Ind i mellem får jeg en henvendelse fra en virksomhed, der har været ude i en mediestorm, så de spørger, om jeg ikke liiiige kan hjælpe med at sørge for, der bliver skrevet noget pænt om dem i aviserne. Jeg prøver – ultrakundevenlig som jeg er – altid at være positiv: Jow jow da, og når jeg nu alligevel er i gang med at skrue tidsmaskinen 20 år tilbage, er der så andet, du skal have med?
I langt de fleste tilfælde findes årsagen til problemerne netop et sted i fortiden, nemlig lige præcis dengang virksomheden forlod sit oprindelige ståsted og begyndte at stirre sig blind på tallene.
Det kommer jeg til at tænke på nu, hvor jeg læser Svend Brinkmanns nye bog ”Ståsteder”. Brinkmann er ham, der fik os til at stå fast og tage nejhatten på, og jeg havde håbet, jeg kunne slippe nemt om ved en klumme og blot anbefale hans nye bog varmt. Det kan jeg ikke. Hvis jeg kender Børsen-læserne ret, så har I så travlt med at få ting til at ske i virksomhederne, at I slet ikke har tålmodighed til sætninger som: ”Der er intet samlet tankesystem i Nietzsches filosofi, men en tendens til at ”filosofere med hammeren”, som han skrev, altså ødelægge etablerede sandheder, bl.a. ved at spore deres oprindelse og virkningshistorie.”
Kort fortalt mener Svend Brinkmann, at det er gået for vidt med cost/benefit-analyser overalt i vores liv og samfund. Alting skal altid kunne bruges til noget, og vi skal hele tiden have noget ud af alt, hvad vi gør. I det ræs glemmer vi fuldstændigt meningen med livet.
Det kan der være noget om. Også i erhvervslivet, hvor vi har så travlt med bundlinjer og brugbare kompetencer, at vi nogle gange glemmer, hvad vi egentlig er her for.
Mon det ikke netop er hvad, der er sket for Atea, som nu er sigtet for at have bestukket sig til it-kontrakter i milliardklassen. Noget-for-noget har i hvert fald været den fremherskende tankegang, og dermed lægger Ib Kunøs virksomhed sig lige midt i den tendens, Brinkmann kalder instrumentaliseringen. Det er der, hvor alt er et middel til et mål, og intet er et mål i sig selv. Og nej, penge kan ikke være et mål i sig selv, da penge pr definition er et middel. Et smart middel erkender også filosoffen fra Randers. For penge er et instrument, der gør det muligt faktisk at sammenligne æbler med pærer.
Brinkmann har fat i noget. Og jeg tror, at denne instrumentaliseringstankegang ikke bare har ført en grad af meningsløshed med sig, men også dehumanisering. Det er derfor, personalet på et plejehjem kan prioritere computerarbejdet højere end plejen af beboerne, for computerarbejdet giver konkrete resultater, der kan måles på bundlinjen. Det samme kan man ikke sige om plejen. Det er også mit gæt, at instrumentaliseringen er årsagen til de mange storrumskontorer, hvor ingen har faste pladser, for det er ikke en rationel måde at bruge dyre kvadratmeter på. Det fører godt nok ifølge adskillige undersøgelser til mistrivsel blandt medarbejderne, men den slags ses ikke direkte på bundlinjen.
Hvis vi skal få et bedre, mere meningsfuldt liv, skal vi ifølge Brinkmann finde vores eget ståsted i tilværelsen. Finde lige det, vi vil stå fast på come hell or high water. Også når vi slet ikke kan argumentere rationelt for det. I sin bog præsenterer han os for 10 mulige ståsteder. Det gode, Sandheden og Ansvaret for eksempel. Man skal gøre ting, blot fordi de er gode/sande/ansvarlige. Ikke fordi den gode/sande/ansvarlige handling i sig selv fører noget med sig.
Det kan virkelig forenkle livet og tilføre mening, hvis man lykkes med det. Også som virksomhed. Langt de fleste ved allerede, at det ikke er nok at have et mål om at tjene penge. Derfor finder man alle mulige forskellige formuleringer om at tjene kunderne på den ene eller anden måde. Om det så giver den helt dybe mening, tvivler jeg på.
Ståsteder kan man ikke trække i en konsulentautomat ligesom værdier eller CSR-politikker. Dem er der gået inflation i, og de er som oftest de rene markedsføringsinstrumenter, der skal brande virksomheder som bæredygtige, ansvarlige og alt godt fra floskelhavet. Meningen med dem er at lave en bedre = større forretning. Ståsteder der imod kommer indefra, og man kan ikke regne med, de giver pote økonomisk. De giver til gengæld mening.
Måske skal noget af årsagen til Novo Nordisk’ solide succes findes i deres helt originale ståsted. Virksomheden har stort set altid haft fokus på diabetespatienterne – ikke på lægerne, ikke på kunderne, men på patienterne. Med masser af svinkærinder undervejs ganske vist, men jeg tror, man ofte har kunnet argumentere handlinger igennem i Novo Nordisk ved at henvise til, at det gavnede patienterne. Fra begyndelsen i 1923 kunne man ikke vide, at den indstilling også ville kunne betale sig.
Det kunne Google heller ikke, da de i 2000 – to år efter grundlæggelsen – besluttede sig for firma-mottoet: Don’t be evil! På det tidspunkt mente ledelsen, at konkurrenterne groft udnyttede brugerne, og den vej ville de ikke gå ned ad. I prospektet ved børsintroduktionen i 2004 slog de deres ståsted fast med syvtommesøm: ”Don’t be evil. We believe strongly that in the long term, we will be better served — as shareholders and in all other ways — by a company that does good things for the world even if we forgo some short term gains.”
Det ståsted har tjent Google godt og været et solidt pejlemærke for ledere og medarbejdere. Om det er blevet en mere eller mindre profitabel virksomhed af den grund er irrelevant. Det er blevet en virksomhed, der giver mere mening. Og så kan man sige, at det ikke gør noget, man går i stå. Bare man står det rigtige sted, når det sker.
