Diskussionen om diskussionen er dybt destruktiv

Fra Facebooks kommentarer til Weekendavisens debatspalter er der et forstyrrende fænomen, der fylder stadig mere: Diskussionen om diskussionen. Hver gang en debat om et vigtigt emne begynder – hvad enten det er om flygtningestrømmen, klimaet eller kollektiv trafik – er det som om, der sidder et korps af debatsabotører klar til at smide dod-bomben. Diskussionen om diskussionen er nemlig et effektivt våben til at afspore enhver debat.

Jeg har lige læst om den seneste hærværksaktion på Nørrebro, hvor en gruppe bøller under dække af at repræsentere en ”modstandsbevægelse mod elitens økonomiske globalisering og bilers magt over gaden”, kastede brosten og molotovcocktails, ødelagde butikker, banker og bygninger. En yngre homoseksuel mand havde åbenbart forsøgt at stoppe hærværket og var blevet jagtet af bøllerne. Flere på Facebook roste hans civilcourage, men lynhurtigt kastede nogen en dod-granat ind i debatten, der nu kom det til at handle om relevansen af mandens seksualitet. Pist borte var diskussionen af bøllernes modbydeligheder, og hvad man skulle gøre ved det.

Politiet har åbenbart luret det der med de truende dod’ere. I hvert fald beskrev de bøllerne som ”autonom-lignende typer”. Havde politiet beskrevet hærværks- og voldsmændene som autonome, ville det udløse en dod-bombe, der sporede diskussionen over på politiets fordomsfuldhed, for hvordan kunne de vide, det var autonome.

Det elegante ved diskussionen om diskussionen er, at mange slet ikke opdager, at de er blevet narret ud på et sidespor. I dagevis vil man derfor kunne opleve sig selv diskutere eksempelvis homofobi, selvom den debat, man gik ind i, handlede om hærværk.

Det er smaddersmart, hvis ikke det var så dybt destruktivt.

Der er seks klassiske dod-kort, der bliver smidt:

  1. Stråmandsargumentet er højeste mode. Her tillægger man modparten en holdning, hun aldrig har udtrykt.
  2. Noget med fob bagefter: Homofob, islamofob er tidens mest yndede.
  3. Noget med ist bagefter: Racist og sexist er evergreens.
  4. Noget med neo eller ultra foran: neoliberalist, ultramarxist (dobbelt dod-point, for der er også ist bagefter).
  5. Noget med anti foran: Antifeminist, antisemit.
  6. Jokeren over dem alle: Tonen i debatten.

Med de seks tricks er diskussionen om diskussionen godt i gang. For man kan naturligvis ikke have siddende på sig at være -fob, -ist, neo-, ultra- eller anti-. For slet ikke at tale om det synspunkt, man aldrig havde. Eller om man udannet. Man glemmer helt, hvad det diskussionen egentlig drejede sig om. Og mens argumenterne fyger frem og tilbage i rasende fart, drukner mennesker i Middelhavet, og der kommer ingen løsning på klimaproblemerne.

Måske min dod-modvilje skyldes, at jeg har beskæftiget mig så meget med erhvervslivet, hvor det ikke er ord men handling, der tæller. Det kan også være, fordi jeg ikke er akademiker og ikke kender glæden ved diskussionen i sig selv. Jeg har altid fundet Holbergs Erasmus Montanus’ fornøjelse ved argumentere igennem, at ”moderen er en sten” dum og hjerteløs. Sådan er det også med diskussionen om diskussionen. Den fører til ingenting andet end handlingslammelse.

Og jeg vil godt lige afmontere en tikkende dod-bombe: Ja, jeg ved godt, at dod også er forkortelsen for Department of Defence, men I hvad? Det synes jeg er meget passende!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.