K er om noget en død krikke

img_4448”Når du opdager, det er en død hest, du rider på, så er den bedste strategi at stige af!” Da jeg læste Børsen i søndags, kom jeg til at tænke på disse vise ord, der siges at være overleveret fra generation til generation i den indianske Dakota-stamme.

Det var Kristian Ditlev Jensens kronik, der fik tanken frem. Han er en dygtig forfatter og en stor retoriker, så han kunne selvfølgelig ikke nøjes med en hest, men flaksede heroisk rundt på digternes bevingede Pegasus i et glødende passioneret forsvar for Det Konservative Folkeparti. Og det er da en død krikke om noget. Kristian Ditlev Jensen satte sig dog alligevel op – højt op – og piskede på for at få den i galop:

Hos de konservative og KUN hos de konservative finder man ”etisk, æstetisk og human borgerlighed”; ligesom de konservative er de eneste borgerlige, der er optaget af økologi og FN’s flygtningearbejde. Lige det tyder nu på, at kavalerist Jensen ikke har bevæget sig meget rundt i konservative højborge i Nordsjælland. Hvis de er optaget af FN’s flygtningearbejde deroppe, så skyldes det udelukkende, at det arbejde foregår langt væk fra rosé-reservatet, hvor damer med slør for det meste er brude.

Og store ånder er ikke sådan at stoppe: ”De konservative er de eneste borgerlige, som har en barmhjertig bund og en sand næstekærlighed i sit syn på de elendige.” Man må gå ud fra, det er et spørgsmål om tid, inden partiet modtager Nobels fredspris.

Man mærker, hvordan den nyvakte konservative ædle ridder galopperer af sted med patos og passion, men man må huske på, at blot fordi man har ordet i sin magt, har man ikke nødvendigvis ret. Inden han helt drukner de konservative i anstændighed, skal man lige kaste et blik på, hvor nobelt han omtaler andre borgerlige. Om Venstre hedder det, at de har smidt ”al anstændighed over bord”. Og har knipset ”årtiers international etik ad helvede til som en bundtyret cigaret.”

Liberal Alliances forholdsvis beskedne og enkle topskattekrav får en bredside, der formentlig skyldes, at de konservative – med rette – er flove over, at det ikke er lykkes dem selv at få det gennemført, selvom de har været ved magten 20 ud af de seneste 34 år.

Partiet sammenlignes med ”en pubertær bantamvægter, der skyggebokser som en vanvittig. Og hvis ultimatummet truer noget som helst, så er det landets demokrati. For hvad blev der egentlig af det samtalende folkestyre? Den modne dialog røg sig en tur til fordel for barnlig insisteren på infantile krav.”

Ja, den beskrivelse er da et mønsterbillede på borgerlig anstændighed og omtanke!

Og hvor og hvornår er det lige, man har haft det der ”samtalende folkestyre”? Det lyder ærlig talt ret ineffektivt. Det diskuterende rygende uenige folkestyre, hvor man forhandler og kompromisser sig frem, er langt at foretrække.

Men Kristian Ditlev Jensen kan slet ikke stoppe. Han sprøjter sine anstændige borgerlige betragtninger ud som en flodhest, der spreder sin gylle med halen og påstår, at store dele af den borgerlige fløj (her menes formentligt hele den borgerlige fløj minus Det Konservative Folkeparti) er kendetegnet af en ”gennemtæret moral, en fuldkommen degenereret bioetik og en empati, som formentlig ikke findes mage til på denne side af en regulær forvaringsdom.”

Se, sådan skal borgerlig anstændighed lyde! Eller hvad?

Jeg mangler desværre et par akademiske grader til at kunne fortælle, hvad ”degenereret bioetik” betyder. Men at borgerlige (minus de konservative) generelt læner sig op ad en forvaringsdom, det er til at forstå. Og så alligevel ikke. Det er så groft, at det faktisk er umorsomt.

Kristian Ditlev Jensen har forelsket sig i en gammel ide og forsvarer den nu som en Don Quijote under stor applaus, der især kommer fra venstre side af det politiske spektrum, hvor masser af folk bedyrer en nyvundet respekt for de konservative. Det kan godt være, konservatismen er en fin ide. Det var socialismen også, men når man indregner virkeligheden, forvrides det billede voldsomt. Og man må altid indregne virkeligheden. Det må man også med den konservative ide. Den bliver noget mindre køn, når man ser på den forpjuskede konservative folketingsgruppe og tænker på partiets degeneration og dolkestødshistorie de sidste 23 år. Måske har Kristian Ditlev Jensen ret i, at partiet er de eneste med et ”inderligt kristent anker”, men så må man nok lige sige, at han har noget svært ved at se bjælken i eget øje, mens han hamrer løs på splinten i sine brødres.

Han slutter af med at hævde, at konservatismen er ”løftet om det frie, elskede og dannede menneske.” Og det er der ifølge Kristian Ditlev Jensen ”mange vælgere, som stadig insisterer på”.

Det sidste er notorisk usandt, da partiet har stadigt færre vælgere. Men det betyder vel ikke så meget, for ryttere af døde heste. Som en service bringer jeg her en liste af andre mere avancerede strategier, der er brugbare, hvis man vil skjule den sande tilstand af fiasko.

  1. Køb en kraftigere pisk
  2. Skift rytter
  3. Sige ting som: Sådan har vi altid redet denne hest
  4. True hesten med fyring.
  5. Arrangere studieture for at se, hvordan andre rider på døde heste.
  6. Nedsætte standarden så døde heste kan blive inkluderede.
  7. Omklassificere døde heste til “livs-udfordrede”.
  8. Udlicitere opgaven som rytter til eksterne operatører.
  9. Koble flere døde heste sammen for at øge hastigheden.
  10. Omformulere forventningerne til hestens præstation.
  11. Udnævne et elitehold for at revitalisere hesten
  12. Erklære at ”Ingen hest er for død til at blive redet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *