Donalds TRiUMPh er folkets styrke

image
I’m huuuuge! stod der på den lille røde pakke med en tegning af Donald Trump. Det var først senere, det gik op for mig, hvad det egentlig var. Jeg var ikke gået ind i Fishs Eddy for at se på politisk memorabilia. Faktisk var jeg temmelig overrasket over at finde den slags i den New England-lækre porcelænsbutik på det sydlige Manhattan. Midt mellem cremehvide middagsstel og vintagefajance åbenbarede sig et lille valgtema-område med krus, tallerkner, kort, glas og andet halløj dekoreret med politiske hoveder. Sørme en overraskende entusiasme at vise for præsidentvalget, tænkte jeg og prøvede at forestille mig noget lignende i Kop & Kande. Det var svært.
Mens jeg rodede nysgerrigt rundt i varerne, for det er nu min tilbøjelighed, gik det langsomt op for mig, at det ikke så meget var en fejring af folkestyret som et skjult statement til glæde for stamkunderne. Det var nemlig kun demokraternes kandidater, der var på de attraktive varer. Republikanerne fandt man andre steder. Hvis man ledte. Hillary Clintons portræt var på de store fine krus, og man kunne købe et sæt med hende og Bill sammen. Bernie Sanders, som mange newyorkere elsker, fyldte det meste. Først når man kiggede godt efter, kunne man få øje på republikanere. På låget af en blikdåse med Barber Que rub så man Ted Cruz. Og Trump? Ja det var ham på den lille røde pakke med ordene I’m huuuuge! Den viste sig at indeholde et kondom. Sådan set sjovt nok. Manden har trods alt flere gange offentligt pralet med at være usædvanligt veludrustet. For eksempel: “My fingers are long and beautiful, as, it has been well documented, are various other parts of my body.” Når jeg ikke rigtigt fnisede, skyldtes det, at det var alt, hvad der var med denne seriøse præsidentkandidat, og det gav mig en fornemmelse af, at hvis man stadig havde lavet spytbakker, havde der været sådan en med Trumps kontrafej.
Jeg købte ikke noget. Jeg fik akut forbrugsforstoppelse af den udemokratiske nedladenhed og indforståede politiske selvfedme, der flommede ud over den ellers så hyggelige porcelænsforretning. Lige der blandt blomstrede syltetøjsglas, salatbestik og lagkagefade gik det op for mig, at jeg alligevel ikke skulle blive den eneste klumme-gøj i dansk presse, der ikke klogede sig på fænomenet Trump.
Nu skal jeg ikke gøre mig selv bedre, end jeg er. Jeg har da heller ikke troet på det. Jeg har rullet med øjnene og spurgt, om nogen virkelig kunne forestille sig at USA’s, ja verdens højeste embede skulle beklædes af denne tegneseriepersonage, der med fugleredehentehår og konstant fornærmet trutmund er så karikeret, at han praktisk taget gør komikerne arbejdsløse? Nej, da har jeg godt nok været enig resten af den avislæsende klasse fra Østerbro til New Hampshire. Men vi er blevet indhentet af virkeligheden, der har grint os lige op i vores belæste men dumme ansigter. Trump er et hit. Ikke på trods af vores nedladenhed, men på grund af den. For hver dumsmart bemærkning, der er faldet om The Donald fra en eller anden Kloge Åge på tv, er der tusindvis af vælgere, der er blevet bekræftet i, at det etablerede system ikke fatter en bønne. Men det gør Trump. Han taler lige præcis om det, der optager dem allermest, nemlig frygten for at deres job bliver nappet af udlændinge, hvad end det er mexicanere i USA eller af kinesere i Kina. Og at hvis de er så heldige at beholde jobbet, så frygter de, at skatten napper deres surt tjente skillinger. Det er dem, Trump holder med. Og den mest effektive måde at vise det på er at udpege dem, han er imod. Det gør han med fynd og klem. Fjenden er de etablerede magthavere i Washington, de fremmede over en bred kam og kvinder – især de grimme – der kæfter op. Dem har han scoret mange netundertrøjepoint på at rase imod. Noget der såmænd også gået rent ind hos en del kvinder, der selv føler sig intimideret af superpræsterende kønsfæller. Kønt lyder det ikke, men sådan går det tit, når der skal sættes ord på virkelige menneskers virkelige bekymringer. Mattias Tesfaye havde fat i noget, da han sagde til Jyllands-Posten: ”Mange af de mennesker, som giver den lidt gas på Facebook, føler sig sat uden for indflydelse. Hele den debat om tonen hænger mig langt ud af halsen. Det er den privilegerede magtfulde overklasse, der taler ydmygende til de magtesløse.”
På den måde er The Donalds triumf et udtryk for demokratiets sejr. Erfarne men arrogante politikere har svigtet, når det gjaldt om at finde svar på de spørgsmål, der for alvor tæller blandt store vælgergrupper. Det er ikke bare et amerikansk fænomen. Også i Europa sejler de gamle partier også rundt uden kompas og overlader kurssætningen til uprøvede kræfter, der taler enten til de mange, der hader EU, de fremmede og kvinder, der kæfter op, eller taler til dem, der har fået nok af tonen i debatten, klimaets mulige kollaps og ulighed blandt mennesker. Problemet er ikke, at der er nye partier, der stiller spørgsmål til de ting. Problemet er, at de gamle erfarne ikke kommer med svar, men i stedet overlader vælgerne til en feel-good-politiker som Bernie Sanders og en feel-angry-politiker som Donald Trump. De traditionelle politikere støttes i deres arrogance af et lige så stivnet kommentatorkorps. For eksempel det ellers så noble The Economist, der i en leder skriver, at Trumps succes er ”baseret på at opfordre de mest overdrevent modfaldne amerikanere til at give efter for deres laveste instinkter.” Lederskribenten end ikke overvejer, om det er amerikanerne, der har sat Trump på den kurs og ikke omvendt.
Det ser ud som om den klassiske politiske højre-venstre akse er ved at blive skiftet ud med en, der går fra feel-good til feel-angry. Man kan kun håbe, at der også kommer nogle folkelige typer, der markedsfører et slogan som: Feel less, be sensible.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.