Det, der er, det er jo!

IMG_0234

Det, der er, det er jo. Så vise ord, havde I sikkert ikke regnet med at skulle læse i avisen. Og så en lørdag morgen. Men det kan komme over selv en klummeskriver. Det er egentlig planket (selvfølgelig er det det) fra Jack Welch. Han har udtrykt det lidt mere elegant: Face reality as it is. Not as you wish it to be!

Det tænkte jeg på forleden, da jeg cyklede over Amalienborg Slotsplads. Det vil sige, faktisk blev jeg beordret af min cykel af en panserbasse, der oplyste mig om, at der kun var ganske bestemte og snævre ruter over pladsen, og man måtte kun benytte dem på gå-ben, når bjørneskindshuerne dansede deres middagsmarch. Jeg sydede indeni af barnlig fornærmelse – det er da lige så meget mit København, som det er dronningens! Et kort øjeblik fik jeg forståelse for de efterhånden temmelig mange af mine klogeåge venner, der er passionerede republikanere (hvordan man så kan være passioneret omkring noget så ordinært som politikere i grå jakkesæt). Det gik hurtigt over. Jeg kastede et blik på Frederik V til hest – en af verdens fineste rytterstatuer, har jeg fået at vide. Men det var ikke det, der fik min sympati for kongehuset tilbage – det er jo en lille smule latterligt, at kongen på hesten er klædt ud som romersk kejser. Måske var han på vej til karneval, da han stod model. Jeg ved det ikke. Næh, sympatien genetableredes ved tanken om, at den statue er mere end 240 år gammel, og det er endda det rene ingenting i den sammenhæng. Dronningen selv kan med sikkerhed føre sin historie mere end 1000 år tilbage – til Harald Blåtands far, Gorm den Gamle, der døde i 958. Det er altså en helt i verdensklasse unik institution, vi har der, så selvom den spærrer for min trang til at cykle, hvor det passer mig, så er der nok alligevel en værdi at hente.

Selvfølgelig er monarkiet som sådan en helt åndssvag ide. At lægge magten i hænderne på én familie og ligefrem lade den gå i arv. Det hører en anden tid eller en helt anden udemokratisk kultur til. Ingen ved sine sansers fulde brug, ville opfinde det i dag. Men nu er det her. Og det, der er, det er jo. Det relevante spørgsmål er: Hvad kan vi så gøre med det? (Jeg forestiller mig egentlig, at det også er sådan dronningen og måske især kronprisen tænker om det.) Der viser det sig egentlig ret så brugbart. Ikke kun som underholdning og kulørte eksportfremstød, men som en nydelig ramme, der sætter os danskere – inklusive republikanere og andre forhærdede tidselgemytter – ind i en fælles historie og sammenhæng.

Det står ikke længere skrevet i sten, at kongehuset skal bestå som institution. Der skal ikke være ret meget ballade, før nationen! begynder at knurre over apanagerne. Det er man sikkert ret bevidst om på slottet. Man må gøre sig umage. Det gør man så. Man følger med, man fornyr sig, og det fungerer. Derfor er der ingen grund til at vade rundt i, om monarkiet helt principielt er forkert. Det er kirken også. Og Danmarks Radio. (Don’t get me started…) Men vi må se på, om der er noget, det kan bruges til, inden vi smider barnet ud med badevandet af filosofiske årsager.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er reaktionær og mener, at alt altid skal blive ved med at være, som det var. Gud fri mig. Jeg er for eksempel ikke pr definition imod udflytningen af statslige institutioner fra København. Selvom der helt sikkert foregår tåbeligheder, og selvom det virker rasende dyrt.

Regeringen har åbenbart en stærk tro på, at det på længere sigt kommer til at gavne landet både økonomisk og psykologisk. Så er der kun én måde at gennemføre det på, og det er at pege ud, være uden nåde og komme i gang. Hvis der går tid, kommer tingene umærkeligt til forhandling, og så kan man lige så godt give op. Derpå vil der kun blive tale om symboludflytninger. Hvis så store forandringer skal laves, skal man smide en bombe. Og det er hvad, regeringen gjorde med udflytningsplanerne.

Man gjorde noget lignende i 2005, da SKAT var igennem en omfattende omstrukturering. Med vold og magt, under skrig og skrål flyttede man en del væk fra hovedstaden. Noget røg helt over til det mørkeste Jylland: Ringkøbing. Meget er sket i SKAT siden, og der er ikke noget, der tyder på, at alt fungerer optimalt. Men min egen helt personlige oplevelse af konsekvenserne af udflytningen af SKAT var ekstremt positiv. Pludselig skulle jeg ikke længere vente med hatten i hånden og ydmyghed i stemmen for at få hjælp til de mange uforståelige elementer, der ligger i at være skatteyder. Nu blev telefonen taget af et venligt – ja, jeg sagde venligt – menneske, der ihærdigt forsøgte at guide mig igennem. Jeg fik sågar et tilbud om at blive ringet op, når serviceskattebassen havde fundet de oplysninger, han skulle bruge. Der blev fulgt op, der blev lavet aftaler, og de blev holdt. Sådan var det sandelig ikke, da mit skattevæsen lå i København.

Jeg tror ikke, det var en konsekvens af udflytning med vold og magt. Men der sker altid det, at når en bombe er blevet smidt, og røgen har lagt sig, så opstår der helt nye muligheder. Kortene kan blandes på ny. Plejer er død og skulle vi ikke prøve at arbejde på en anden måde? Derfor tror jeg, der kommer en del nytænkning ud af Søfartsstyrelsen flytter til Korsør, Udlændingestyrelsen til Næstved og Færdselsstyrelsen til Ribe. Ikke mindst venter jeg mig meget af, at Statens Administration, der arbejder med fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor, flytter til Hjørring. Her er der højt til himlen og mulighed for at nye ideer kan opstå til rationaliseringer og omkostningsminimeringer i det offentlige. Oh happy Day!

Kongehuset, foretrækker jeg dog, bliver ved med at ligge lige, hvor det ligger. Evig- og uendeligheden er jo essensen af monarkiet. Også selvom jeg skal trække min cykel over slotspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.