Det er historien om hønen, der blev til fem nordiske fjer

IMG_0213

Jeg burde nok have lugtet lunten alene ved navnet. ”Det Røde Rum” hedder det lille teater i det store kongelige teaters topmoderne skuespilhus. Det er åbenbart ikke bare et teaterrum, men ”syv skuespillere, to instruktører, en scenograf og en lysdesigner, der har fået frie hænder til at lave det teater, vi vil”. Men det vidste jeg ikke, da jeg købte billet til forestillingen ”Nordisk Fjer”.

Når jeg siger, navnet burde have advaret mig, er det ikke, fordi jeg tror, at skuespillere og instruktør pr definition er specielt røde politisk. (Efter at have læst programmet tænker jeg dog, at det er et meget godt bud, for her udtaler instruktøren, at Nordisk Fjer er ”en historie, hvor væksten møder en grænse og bliver til undergang.” Okæh så. Jeg troede, det var en historie om en storsvindler.) Men kan man forestille sig, at et teater med det navn har anden indsigt i det store erhvervsliv, end hvad man kan læse sig til i Politiken? Næppe.

Alligevel… Blind høne gør også i nælderne, som min far, der faktisk var blind, altid sagde. Det kunne da være, der var nye spændende vinkler på 1990ernes store erhvervsskandale, som kunstnerne kunne åbne mine øjne for.

Er det i øvrigt ikke symptomatisk, at skandaler efterhånden er den eneste måde, erhvervslivet kan få kulturlivets opmærksomhed? Ja, altså bortset fra når der findes sponsorer. Erhvervslivet portrætteres generelt dunkelt, depraveret og dystopisk. Der er for eksempel stor forskel på, hvordan personerne i DRs to store tv-serie-successer, Borgen og Bedrag, beskrives. Politikerne i Borgen tegnes nuanceret. Ganske vist er nogle onde og bedrageriske, men de er også meget andet. Hvorimod personerne i den centrale virksomhed i Bedrag alle er onde hele tiden. For sådan er det jo der ude i erhvervslivet. (Og nej, Krøniken og Matador tæller ikke. Alt det, der er foregået for mere end 30 år siden ser vi et nostalgisk lys. Selv den barske Arnold Peter Møller og hans lige så barske søn, Mærsk, er efterhånden blevet helt folkelige. Hvad de bestemt ikke var på deres karrierers højdepunkt.)

Jeg er godt klar over, at skandaler og ondskab er godt stof for såvel kunstens som for virkelighedens historiefortællere, men alligevel. Det er som en ond cirkel i kulturlivet, hvor man fortæller historier om skandaler, svindel, grådighed og en lattervækkende optagethed af penge. De ivrige kulturbrugere får et temmelig skævvredet billede af, hvad der sker der ude, hvor pengene bliver til. Og de vil derpå efterspørge historier, der bekræfter deres opfattelse af, at grådighed og kriminalitet er hverdagskost. Den efterspørgsel efterkommer kulturfolkene med glæde, for det er nemmere at få noget ramasjang ind i den slags historier, end det er at sætte sig ind i, hvordan forholdene reelt er. Det meste af det, der sker i virksomhederne, er hverdagsarbejde, hvor man pløjer, sår og høster, og det kræver selvfølgelig en del fantasi at skabe kunst ud af det.

Så er der mere goddaw i en fuldblodsskandale som Nordisk Fjer, hvor superskurken oven i købet ender med at skyde sig selv i sit sommerhus. Det er nu ikke den ende, holdet i Det Røde Rum tager fat i. Dramaets helt store personligheder, Johannes Petersen og hans trofaste sekretær Inga Lydia Rasmussen, er reduceret til stemmer i megafoner. Som Orwelske Big Brothers der dirigerer rundt med flokken. Det er nemlig den, stykket har fokus på – flokken af medarbejdere. Og det har ikke været sjovt at være det, forstår vi som tilskuere. Medarbejderne er reduceret til får, der bevidst- ansvars- og æresløst går i flok mod undergangen, uden nogen forsøger at stoppe det.

Vincent F. Hendricks, der er er leder af CBS’ Center for – hold nu fast – ”Information og Boblestudier” har skrevet forordet i teaterprogrammet. Ham tabte jeg en del respekt for, da han for nylig stillede op i Debatten på DR2 og mente en hel masse om Facebooks frygtelige følger uden selv at have nogen praktisk erfaring overhovedet. Han harcelerede over, hvad det nymodens pjat dog gjorde ved os som mennesker. Imens tænkte jeg på mine forældres generation, der harcelerede over tv, som vi fik firkantede øjne af og stereoanlæggene ”for ingen kunne da læse lektier i den larm”. Og deres forældre, der havde himlet op over radioens evige kværnen og den samfundsnedbrydende jass, der kom ud af den og tegneserier og hvordan skulle de unge dog blive dannede mennesker, når det var sådan noget bras, de læste i stedet for Hjortens Flugt og Oehlenschlägers Guldhorn og rendte i biografen for at se fjollede amerikanske film i technicolor. Det tænkte jeg på, mens de inde i DR2 talte om, at menneskehjernen ikke kan følge med. Men det har man til alle tider sagt, og vi er her endnu.

Nå, men altså dr. phil. Hendricks indleder Nordisk Fjer-teaterprogrammet med at bytte rundt på mistænksom og mistænkelig og skrive, at revisorer, banker og andre eksterne parter ”kunne være mistænkelige”. Det må være en freudiansk smutter, for i kulturverdenen og dens programmer er alt fra erhvervslivet jo mistænkeligt. Jeg tror nu nok, at han ville have skrevet at de eksterne parter kunne, ja måske ligefrem burde, have været mistænksomme. Bortset fra det prøver Hendricks at (bort)forklare samtlige medarbejderes passivitet med det bobleagtigt luftige begreb ”pluralistisk ignorance”. Man kunne måske også bare sige, at de var nogle skvat.

Jeg skulle have læst på lektien og fanget signalerne, inden jeg begav mig ind i Det Røde Rum. Det var lige to timer, jeg kunne have brugt på at læse i Charlotte Langkildes fantastiske bog om Nordisk Fjer. I teaterversionen er det en omvendt H.C. Andersen: Den virkeligt store fortælling, der bliver reduceret til lidt fnidder om stakkels medarbejdere. Det er historien om hønen, der blev til fem nordiske fjer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.