligste mor i en ghetto i Fredericia ( ja det har de åbenbart også i større købstæder) har skrevet en usentimental bog om, hvordan det var. ”Helt ude i hampen” hedder den. I den anledning bragte Zetland et godt og langt interview med hende under overskriften: ”Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral.” Det statement fik Lisbeth Zornig til at reagere med denne opdatering: ”Karina tigger selv. Normalt beskytter jeg udsatte mennesker som Karina – men når hun puster så giftigt til en debat og risikerer at sætte indsatsen overfor udsatte årtier tilbage, må jeg reagere,” skrev Zornig og fortalte, hvordan hun havde lånt Karina Pedersen penge engang.
Kampen fortsatte og blev stadigt mere bizar. Karina Pedersen havde åbenbart på et tidspunkt ytret, at Martin Ågerup fra tænketanken Cepos havde hjulpet hende betydeligt mere end Zornig – uden det fremgik om det var med pekuniær eller moralsk støtte. Derpå fik den på alle konspirationsteori-tangenterne og Zornig og hendes mand afkrævede på skift Martin Ågerup svar på, hvor mange penge, han havde givet Karina, idet de erklærede, at det ikke længere var Karina, der var målet for deres kamp. Det var Cepos, som brugte Karina i en ”uanstændig ideologisk krig”. Zornig rakte helt ned i nederste skuffe med perfiditeter og udspyede et: ”Har I givet hende penge eller har I bare som de der Herlufsholmdrenge knaldet hende og spyttet hende ud!”
Den pæne Ågerup var stødt og bevægede sig vaklende i en diskussion af den (under)klasse: ”CEPOS har intet haft med denne bogudgivelse at gøre. Vi har ikke støttet den. Vi har ikke set manuskriptet før bogudgivelsen. Vi har ingen indflydelse haft på den overhovedet. Jeg må tage afstand fra den måde, I skriver om Karina på. Som om hun var et manipulerbart objekt uden selvstændig vilje. Det er totalt respektløst.”
Al den larm forhindrede effektivt, at nogen hørte efter, hvad Karina Pedersen faktisk havde at sige. Det var vel også målet for Huset Zornig, som gerne ville bevare status som eneste alvidende på underklasseområdet.
På den måde kom det til at minde om den der Monty Python-sketch, hvor de overgår hinanden i at have haft det hårdest: ”A Cardboard box? You were lucky! We lived for three months in a brown paper bag in a septic tank…”
Ærgerligt er det, hvis ikke Karinas erfaringer og tanker kan bruges til at generere nye ideer om, hvordan vi bedst hjælper socialt udsatte.
Jeg kan tage fejl, men jeg husker, at da Zornig kom ind i medierne og dermed i mit synsfelt, var det også ridende på sin egen historie og med nye ideer genereret ud af den. Hun talte som Karina om, hvordan kontanthjælpen bliver brugt til de voksne, før de bliver brugt til børnene og om, hvor væsentligt det var at aktivere civilsamfundet. ”…for man kan aldrig blive venner med en kommune, man kan blive venner med et menneske,” sagde hun.
Karina har sagt det mere brutalt: ”Min mormor og morfar forsøgte at få min mor på rette spor ved at sige, at hun ikke fik flere penge, men så kunne hun bare lægge røret på og gå ned på kommunen og sige, at hun havde fem børn, og det hele var så hårdt. Så hvis der ikke havde været kontanthjælp, havde min mor været afhængig af min mormor og morfar, og så havde der været andre boller på suppen. Det kan jeg godt love dig for.”
Der er brug for alle gode kræfter og for nye ideer indenfor socialområdet. Hvis man som jeg har haft et handicappet familiemedlem, der holdt adskillige mennesker beskæftiget på rådhuset med at kontrollere dem, der faktisk hjalp hende – så tænker man uvægerligt, at det må kunne gøres bedre. For at finde ud af hvordan, er det en god ide at lytte til dem med erfaringerne.
Som for eksempel Lisbeth Zornig. Hun holdt en spændende og inspirerende tale på Liberal Alliances Årsmøde i 2013. Her lancerede hun interessante tanker for eksempel om at udstede sociale obligationer, som pensionskasser kunne købe for at være med til at investere i løsninger for de allermest udsatte. Hun mente, det ville give en besparelse på de offentlige budgetter, som pensionskasserne så kunne få et afkast af. Hun foreslog, at man skabte fordelagtige vilkår for virksomheder, der tager socialt ansvar, og citerede den mest forhadte LA’er: “Som Joachim B. Olsen siger: det starter og slutter med job!”
Om det var gode ideer i sig selv, ved jeg ikke, men det var et godt afsæt for en diskussion om nye måder at gøre tingene på. Det virker desværre som om, Zornigs ideer siden da er blevet stadig mere konforme. De ender alle med standardløsningen: send flere penge.
Det er der måske ikke noget at sige til, når man har gjort en karriere ud af at være statens underklassekonsulent #1.
Men alle vi andre skulle tage at slå lyttelapperne ud og høre, hvad Karina Pedersen har at sige, for det er usædvanligt, at folk med hendes erfaringer kommer ud på den anden side og er i stand til at sætte så tydelige ord på. Berlingskes anmelder kalde hende rammende en ”hvid, kvindelig udgave af Yahya Hassan.” Måske kan Karina Pedersen give inspiration til nye måder at bedrive socialpolitik på, hvor vi sørger for at pengene havner der, hvor de faktisk gør nytte.
Personligt håber jeg på en ny Karina-effekt, der bliver ligeså markant som den gamle Carina-effekt. Det var den, der fik os til at se vores kontanthjælpssystem i et helt nyt lys, da det viste sig, at det var helt almindeligt, at kontanthjælpsmodtagere havde det samme eller mere i disponibel indkomst end folk i arbejde.
For jeg tror – med fare for at lyde som Uffe Elbæk – at vi skal til at tænke socialpolitik på en helt ny måde.
